Regeringens globaliseringsstrategi handler primært om, at Danmark via en voldsom satsning på uddannelse, forskning og innovation skal være først og bedst på en lang række videnstunge områder, så vi trods udflytning af virksomheder og job kan skabe fortsat vækst, ny beskæftigelse og velfærdsfremgang. Strategien suppleres på grund af den aktuelle krise med en international offentlig markedsføringsstrategi for Danmark. Målet er, med udenrigsminister Per Stig Møllers ord, at Udenrigsministeriet hele tiden udvikler sine »instrumenter og kompetencer, så vi effektivt kan fremme danske interesser i udlandet«. Det er sikkert fint at søge at fremme danske interesser, men det er ikke tilstrækkeligt. Det er klart, at et velfungerende land med en effektiv økonomi, et godt produktionsapparat og forskningsmæssige kompetencer har gode muligheder på det internationale marked. Men det er lige så klart, at et land er mere end sin produktion. Mulighederne for at spille en positiv rolle i verden afhænger af landets samlede image. I dag får man rigtig mange hits, når man googler 'nation branding'. Nationer søger at udvikle deres brands for at tiltrække investeringer og turister og for at øge deres muligheder for at påvirke verden. Men i arbejdet med at 'brande' nationer handler det ikke kun om, hvad den enkelte nations erhvervsliv kan præstere, fastholde og udvikle, men om det bidrag, nationen samlet yder både i forhold til sine naboer og til den større mishandlede og splittede klode. Og det handler om, hvorvidt omverdenens opfattelse svarer til den, landets ledere selv har eller gerne vil have. Præsident George Bush har haft eksperter ansat med det primære formål at gøre det lettere at 'sælge' USA til Mellemøsten. Men som Jennifer Aaker fra Stanford University har sagt, så var det en nærmest håbløs opgave: »En af årsagerne har været, at det underliggende produkt - vores samlede Mellemøst-politik - ikke opfattes som pro-Mellemøsten«. Nogle af verdens fremmeste 'branding eksperter' arbejder i dag for regeringer, der søger at lære af erhvervslivet, men uanset hvor dygtige eksperterne er, skal der være en overensstemmelse mellem brand og virkelighed. Hvis kløften mellem virkelighed og budskab er for stor, fungerer det ikke. En anden branding-ekspert, Erich Joachimsthaler fra Vivaldi Partner, har fortalt, at man i forsøg på at 'brande' Tyskland løb ind i det problem, at de tyske klienter gerne ville brandes som passionerede, emotionelle og fleksible. Men opgaven var mere end vanskelig. Verdens største firmaer søger i dag at brande sig med visioner, der ikke på nogen måde står tilbage for visionære regeringers. En af verdens absolutte giganter, General Electric (GE), lancerede sidste år ordet 'ecomagination' som overordnet begreb for udviklingen af miljømæssige teknologier. Som led i sit ecomagination-program meddelte GE, at investeringerne i renere teknologi mellem 2005 og 2010 fordobles fra 700 millioner dollar til halvanden milliard dollar årligt. Samtidig bandt GE sig til at reducere sit bruttoudslip af drivhusgasser betydeligt over de næste få år, trods meget stor forventet produktions- og omsætningsvækst, og til inden 2010 at fordoble salget af produkter og serviceydelser, som bidrager markant til bedre miljøfordele. Det handler om satsning på vind og sol og vand og på udvikling af nye materialer og teknologier. GE har omkring 300.000 ansatte verden over og årlige salgsindtægter, der nærmer sig værdien af den danske bruttonationalindkomst. Man kan finde en masse at kritisere i GE's udspil, men man kan ikke blot afvise det som et reklamestunt. De enkelte mål er præcise og målbare. Og det overordnede budskab er, at det for GE ikke er nok at skabe udbytte for 5 millioner aktionærer. GE vil være endnu større og vil i forsøget gerne være med til at gøre verden en smule bedre. Denne lange indledning for at nå tilbage til spørgsmålet om Danmark som et globalt brand. Det ville virke patetisk, hvis jeg blot startede med at skrive, at regeringen og danske globaliseringseksperter må give et klart og stærkt bud på, hvordan Danmark gør verden bedre. Men det er faktisk det, der er kravet. Specielt når man ikke kun vil fremme dansk vækst og beskæftigelse, men også bidrage til international dialog og fremme af sikkerhed og demokrati både via en dansk plads i Sikkerhedsrådet og gennem andre bilaterale og multilaterale satsninger. De store transnationale virksomheder ved ligesom vores statsminister, at det handler om værdier, men som led i deres værdisættelse opstiller de bedste af dem ambitiøse internationale målsætninger, som de forpligter sig på. De er - naturligvis - begrænsede af overordnede krav om profit og udbytte, og derfor kan man ofte påpege elementer af hykleri i målsætningerne. Der er mange eksempler på, at underbetaling, dårlige arbejdsvilkår og store visioner kan forenes i samme koncerner. Men det ændrer ikke ved, at de nye målsætninger er et resultat af en ny verden, hvor der stilles nye og mere ambitiøse krav til de ansvarlige. Derfor er det ikke nok, at danske virksomheder er konkurrencedygtige og effektive, og at danske produkter og serviceydelser kan konkurrere med de bedste. For et meget stort antal enkeltvirksomheder og i forhold til Danmarks bredere rolle i verden spiller det en stor rolle, hvordan vi samlet opfattes. Giver vores 'brand' os de rette muligheder i verden? Tror man på os som positive globale medspillere? Det her skal ikke handle ret meget om Muhammedkrisen, men da der var rigtig gang i flagafbrændingerne, fik vi hjemme hos os en ironisk mail fra nogle af vore amerikanske venner, der meget kort skrev: »Hvad er det dog, I gør i jeres forsøg på at blive lige så populære som os amerikanere?«. Det siger noget om, hvordan opfattelsen af et land kan ændres i negativ retning. Det kan gå hurtigt, og min konklusion er ikke, at blot vi har det rette brand og en klog regering med en statsminister, der også vil tale med diplomater, kan vi undgå alle problemer. Alligevel er der også både et kort og et langt perspektiv i den måde, det danske brand er blevet ændret på. For et halvt århundrede siden var der nogenlunde politisk dansk enighed om, hvad Danmark skulle gøre i den store verden. Der var uenighed om NATO og senere om EU, men i Danmark som de øvrige nordiske lande var der stor enighed om at slutte op om FN og senere om at bistå verden, så godt vi nu magtede. Ordet branding var ikke opfundet - i hvert fald ikke på dansk - men enighed omfattede en fælles opfattelse af, at solidaritet med de fattigste kunne forenes med godt købmandskab og åbning af nye markeder uden for Europa. For at gøre en lang historie kort førte det til en voldsom satsning på ulandsbistand, og fra slutningen af Schlüters regeringstid også på miljøbistand. Det var godt både for verden og for dansk erhvervsliv. Samtidig gav Danmark langt mere end vor relative andel af de internationale midler til FN-systemet. Vi udviklede en aktiv multilateralisme, hvor økonomiske indsatser og FN-fredsbevarende indsatser understøttedes af et aktivt diplomati. Danmark var endnu i disse år kendt som et land præget af lighed, åbenhed og betydelig tolerance. Og over 40 år blev der skabt et brand, som gav tillid og muligheder. Mange kendte det ude i verden. Der stod respekt om os. Dette brand har været under ændring og nogle vil sige afvikling over de seneste år. Internationale evalueringer viser, at drastiske og uforberedte nedskæringer i bistanden skabte bitterhed i modtagerlande. Den militære indsats i Irak uden FN-dækning skabte både forvirring og dyb modvilje. Ændringer i indvandrerpolitik og toleranceniveau (som startede flere år før VK-regeringen) gjorde, at der blev skabt usikkerhed om, hvad Danmark er for et samfund. Utilstrækkelige integrationsindsatser har forstærket det tvivlsomme image. Når man rejser meget uden for Europa, oplever man usikkerheden og forvirringen om det danske brand: »Er det rigtigt, hvad vi hører?«, og »Hvad er det, der sker?«. Vi har en ny rolle i at forklare, at det ikke alt sammen er rigtigt, og også at nogle politikændringer har været nødvendige som følge af reelle problemer. Men på en anden måde end tidligere er det blevet en opgave at forklare og forsvare. I det omfang, vi føler, at det, der sker, rent faktisk kan forsvares. Det er bestemt ikke altid. Jeg siger ikke med dette, at ambassadeangreb og flagafbrændinger skete, fordi demonstranter kendte til og var rasende over Danmarks ændrede image. Jeg siger heller ikke, at Arla kunne have undgået problemer, hvis Danmark i 2005 havde ført samme politik som i 2000. Men jeg vil hævde, at hvor der tidligere var grobund for dialog, så er der nu i højere grad grobund for misforståelser. Og der er blevet flere, som gerne vil misforstå, hvad der sker i Danmark, fordi Danmark i dag har et dårligere brand og har mindre at byde på internationalt. Danmark har i Mellemøsten fået et image, der naturligt nok minder om USA's. Der er ikke en grundlæggende tro på den underliggende Mellemøst-politik. Derfor er det ikke alene Arla og andre store eksportører, der står svagere. Danmarks rolle i Sikkerhedsrådet er også svækket, og det samme er Danmarks muligheder for at føre dialog i Mellemøsten og andre steder. Skal et land som Danmark have indflydelse i verden og være med til at udbrede ytringsfrihed og andre menneskerettigheder, handler det i al sin vanskelige enkelhed om at vælge en strategi, som både er klar og konsekvent, og som i en vis udstrækning gør det muligt selv at sætte dagsordener for indsatserne. Uanset hvor stærkt vi står fast på ytringsfrihed lige nu, kunne vi nok gøre mere for ytringsfrihed via medieprogrammer i Mellemøsten for et halvt år siden, end vi kan i dag. Vi kunne også gøre mere, hvis vi havde en regering, der ikke kun står stærkt på denne ene menneskeret, men som også var kompromisløs om de andre menneskerettigheder. Dansk Folkeparti kæmper aktivt imod menneskerettighederne, hvordan skulle regeringen så kunne kæmpe internationalt for at udbrede dem? Man kan ikke 'brande' imod virkeligheden, og under alle omstændigheder er det en langtidsindsats at udvikle et nationalt brand. Man kan heller ikke blot vende tilbage til den fortid, der i 40-50 år skabte et positivt globalt dansk brand, selv om man dengang kaldte det noget andet. Men skal Danmark for alvor spille en positiv globaliseringsrolle, og skal vi være med til at gøre verden en smule bedre, både via miljøindsatser og fattigdomsbekæmpelse, via politisk og demokratisk innovation og via behovs- og brugerorienteret erhvervsmæssig innovation (hvor vi ifølge eksperterne har særlige fordele), så skal der endnu en gang skabes en konsistent samlet dansk politik, hvor vi ikke bare vil være de bedste for vores egen skyld, men også søger at give et positivt bidrag til den globalitet, der med al sin kulturelle og religiøse mangfoldighed skal overleve, for at vi selv kan gøre det.