En af de største udfordringer, det danske samfund står over for i disse år, er at forbedre integrationen af indvandrere og efterkommere. Emnet fylder naturligt nok meget i den hjemlige debat, men der er meget sjældent sat fokus på erfaringerne fra Nordamerika. Det til trods for, at USA og Canada har en lang historisk tradition for indvandring, og at størstedelen af vandringen fra de mindre udviklede lande til de rige lande er sket til det nordamerikanske kontinent. Ydermere er bestræbelserne på at skaffe indvandrerne i arbejde gået markant bedre i Nordamerika end i Danmark og det øvrige Europa, hvilket burde påkalde sig en vis interesse. Det råder Gunnar Viby Mogensen bod på med bogen 'Folkevandringen til de rige lande: nordamerikanske erfaringer'. Knap 14 millioner mennesker udvandrede i perioden 1980 til1996 fra verdens fattige lande til de rige lande i Nordvesteuropa og Nordamerika. Af de 14 millioner mennesker er 67 procent endt i USA og 15 procent i Canada. I Europa er Tyskland det største modtagerland med 7 procent af indvandringen. Danmark, der selvfølgelig er et lille land, har kun modtaget 0,65 procent af denne indvandring. I USA og Canada er hhv. 11 og 18 procent af den nuværende befolkning født i et andet land, mens det samme er tilfældet for 6,5 procent i Danmark. Som mål for integrationen af indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkedet benytter Gunnar Viby Mogensen det såkaldte beskæftigelsesgab - den relative forskel mellem andelen af befolkningen i den erhvervsaktive alder, som er i beskæftigelse blandt indvandrere fra udviklingslande og blandt folk født i landet. Dette beskæftigelsesmæssige efterslæb er i USA kun 4 procent og i Canada 10 procent, mens det i Danmark er det største blandt de otte lande, der indgår i Viby Mogensens sammenligning, nemlig hele 41 procent i 2002. Det er en forskel, der er til at tage at føle på, og derfor er Gunnar Viby Mogensens bog om baggrunden for denne forskel interessant læsning. Mens 75 procent eller tre ud af fire danskere i den erhvervsaktive alder var i beskæftigelse i 2005, var denne andel for indvandrere fra ikkevestlige lande kun 46 procent. Som Gunnar Viby Mogensen gør opmærksom på, er indvandrernes beskæftigelsesmæssige efterslæb næsten uden sidestykke i de internationale vandringers historie. Mange med indvandrerbaggrund står helt uden for arbejdsmarkedet, og gruppen er stærkt overrepræsenteret blandt langtidsledige overførselsmodtagere. Indvandrere fra udviklingslande udgør 35 procent af kontanthjælpsmodtagerne, men kun 5 procent af befolkningen. Alt i alt sker der i Danmark en årlig nettooverførsel til indvandrere over de offentlige finanser på, hvad der svarer til 0,9 procent af BNP. Sådan behøver det imidlertid ikke at være. I USA udgør nettooverførslen til indvandrere 0,3 procent af BNP. I Canada har der endda historisk været tale om en lille nettooverførsel via de offentlige finanser fra indvandrere til indfødte canadiere. USA og Canada har med deres liberale samfundsmodeller (den angelsaksiske model) valgt i videst muligt omfang at overlade de sociale ordninger til markedskræfterne - f.eks. i form af forsikringsordninger knyttet til jobbet. De to lande stiller høje krav til længden af forudgående beskæftigelsesperioder, for at arbejdsløse kan få en vis indkomsterstatning gennem de offentlige kasser, og selvforskyldt ledige er helt udelukket fra offentlig dækning af indkomsttab over de offentlige kasser. En gennemsnitlig industriarbejder, der mister jobbet i USA, og som forlader sig på de offentlige kasser, opnår en indkomst efter skat, som svarer til 32 procent af den hidtidige indkomst efter skat. I Canada er den tilsvarende kompensationsgrad 54 procent. I Danmark yder det offentlige derimod en kompensation ved arbejdsløshed på omkring 80 procent af den hidtidige indkomst efter skat for en gennemsnitlig lønmodtager i industrien. Selv om de passive ydelser er lidt lavere, og selv om indførelsen af starthjælpen har afhjulpet dette problem noget, er de uden forudgående beskæftigelse umiddelbart tilgængelige danske overførselsalternativer til en arbejdsindkomst dog stadig meget generøse. Det skal understreges, at der hermed ikke er sagt, at de danske velfærdsydelser generelt bør beskæres. Men det er svært at sidde fuldkommen overhørig, når Viby Mogensen sammenholder succesen med integrationen af indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkederne i Danmark og i Nordamerika med de økonomiske incitamentsvirkninger af velfærdssystemerne i landene. Der er også stor forskel mellem Danmark og Nordamerika på indvandrernes menneskelige kapital i form af medbragt uddannelsesniveau og erhvervserfaring. Indvandrere i Danmark har et relativt lavt uddannelsesniveau sammenlignet med indvandrere i andre lande. I Danmark er under 20 procent af indvandrerne højtuddannede, mens hhv. 26 og 38 procent af indvandrerne i USA og Canada har en videregående uddannelse, som for en stor dels vedkommende er medbragt fra hjemlandet. De knap 20 procent i Danmark ligger også under EU-gennemsnittet og niveauet i de andre skandinaviske lande. Den gunstigere uddannelsessammensætning blandt indvandrerne til USA og Canada skyldes ifølge Viby Mogensen dels reguleringen af indvandringen, dels job- og indtægtsmuligheder for den kvalificerede arbejdskraft og indvandrernes adgang til overførselsindkomst. Historisk har indvandringen til USA og Canada i meget høj grad bestået af europæere, idet den 'oprindelige' befolkning i disse lande udgøres af udvandrede europæere. Men siden Anden Verdenskrig har dette billede ændret sig dramatisk, i takt med at den økonomiske udvikling genetablerede Europa som et rigt verdenshjørne, der dermed selv blev et mål for indvandring. Hvor f.eks. kun omkring halvdelen af indvandringen til USA i 1960'erne kom fra udviklingslande, er denne andel vokset hastigt til nu næsten 85 procent. Gunnar Viby Mogensen fremhæver, at indvandringen til USA i de sidste tre årtier har været 'topuklet' med hensyn til indvandrernes medbragte uddannelsesniveau. Der kommer, som for en generation siden omkring 1970, rigtig mange særdeles veluddannede mennesker til USA, specielt fra Asien. Men samtidig er der kommet endnu flere med et meget lavt uddannelsesniveau, specielt fra Mexico og det øvrige Latinamerika. Denne ændring i indvandringens sammensætning førte USA til under Clinton i 1996 at gennemføre en reform, der, som Viby Mogensen udtrykker det, fremhævede de angelsaksiske træk ved den amerikanske velfærdsmodel. Man forstærkede de økonomiske incitamenter til at foretrække arbejde frem for passiv forsørgelse ved at begrænse indvandreres adgang til velfærdsydelser uden forudgående beskæftigelse. Derved blev en begyndende tendens til, at indvandrernes træk på de offentlige overførsler steg hurtigere end trækket fra andre amerikanske borgere, stoppet. Resultatet har været, at integrationen på arbejdsmarkedet fortsat har været meget succesfuld, trods den store bølge af indvandrere uden formelle kvalifikationer. Det er det, der kommer til udtryk i den ovenfor nævnte meget lille forskel på indvandreres og indfødte amerikaneres beskæftigelsesniveau. Også i Canada har der som nævnt været en stor indvandring fra verdens fattige lande, som i antal kun overgås af indvandringen til USA. På den ene side er Canada vel nok det land i verden, der satser mest intensivt på stor indvandring som en faktor i landets økonomiske udvikling. Canada opererer derfor med en såkaldt green card-ordning, et pointsystem, der sikrer kvalificeret arbejdskraft fri adgang til landet ved at give point for en potentiel indvandrers uddannelsesniveau, erhvervserfaring og sprogkundskab. På den anden side har Canada ligesom Danmark også manifesteret sig som et meget åbent samfund, der bærer et stort ansvar, når det kommer til at tage imod reelle flygtninge fra de fattige lande. Selv om Canada siden 1960'erne har anvendt den også i Danmark ret berømte green card-ordnings pointsystem til at regulere indvandringen, er kun halvdelen af indvandringen til Canada kommet herigennem. Den anden halvdel er kommet som flygtninge og især gennem familiesammenføringer. Når USA og Canada kan præstere en succesfuld integration af indvandrere på arbejdsmarkedet, kan det således ikke blot henføres til, at disse lande 'skummer fløden' og kun lader de bedst uddannede indvandrere komme ind. USA og Canada evner bedre end mange andre lande at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Men de kan mere end det. De formår også at bringe et stort antal indvandrere uden kompetencegivende uddannelser og uden forhåndskendskab til sproget ind på arbejdsmarkedet. Dette fører en dybtgående integration i deres samfund med sig. Den store forskel på succesen med integration på arbejdsmarkedet mellem Danmark og Nordamerika skyldes altså, dels at USA og Canada tiltrækker en anden type indvandring, dels at også de svage indvandrere i langt højere grad kommer i beskæftigelse og vinder fodfæste på arbejdsmarkedet. Gunnar Viby Mogensen peger derfor på indretningen af overførselssystemet og indvandringens uddannelsessammensætning som de to primære - og sammenhængende - årsager til den markante forskel på succesen med at integrere indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkedet i Danmark og i Nordamerika. Regeringen arbejder tilsvarende efter en strategi, der går på to ben. De indvandrere, der allerede er kommet til Danmark, skal i langt højere grad end i dag i arbejde. Det skal vi nå ved at sikre, at det altid skal kunne betale sig at arbejde, at uddanne sig og at gøre en ekstra indsats. Men derudover skal vi blive meget bedre til at tiltrække højtkvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Det er af afgørende betydning, at vi får nedbragt andelen af indvandrere og efterkommere, som står uden for arbejdsmarkedet. Ikke mindst i lyset af, at der i de kommende tiår er udsigt til en faldende arbejdsstyrke og en stigende andel af indvandrere og efterkommere i befolkningen. Vejen til bedre integration af indvandrere og efterkommere i det danske samfund er beskæftigelse. Beskæftigelse er vejen til at lære det danske samfund at kende, og det at have et arbejde åbner mulighed for at forsørge sig selv og sin familie og for at skabe sig et bedre liv. Regeringen har gennemført mange initiativer til at forbedre integrationen. Initiativerne omfatter bl.a. en styrkelse af danskundervisningen, en intensiveret aktiveringsindsats og uddannelsespligt for unge. Desuden blev der i 2002 sammen med arbejdsmarkedets parter etableret en integrationsordning, der kombinerer virksomhedspraktik, danskundervisning på arbejdspladsen og efterfølgende ansættelse på særlige vilkår - eventuelt med løntilskud. Hertil kommer tiltag, der skal sikre, at det i højere grad kan betale sig at arbejde. Der er bl.a. indført loft over kontanthjælpen for ægtepar samt den særlige starthjælp og introduktionsydelse på et lavere niveau end kontanthjælpen til personer, der er kommet til Danmark siden 1. juli 2002. Initiativer, som netop tilskynder flygtninge og indvandrere til at komme i job. Og flere indvandrere og efterkommere er da også kommet i arbejde i de seneste år. Andelen af 16-64-årige indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande, som er i beskæftigelse eller i gang med en uddannelse, er i perioden 2001 til 2005 steget fra 52 procent til 55 procent. Men hvis vi skal skabe balance i fremtidens velfærdssamfund, skal beskæftigelsen blandt flere indvandrere og efterkommere øges yderligere. Det har bl.a. Velfærdskommissionen peget på, og regeringen har i starten af april fremlagt sit udspil til forhandlingerne om fremtidens velstand og velfærd, som rummer konkrete initiativer til at øge indvandrernes erhvervsdeltagelse. Velfærdsudspillet lægger op til at øge anvendelsen af særlige lønvilkår og mulighed for tilskud til en mentorfunktion samt at styrke udbredelsen af 'adgangspakker', der kombinerer virksomhedspraktik med danskundervisning. Det andet ben i regeringens indvandrings- og integrationspolitik er som sagt at åbne for en mere målrettet indvandring af udlændinge med kvalifikationer, der gør, at de kan bidrage positivt til det danske arbejdsmarked. En større del af den fremtidige indvandring skal bestå af kvalificeret arbejdskraft med de kompetencer, dansk erhvervsliv har brug for. Regeringen foreslår, bl.a. inspireret af de canadiske erfaringer, at der etableres en egentlig green card-ordning i form af et pointsystem, der giver særligt kvalificerede udlændinge uden konkret jobtilbud, men med gode forudsætninger for beskæftigelse, mulighed for at få opholdstilladelse i op til seks måneder med henblik på at søge arbejde i Danmark. Det foreslås endvidere at øge antallet af jobfunktioner, der udløser opholdstilladelse i den eksisterende jobkortordning. Regeringen ønsker også, at udenlandske studerende, som færdiggør en videregående uddannelse i Danmark, får mulighed for at søge arbejde i seks måneder efter uddannelsens afslutning. I løbet af de kommende år bliver vi flere ældre og færre i den erhvervsaktive alder. Derfor er det afgørende, at indvandringen fremover kommer til at øge andelen af mennesker i beskæftigelse i det danske samfund. Det kan vi, ifølge Gunnar Viby Mogensens bog, bedst gøre ved at åbne op for en større indvandring, end vi har i øjeblikket, samtidig med at adgangen til velfærdsydelserne begrænses for nytilkomne, hvis de endnu ikke har bidraget på arbejdsmarkedet. Vi er på rette vej med de allerede iværksatte initiativer og forslagene i regeringens velfærdsudspil. Men det tager mere end de knap fem år, den nuværende regering har siddet, at rette op på 30 års fejlslagen indvandrings- og integrationspolitik.