For nogen tid siden startede dagbladet Politiken en debat, der anklagede de danske feminister for at have svigtet indvandrerkvinderne. Feministerne havde nemlig ikke sat fordømmelse af tørklæder og omskæring på dagsordnen sådan som de burde. Påstanden om, at feministerne negligerer indvandrerkvinder var ganske vist forkert, for de kvindepolitiske foreninger havde faktisk flittigt op igennem 90'erne sat fokus på indvandrerkvinders vilkår. Alligevel var det jo rigtigt nok, at feministerne ikke netop havde haft fordømmelse af tørklædetvang, tvangsægteskaber og omskærelser som tilgang til indvandrerkvinderne. Og feministerne havde da også svært ved at besvare udfordringen. Er kvinders fri ret til at uddanne sig, tjene penge og ret til at bestemme over egen krop måske ikke grundhjørnesten i kvindefrigørelsen? Og hvordan kan man så sidde og se på, at nogle kvinder ikke har disse rettigheder? Øh. Hvorfor er det så kompliceret at forholde sig til indvandrerkvinders rettigheder? Og måske siger feministernes komplikationer også noget om hele resten af det danske samfunds komplikation med hensyn til indvandrerkvinder, ja, med hensyn til indvandring i det hele taget. Min gode veninde med karriere og velbetalt job udbryder: »Hvis jeg skal være herude på arbejdsmarkedet, vil jeg altså vide at det er de også!«. »De« er indvandrerkvinder, der går hjemme. Men synspunktet byder mig imod. Jeg mødte ofte de kvinder på gaden, mens jeg boede på Vesterbro. De kom slæbende med mel og bønner i sække og ungerne i en lang hale efter sig. Familien krøb gerne sammen på lidt plads i billige lejligheder, hvor kondensvandet drev ned ad ruden. Sådan nogle mennesker kan leve på et helt andet økonomisk grundlag end danske familier i almindelighed. Det skal nok passe, at de kvinder fik bistandshjælp, men i øvrigt ikke forestillede sig at være på arbejdsmarkedet, som - når sandheden skal frem - jo heller ikke forestillede sig at have dem! Men de skulle aktiveres, skulle de! For: »Når jeg skal være herude, så skal de også!«. Men jeg kunne ikke lide ræsonnementet. Selv om kvinderne nok fik bistandshjælp, kunne jeg ikke se, at de var en belastning for samfundet, tværtimod. De holder hus med ressourcerne på en fornuftig måde og får en stor familie til at hænge sammen - hvem ved, måske endda trives? Men måske handlede det hele slet ikke om indvandrerkvinderne. Måske handlede det om min venindes frustrationer over det pres, hun oplevede på sin arbejdsplads. Men hvis det virkelig er så pinefuldt efterhånden for folk at være på arbejdsmarkedet, at tanken om nogen, der lever på en anden måde, er nærmest ubærlig, var det så ikke det, man burde kigge på i stedet for med djævlens vold og magt at aktivere hjemmegående indvandrerkvinder? Sådan kunne jeg ikke lade være med at tænke, mens jeg så over på min venindes fortrukne ansigt. Men det varede kun til jeg læste et behjertet avisindlæg af Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitets Center. Den gode mand kritiserede, at politikerne lægger pres på indvandrerfamilierne, for at begge ægtefæller partout skal være ude på arbejdsmarkedet. Og han forsvarer varmt indvandrernes ret til at vælge en livsform »der passer til deres normer og værdier, hvor manden arbejder ude, mens kvinden - uden kontanthjælp - er hjemmearbejdende, eksempelvis i den periode hvor børnene er små«. Det var et mønster, som vi jo selv dyrkede til og med begyndelsen af 1960'erne - uden at det danske samfund gik i opløsning af den grund, påpeger Flemming Ibsen. Hvad så vi her? Flemming Ibsen idylliserede det traditionelle kønsrollemønster. Let og elegant sprang samfundsforskeren hen over det forhold, at netop fordi vi i 50'erne oplevede kønsrollemønsteret med den hjemmegående husmor, der blev forsørget af ægtefællen, ved vi også, at det ikke er et liv for voksne mennesker. Magtforskellen, den økonomiske umyndiggørelse og frustrationen over ikke at udvikle egne mere individuelle evner og anlæg førte til kvindeoprøret i 60'erne og 70'erne. Det danske samfund - og den danske kvinde ikke mindst - har eftertrykkeligt forkastet den hjemmegående husmor som gangbar kvindeidentitet. Denne erfaring fandt man ikke spor af i Flemming Ibsens forsvar for indvandrernes ret til at vælge deres egen livsform. »Valget« kunne jo tænkes også at være udtryk for et magtforhold mellem kønnene. Og man skal vel ikke fra officielt hold legitimere kvindeundertrykkende kønsroller, som særligt passende for indvandrere at leve i? Måske handlede Ibsens indlæg ikke så meget om indvandrere. Måske handlede det, når det kom til stykket, mere om den danske mands længsler tilbage til patriarkalske tilstande med lillemor derhjemme? En ung andengenerationsindvandrerkvinde med tyrkisk baggrund henvendte sig til mig, fordi hun gerne ville bidrage med sin historie. Det var, mens jeg arbejdede som journalist på den kortlivede ugeavis Weekend Nu. Esma syntes nemlig, der manglede eksempler i offentligheden på positive integrationsforløb. Den unge og begavede kvinde, der altså i egen mening var et eksempel på vellykket integration, fortalte om sin opvækst, så jeg tabte kæben helt og aldeles. Måske mest fordi hun fortalte alle disse ting, som om de ingen verdens ting var: - tæskene, der var almindelige, for at hun skulle blive lydig, moderens stillestående, isolerede liv i hjemmet, fætteren i hjemlandsbyen, hun var blevet lovet bort til fra fødslen, og som hun fra fireårsalderen vidste var den mand, der skulle have hende (det føltes så mærkeligt at gå og vide, sagde hun), den måde det blev sværere og sværere for hende at få lov at have et liv med kammeraterne uden for skolen, grandfætrene der en lørdag morgen trængte ind i huset og hev hende ud af sengen og tævede hende foran hendes forældre, fordi de havde set hende nede i byen aftenen i forvejen, hvordan hun til sidst stak af en dag hjemmefra, fordi hun ikke ville finde sig i flere bank. Hun nåede af denne grund ikke at gå op til studentereksamen. (Fætteren forsvandt lykkeligvis ud af billedet af sig selv, fordi han forelskede sig i en pige fra hjembyen og ville giftes med hende i stedet). Nu arbejdede Esma på Falck, boede sammen med en dansk fyr, havde planer om at få taget den studentereksamen og komme videre i uddannelsessystemet. Hun var et eksempel på vellykket integration ...! Også en glad og skøn pige. Hun talte faktisk om sin familie og sine forældre med betydelig varme. De repræsenterede på ingen måde noget ekstremt eller yderliggående, de havde tværtimod været relativt liberale forældre. Det var umuligt at se bort fra, at Esma var en person med et betydeligt overskud, og det kunne hun ikke have været, hvis ikke der også var gode ressourcer i hendes familie. Men efterhånden som Esma lod munden løbe og fortalte frem og tilbage om forskellige piger, hun kendte i indvandrermiljøet, og hvordan hendes jævnaldrende indvandrerfyre levede, kom hun alligevel til at formidle et normsæt til mig, som åbenbart fandtes i det indvandrermiljø, hun kom fra, og jeg kunne kun konkludere, at det var kvindeundertrykkelse af værste skuffe. Esma var da heller ikke i tvivl: Hun ville have en dansk mand til kæreste, sagde hun med et grin og tændte endnu en smøg. De fleste af de piger, hun voksede op sammen med, underlagde sig jo de her ting og var indforstået med dem. Esma skældte ud over de hellige og føjelige piger, fordi hun syntes, at de gjorde det sværere for sådan en som hende. Esmas historie kunne ikke undgå at indignere mig - selv om det vist nærmest var det modsatte, Esma havde tænkt sig med den. Da jeg skulle skrive historien, bestræbte jeg mig på at nedtone de mere ekstreme træk, tæskene og den slags. Det ville have taget over, så man ikke så hende som det overskudsmenneske med en masse gåpåmod, hun vitterligt var. Men siden har jeg alligevel tænkt over det, over at jeg på en måde ikke kunne fortælle Esmas historie, sådan som den var - og at jeg også lod være. Når man ved, hvad livet har at byde på for en purung pige i Danmark anno 2006, så ved man også, at for at få hende til at vælge baby, bøn og burka, må der være gået undertrykkelse forud. Men kan det siges? Feministerne har sat fokus på indvandrerkvinder på alle mulige måder: arrangeret kulturmøder, paneldiskussioner, netværk til støtte for integration via arbejdsmarkedet med mere. Men de har sandt nok ikke brugt kritik af indvandrerkulturen som indgang. Hvorfor ikke? Det penible er måske, at som feminist er man en oprører over for hovedkulturen og tilhører som sådan en marginaliseret minoritet. Men i indvandrerproblematikken er feministerne pludselig blevet sat til at repræsentere en hovedkultur (den danske) over for en minoritet (indvandrerne), der bliver marginaliseret. Højrefløjen i dansk politik har også temmelig skamløst omklamret feminismens mærkesager og taget feministerne som gidsler i deres bestræbelser på at udgrænse indvandrerne. Det har feministerne ikke haft den store lyst til at deltage i. Som oprørere er vi altid en del også af det, vi gør oprør imod, vi står netop ikke fri og udenfor, vi er rundet af det. Suffragetterne kæmpede for stemmeret til kvinder, ret til at smide korsettet, måske ret til at gå i lange bukser - men det lå dem fjernt at smide fiskebensskørtet til fordel for noget mere afklædt, og de plæderede langt snarere for kyskhed (også for mænd) end for fri seksualitet. Havde nogen stillet sig op på barrikaderne og tilbudt dem en frigørelse, hvor de kunne bevæge sig ud i det offentlige rum med bare ben til midt på låret, nedringet bryst og defloration i konfirmationsgave, ville damerne have betakket sig. Men sådan ser den normaldanske udgave af ligestillet kvindelighed ud i dag. Det kunne tænkes, at mange indvandrerkvinder slet ikke synes, den måde, vi er kvinder på, er, hvad de kan forbinde med frigørelse. Som indfødte kvinder i det danske samfund er vi helt enkelt ikke en del af den kultur, der undertrykker indvandrerkvinderne i deres familier. Vi står udenfor og kigger ind og peger på det, vi ser. Hvordan kritiserer man så denne undertrykkelse uden samtidig at være patroniserende? Som tiden er gået, er kritik af tørklæder, tvangsægteskaber etc. imidlertid ikke længere et ledigt standpunkt i den kønspolitiske samfundsdebat. Kvinder som Helle Merete Brix, Lone Nørgaard og Sørine Gotfredsen kritiserer gerne disse kulturelle former. Her er det imidlertid interessant at bemærke, at hvor tørklædet for eksempel bliver taget under kærlig behandling, da former det sig som et angreb på den tørklædebærende kvinde - det er kvinden, der er i fokus, hende, der skal tage sig sammen til at holde op med at bære tørklædet. Og det er vel ellers uhørt, at man angriber og kritiserer offeret for den undertrykkelse, man hævder ærindet er at gøre op med. Så ... enten tier vi stille om tørklædet eller også skælder vi ud på de kvinder, der bærer det. Måske er det penible her, at vi inderst inde føler, at indvandrerkvinderne ganske ofte bærer tørklædet også fordi de selv vil det! Det er ikke rimeligt at sidestille slør med stilethæle! Men der er en ækvivalens. Uanset hvor meget man pynter på det og finder eksempler på stærke kvinder, der elsker deres tørklæde og bruger det som selvbevidst iscenesættelse, så er tørklædets udspring dog et forbud imod, at kvinder viser deres hår frem i det offentlige rum. Og det er og bliver i mine øjne kvindeundertrykkelse og en patriarkalsk kulturs forsøg på at kontrollere kvinders krop og seksualitet. Omvendt undertrykker den vestlige kultur også kvinder gennem kroppen og seksualiteten - gennem en nærmest tvangsmæssig seksualisering, ungdomsdyrkelse og skønhedstyranni. Men selv om vi feminister - mange af os i hvert fald - er stærkt kritiske over for seksualisering og undertrykkende skønhedsidealer, så sker det dog jævnligt, at vi træder op på et par stiletter og tager en lille kjole på. Hvorfor? Fordi vi også er en del af den kultur, vi kritiserer - vi forhandler vores identitet i den og agerer i dens billeder. Ikke mindst vil vi gerne ses som behageligt genkendelige repræsentanter for kategorien kvinde ... Vi ville - de fleste af os - nok føle os temmelig undertrykt, hvis en gruppe for eksempel muslimske kvinder kom og meget stærkt opfordrede os til en mere konsekvent afvisning af at agere i kulturens kvindebillede. Husk på al balladen da Rødstrømperne forsøgsvist bandlyste makeup i 70'erne. Men på samme måde er det svært at komme udefra og fortælle en anden gruppe kvinder, hvordan de skal leve, og hvilke strategier de skal benytte for eksempel i forhold til tørklædetvang. Det er klart, at tørklædetvang på ingen måde kan forsvares. Men det er bare ikke sikkert, den enkelte indvandrerkvinde ønsker at bryde med den på den måde, vi forestiller os. Kvindefrigørelse er altid et ambivalent projekt! Vores forhold til 'de fremmede' har også at gøre med vores egne ambivalenser - som lønarbejdere, som kvinder og så videre - i den kultur, vi tilhører. Måske er jeg som hvid, vestlig kvinde ikke engang ene om at være sådan: Noura Akhiat, stud.mag. i arabisk på Københavns Universitet skrev i nettidsskriftet Forum om kvindekonferencen Ethnic Integration and Gender Equality in the Nordic Countries i Malmø forrige år. Her ønskede man at skabe et nordisk kvindenetværk, som kunne fungere som en mulig kanal til at løse etniske minoritetskvinders problematikker. Det fremgik af Noura Akhiats reportage, at konferencen i meget høj grad kom til at handle om de hvide kvinders andel i minoritetskvindernes undertrykkelse. Hvide kvinder sad på flæsket og skulle give afkald på nogle af deres goder og ressourcer i søstersolidaritetens ånd, hed det. Hvide feminister stod særligt for skud: Disse talte om indvandrerkvinderne på en uærlig måde. De har et stereotypt billede af indvandrerkvinden, og deres diskurs er med til at reproducere myten om indvandrerkvinden som en underdanig kvinde, der ikke kan tale sin egen sag, men har brug for et talerør. Sådan lød altså ifølge reportagen kritikken. Jeg læste og læste. En masse om hvide kvinder og hvide feminister. Kritik af hvide kvinder, krav til hvide kvinder. Men ikke et ord om minoritetskvindernes egne mænd, det patriarkat, der undertrykker dem. Er det ellers ikke i bekæmpelsen af de patriarkater, der undertrykker os som kvinder, vi burde kunne finde sammen - kategori og kategori imellem? Men der går år og dag imellem, må jeg sige, at jeg hører fremsat en feministisk kritik af indvandrermiljøernes mænd og mandekultur, hverken fra hvide feminister eller indvandrerkvinder. I stedet finder man træk af en stærk ambivalent binding til den hvide kvinde og den hvide feminist, hvem alt ondt - men også potentielt alt godt - tænkes at udgå fra. Og jeg tænker, at minoritetskvinderne måske har deres egne problemer med racistiske fordomme og kulturelle ambivalenser i mødet med Vestens kvinder. Indvandring er den prisme, hvori den egne kulturs uklarheder og indre modsætninger brydes. For indvandrere såvel som gammeldanskere. På denne måde stiller det multikulturelle samfund os over for det skærpede krav om individets afklaring. Det er måske ikke så ringe endda.