I den senere tid har der været skabt en del røre omkring en række advokaters indsats og honorering i forbindelse med de sager, advokaterne fører for asylansøgere i Flygtningenævnet. Som tidligere medlem af nævnet, hvor jeg har haft rig lejlighed til at gøre mig nogle iagttagelser om Flygtningenævnets virke bag nævnets ellers hermetisk lukkede døre, finder jeg anledning til at kommentere et par af de forhold, der i den forbindelse har været oppe at vende. Det har bl.a. været hævdet, at de dygtigste advokater (i bred forstand) sjældent påtager sig asylsager, men derimod som regel søger derhen, hvor pengene er størst, nemlig til de store erhvervskontorer, mens de fleste asylansøgere som regel bliver rådgivet på mindre og ofte enmandsbetjente advokatkontorer. Det er ikke ganske korrekt. En række af landets fremmeste asyladvokater er faktisk tilknyttet nogle af Danmarks største og mest velrenommerede erhvervskontorer, for adskilliges vedkommende som partnere. Så forestillingen om, at advokatbistanden primært ydes fra alle disse enmandsbetjente kontorer - det er vanskeligt at frigøre sig fra et billede af et støvet og rodet kontor på Herlev Hovedgade, uden at der i øvrigt er noget odiøst i det - er altså i det væsentligste netop alene en forestilling. En af landets kendteste asyladvokater, Anders Christian Jensen, hvis kontorforhold og øvrige klientrelationer jeg er ganske ubekendt med (og helt uinteresseret i), har udtalt, at noget af det dummeste, man som advokat kan gøre, hvis man vil være rig, er at blive flygtningeadvokat. Jo, der er formentlig mange asyladvokater, som ikke kører i Ferrari. Men der er omvendt også en del, der økonomisk må være rigtig godt kørende. Nogle af dem har fra politisk hold været kritiseret for at være de rene 'malkemaskiner'. Og noget er der desværre om snakken. Et konkret eksempel: Gennem mange måneder havde en advokat i gennemsnit seksten asylsager i Flygtningenævnet - om ugen. Med de aktuelle takster svarer det til en ugentlig indtægt på cirka 200.000 kroner. Selv efter honorering for flere ugers indsats vel næppe tilstrækkeligt til en ny Ferrari. Men givetvis mere end rigeligt til lidt ekstra på amagerhylden. Med til historien hører, at på nær ganske få kom alle advokatens klienter fra samme land. Deres ansøgninger var stort set ens og begrundet med motiver, der på det nærmeste lignede hinanden som to dråber vand. Desuden var ansøgningerne i sjældent høj grad helt ukomplicerede, både faktuelt og juridisk. Så tidsforbruget til sagsforberedelsen har næppe været tyngende, hvilket bl.a. håndfast blev bekræftet over for nævnets medlemmer derved, at de processkrifter, advokaten udarbejdede til brug for hver nævnssag - det får man også penge for - fyldte cirka en halv side (inklusive brevhoved) og tydeligvis var skrevet over ganske samme standardkoncept. Og er der ikke sager nok, kan man jo bare gøre det, som et par asyladvokater (i hvert fald i min tid som nævnsmedlem) praktiserede, nemlig at tage ud til Røde Kors-lejrene og i dertil opsatte små boder kapre 'kunder', også for disse asylansøgeres vedkommende primært af samme nationalitet - det giver jo sagsforberedelsen visse indlysende stordriftsfordele. Så malkemaskinerne? Jo, de findes skam. Jeg skal ikke gisne om antallet, men at de er et reelt eksisterende fænomen, hersker der ingen tvivl om. Et afslag i en asylsag er vel nok den mest indgribende afgørelse, en person kan komme ud for. Især hvis afgørelsen på grund af en utilstrækkelig eller på anden vis mindre vellykket rådgivning fra ansøgerens advokat er forkert. Trukket lidt skarpt op: Hvis f.eks. en iransk politisk dissident som følge af advokatsjusk ikke får imødekommet sin asylansøgning, kan det sagtens tænkes at udløse 25 år i det berygtede Evinfængsel i Teheran. Og dér er ikke rart at være. Skulle det ske, at en person, der står anklaget for en måske helt personufarlig forbrydelse (lidt bedrageri og/eller mandatsvig, for nu at nævne en enkelt, meget omtalt aktuel sag), måtte blive kendt skyldig, fordi den anklagedes forsvarsadvokat ikke har gjort sit arbejde ordentligt, koster det i værste fald nogle år i Kragskovhede med tre måltider om dagen, stereoanlæg og farve-tv på værelset, jævnlige muligheder for hyggeligt samvær med kæresten og - efter hvad man erfarer i medierne - relativt fri adgang til forskellige stimulanser. Og her nærmer vi os problemets kerne med de ikke altid lige velkvalificerede og seriøse asyladvokater. Inden for strafferetten får den anklagede stillet en beneficeret forsvarsadvokat til rådighed. Og det er ikke en hr. eller fr. hvem som helst. For at blive godkendt af Justitsministeriet som beneficeret advokat kræves nemlig en række ganske skrappe krav opfyldt. Ministeriets afgørelse træffes på baggrund af en indstilling fra dommeren i den retskreds, hvor advokaten residerer, samt fra præsidenten for en af de to landsretter. Endvidere indhentes en erklæring fra advokatkredsens bestyrelse samt en udtalelse fra Advokatrådet. Og nok så væsentligt: Den pågældende skal have bestået en mundtlig eksamen efter at have været tilmeldt obligatoriske teoretiske efteruddannelseskurser inden for retsområder af særlig relevans. Det afgørende for, om en advokat godkendes som beneficeret, er således den pågældendes bekræftede kvalifikationer (hvilket selvsagt på ingen måde i sig selv er en garanti for, at der ikke også blandt forsvarsadvokater kan findes mindre heldige elementer). Helt anderledes forholder det sig med asyladvokaterne. Enhver kan nemlig blot ved at bede om det komme på Flygtningenævnets sekretariats liste over de advokater, asylansøgerne får beskikket, uden nogen form for 'godkendelsesprocedure', endsige en formel eksamen. Og det må siges at udgøre lidt af et paradoks: En person, der anklages for en helt banal forbrydelse, får beskikket en beneficeret - og dermed særlig fagligt rustet - advokat, og pga. den eksamen, disse advokater skal bestå, kan den anklagede se frem til en kvalificeret strafferetlig bistand. Mens en asylansøger, som med rette frygter at blive udsat for forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, meget vel kan risikere at få beskikket en advokat fuldstændig uden asylretlig viden og erfaring. Det er et systemsvigt, der er til at tage og føle på. Og som nævnsmedlem har jeg ikke sjældent siddet tilbage med den oplevelse, at asylansøgeren i virkeligheden ville have været bedst tjent med, at advokaten var blevet hjemme. Henset til asylrettens mange juridiske spidsfindigheder kunne det måske være en overvejelse værd at indføre en ordning med et obligatorisk kursus, før de nytilmeldte asyladvokater slippes løs, ad modum kravene til at blive godkendt som beneficeret forsvarsadvokat. Hidtil har man imidlertid ikke fundet et sådant tiltag - eller, for den slags skyld, andre kompetenceopbyggende initiativer - nødvendigt. Skal det mon tages som udtryk for, at man fra lovgivers side har fundet det vigtigere at sikre personer i det strafferetlige regi advokathjælp af høj standard end at tilgodese asylansøgeres (mindst) lige så berettigede behov for en seriøs juridisk bistand? En sådan ordning ville ellers også generelt kunne virke fremmende for kvaliteten af nævnsbehandlingen. Sagen er nemlig den, at mange af Flygtningenævnets medlemmers asylretlige viden ligeledes lader en del tilbage at ønske. Nævnet besmykker sig i sin egen selvforståelse med, at der er tale om et 'sagkyndigt organ', altså en myndighed bestående af personer med en særligt udviklet viden på området. Det er en påstand, der også tit fremføres fra politisk hold. Bl.a. under en større høring afholdt på Christiansborg 26. juni, hvor Venstres Eyvind Vesselbo næsten flød over i sin begejstring over Flygtningenævnets høje standard. Det er imidlertid desværre en myte uden meget indhold. Som det vel vil være de fleste læsere bekendt, består hver afdeling af Flygtningenævnet i dag af tre personer: en formand (eller næstformand), der skal være dommer, en embedsmand fra Integrationsministeriet samt et medlem udpeget af Advokatrådet. Formand/næstformændene er i kraft af deres daglige virke - typisk ved de danske byretter - naturligvis vant til at behandle og afgøre en mangfoldighed af forskellige typer sager. Men lige netop asylsager indbringes kun yderst sjældent for domstolene. Og i det ringe omfang, det sker, anlægges sagerne ved en landsret. Så i relation til (byrets)dommernes indsats i nævnet kan det konstateres, at de ikke har - og ej heller i kraft af deres vanlige dommerhverv vil kunne opnå - den særlige indsigt i asylsager, som i givet fald med rette kunne give dem status som 'sagkyndige'. De ser dem nemlig aldrig. Noget tilsvarende gælder for de medlemmer, der kommer fra Integrationsministeriet - for adskilliges vedkommende bestående af nyudklækkede unge jurister. Ganske vist har de i deres daglige arbejde alle med udlændingeområdet at gøre: De behandler klager bl.a. over Udlændingestyrelsens afslag på visumansøgninger og ansøgninger om familiesammenføring, de arbejder med integration af udlændinge, servicerer ministeren og meget, meget mere. Men lige præcis asylsager ser de ingen af. Klagebehandlingen af styrelsens afslag på asylansøgninger er jo netop undtaget fra ministeriets arbejdsområde og henlagt til - Flygtningenævnet. Så en speciel asylretlig erfaring er der næppe mange embedsmænd fra ministeriet, som er i besiddelse af. Hvordan skulle de også kunne få den? En helt anden ting er, hvorvidt de af ministeriet udnævnte nævnsmedlemmer formår at sætte sig ud over den politiske dagsorden, den siddende regering har formuleret - en dagsorden, der helt naturligt og forudsigeligt (og til en vis grad vel også ganske legitimt, set gennem embedsmandsværkets optik) afstikker rammerne for tilgangen til de afgørelser, der nu skal træffes af ministeriets medarbejdere: I VK's regeringsudspil fra januar 2002 hed det bl.a.: »Antallet af udlændinge, der kommer til Danmark, skal begrænses«. Det er da om ikke andet rene ord for pengene. Og efter at den nytiltrådte regering valgte at dele den udlændingeretlige sol og vind lige med Dansk Folkeparti - af mange kritikere betegnet som et demokratisk og humanitært kollaps - blev samme formålserklæring næsten ordret gentaget i den aftale, der blev indgået mellem V, K og O i maj 2002. Budskabet kan næppe opfattes på anden end følgende vis: Nu drejer det sig ikke længere om at give udlændinge beskyttelse i Danmark mod forfølgelse i hjemlandet, men derimod om at beskytte Danmark mod disse udlændinge. Somaliske statsborgere blev - som den eneste nationalitet - udtrykkeligt fremhævet som en gruppe, der i særdeleshed fremover var uønsket. Men efter sigende skulle der jo også være ganske vidunderligt i Mogadishu. Dog ikke mere, end at danske politifolk angiveligt på grund af de urolige forhold dér konsekvent nægter at eskortere afviste somaliske asylansøgere tilbage til hjemlandet. Det afgørende spørgsmål, der umiddelbart melder sig, er, hvorvidt det kan udelukkes, at yngre og dermed politisk uprøvede (og måske tilsvarende sårbare) fuldmægtige fra Integrationsministeriet har tilstrækkelig personlig integritet til - ud over selvfølgelig at holde sig inden for lovens retlige forudsætninger - i alle sammenhænge at sætte sig ud over disse politiske tilkendegivelser, også når de møder op i Flygtningenævnet i Store Kongensgade? Jeg håber og tror det. Jeg har personligt den allerstørste tillid til de af ministeriets folk, jeg i professionel sammenhæng med jævne mellemrum støder på. Men igen - kan det ganske udelukkes? Tvivlen kan vel næppe anses for ganske ubegrundet. Endelig er der så de nævnsmedlemmer, der udpeges af Advokatrådet. Og her finder man faktisk en del med en vis asylretlig erfaring. Adskillige af disse nævnsmedlemmer har nemlig en fortid som asyladvokater og som følge af deres tidligere arbejde på den anden side af bordet opnået en vis relevant indsigt, om end af en noget svingende styrke. Det er nærliggende at konkludere, at kombinationen af nogle ikke altid lige kvalificerede eller seriøse advokater og ditto nævnsmedlemmer har været medvirkende til at skabe den slingrekurs, der i alt for høj grad notorisk præger nævnsbehandlingen. Her til slut må blot et enkelt, men i al sin gru ganske illustrerende eksempel være på sin plads. Det drejer sig om to bosniske familier, der samme dag var blevet etnisk fordrevet fra samme landsby af den samme serbiske milits under identiske omstændigheder. Skæbnen ville, at de to familier også indrejste samtidigt i Danmark og - nok så enestående - tillige fik deres sager behandlet af Flygtningenævnet samme dag (i to forskellige afdelinger af nævnet). Den ene familie blev enstemmigt anerkendt som flygtninge i henhold til FN's flygtningekonvention. Mens den anden familie - lige så enstemmigt - fik stadfæstet Udlændingestyrelsens afslag. Ud over de oplagte grundlæggende spørgsmål af retssikkerhedsmæssig karakter, sådanne helt uacceptable uregelmæssigheder rejser, kan jeg kun takke min Herre og skaber for ikke at have haft mine fødder i skoene hos den advokat, der - uanset ansvaret for den åbenbare forskel i udfaldet - skulle forklare sine klienter, hvorfor de fik afslag, mens familien i naboværelset lige havde fået asyl. På ganske samme grundlag.