Dialog er et positivt ladet ord; det betragtes som godt og rigtigt at vise vilje til at tale om tingene. Lad os sætte os ned og snakke om det ... Sådan er vi opdraget til at gøre, når vi har svært ved at finde ud af det sammen, når noget brænder på - når tingene går i hårdknude. Søg konsensus! Forlig jer, I skabhalse! Sådan forlanger folkestyretraditionen. Sådan forlanger vælgerne, at politikerne agerer. Konfrontation, skænderier og ophedet diskussion er for så vidt i orden; det hører med til spillet, det er stadig demokratiets natur. Men at der males op i hjørner, at samtaler afvises, at der vendes ryggen til, at dialogen pure opgives - det hører ikke med til spillet. For vi kan da vel snakke om det... Og lad os i det mindste, i samtalens ultimative finale, dér, hvor alle muligheder er udtømte, og vi ikke under nogen omstændigheder kan mødes i en form for forståelse, blive enige om, at vi ikke kan blive enige. Og så slutte af med en kop kaffe sammen. For vi respekterer jo modpartens ret til at mene, som han gør. Selve folkestyrets sjæl. Men hvad nu, hvis modparten bestemt meget gerne vil føre dialog og meget gerne vil snakke alt, hvad det skal være, men kun, såfremt dialogen foregår på egne, fastlåste præmisser? Hvad nu, hvis modpartens absolut eneste formål med dialogen er missionerende prædiken? Og hvad nu, hvis modparten afskyr folkestyre, ikke på nogen måde vil forstå hverken folkestyre eller folkestyrets sjæl, men derimod bekender sig til - og er en del af - et fascistisk diktatur. Skal der så fortsat føres dialog? Hvad nu, hvis din dialogpartner siger: »Hvis du ikke ender med at gøre det, jeg forlanger, så er du selv ude om alle de ulykker, der herefter kommer til at ramle ned over ikke alene dig og din familie, men også dine landsmænd. Intet sted vil I herefter kunne færdes i fred. Vi boykotter jer, vi skræmmer jer, vi myrder jer«. Skal der så fortsat føres dialog? Ja, også dét kan jo diskuteres. Men vi må hellere snart finde ud af det, for det er jo den virkelighed, vi står over for i den dialog, vi har besluttet os til at tage med en række af verdens allerværste fascistiske stater. Det gælder lande som Iran, Syrien og Yemen, som er del af regeringens Arabiske Initiativ. Uden for initiativet tilstræber vi dialog med lande som Saudi-Arabien, Kuwait og Emiraterne. Jeg var for nogle måneder siden, midt i Muhammedkrisen, med i panelet ved et dialogmøde. Det foregik i Politikens Hus, og et par af de andre paneldeltagere var udsendinge fra den arabiske verden - islamiske lærde, som de blev betegnet. Jeg gik derfra med en fornemmelse af, at det, de forstod ved dialog, var islamisk prædiken. Jeg fik indtrykket af, at det sådan set ikke var meningen, at de skulle flytte sig - det var snarere meningen, at vi skulle bringes til at forstå dem. Ja, så stærk og inderlig blev på et tidspunkt prædikenen fra en af de lærde i panelet - en meget salvelsesfuld, selvfed og selvsmagende type - at jeg fik fornemmelsen af at være dumpet ned i et vækkelsesmøde. Jeg så efterfølgende nogle af disse islamiske lærde - i tordnende godt humør og fulde af charme - give interview til tv og fik det indtryk, at de, som Udenrigsministeriet havde inviteret herop som en del af Det Arabiske Initiativ for at føre dialog, rejste hjem uden at have fået noget som helst andet nyt i bagagen end den souvenir, de købte med hjem fra lufthavnen. Og hvad skulle de mon også have fået med, som de ikke allerede kendte i forvejen? Jeg kunne jo høre dels på deres fremragende engelsk, dels på deres enormt store kendskab til alt i den vestlige verden, dels på den måde, de hjemmevant færdedes i vort samfund på, at de måske hundredvis af gange havde været i Vesten. Det skulle ikke undre mig, om de ligefrem havde boet her og måske studeret ved Oxford eller Cambridge. Intet her var dem fremmed. Selv den danske straffelov færdedes de hjemmevant i - vidste alt om blasfemiparagraffen, om paragraf 266b, om grundlovens paragraf om ytringsfrihed, om vestlige regeringers manglende mulighed for at gribe ind over for medierne osv. Der var kort sagt intet, de ikke vidste i forvejen. Det var selvfølgelig imponerende, men også en mærkelig oplevelse. For jeg havde troet, at det om den vestlige verden var det, jeg skulle fortælle dem om, som de så kunne tage med hjem. Modsat havde jeg jo set frem til at lære noget om deres respektive landes forhold til ytringsfriheden, hvorfor kvinderne i deres lande ikke må køre bil, hvorfor man hugger hænderne af folk, som stjæler, hvorfor man henretter folk, som er holdt op med at tro på Muhammed, hvorfor der er så mange analfabeter, hvorfor de muslimske lande udvikler sig så sløvt og apatisk. Deres dialog-ærinde var altså ikke at lære mere om Vesten - for Vesten vidste de alt om i forvejen. Det var heller ikke at fortælle om de fascistiske diktaturer i Arabien og islams eventuelle ansvar herfor. Nej, deres ærinde var alene at sprede islams budskab samt at fortælle os, at vi vesterlændinge under ingen omstændigheder måtte genere hverken islam eller Muhammed. Og at vi skulle vide, at såfremt vi blev ved med at gøre det, ville det være på eget ansvar - så kunne de ikke længere svare for konsekvenserne. Dialog? I så fald ville jeg hellere være fri! Nu var det jo så heller ikke den almindelige araber, ministeriet havde betalt førsteklasses billet for at få herop - med henblik på dialog. Det var jo netop de fascistiske diktatorers talsmænd - repræsentanterne for rædselsregimerne i Arabien. Pamperne... Heroppe blev de bare ikke lanceret på den måde; de blev præsenteret som værende »islamiske lærde« og dermed nogle, som man i al anstændighed burde lytte til med andægtighed. Og var det ikke diktaturstaternes pampere, der blev slæbt op til dialogmøder, var det pampernes teenagebørn. Joh, også teenagerne blev vi skam belemret med under vores hektiske dialogperiode, hvor vi var rædselsslagne for ikke længere at kunne sælge mælk i Saudi-Arabien! Pampernes børn fra de arabiske diktaturer væltede ind på vore højskoler og gymnasier med det erklærede formål at søge dialog. Det var en overgang ikke til at tænde for et tv-apparat, uden at et eller andet arabisk pamperbarn med store dådyrøjne fortalte os, hvor forfærdeligt det havde været for dem at se Jyllands-Postens tegninger - og hvor gerne de snart ville have en undskyldning fra statsministeren. Og om vi da ikke godt kunne forstå, at det da ikke kunne være så svært for Anders Fogh bare lige at sige undskyld - for så ville det hele jo være overstået - så var der ingen, som længere ville true os og brænde flag, og så skulle de nok købe vores mælk igen. Dialog? I så fald ville jeg hellere være fri! Men betyder det faktum, at de fleste arabisk-muslimske lande er fascistiske diktaturstater, at vi så ikke længere skal søge forbindelse med denne verden? Nej, det er slet ikke min opfattelse. Jeg mener derimod bestemt, at vi bør have diplomatiske forbindelser med ethvert styre på jordkloden - uanset substans. Det, vi taler om, er alene, hvorvidt den indsats, vi yder, der ligger ved siden af det rent diplomatiske, vil risikere at komme til at blåstemple de pågældende styrer. Altså at Danmarks indsats i de pågældende lande bliver af systembevarende karakter - over for regimer, som vi absolut ikke ønsker at bevare. Den fare er med Det Arabiske Initiativ overhængende. De intentioner, der lå bag initiativet, var som altid, når det gælder dansk udenrigsindsats, gode. Initiativet skulle være til gavn for menneskerettighederne, og de, om end minimale, spirer til demokrati, der fandtes i den arabiske verden, skulle have et kærligt skub fremad. Det skulle ske ved en udstrakt grad af dialog, og der skulle skabes partnerskaber for at fremme reformer. Til formålet afsattes et årligt beløb på 100 millioner kroner. Som alle de eksperter og ngo'er, der kom til at arbejde inden for initiativet, vil kunne bevidne, er den arabiske interesse for samvær og dialog enorm. Der var - og er - slet ingen problemer med at få arabiske delegationer til Danmark for at diskutere, hvad det skal være, og enhver dansk delegation den anden vej vil blive mødt med smil, med stor venlighed og med villighed til dialog. For så imødekommende og venlige er arabere nu engang af natur. Og i selskab med arabere kan man vitterlig snakke om alt: menneskerettigheder, sociale forhold, retlige standarder, fredelig sameksistens, tolerance og ytringsfrihed. Alt! Jeg har ofte været i selskab med officielle repræsentanter for disse arabiske diktaturer, og har hver gang haft den samme fornemmelse som ved mit ovenfor nævnte dialogmøde på Politiken: at deres viden om vestlige forhold er kolossal, at de har en fuldstændig præcis forståelse for den måde, hvorpå vores demokratiske systemer er skruet sammen, og at de færdes fuldstændig hjemmevant på vore breddegrader. Intet under, at de danske eksperter og ngo'er, som dagligt arbejder med initiativet, synes, at det hele går ganske fortræffeligt. For her er jo virkelig en dialog i gang! Man har selv fra ekspertside fortalt mig det - specielt i den seneste tid, hvor jeg har kritiseret Det Arabiske Initiativ, og jeg har læst entusiastiske beretninger om de fremskridt, man føler, man oplever. For nylig fortalte en af ngo'erne mig med begejstring, at saudierne nu var kommet så langt, at de i deres land havde oprettet en menneskerettighedskommission, og at der sad kvinder med. Så der kunne jeg bare se - nu kører det! Jeg tror nu ikke, at det kører i Saudi-Arabien ... Og jeg har den allerstørste, allermest surmulende skepsis, når en fascistisk diktaturstat som Saudi-Arabien - med kongens egen hellige velsignelse - opretter en menneskerettighedskommission. Uanset hvor mange af sine prinsesser, han så sætter ind i denne kommission, tror jeg ikke kongen over en dørtærskel. Han er fuld af fup, og han har ingen som helst tanke om - selv ikke i sit allerbageste baghoved - at den kommission skal gennemføre noget som helst, der bare dufter af menneskerettigheder. Da hverken ngo'erne eller eksperterne er dummere end jeg, må forklaringen på deres entusiasme alene være, at de stædigt vil tro på, at der er en positiv udvikling i gang i for eksempel Saudi-Arabien. Måske fordi alternativet er for skræmmende. Men de kan ikke komme uden om, at alt viser, at den arabiske verden på alle væsentlige områder er hægtet af udviklingen. Det gælder politisk udvikling, det gælder teknologisk udvikling, det gælder produktion, og det gælder uddannelse og undervisning. Jeg læste et sted, at der i 2004 alene var oversat flere bøger til spansk, end der var oversat til arabisk i 1.000 år. En skræmmende detalje, som dog præcist fortæller, hvad det her drejer sig om. Vi har i Dansk Folkeparti bedt om, at Det Arabiske Initiativ nu tages op til en gennemgribende revision. Diplomatiet skal som nævnt fortsætte på samme måde som altid - gode og venlige forbindelser med alle, men med Det Arabiske Initiativ er det noget andet. Vi må holde op med at være naive. Vi må i stedet bruge vores kræfter, penge og energi på at støtte og hjælpe de arabiske kræfter, som har en anden agenda end islamisk diktatur. Vi må ophøre med at bruge penge på at støtte pamperne og derved optræde systembevarende. Vi har fornemmet, at regeringen har lyttet til det, vi siger - og vi afventer derfor med interesse regeringens forslag til en revision.