0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gud er spekulation og indbildning

Hvilket paradoks, at det er Anders Fogh Rasmussen, der advarer imod at give religion for meget plads! Hvor er venstrefløjen?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg vil meget gerne have væltet den siddende regering, men ikke på grund af Muhammedsagen! Den er udtryk for et kultursammenstød, der indeholder nogle aspekter, som kræver utvetydig afstandtagen og ikke misforstået tolerance. Når det handler om religiøs fanatisme, sharialov, kønnenes ligestilling, tvangsægteskab, æresdrab, indskrænkning af ytringsfriheden i ly af blasfemiparagraffen, Hizb-ut-Tahrirs had til vort demokrati og åbenlyse kamp for indføring af et kalifat, så må også venstrefløjen kræve nultolerance.

Det er lidt af et paradoks, at det i forlængelse af Muhammedkrisen er vores borgerlige statsminister, der meget markant advarer mod at give religion for meget plads i samfundet, og at venstrefløjen, forfattere og såkaldt kulturradikale - for hvem kampen for menneskets frisættelse af religiøs undertrykkelse og religiøs ideologi ellers altid har været en af de centrale mærkesager - anklager ham for manglende respekt for det religiøse hysteri, vi har været vidner til. Kritiske angreb på islam bliver nedgjort som islamofobi og indvandrerfjendske udfald. Men skal man, som Nahid Riazi har sagt i forbindelse med forfatterprotesten, »holde op med at kritisere islam, fordi asylansøgerne i asylcentrene lever under kummerlige forhold?«.

Selvfølgelig skal man ikke det, og som støtte herfor kunne man passende referere til det manifest, som en gruppe af internationalt kendte islamkritikere (Ibn Warraq, Salman Rushdie, Ayan Hirsi Ali, Mehdi Mozaffari m.fl.) barslede med i starten af marts. Med baggrund i deres indsigt i og erfaring med islam advarer de her mod at undervurdere islamismen: Der er tale om en global trussel, hvor det totalitære teokrati står over for det sekulære demokrati.

Ud fra den betragtning, at ambassadører er veluddannede folk med kendskab til forfatningen i det land, de er udsendt til, er det både uforståeligt og uacceptabelt, når en gruppe af disse under påberåbelse af religiøs krænkelse over nogle mere eller mindre satiriske tegninger i en dansk avis af en person kaldet Muhammed, som levede for ca. 1.400 år siden henvender sig til vores statsminister med henblik på, at han skal irettesætte de ansvarlige i henhold til landets lovgivning. Fatih Alev har udtalt (Pol. 22.4.), at kravet om en undskyldning »skyldes en mistanke om, at regeringen deler JP's foragt over for profeten Muhammed«. Men statsministeren er faktisk i sin gode ret til at sympatisere med JP og til slet ikke at føle respekt for Muhammed; og det er helt legitimt, hvis han hverken finder tegningerne krænkende eller hånende. I øvrigt må regering og Folketing under ingen omstændigheder blande sig i pressens forvaltning af ytringsfriheden, og blasfemiparagraffen er som kongehuset en reminiscens fra svundne tider.

Retten til at satirisere over guder og religiøse helligdomme skal ikke sættes ud af kraft i globaliseringens hellige navn. Tværtimod må vi appellere til det demokratiske verdenssamfund om at gøre samlet front mod islamismen, og vi må udvikle institutioner som FN og EU som redskaber i denne kamp. Tænk, hvis Poul Nyrup Rasmussen, i stedet for opportunistisk at lefle for EU-forsamlingen, havde støttet Foghs sekulære afkridtning af banen og solidarisk havde sluttet sig til kollegerne fra Holland og Tjekkiet i kampen mod det religiøse massehysteri. Det havde været velgørende. For ikke at ægge til en potentiel religionskrig er det derfor vigtigt, at vi ikke gør EU til et kristent projekt. Gud ud af EU!

Jeg tror ikke på, at der findes nogen guder. Den kristne Gud, den jødiske Jahve og den muslimske Allah er for mig - og en del andre - spekulation og indbildning. Jeg anerkender fuldt ud andre menneskers ret til at dyrke diverse guder, såvel som jeg forventer, at andre anerkender min ret til ikke at have en religion; men jeg har bestemt ikke nogen respekt i betydningen agtelse og ærbødighed over for religion som sådan, og når nogen f.eks. bilder sig ind, at en bog som Koranen ned til mindste bogstav er en åbenbaring fra en guddom, forekommer det mig latterligt og kun forståeligt, for så vidt det drejer sig om uoplyste mennesker.

Hvor arrogant, vil nogle nu sige, men den beskyldning følger ofte i kølvandet på almindelig sund fornuft. Jeg tillader mig efter hukommelsen at citere fra et interview med forfatteren Isaac Singer om bl.a. åbenbaringer: »Jeg er skeptiker, hvad angår mennesker. Når et menneske siger: »Jeg har talt med Gud om dette og hint, og jeg er hans profet«, så siger jeg, at det er jeg ikke så sikker på er sandt; du er kød og blod, og kød og blod har løjet mange gange og vil gøre det igen«.

Religion handler om menneskets forhold til en guddommelig magt eller guddommelige magter og er noget, vi mennesker har konstrueret for igennem diverse ritualer dels at gøre det lettere at udholde nød og uretfærdighed, dels at takle den kendsgerning, at vi skal dø.

Det afgørende ved religion er, at den flytter menneskers opmærksomhed fra det jordiske og timelige liv til et indbildt evigt liv efter døden. Hvis man opfører sig skidt i det jordiske liv, får det konsekvenser efter døden. Frygten herfor er det reelle undertrykkelsesredskab i alle religiøse kulturer. Den ultimative religiøse hjernevask konverterer frygten for døden til en dyrkelse af martyrdøden. Dør man som soldat i religionens tjeneste, bliver man belønnet hinsides; det er sådan, man skaber selvmordsbombere, og det er denne overjordiske dimension, der gør religiøs fundamentalisme farligere end ren politisk fundamentalisme, fordi livet her og nu reelt mister sin betydning. I den lille bog 'Antikrist' udtrykker Nietzsche det sådan: »Når man ikke lægger livets hovedvægt i livet, men i 'hinsides' - i intet - så har man frataget livet dets hovedvægt. Den store løgn om den personlige udødelighed ødelægger enhver fornuft, enhver natur i instinkterne - alt, hvad der i instinkterne er velgørende, livsbefordrende, fremtidsgaranterende, vækker nu mistro. At leve sådan, at det ikke længere har nogen mening at leve, det bliver nu til livets 'mening'«.

Det betyder ikke, at man som ikkereligiøst menneske lever et liv uden eksistentielle problemer, men at det uundgåeligt tilfører livet en større autenticitet, når man dropper tanken om en dømmende og straffende eller frelsende gud. Religion kan som opium dulme og lindre et plaget sind - men er der noget holdbart argument for at være narkoman?

Når man siger, man ikke tror på nogen gud, får man ofte at vide, at man bare gør noget andet til religion. Senest er det Erik Bjerager, der i sin bog 'Gud bevare Danmark' anklager sekularismen for at ophøje sig selv til religion. Ifølge den almindelige definition på religion er det som tidligere nævnt noget vrøvl, for selv om man helt fanatisk dyrker fodbold, musik, er vildt optaget af socialisme eller materialistisk forbrug, har det ikke noget med religion at gøre, da det ikke inddrager nogle guddommelige, irrationelle kræfter eller en tro på noget hinsides dette liv! Pudsigt nok finder de forskellige religioner sammen i hadet mod sekularismen, de gudløse - for i fællesskab at bekæmpe den indre tvivl om deres guds almagt. Det muslimske Afghanistans påtænkte henrettelse af den kristne konvertit Abdul Rahman er dog et aktuelt eksempel på det notorisk blodige fjendskab mellem diverse religioner!

Det forekommer mig tragikomisk, når oplyste mennesker anno 2006 med oplysningstiden og de efterfølgende århundreders tankegods i bagagen i fuldt alvor tror på fænomener som opstandelse, Helligånden og et evigt liv. Gennemsnitsdanskeren har da også et meget afslappet forhold til disse størrelser, og selv blandt præsterne i den danske folkekirke, denne berømmede og berygtede light-version af kristendommen, har man fået kvababbelser. Pastor Grosbøll sagde for et par år siden, at han ikke troede på Gud, et udsagn, der selvfølgelig rystede folkekirken i de tykke mure. Set udefra førte det til en lavkomisk polemik a la 'Kejserens nye klæder'. Selve substansen for troens projekt var pist borte, folkekirken havde ikke noget tøj på. Og så nytter det ikke noget, at man sminker det folkekirkelige lig med rockkoncerter og andre events fra underholdningens verden.

Jeg hørte engang biskop Lindhardt skelne mellem tro og overtro: De såkaldt primitive religioner og sådan noget som astrologi, spiritisme og asatro kaldte han overtro, mens de store verdensreligioner jødedom, kristendom og islam fik prædikatet tro. Denne skelnen er naturligvis noget vås set fra en ikketroendes synsvinkel. Her er det alt sammen overtro. Jeg finder det selvfølgelig positivt, at mange mennesker i dagens Danmark har gjort sig fri af religionens åg, men jeg er enig med Lindhardt i, at det er problematisk, når den kristne barnetro, blot for at være lidt mere trendy, skiftes ud med diverse okkult nonsens som f.eks. numerologi, shamanisme, tro på ufoer eller den sjette sans. Det er således helt grotesk, når visse firmaer seriøst benytter astrologer i forbindelse med personaleansættelser! Som den engelske biolog og forfatter Richard Dawkins siger: »Astrologien er hverken harmløs eller sjov, og vi burde bekæmpe den seriøst som en sandhedens fjende«.

I forbindelse med Muhammedkrisen har Ka