Jeg har hele livet haft en kærlighed til romaner. Da jeg var ti, var det J.F. Coopers indianerromaner. Han nåede mig mere end 100 år efter sin død. Da jeg blev teenager, var det de danske forfattere, Branner, Bang, Soya, Sønderby og de mere samtidige Rifbjerg, Panduro, Scherfig. Og alt muligt andet. I gymnasiet tog jeg et læsekursus og lærte at læse i et hæsblæsende tempo. Teknikken bruger jeg endnu, men hver gang jeg får en roman i hænderne, så læser jeg, som jeg gjorde, da jeg var ti: Hvert ord bliver sagt højt inde i mig. Og min oplevelse - hvis romanen er god - er lige så stor og ny og frisk som dengang. Jeg bliver bogstavelig talt varm indeni, når jeg læser en side af en forfatter, der skriver irriterende meget smukkere og klogere og bedre end mig, og en lille grøn mand bider samtidig inde i min mave: Sådan ville jeg gerne selv kunne skrive. Men kærlighed - det ved enhver, der har børn - er forbundet med angst, en angst for døden. Der var en tid, da jeg var bange for, at romanen var ved at blive opløst. Min far var en af bogtrykkerne omkring Grafisk Cirkel, som vel i dag er ukendte uden for de bibliofiles rækker. De lavede smukke bøger, trykt med blytyper på kvalitetspapir, så det er en æstetisk nydelse at få bøgerne i hånden. Før den generation købte man bøger, der var så dyrebare for én, at man fik dem indbundet i læder og fik sat guldbogstaver på ryggen. Men typograffaget forsvandt med blyet, papiret blev brunligt og billigt, typerne blev mindre og mindre, så man blev bange for, at de til sidst helt ville forsvinde og bøgerne forvandle sig til toiletpapir i nyt format og ny avanceret indbinding. Romanen er stadig omgivet af fjender, der vil tage livet af den, tv, film, computerspil, men jeg kan ikke mere forestille mig, at den dør. Det kan være, at bogen dør, men så står romanen parat til at springe ud af bogen og over i de nye medier, lydbog, e-bog og så videre og leve videre. Det kan jeg som bogtrykkersøn sagtens leve med, for jeg er først og fremmest læser og forfatter. Det er tanken om, at fortællingen skal indsnævres til åndssvage tv-serier om massemordere, danske film med et break-even på 220.000 biografgængere og journalistiske sensationsdokudramaer, der kan give mig hedeture og vågne mareridt. Men hvorfor al den kærlighed? Jeg kan da godt give et par grunde. For det første er der jo selve læseoplevelsen: Man træder ind i en verden befolket med mennesker (eller dyr), som man kommer tæt på, og som man bagefter er glad for at have lært at kende. Man bliver ført mærkelige og vidunderlige steder hen, ind i hovederne på folk, til byer, der står på pæle så høje, at de forsvinder i skyerne, til lande som ligger på andre planeter, til miljøer befolket med fisk, der kan tale, eller døde mennesker, som kan se uden øjne. Romanverdenen er så stor og gør på en eller anden måde vores jord, den vi sidder på, mens vi læser, større og endnu mere forunderlig. For det andet rummer en god roman modsætninger, som et debatindlæg, et interview med en politiker, ja, en kronik for den sags skyld, ikke magter at holde sammen på. Romanens verden er ikke som en amerikansk films. Der er plads til, at helten lyver og skurken er flink om mandagen. Romanen undersøger den menneskelige eksistens og behøver ikke at være bange for sin kompleksitet og sine modsætninger. Det betyder, at en roman ofte er klogere end romanforfatteren. Lad mig give et eksempel. Anders Fogh har sagt: Samarbejdspolitikken var et politisk og moralsk svigt. Man kan mene, at sådan en sætning er et koncentrat af nogle overvejelser, en klog mand har gjort. Eller man kan mene, den afslører en umoden mands følelsesliv. Det er sådan set lige meget. Udsagnet er under alle omstændigheder endimensionalt. Og det er uegnet, hvis ikke umuligt, at have som præmis for en romanforfatter, der skal i gang med sin næste bog. Lad mig komme med et andet eksempel eller rettere to: Forestil dig et menneske argumentere for det synspunkt, at vi har ret til at svine nogle af muslimerne til. En dansk imam med tyndt skæg mener, at homoseksualitet er en synd. I et samfund indrettet efter hans hoved må kvinder stenes, og homoseksualitet forbydes. Fortjener sådanne synspunkter ikke at blive hængt ud? Skal vi andre ikke gøre grin med sådan en mand og hans meningsfæller? Skal vi ikke have satirikere og humorister, der viser sådanne synspunkters umenneskelighed på samme måde som Dario Fo har gjort grin med katolikker og med paven? Jo, selvfølgelig. Forestil dig så det modsatte synspunkt, at det er uanstændigt at gøre det. Danske politikere står på parlamentets talerstol og kalder islam en pestbyld. Man håner en minoritet. Masser af udmærkede mennesker bliver mistænkeliggjort. Hvad er religionsfrihed og demokrati værd, hvis det tillader dæmonisering af 200.000 mennesker og ikke kan omfatte respekt for mindretal og anderledes- tænkende? Skal vi ikke forsøge at vise rummelighed og anstændighed over for hinanden? Jo, selvfølgelig skal vi det. Mange mennesker har svinget frem og tilbage fra det ene synspunkt til det andet i kølvandet af JP-tegningerne. Men det er svært at mene begge dele på én gang. En roman kan rumme og vise forståelse for to modsatrettede synspunkter. Den kan på en måde mene begge dele på én gang, på samme måde som den kan gå rundt om et menneske og vise de konflikter, der bor i personen. Den kan fortælle os, hvorfor han eller hun det ene øjeblik handler som et dumt svin, og i næste er sød og kærlig og generøs og hjælpsom. Mens vi læser romanen, kan vi magte modsætningerne og acceptere, at ikke alle konflikter kan løses. Jeg blev student og begyndte selvfølgelig at læse dansk på universitetet. Det kunne man sagtens dengang i 70'erne med et gennemsnit på 7,2. Man gik ind og hørte Sven Møller Kristensen, Hans Hertel, Thomas Bredsdorff, John Christian Jørgensen, Søren Vinterberg. Hvilken enorm luksus. En gang imellem gik man op til en eksamen, men det var okay, for man valgte selv det, man skulle op i. Og når man var færdig: Cand.mag. på et gymnasium, det var ikke et dårligt liv. Man ville altid være i selskab med gode romaner. Og det ville høre med til jobbet at følge med, altså læse nye romaner. Men det var aldrig en drøm, som det at blive romanforfatter. Den drøm kan jeg med sikkerhed spore tilbage til tredje klasse, da jeg var ni år. Men jeg troede ikke på det, da jeg blev ældre. Mine kreative energier fik jeg ud ved at skrive sange, og jeg blev musiker, som så mange i min generation. Jeg kom til at leve af det en tid. Men der var ikke roman nok over det, heller ikke selv om jeg lavede såkaldte konceptalbum, hvor sangene hang sammen til en fortælling. Jeg begyndte at skrive børnebøger. Det havde jeg det rigtig godt med. Og i 1982 skrev jeg så en roman, 'Scenepas'. Det skulle jeg nok ikke have gjort. Den fik ikke gode anmeldelser. Men derfor kunne den jo godt være god. Det var den bare ikke. Det var som at svigte én, man er forelsket i. Jeg lagde romanen på hylden, fortsatte med børnebøger, cd'er, spillefilm, og hvad det ellers er blevet til. Meget længe havde jeg en drøm om at skrive en stor roman om de forskellige mennesker, der boede i min barndoms og ungdoms boligkarre i Lyngby. En god hukommelse er af stor værdi for en romanforfatter, fordi den forærer én stof. Man behøver bare at lukke øjnene, så kommer fortiden gående hen over plænen foran tøjstativerne med hvide smældende lagener i sommervind. Da jeg nærmede mig min 50-års fødselsdag, kom jeg endelig i gang, men på tøsedrengemåden: Jeg skrev (endnu) en børnebog, denne gang om min stedfar og opdagede, at de voksne var optagede af den. For visse bøger gælder det jo, at de kan læses af både børn og voksne med samme udbytte. Jeg redigerede lidt i den og gav den til et romanforlag, men turde ikke sige, at det i virkeligheden var en børnebog. Den fik en anden titel og en lille bemærkning på kolofonsiden, og så var det en roman til voksne. Det gik godt, den fik få, men gode anmeldelser, den solgte bob bob okay og kom såmænd også i bogklub. Jeg skyndte mig at skrive én til og én til, og dér lå den så: min langstrakte drøm om en roman om en forsvundet verden. Godt nok var det tre selvstændige romaner, men tilsammen omfattede de det område, jeg ville dække, tidsbilledet fra 50'erne og op til 1980, hvor min ungdom var forbi. Jeg stod nu pludselig i en alder af nogle og halvtreds og var klar over, at jeg nu havde en chance, som kun kom én gang, og det var nu. Jeg kunne blive romanforfatter. Ja, jeg var det vel nærmest allerede, hvis jeg holdt fast. Jeg har så skrevet om en mand fra Kolding, en bogelsker, født i 1920 og har fulgt ham gennem livet. Hvorfor det netop blev ham, ved jeg ikke, men for mig har det været en spændende rejse ned i en tid, som jeg ikke selv har levet i. »For mig«, skrev jeg i foregående sætning. For dybest set er romanskrivning en ensom rejse med kun én passager. Men litteratur er jo kommunikation? Ja, men en underlig forsinket én. Man ved jo godt et eller andet sted, at man får læsere. På bibliotekerne står ens bøger jo med skæve rygge og vidner om en vellykket kommunikation. Men det er en meget stilfærdig kontakt. Det eneste man ikke ønsker at være omgivet af, når man har udsendt en ny roman, er stilhed, og stilheden slår imod én hver gang, hvis man ikke lige er bestsellerforfatter med anmeldelser på dagen. Man vil gerne have larm fra læserne, men læserne kommer jo først og fremmest ind i billedet, hvis der kommer lyd fra medierne. Der bliver udsendt et hav af bøger, mange flere end der er plads til at omtale i offentligheden. Og her kommer forfatteren ind igen, ikke som forfatter, men som historie. Var der ikke én, der sagde, at det er vigtigere, at der er en god historie om forfatteren, end at forfatteren har en god historie? Altså ikke en historie, der er lige så lang som en kronik, men én der rykker på en overskrift. Man bliver forhåbentlig anmeldt, men man kan ikke være sikker. Og hvis anmeldelserne kommer, er de så gode? Nej, dagene efter en udgivelse er ikke rare. Og pengene? Sælger man 1.000 eksemplarer, er man ikke en fiasko, slet ikke. Forlaget får sine penge hjem og lidt til. Selv får forfatteren et honorar på omkring 30.000 kroner for et halvt års koncentreret arbejde. Hvad er det egentlig for en business, man har rodet sig ud i, tænker jeg her efter min fjerde roman. Jeg kan tjene betydeligt mere ved andet arbejde. Medmindre selvfølgelig at romanen pludselig hitter. Så møder man en læser på et bibliotek, som fortæller én, at man (for fire år siden) har skrevet en vidunderlig bog. Hun har det rette lys i øjnene, mens hun siger det, så man tror på hende. Og så er det, hun siger: »Jeg elsker den type romaner«. Hun bruger ordet elsker. Og jeg tænker, måske er dét at skrive simpelthen bare et ønske om at give noget den anden vej. Man er jo ikke den eneste, der hele livet har haft en kærlighed til romaner.