Vi lever i en kulturel bølgedal. Ingmar Bergman har engang om sin tid brugt billedet af et slangeskind, som kun bevæger sig, fordi myrerne har invaderet det og får det til at se ud, som om slangen endnu er levende. Jeg er enig med Maria Fabricius Hansen i hendes frontale angreb på regeringens enøjede satsning på kompetence i den højere uddannelse, som om universiteternes opgave først og fremmest er at uddanne diskenspringere og computernørder til erhvervslivet. Men jeg synes, det er synd, at hun - i Politikens Kronik 25. maj såvel som i et interview i Weekendavisen 24. maj - giver et fortegnet billede af Le Corbusiers indsats, som set i et troldspejl. Som følge af industrialismen havde de store byer udviklet sig til et mareridt af sygdomsfremkaldende slum og trafikkaos. Som en anden Herkules ville Le Corbusier (1887-1965) rydde op i denne augiasstald: forvandle byerne, bygge i højden med taghaver på toppen og omgivet af sammenhængende parker, hvor friluftslivet kunne trives umiddelbart omkring boligerne, forbeholdt gående, mens trafikken blev afviklet på viadukter. Ændringen forudsatte ekspropriation af eksisterende ejerforhold. Det var dette økonomiske indgreb, som ophidsede den private ejendomsrets indehavere og politikerne og førte til rasende had mod Le Corbusiers planer, sekunderet af fagfæller, uddannet på L'Ecole des Beaux Arts, og til, at planerne ikke blev realiseret, bortset fra enkeltstående eksempler, som det schweiziske studenterhus i Paris og efter Anden Verdenskrig den store boligblok i Marseille, og nogle få andre. Plus en række enfamiliehuse som Villa Stein, Maison Cook og Villa Savoye, for at nævne nogle af dem, der hurtigt opnåede verdensberømmelse. Le Corbusier var humanist; i sit pas kaldte han sig ikke arkitekt, men forfatter, homme de lettres, og det var gennem sin litterære indsats, han fra starten fik indflydelse på samtidens arkitekter på globalt plan. En nærmere beskæftigelse med hans livsværk vil hurtigt vise, at den monotoni, Maria Fabricius Hansen tillægger ham, er helt misforstået. Selv betonede han ofte, at hans eneste læremester var historien, og studerer man hans talrige skitsebøger, vil man opdage, at studier af historiske bygningsværker har spillet en dominerende rolle som inspirationskilde - på en langt mere dybtgående måde end for historicisterne. Den kolossale litteratur om Le Corbusier, som er i stadig vækst, har fremdraget talrige eksempler på den historiske forankring af hans arkitektur. Mens historicisterne nærmest brugte historien som en samling spolier, rester af antikke monumenter, har Le Corbusier brugt den som springbræt til at tale sin samtids sprog. Han pegede på det åndelige slægtskab mellem Parthenon og den elegante racerbil. Kun to eksempler til orientering: Det pragtfulde kirkerum i klosteret La Tourette (i nærheden af Lyun) har han selv oplyst skyldes indtryk fra Santa Maria in Cosmedin i Rom, og klosteret som helhed studier i cistercienserklosteret Le Thoronet i Provençe. Og kapellet i Ronchamp rummer ekkoer af Akropolis, Hadrians Villa og Pnyx (Folkeforsamlingspladsen i Athen) og er en kombination af fødselsgrotte og himlens telt (Esajas 40,22), men udtrykt i Le Corbusiers eget sprog: »pure creation de l'esprit«. Jeg har i anledning af kapellet citeret Berninis ord om Pantheon: »Rotunden har ikke en eneste fejl«. Jeg har selv ligesom Maria Fabricius Hansen, som kunsthistoriker og arkæolog været meget optaget af anvendelsen af spolier, både i Rom, Istanbul og i islamisk arkitektur. Men jeg håber, at arkitekter ikke tager til Rom alene for at studere spolier i Santo Stefano Rotondo, men også som Corbu at studere de store monumenter, Pantheon, Colosseum, Konstantins Basilika, Caracallas Termer, Aquædukterne, Cestius-pyramiden, Caecilia Metellas grav og Hadrians Villa ved Tivoli. Og det er godt at vide, at mange hold af arkitektstuderende også de seneste år er rejst ud for at studere Le Corbusier, både i Europa og Indien. I en af sine bøger, 'Da Kathedralerne var hvide', siger han: »At vide, hvordan man skal leve, er det fundamentale spørgsmål i det moderne samfund - overalt i hele verden. Et simpelt spørgsmål og et som kunne blive betragtet som et barnligt spørgsmål: Hvordan skal vi leve? Ved du det, læser? Ved du, hvordan man kan leve sundt, stærkt, muntert, fri for dumheder i hundredvis, skabt af skik og brug og bymæssig planløshed?«. Vi, der lever i en verden med skræmmende udsigt til globalt sammenbrud og menneskeskabte miljøkatastrofer, vil måske være henvist til at bo i jordhuler og til at betjene os af spolier fra en forsvunden civilisation ligesom de, der oplevede den antikke verdens forlis. De advarende røster taler for døve øren hos alverdens politikere, som styrer med eksprestogs fart mod afgrunden, mens de besynger markedsøkonomien og ser sig om i universet efter nye kloder, de kan udbytte, som selskabstømmere, til forskel fra oldtidens magthavere, som trods alt ikke ødelagde den omgivende natur. To vers af Nordahl Grieg kommer tæt på Le Corbusiers tankeverden: Edelt er mennesket,
jorden er rik!
Finnes her nød og sult,
skyldes det svik.
Knus det! I livets navn
skal urett falle.
Solskin og brød og ånd
eies av alle.

Dette er løftet vårt
fra bror til bror:
vi vil bli gode mot
menneskenes jord.
Vi vil ta vare på
skjønnheten, varmen -
som om vi bar et barn
varsomt på armen!