Alarmen gik klokken 11.45. En e-mail indløb til Ritzaus Bureau. Den yngste elev havde vagten, da de andre havde indledt frokostpausen. Hun troede først, at det var en joke: »En beskidt bombe springer om tre dage et sted i København, hvor mange mennesker er samlet. Det kan kun forhindres, hvis Danmark meddeler, at de danske soldater trækkes hjem fra Irak inden 1. juli«. Eleven blev vildt forvirret, men sprang så i fuld fart op til frokoststuen med mailen. Hvad er det for noget pjat, sagde den første journalist, der så det, men snart bredte der sig en stemning af uhygge. Det må videre til politiet og PET, blev man enige om, og det blev straks gjort. Herfra kom der øjeblikkelig besked på tavshed indtil videre. Meddelelsen gik lynhurtigt videre til justitsministerium og statsministerium, og TV-avisens og dagbladenes chefredaktører blev indkaldt til møde. De blev bedt om at mørklægge sagen indtil videre mod at få informationer, så snart man havde et nøjere kendskab til trusselsbilledet. I løbet af dagen sivede nyheden alligevel ud og gav anledning til mange rygtedannelser. Om eftermiddagen udsendtes derfor en pressemeddelelse med en kort omtale af en bombetrussel og en opfordring til offentligheden om at melde fund af tasker, kufferter og lignende, der var efterladt. Samtidig kontaktede PET sine internationale samarbejdspartnere. Politiet og PET arbejdede intenst og fulgte de elektroniske spor af mailen. Det lykkedes derved i løbet af dagen at komme på sporet af afsenderen, og i løbet af aftenen fandt man frem til en mand af udenlandsk herkomst. Manden nægtede imidlertid at sige et ord, ville hverken ud med, hvad han hed, eller hvor han kom fra. Han var fuldkommen tavs. I Statsministeriet blev der holdt krisemøde, og det blev besluttet at udsende en pressemeddelelse, hvori man redegjorde for sagen, så meget som man nu vidste, oplyste, at der var en intens efterforskning i gang, at man havde en mistænkt, der forholdt sig fuldstændig tavs, og at man ikke agtede at give efter for truslen og trække soldaterne hjem. De internationale samarbejdspartnere meldte tilbage om mulige terrororganisationer og terrorister, men ingen passede med den arresterede. Der blev opstillet en liste over mulige bombemål. Disse omfattede Tivoli, Bakken og en stor Zulu Rock-koncert i Parken samt flere andre steder og begivenheder, for der foregik en masse i disse junidage. TV-aviser med ekstraudsendelser og aviserne næste dag var fyldt med reportager, læserbreve med forslag til at komme videre og interview med folk på gaden om deres mening. Et fremherskende træk var, at nu måtte man se bort fra al blødsødenhed. Manden måtte 'klemmes', til han rykkede ud med sproget, også selv om det overskred de almindeligt accepterede normer. Det var måske 1.000 mennesker mod en enkelt ussel forbryder. Nogle ganske få ville holde hovedet koldt og benytte almindeligt accepterede politimetoder. Disse blev dog færre dag 2 og 3. Talrige arrangementer blev aflyst. Byen var nærmest i panik, og gaderne var øde om aftenen. En stemning for anvendelse af tortur blev mere og mere fremherskende. Kunne dette ske i Danmark? Ja, naturligvis. I forvejen ved vi fra undersøgelser, at cirka 25 procent af befolkningen på forhånd billiger anvendelsen af tortur i tilfælde af situationen 'den tikkende bombe', og i den her - heldigvis tænkte - situation vil procenten givetvis overstige de 50. Formentlig ville tortur også kunne frembringe svar, der måske endog kunne være rigtige. Lad os nu forestille os det videre forløb med accept af denne fremgangsmåde. Danmark har jo ikke nogen lov om forbud mod tortur. Derimod er der paragraffer om nødret, vi kender også til udstrakt brug af isolationsfængsling, og juridiske eksperter kunne måske nok finde måder, hvorpå man kunne tolke 'mild tortur' ind i tilladeligheden. Det juridiske kunne løses. Kunne det så komme til at fungere? Der rejser sig straks en masse praktiske vanskeligheder. For der skal jo nogen til at udføre torturen. Det lykkes at finde et par betjente, der godt vil, og efter nogle timers hårdt arbejde kommer det frem, at bomben befinder sig i et skab i Parken og er sat til at eksplodere under en Zulu Rock-koncert. Bomben findes og uskadeliggøres. Befolkningen er lettet. Det var jo helt rigtigt, hvad man gjorde. Stemningen er nu helt klart vendt til accept af 'torture light', og for så vidt også mere end det, om nødvendigt. Politikerne skal have en lovgivning på plads. Den etableres i forlængelse af terrorpakken med nogle gummiparagraffer. Så skal vi have ansat nogen, der kan udføre torturen. Det skulle man umiddelbart tro var svært. Men der er fortilfælde. I Justitsministeriets arkiv i Rigsarkivet findes en pakke fra retsopgøret efter besættelsen, hvor dødsstraffen var blevet gennemført, og hvor det strømmede ind med frivillige tilbud om at blive bøddel. Nogle påberåbte sig slægtskab med personer, der var blevet mishandlet under besættelsen, andre angav arbejdsløshed, og nogle var slet og ret ude efter en høj løn, som de mente måtte følge med, men betingede sig dog også fri tobak. En ansøger anførte, at han var i slægt med den sidste officielle bøddel, Seistrup, og nogle henviste til deres erhverv som slagter. En del var villige til både halshugning, guillotine og skydning, medens andre tog forbehold over for enkelte af disse metoder. I alt kom der henvendelse fra over 200 mennesker. Der er også andre fortilfælde. I vores naboland Norge anlagde tyskerne under krigen fem koncentrationslejre i Finmarken, de såkaldte serberlejre. Tyskerne averterede efter norske fangevogtere, og der meldte sig over 100 personer. De tog hurtigt ved lære af deres tyske læremestre og overgik dem snart med mishandling og drab. Psykologer har forsket i, hvilke mekanismer der ligger bag denne villighed til at blive bøddel. Philip G. Zimbardo, psykologiprofessor ved Stanford University, udførte i 1971 'Stanford Fængsel-eksperimentet': En annonce blev indrykket i en lokal avis. Studerende blev opfordret til at melde sig til et psykologisk eksperiment, der skulle fremme en bedre forståelse af basale psykologiske mekanismer i forbindelse med aggression. Studiet var sponsoreret af Office for Naval Research, der fandt det af interesse for flåden og marinekorpset. 70 meldte sig, og de blev underkastet diverse psykologiske test og interview for at sikre udvælgelsen af de fysisk og psykisk mest stabile, mest modne og mindst involverede i antisocial opførsel. 24 blev udvalgt. De kendte ikke hinanden. De blev inddelt tilfældigt i to hold, det ene skulle agere fanger, det andet fangevogtere. 'Fangerne' blev anholdt rundt om i byen, hvor de nu opholdt sig, lagt i håndjern og ført til et 'fængsel', der var indrettet i psykologibygningen. 'Fangerne' blev iført uklædelige feminint udseende dragter og fik håret dækket af en maske, så de så glatragede ud. 'Fangevogternes' udstyr var derimod smarte kakiuniformer, politistave, fløjter og reflekterende solbriller. De fik ingen instrukser, ud over at de skulle opretholde ro og orden og ikke måtte mishandle fangerne fysisk. Dag 1 gik fredeligt, men på dag 2 gjorde 'fangerne' oprør og forskansede sig i deres celler. 'Fangevogterne' drev 'fangerne' væk fra dørene med ildslukkere, klædte dem af, tog sengene bort og anbragte anføreren i en isolationscelle. Efter 36 timer brød en 'fange' sammen og blev taget ud af eksperimentet. 'Fangevogterne' ændrede rettigheder (læsning, rygning, badning, spisning, søvn og så videre) til privilegier og inddrog derefter disse som straf. 'Fangevogternes' brutalitet tiltog i de følgende dage. De udsatte 'fangerne' for gymnastiske øvelser i timevis, og 'fangerne' måtte rense toiletter med deres bare hænder. En 'fange' mere brød sammen og måtte frigives, og de andre 'fanger' blev tvunget til at råbe, at han var en dårlig fange og fik de andre til at lide. Endnu en 'fange' brød sammen. En ny 'fange' introduceredes, men han gik straks i sultestrejke udsat for vogternes brutalitet. De anvendte ekstreme forsøg på at få ham til at spise og isolerede ham i en celle. Endnu en 'fange' brød sammen og måtte frigives. Herefter afbrød Zimbardo forsøget. Det varede 6 dage i stedet for de planlagte 1-2 uger. 'Fangevogternes' aggressionsniveau voksede fra dag til dag. De var værst i situationer, hvor de var uden for forsøgets overvågning, f.eks. til og fra toiletterne. Alle 'fangevogterne' optrådte undervejs sadistisk, nogle mere end andre. Men selv de, der hjalp 'fangerne' indimellem, gjorde det for at blive opfattet som flinke og ikke af omsorg for 'fangerne'. 'Fangerne' blev mere og mere passiviseret og endte hurtigt i en form for sløv accept af situationen. En af 'fangevogterne', der som udgangspunkt var pacifist og en ikke-aggressiv person, ændrede sig undervejs, da han fik magt, til en særdeles brutal person. Nogle af 'fangevogterne' var meget kede af, at eksperimentet sluttede, fordi de havde nydt magten. Dette eksperiment viste, hvorledes normale unge mænd kunne forandres radikalt under det institutionelle pres af et fængselsmiljø. Denne forandring kunne bedst forstås som et produkt af deres reaktion på omgivelser, der understøttede en opførsel, der ville være patologisk i andre sammenhænge, men var passende i denne. Det er således ganske givet muligt - også i en dansk sammenhæng - at finde eller uddanne bødler. Der er imidlertid flere problemer. En 'god' terrorist er i stand til at modstå almindelige afhøringsmetoder, og også 'mild' tortur. Der skal mere til. Anvendelsen af mere sofistikerede torturformer kræver en uddannet teknisk stab og institutionelle rammer. Disse skal oprettes med den nødvendige læge- og psykologassistance. Der bliver også brug for forskning i torturmetoder, der er ukendte for terroristorganisationerne og skræddersyet til prompte effekt. Tortureksperterne skal uddannes og konstant være til rådighed. De skal indplaceres i statens lønrammer med mulighed for avancement og sikres både efterløn og pension, da de formentlig vil få svært ved jobskifte. Eksperterne etablerer et gruppesammenhold og finder behov for at udveksle erfaringer med kolleger i andre lande. Det bliver til en forening med internationale kontakter og møder. Terroristerne forsvinder ikke, fordi vi anvender tortur. De kommer alligevel, og nu får de også noget at hævne. Landet oplever jævnligt aktioner, der atter medfører anvendelsen af alle de nye teknikker. Da vi nu alligevel har godkendt tortur, kan vi lige så godt få lidt nyttevirkning af psykologisk art. Center for Psykologisk Grænseforskning (CPG) oprettes, og der opnås efterhånden et rigtig godt kendskab til personers psykiske grænser, til reaktioner på pres, til metoder, der ikke efterlader spor, til metoder, der giver hurtige resultater. Ja, kort sagt til effektive torturmetoder. Militæret er meget interesseret, og der udvikler sig et samarbejde mellem CPG, militæret og en række udenlandske interessenter. Efter nogen tid begynder vi at modtage terrorister udefra, som andre ikke har kunnet knække. Alt har imidlertid en pris - og her bliver den omfattende. Et stort antal mennesker er tilsyneladende blevet reddet fra død, men hvordan vil et sådant samfund udvikle sig? Det kan godt beskrives, for sådanne samfund findes. Der vil opstå områder, der holdes hemmelige for befolkningen. Der vil være forhold, der ikke må skrives om i aviserne. Vi må altså have censur og øget overvågning. Der vil også være brushoveder, der er imod hele denne udvikling, så dem må vi også holde øje med. Politiet må således have udvidede beføjelser. Der bliver en hel del, der må sættes fast, og fængslerne bliver ganske fyldte. I befolkningen breder der sig en frygt, og flertallet bestemmer sig til at holde mund. Kun over for sine allernærmeste venner tør man drøfte sine forbehold og utilfredshed med udviklingen. Desværre er ikke alle vennerne de venner, man troede, og en følge af betroelserne kan nemt blive en afhentning af antiterrorpolitiet til afhøring - måske endda også med anvendelse af de nye metoder. Der vil være mange ofre, og de etablerede centre til rehabilitering af disse får nu travlt - men denne gang også med danske ofre. Parallelt hermed må etableres nogle andre institutioner. Efter nogen tid viser det sig nemlig, at bødlerne selv får psykiske problemer, og nogle bliver alkoholikere og begår selvmord. Det drejer sig om det såkaldte 'bøddelstresssyndrom', der også må behandles. Udviklingen medfører dannelsen af modstandsceller. Unge mænd og kvinder mødes hemmeligt på tværs af alle partiskel og samfundslag, men med det ene til fælles at sætte sig op mod den nye samfundsudvikling. De har med skræk set den forråelse, der er opstået. Afvigende grupper og holdninger er undergivet en nultolerancepolitik, i skolerne er de unge blevet meget voldelige, og der hersker et voldsomt fremmedhad med mange forslag til fjernelse af formodede trusler fra de fremmede. Genkender vi ikke et sådant samfund? Jo, det er kun 60 år siden, vi vinkede farvel til de sidste tyske soldater, der forlod landet, 55 år siden, den sidste henrettelse med en dansk bøddel fandt sted, og 50 år siden, de sidste dømte Gestapofolk og danske bødler blev sat på fri fod. Er det sådan et samfund, vi ønsker os tilbage? Det er der næppe mange, der gør. Problemstillingen: 1.000 ofre kontra 1 terrorist er nu ændret til en nedbrydning af de gængse danske normer, det sociale system, retsopfattelsen og tilværelsen for hele befolkningen. Mange vil måske finde disse betragtninger fantasifulde, men de udgør ikke desto mindre et muligt fremadskridende forløb. Hvis man først begynder at slække på moralen, er man startet på et skråplan mod ukendt mål. Her er så et budskab til de 25 eller flere procent, der overvejer tilladeligheden af tortur: Overvej, om et samfund ikke står sig ved at holde fast ved de gennem mange generationer udviklede retsprincipper, og drop tanken om at forhindre 'den tikkende bombe' med 'torture light'. Der er andre veje, og almindelige politiefterforskningsmetoder vil være et langt bedre alternativ.