Vi taler meget om innovation i disse år. Begrebet er for længst blevet en kliché ligesom ord som omstillingsparathed eller nytænkning. Men det er egentlig o.k. med mig, fordi viljen bag ordene jo er helt igennem i orden. At opfinde nye ting, tænke nye tanker eller definere nye værdier er et sundt fokus. For et samfund, for en gruppe, en virksomhed - eller for et individ. Både på samfundsplan og i erhvervslivet er vi heldigvis opmærksomme på det tempo, verden udvikler sig i, og ser en nødvendighed i at følge med. Men på det personlige plan styres vi stadig af århundredgamle kulturværdier og familiemønstre. Her er vi mere eller mindre gået totalt i stå siden 60'ernes og 70'ernes mislykkede, men velmente eksperimenter. Jeg tænker først og fremmest på det faktum, at cirka 40 procent af alle ægteskaber går i stykker. Hvert tredje barn oplever, at dets forældre går fra hinanden. I årtier er kurven steget støt og roligt, så det er næppe helt forkert at betegne antallet af skilsmisser som et af vore største samfundsproblemer. Nogen vil måske være tilbøjelig til at skyde ansvaret over på samfundet. Kravet til to indtægter, kvindernes vej på arbejdsmarkedet, dårlige vilkår for børnefamilier osv., osv. Der er sikkert mange elementer af sandhed i disse ydre faktorer, men de giver bare ikke hele svaret. Men lad mig bare et øjeblik holde fast i tesen om, at det er et samfundsproblem. I hvert fald når der er børn indblandet, har det store, både sociale og økonomiske konsekvenser for samfundet. Forestil dig en sammenligning med andre samfundsinstitutioner, hvor succesraten var lige så lav. Knap halvdelen af danske virksomheder går konkurs, 40 procent af alle boligejere kommer på tvangsauktion, 40 procent af alle børn gennemfører ikke deres uddannelse ... - nej, vel? Der er ikke mange felter, hvor vi ville være parate til at acceptere en ligeså høj fejlprocent. Men det gør vi, når det kommer til ægteskabet. Jeg blev selv skilt for to år siden efter 16 års ægteskab. Bedre end de fleste ved jeg, at der ikke findes enkle eller hurtige svar på, hvorfor den slags sker. Jeg kan huske, at cirka et halvt år inden vi gik fra hinanden, sagde en af vores fælles og meget nære venner: »I er nogle af de få mennesker, jeg kender, som har et lykkeligt ægteskab«. Det tænkte jeg meget over senere hen. Og det bekræfter, hvor lidt vi egentlig ved om, hvad der foregår selv i de ægteskaber, vi føler os tæt på. Det arbejde, vi måske forsømmer på de indre linjer, bruger vi i hvert fald på at give indtryk af lykke og harmoni udadtil. For lykken skal selvfølgelig være til stede i middelklassens nye køkken, hvor de velklædte børn har plads til leg. Først den dag det hele ramler sammen, får familie og venner indsigt i de ofte tabuiserede problemer. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad det er, der går galt. Generaliseringer er farlige - også på dette felt. Det, som egentlig bare ryster mig, er, hvor ens vi lever i den danske middelklasse, som jo efterhånden indbefatter hele nationen. Derfor tror jeg ikke, der findes nogen generelle svar eller løsninger - men blot nogle generelle paradokser. Det er eksempelvis forbløffende, at ægteskabet eller parforholdet stadig er så universel en institution. Jeg ser, hvordan fraskilte familiefædre i min bekendtskabskreds opererer med de kendte modeller: den sammenbragte familie med en jævnaldrende fraskilt partner og tre, fire, fem sammenbragte børn. Eller den anden variant: en ung gravid kone, et nyt hus, et nyt ægteskab. Jamen, hvad sker der? Skal jeg blive i min samfundsmetafor, svarer det til at gå ned i banken, tre måneder efter personlig konkurs, og bede om endnu et lån på ti millioner til at starte ny virksomhed. Eller søge om studielegater efter at være dumpet til studentereksamen. Det hænger bare ikke sammen. For hvad er det lige præcis, der er anderledes denne gang, hvordan er erfaringerne samlet sammen og analyseret, og hvad er strategien for ikke at gentage de samme fejltagelser? Kald det globalisering, eller kald det en ny tidsalder - men hvor er innovationen, når det gælder vores eget liv? Alle andre dele af vores liv har gennemgået en større revolution siden vores bedsteforældre, men når det gælder kærlighedslivet, ligger Lilly-modellen stadig og lurer lige om hjørnet. En del af svaret ligger formentlig i det sociale pres. Selv mærker jeg det tydeligt i omgivelserne, som ikke forstår, at jeg er glad for at bo alene, og ikke er på jagt efter en ny livsledsager. Men prøv engang at spørge en kvinde i begyndelsen af 30'erne, som endnu ikke har mand og børn, hvordan det føles? Enten betragtes de som følelseskolde karrieremaskiner eller som utilregnelige furier, som ingen mand tør bygge en fremtid med. Det kræver meget stor personlig styrke at stå imod det forventningspres, som både kommer fra familie og venner. Jeg kan huske det fra dengang, jeg selv blev gift, købte hus og fik børn. Det var lidt utrygt med de kammerater, der stadig gik i byen i weekenden og sov til klokken 11 om søndagen. Misundelsen forsvandt, da de selv røg på den samme vogn, og så var det selvfølgelig også rart og trygt, at de kunne tale med om både huslån og bleskift. Vi er med andre ord med til at holde hinanden fast i de veletablerede traditioner, selv om vi måske i en stille stund godt kan se, at vore egne valg også har en bagside. Det store spørgsmål er, hvorfor vi ikke aktivt prøver at udvikle nye samlivsformer, som tager hensyn til den virkelighed, vi lever i? I Norge findes der eksempelvis et byggeri for fraskilte ægtepar med børn. Far og mor har hver deres afdeling, og i midten af huset ligger børnenes værelser, så de frit kan bevæge sig til højre eller venstre, alt efter hvem der i denne uge har ansvar for forældrekærlighed og madpakker. Hvorfor skal man være skilt for at få den mulighed, spørger jeg de danske arkitekter? I min vennekreds kender jeg et par, som efter et par års skilsmisse fandt sammen igen. En af de ting, de virkelig nød, da de var væk fra hinanden, var friugerne, hvor de kunne arbejde igennem, gå i biografen med en ven eller bare fjolle, egoistisk. Derfor har de fortsat systemet fra dengang, selv om de nu i flere år har levet som mor og far i huset i Hellerup. Hver anden uge er mor 'cirkus-direktør', som køber ind, vasker tøj, henter børn og laver mad - og far kan gøre, som det passer ham, blive på kontoret til klokken 23 eller gå i byen med en ven. Ugen efter bytter rollerne, naturligvis. Jeg siger ikke, at alle skal leve på den måde eller opfinde noget nyt, bare for at gøre det. Da jeg for nylig diskuterede mine synspunkter med min gode ven, der er gift og har to børn, svarede han: »Jeg er lykkelig, hver morgen jeg vågner med dem. Det er rigelig innovation for mig«. Sådan kan det også være. Heldigvis. I min tidlige ungdom var jeg fascineret af beretningen om Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre, der boede i hver deres lejlighed og sagde 'De' til hinanden for at bevare respekten. Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre fik aldrig børn, hvilket stiller endnu et fundamentalt spørgsmål: Hvorfor er livet kun fuldendt, hvis du føder børn? Den eneste kvinde, jeg kan komme i tanke om, der bevidst har fravalgt børn, er Ritt Bjerregaard. Der findes selvfølgelig flere, men det er da mærkeligt, at det ikke er mere hyppigt for kvinder - og mænd for den sags skyld - aktivt at vælge et andet indhold i sit liv. På næsten alle andre felter bliver vi mere og mere individuelle i de valg, vi træffer, men når det gælder kærlighed og børn, forfølger alle søvngængeragtigt den samme model. Jeg hørte for nylig en ung mor til to sige: »Hvorfor var der ingen, der fortalte mig, hvor hårdt det var? Alle talte bare om, at det var den største oplevelse i deres liv. Hvis jeg havde vidst det samme, som jeg ved nu, er jeg ikke sikker på, at jeg havde valgt, som jeg gjorde«. Apropos tabuer, hvornår har vi sidst hørt nogen indrømme, at de fortryder, de fik deres børn? Men er det helt utænkeligt, det findes? Jeg husker den forargelse, det vakte i omgangskredsen, da en mor ytrede, at hun frygtede de lange weekender med børnene og glædede sig til, hun skulle på arbejde igen mandag morgen. Der findes ikke to skilsmisser, som er ens. Men er man som jeg i begyndelsen af 40'erne, ser man alligevel enkelte fællestræk i de ægteskaber, der bryder sammen omkring en. Det kan handle om, at ægteskabet bliver en begrænsning frem for et forum for udvikling og udvidelse. Det bliver nemt et arbejdsfællesskab, hvor vi holder os selv og hinanden fast i bestemte roller. Og hvis hjemmet udvikler sig til først og fremmest at være en arbejdsplads, så er det i hvert fald ikke noget innovativt sted at være. Så mangler der inspiration og dygtig ledelse. Lad os for sjov skyld anskue det ud fra et moderne ledelsesperspektiv. Er der en klar vision? Ja, visionen må være noget med at leve sammen, til døden os skiller, få nogle børn, nogle børnebørn og leve lykkeligt til vores dages ende. Er der en strategi? - Sjældent. Vi evner at vælge til, men ikke at vælge fra. Vi vil have det hele - både på det følelsesmæssige og materielle plan. Vi vil have romantik, spontanitet, fortrolighed, uforudsigelighed, venskab, vildskab og tryghed. Vi vil have hus, eksotiske ferierejser, sommerhus, bil, nyt køkken og god rødvin. Sådan kan man ikke drive en forretning. Især ikke så længe Familien A/S befinder sig på et benhårdt, konkurrencebetonet marked. Der er nemlig altid en fest lige om hjørnet. Vi lever i en tid, hvor vi i ekstrem grad søger frihed og individualitet. Det gør vi i vores arbejdsliv og i vores fritid, men det bliver for alvor svært i familieprojektets rammer. Opfattelsen af, hvordan vi lever som par, har ikke bevæget sig i takt med de omgivelser, vi lever i, og i takt med de egocentrerede størrelser, vi på godt og ondt er blevet opdraget til være. Tænk, hvis vi brugte lige så meget energi på at debattere disse emner, som vi gør på at diskutere globalisering eller velfærdsreformer. Tænk, hvis vi som samfund agerede på det. Nedsatte tænketanke. Samlede filosoffer, sociologer, kunstnere og familieterapeuter til at tænke nye tanker. Man kunne have forsøgsfamilier, som i perioder levede på en helt anden måde? Måske de prøvede at leve i bofællesskaber med 20 andre familier, måske de havde hver sin etage i et hus, måske de havde en uge om måneden, hvor de ikke så hinanden. Jeg ved det ikke, men det er da tankevækkende, at der ikke laves eksperimenter eller gøres noget forsøg på at samle erfaringer og formidle dem videre. I Danmark har vi tilmed et familieministerium, men der gøres kun meget lidt for at løse det reelle sammenbrud, vi er vidner til i vores familiestruktur. Sidste år og i år blev der ofret 6 millioner kroner på konfliktmægling, og som et forsøg bliver der i fire år brugt 10 millioner om året til tilbud om parterapi. Sikkert udmærkede initiativer, men ministeriet har ikke midler til at forske i årsagerne til, hvorfor skilsmisseprocenten er så høj. Overraskende nok findes der heller ingen opgørelse over, hvad det hvert år koster samfundet i form af ekstra sociale udgifter og manglende skatteindtægter og så videre. Imens overlades debatten om, hvordan vi forvalter vores liv i familien, til dameblade og sexbrevkasser. Der er en rystende mangel på innovation, og det er egentlig ikke et ansvar, jeg vil skyde over på noget ministerium. Det står heldigvis alle frit at åbne øjnene og stille sig selv spørgsmålet: Hvordan kan jeg gøre det her anderledes? Hvilke værdier skal der være til stede i mit liv eller vores liv sammen? Når jeg ser mig omkring, er det svært at få øje på dem, der træffer usædvanlige valg eller eksperimenterer. Vi har vænnet os, til at halvdelen af voksne danskere bor alene, og vi har accepteret alle de moderne konstellationer af papfædre, papmødre og halve og kvarte søskende. På den front er der ikke mange tabuer tilbage. Men hvad der foregår, imens vi er sammen, ligger stadig hen i mørke. Det fylder mig med optimisme og glæde, når jeg en gang imellem støder på et ægtepar, som giver indtryk af virkelig at elske hinanden med åbenhed, fortrolighed og respekt. De findes - det kan lade sig gøre. Jeg må bare konstatere, at jeg ofte støder på den glatte kedsomhed og den truende fornemmelse af løgne, indestængte behov og usagte, tabubelagte sandheder. Og jeg tror ikke, det er mig, som er specielt desillusioneret eller færdes i et bestemt sygt miljø. Jeg tror på kærligheden. Jeg tror på, at manden og kvinden er skabt til at leve sammen og elske hinanden. Jeg tror på familien. Jeg tror ikke på, at vi bliver lykkeligere, hvis vi hver især murer os inde i toværelses lejligheder og forfølger et egoistisk og karrierebetonet liv. Men skal det lykkes, kræver det innovation. Hvis jeg havde råd til et liv som mæcen, ville jeg stifte Familie-prisen. Den skulle uddeles hvert år til en familie eller et par, som traf usædvanlige valg - til inspiration for andre. Nogen, som ikke bare gentog deres forældres og bedsteforældres livsbane med et par mindre justeringer. Nogen, der fik mig til at tænke: Nej, hvor spændende - kan man også leve sådan? Det kan godt være, det lyder hippieagtigt, men lidt innovation på hjemmebanen ville altså være forfriskende.