Der er skønt i Danmark. Især om sommeren. Især en sommer som denne med mange hele femdagesprognoser af lutter runde sole, hvor man kan sidde og vippe med tæerne på en fortovscafe eller køre rundt og rundt om Damhussøen med barnevogn og is, der drypper fra vaflen. Det er særlig skønt, når man kommer hjem udefra, sydøstfra, og atter kan sukke over det aftenlys, der varer så længe, og Nordbrandts stjerneklare nætter, der langsomt rykker nærmere. Det er særlig skønt, når man kommer rejsende fra Palæstina og pludselig igen kan sætte sig op på sin gamle damecykel og cykle derudad med flagrende hår. Frit og uhindret på kryds og tværs gennem et checkpointfrit København. Og det rækker med ringeklokken at passere andre cyklister og varsko gående, at her kommer jeg. Tænk, det rækker med en lillebitte ringeklokke at sige, pas på, her kommer jeg, jeg vil gerne lige forbi. Man kunne godt drømme om en ringeklokkekultur i Mellemøsten. Især når man igen sidder i Jerusalem med hjertet i hænderne og ord, som ikke slår til. I disse uger oplever vi en eskalering af vold og ødelæggelse i regionen, som må få den værste Mellemøstkyniker til at fælde en tåre. Den fylder ikke meget i overskrifterne, men Israels offensiv i Gaza er pågående. Offensiven begyndte 27. juni, et par dage efter at palæstinensiske militante dræbte to israelske soldater og pågreb en tredje, Gilad Shalit, i Kerem Shalom på grænsen mellem Israel og Gaza. Shalit er blevet kerneårsagen til en voldsom gengældelsesaktion fra Israels side. Det er dog slet ikke uproblematisk, når kommentatorer refererer til begivenheden som en kidnapning af Shalit. Når Shalitsagen omtales som kidnapning, tilsløres den militære kontekst. Kidnapning er betegnende, når der er tale om et civilt offer. Gør det en forskel, at Shalit er soldat og en del af Israels militære kampagne i Gaza? Gør det en forskel, at han var i uniform og på vagt på gerningstidspunktet, ja, at han sad i en tankbataljon i Kerem Shalom på vej mod Gaza? Gør det en forskel, at israelske kommandoer aftenen før overfaldet på Kerem Shalom brød ind i Rafah i Gaza og kidnappede to brødre, Mustafa og Osama Muamar? At juni var en blodig måned i Gaza med mere end 30 civile palæstinensiske dræbte? Eller fra et fugleperspektiv, at ca. 10.000 palæstinensere, heriblandt 150 kvinder og 450 børn, er blevet kidnappet og sidder fængslet i Israel? Selvfølgelig gør det det. Siden juni gik på hæld, har det handlet om at få Gilad Shalit befriet. Derfor lancerede Israel en massiv militær geninvasion af et af verdens tættest befolkede og mest udpinte områder. Mon en benhård kollektiv afstraffelse af 1,5 millioner mennesker vil få manden løsladt? Siden den 'nye' krig mod Gazas befolkning begyndte, har Israel gennemført mere end 100 luftangreb og affyret mere end 600 artillerigranater. Mere end 120 mennesker er per dags dato omkommet under denne kampagne. Flere hundrede er blevet såret. Operationen er blevet døbt 'Summer Rains'. Sommerregn. Vanligvis er der ingen nedbør i Gaza i sommermånederne. Optrapningen i Gaza skildres som en krig mellem to ligeværdige eller ligemægtige parter. Uagtet at det er alment kendt, at Israel er en af verdens stærkeste militærmagter, der besidder de ypperligste former for højteknologisk krigsudstyr, inklujsive atomvåben. Til trods for Israels tilbagetrækning i 2005 er Gaza fortsat lukket for omverdenen. Israel er en besættelsesmagt på sit knap fyrretyvende år og har i månedsvis med jernhånd blokeret alle veje ind og ud af Gaza, verdens største åbne fængsel. Ingen læge kan komme ind, ingen patient kan rejse ud uden tilladelse fra Israel. Ikke et eneste kilo tomater krydser grænsen uden Israels accept. Der var humanitær krisesituation i Gaza længe før Shalit. Og længe før Hamas kom til magten. Kunne man ikke bare løslade denne Gilad Shalit og få lidt fred? Man behøver ikke at være Hamassympatisør for at forstå, at det faktisk ikke handler om Shalit. Tallene taler deres eget tydelige sprog. Måske endnu tydeligere parenteserne. Siden slutningen af marts og hele to måneder inden Kerem Shalom-overfaldet er der blevet affyret 396 Qassamprojektiler fra Gaza ind i Israel (og Israel har i samme periode affyret 4.000 artillerigranater og udført 77 luftangreb!). Det samlede dødstal på israelsk side i løbet af disse to måneder udgør 2 soldater. Ingen civile tab (og i samme periode er 94 palæstinensere blevet dræbt, herunder 35 civile, 6 kvinder og 12 børn). Hamas meldte fra dag 1 ud, at man ville løse konflikten via forhandlinger. Dette er blevet pure afvist af Israel, som i stedet valgte at afskære størstedelen af Gazas befolkning fra el og vand, mad og medicin. Der er råbt vagt i gevær fra omverdenen. Det er tydeligt for enhver, at Israels gengældelsesaktion er fuldstændig ude af proportioner. Man tør ikke tænke på, hvor regnfuldt det kunne blive i Gaza, hvis Israel ikke også var travlt optaget på en anden front længere mod nord. De lyver ikke, billederne fra Libanon. Intense bombarderinger af Libanons civilbefolkning og civile infrastruktur har været yderst effektive. Også her meldes der om en humanitær krisesituation. På anden uge nu har store dele af Libanons befolkning ufrivilligt været underlagt Operation Just Reward (Operation Retfærdig Belønning, som den kaldes af Israel). Der tælles dræbte, men man sakker hele tiden bagud. Der er hele tiden flere nye tal. I skrivende stund tæller vi mere end 450 døde, hovedparten civile, tusindvis af sårede. Israel har erklæret krig mod Hizbollah, ikke Libanon. Det er ærgerligt, at den almene libaneser ikke forstår det. Eller den almene dansker, brite, amerikaner i Libanon, som hastigt er blevet evakueret. Hvorfor forstår de ikke, at Israel kun ønsker at ramme Hizbollah? Eller var det omvendt. Det var Hizbollah, der erklærede Israel krig. Det var dem, som startede hele dette vanvid, da de pågreb to israelske soldater syd for grænsen og transporterede dem ind i Libanon. Hizbollahs angreb var overmodigt. Lad os for god ordens skyld sige, at denne aktion var fuldstændig uprovokeret - at der ikke sidder hundreder af libanesere i administrativ detention i Israel, at Gaza ikke var under kraftig bebombning, at Israel aldrig krænkede Libanons luftrum - og at Israels respons er intet mere eller mindre end en håndhævelse af retten til at forsvare sig selv mod en udefrakommende trussel. Lad os fastholde, som Israel gør, at dette er en sag mellem Israel og Hizbollah. Den militære offensiv vil fortsætte, lyder det, indtil Hizbollah er blevet uskadeliggjort. Problemet er blot, at Israel ikke kun angriber Hizbollahområder. Man bomber moskeer, veje og civile hjem i muslimske kvarterer med dusinvis af civile tab til følge. Man bomber også mål, som på ingen måde fejlagtigt kan anses for at være Hizbollahhøjborge. Man bomber kristne byområder, ambulancer, flygtninge på flugt og de områder, hvor de søger hen, tankstationer, hovedveje, læge- og nødhjælpskonvojer med medicin og mad, brandfolk, som forsøger at slukke brande udløst af bombardementerne. Listen er længere. Alt for lang. Hvad end man mener om Hizbollah, kan man ikke gøre Hizbollah ansvarlig for denne massive destruktion. Det er også et ikke uvæsentligt problem, at Israel på den ene side anerkender Libanon som en suveræn stat (og derfor lader hele den libanesiske befolkning betale prisen), og på den anden side tilkendegiver, at målet er at rense Libanon for Hizbollah for libanesernes egen skyld, så de kan få genoprettet deres suverænitet over al libanesisk territorium, også det sydlige. Disse aktioner, denne ødelæggelse, kan ikke betegnes som selvforsvar. Det er en brutal kollektiv afstraffelseskampagne mod en civilbefolkning. Det er en militær operation, som er i strid med enhver international og moralsk lov, jeg kan komme i tanker om. Verdenssamfundet har tilkendegivet, både udtrykkeligt og stiltiende, at Israel har ret til at forsvare sig selv. Ja, man ser, at det står slemt til, og beder om, at der bliver udvist et vist mådehold. Alligevel ændrer man ikke standpunkt, selv om der hverken er mådehold eller udsigt til samme i den israelske hærs storoffensiv i Libanon. Når Israel får lov til at udøve sin ret til at forsvare sig selv på denne overdrevne facon, anerkender vi implicit, at staten Israel og dens befolkning har ret til at gøre hvad som helst, når den vil bekæmpe sine naboer. Ville det være udansk, om vi påpegede og understregede disse naboers ret til at forsvare sig selv? Ville det være utænkeligt, om vi gjorde noget for at sikre arabiske befolkningers basale menneskerettigheder? Alle beretninger og sund fornuft melder, at den voldsomme 'udryd-Hizbollah-koste-hvad-det-vil-kampagne' kun vil øge opbakningen til Hizbollah i en befolkning, som er ved at blive bombet 30 år tilbage i tiden. Når der igen bliver stille i luftrummet over Libanon, og det bliver der på et tidspunkt, vil Hizbollah vende tilbage stærkere end nogensinde. En ny generation vil vokse op i Libanon, som ikke forstår, at verden stiltiende så til, mens forældre, søskende og venner blev ofre for en selektiv helliggørelse af ét folks grænseløse ret til selvforsvar. Når vi vælger at parentesere overgreb og krænkelser af palæstinensiske og libanesiske menneskerettigheder og samtidig detaljere og personificere jødisk-israelsk lidelse, er vi med til at forlænge disse ulykkelige konflikter. Israels storoffensiver i Gaza og Libanon og vores implicitte samtykke vil kun forværre den onde cirkel af vold. Der synes at være lang udsigt til fred og sikkerhed for alle i regionen, for israelere, palæstinensere, libanesere, syrere, jøder, kristne, muslimer. Men også vi bærer et ansvar for hvor længe. I politologisk og populært fordøjelige vendinger har man i flere år nu betegnet Israels engagement i de besatte palæstinensiske territorier som 'low intensity conflict'. Betegnelser som disse kan selvfølgelig være funktionelle, når man vil gradere langvarige konflikter. Der hersker næppe tvivl om højintensiteten af de seneste ugers udvikling. Men de er særdeles uheldige, når de ikke bliver problematiseret eller pakket ud. De er uheldige, når de benyttes ukritisk, uden at der bliver spurgt: lav intensitet for hvem? Enhver, der har opholdt sig på den besatte Vestbred eller Gaza, må gyse over en sådan terminologi. Insisterer man på terminologien, må man dog nødvendigvis være konsekvent. Hvis lavintensitet måles på f.eks. antallet af omkomne eller 'kvaliteten', dvs. sværhedsgraden af de våben, der anvendes, er det svært at kalde situationen i Israel for andet end en konflikt af netop lav intensitet. Så må den fare og undtagelsestilstand, der ligger til grund for Israels krigsretorik og taktik, tages op til revision af verdenssamfundet. Så er der faktisk slet ingen krig mod Israel, hverken fra syd eller nord, men blot ubehagelige indslag fra luften med karakter af lav intensitet. I samme åndedrag kan man heller ikke retfærdiggøre Israels bombetogter mod civile som selvforsvar. Og hvis, på den anden side, konflikt af lav intensitet viser sig at være fuldstændig misvisende, fordi det dækker over tab af uskyldige, civile menneskers liv og således hverken kan benyttes om situationen i de besatte palæstinensiske områder eller i Israel; hvad kalder vi så en sønderbombningskampagne rettet mod en civilbefolkning i en suveræn stat med anerkendte grænser? Hvad kalder vi så Libanon? Ultrasuperhøj intensitetskonfliktzone? Begrebsforvirring i international politik er ikke et ukendt fænomen. Det er dog ingen undskyldning. Uskyldige mennesker mister livet, fordi vi ikke vælger at demaskere 'kidnapning', 'retten til at forsvare sig selv' eller 'lavintensitetskonflikt'. Det betyder noget at kalde en spade for en spade. Den betyder noget, den 'sommerregn' på disse breddegrader. Og det er ikke spor lifligt og har intet at gøre med hverken vækst eller blomstring. Alle tal er hentet fra Palestine Monitor og United Nations Office for the Coordination of Humanitarian Affairs (OCHA)