Det vrimler med kvinder med mytiske, mystiske eller uforklarlige identiteter i Karen Blixens forfatterskab. Hun forfører os med sine fantastiske fortællinger og indfører os i sit maskespil med sin intelligente leg med identiteterne. Hun lagde slør ud over sin egen identitet med debutbogen 'Seven Gothic Tales', som udkom i Amerika i 1934 under navnet Isak Dinesen. Først året efter udkom den i hendes egen danske genskrivning med titlen 'Syv fantastiske fortællinger' her i landet, men da var hendes identitet allerede blotlagt som værende Karen Blixen. Karen Blixen Museet åbner nu en udstilling med titlen Karen Blixen illustreret. Den har til hensigt at fremlægge de mangfoldige muligheder, der er for at ledsage de samme bogtitler med billeder og bogomslag. Vi kender situationen: Man står hos boghandleren, rækker ud efter en bog, hvis omslag måske tiltaler én. Men stemmer omslagets udformning overens med indholdet? Og er omslagets udseende afhængigt af, hvor på kloden man befinder sig - og hvornår begivenheden fandt sted, også selv om det hele tiden er nøjagtig de samme tekster, det drejer sig om? Alle skrevet af Karen Blixen. Det er denne mangfoldighed af spørgsmål, der er årsagen til udstillingen. I selve bøgerne findes til tider også billeder, og passer illustrationer og tekst sammen? Karen Blixens forfatterskab har kaldt på meget forskelligartede illustratorer, men ikke på så mange. Flere kvindelige kunstnere har her i landet fået lov at prøve kræfter med opgaven i Gyldendals regi. H.M. Dronningen er den, der senest har illustreret debutbogen, både i sin danske udgave 'Syv fantastiske fortællinger' og på engelsk, 'Seven Gothic Tales'. Dronningens découpager er som en smukt komponeret kunsthistorisk mangfoldighed bragt i dialog med Karen Blixens litterære découpager, med de mange citater fra litteraturhistorien. Sonia Brandes har med sine fornemme papirklip ydet et raffineret særpræget visuelt modspil til teksternes labyrintiske og farverige flertydighed. Kirsten Kleins fotografier af himle, skyer, fugle og fuglevinger ledsager Karen Blixens tekster fra erindringens Afrika og tilfører ordene netop den abstrakte tone, der kendetegner bogen 'Den afrikanske farm'. Men tilbage til begyndelsen til debutbogen 'Seven Gothic Tales', der blev udgivet i Amerika af Robert K. Hass. Sammen med Harrison Smith havde Hass oprettet eget forlag i 1932. To år efter turde de, for at bruge Karen Blixens udtryk, udgive hendes bog, som samtidig blev udpeget til månedens bog for april 1934 i 'The Book-of-the-Month Club'. Det betød et væsentligt større oplag af bogen. En smukt udstyret pragtudgave blev ved samme lejlighed optrykt i 1.010 eksemplarer, af titelbladet fremgår, at illustrationerne er tegnet af madame Majeska, uden nærmere angivelse af hendes fornavn. Men hvem var denne madame Majeska? På titelbladet læser man desuden navnet Dorothy Canfield, som introducerer den helt ukendte forfatter Isak Dinesen, Karen Blixens pseudonym. Dorothy Canfield var selv forfatter, og det var takket være hende, at bogen blev trykt. Hun havde i 1911 i Danmark besøgt sin bekendt Mary Westenholz, Karen Blixens moster, kaldet Moster Bess. Da det ikke var helt let for Karen Blixen at finde et forlag til debutbogen, tilbød Moster Bess at henvende sig til Dorothy Canfield. Og så lykkedes det at få forlaget Harrison Smith & Robert Hass til at udgive bogen. Tidligere kulturredaktør ved Jyllands-Posten Hans Andersen skrev allerede i 1978 i årbogen Blixeniana en artikel, som handler om Karen Blixens illustrationer. Heri skriver han om den i øvrigt ukendte kunstner madame Majeska, at hun tidligere havde illustreret en række berømte bøger som Oscar Wilde (1854-1900): 'The Picture of Dorian Gray' og Alphonse Daudet (1867-1942): 'Sappho'. Andre henvisninger begrænser sig ofte til bare at henvise til Majeska. Museet har i forbindelse med arbejdet med udstillingen fundet lidt flere brikker i puslespillet om hendes identitet, men lad os først se på, hvorledes hun løste den vanskelige opgave at sætte billeder til debutbogen. Foran hver af de syv fortællinger har hun anbragt en illustration, der på sin måde afspejler essensen af den pågældende fortælling. Illustrationerne er fortolkende og medfortællende, og Majeska har haft talent for at udvælge karakteristiske scener, alle i en mørk, lidt mystisk, scenisk belysning. For eksempel er der foran fortællingen 'Drømmerne' placeret billedet af en smuk stående kvinde klædt helt i hvidt. På det bord, hun læner sig op ad, står en pragtfuld buket hvide liljer, en flaske vin og to glas - i fortællingen læser vi: »Der var mange hvide liljer i vand, og luften var tung af deres duft. Der stod glas på bordet og en flaske af den bedste vin, jeg nogensinde har smagt, en tør Château d'Yquem«. Hendes ansigt i Majeskas fortolkning med de lidt opadskuende øjne ses på bogens titelblad i en lille vignet, og billedet bliver en meget velvalgt fællesnævner for hele bogen. Det er madame Rosalba, som er en af flere mystiske kvinder i fortællingen 'Drømmerne'. Denne fortælling handler om operasangerinden Pellegrina Leoni, som mistede sin stemme, mens hun stod på scenen i operaen i Milano. Hun optrådte i Mozarts 'Don Giovanni', da en brændende bjælke pludselig faldt ned over hende. Hun kom til skade og mistede ikke bare sin stemme, men også sin kunst og sit livsgrundlag. For ikke at være så sårbar i fremtiden bestemte hun sig for aldrig mere at knytte sin kunst til en enkelt identitet. Hun kommer og forsvinder herefter på livets scene i forskellige iklædninger, som skøge, som hattesyerske og som helgeninde. Hovedpersonens navn, Pellegrina Leoni, har Karen Blixen konstrueret således, at det skaber mulighed for associationer til den oprindelige latinske form af ordet pilgrim, den evigt rejsende og søgende person, og i efternavnet er der en reference til løven. Mod slutningen af fortællingen lader Karen Blixen en af personerne karakterisere Pellegrina Leoni således: »Som en tam løvinde med skarpe tænder og hvasse kløer, der vil indsmigre sig i ens gunst. Iblandt var hun som et barn, og til andre tider forekom hun mig ældgammel som de tusindårige vandledninger på kampagnen ...«.

De identiteter, hun derpå påtager sig, er tre meget forskellige kvindeskikkelser: som Olalla, en kvinde på et bordel i Rom, som madame Lola, en hattesyerske i Luzern, og sidst madame Rosalba, en fornem kvinde i byen Saumur i Frankrig, som altid er klædt i hvidt, og som sammenlignes med en svane. Kvinderne, der alle på mystisk vis pludseligt forsvinder ud af handlingen, repræsenterer tilsammen hele spektret af kvindepsyken fra heksen til helgeninden. Forfatteren Thorkild Bjørnvig spurgte engang Karen Blixen, om hun var Pellegrina Leoni? Karen Blixen svarede bekræftende - og 'Drømmerne' er da også den mest selvbiografiske fortælling i forfatterskabet. Som barn lærte Karen Blixen ved middagsbordet på Rungstedlund at påtage sig andres identitet. Opgaven lød ofte på, at man skulle kunne gå ind i en historisk persons identitet og konversere på denne persons præmisser, en krævende øvelse i historisk indlevelse. Måske denne forudsætning ligger bag ved den voksne forfatters ønske om at lade sine figurer optræde på fortællingernes scener i så mange forskelligartede historiske iklædninger som muligt. Madame Majeska har valgt madame Rosalba til bogens titelblad. Madame Rosalbas elsker siger i fortællingen følgende om hende: »Enten, tænkte jeg, kan denne hvide svane Rosalba tælle en elsker på hver perle i sin rosenkrans, eller også er hun en kontrær gammel jomfru, - «.

Madame Majeska har set, at madame Rosalba i identiteten som kvinden, der er både helgeninde og heks, kunne være synonym med Karen Blixen. Billedet af Rosalbas ansigt på titelbladet bliver en nøgle til forfatterens identitet, selv om denne fremstår med et mandligt pseudonym, Isak Dinesen. Herved bliver referencen meget indforstået og måske lidt mystisk. Hvem var så denne madame Majeska? Undersøgelserne pegede i mange retninger: Måske var hun den Majeska, der i 1930 udformede illustrationer til den belgiske digter Pierre Louÿs værk 'Satyrs and Women', hvori hun blandt andet tegnede en yppig nøgen kvindetorso, som har titlen 'Morning'. Eller var hun identisk med den møbeldesigner, der under navnet Majeska skabte funkisinspirerede møbler, og som optræder i Philadelphia i 1944 i et auktionskatalog, som viser et billede af et par behagelige lænestole, som oplyses at være tegnet af Majeska? Et andet spor findes på University of Maryland, som ejer en samling af forfatteren Djuna Barnes' scrapbøger. Heri findes et fotografi af et maleri, som Barnes har malet. Maleriet har titlen 'Emily Coleman as Madame Majeska'. Den omtalte Emily Coleman (1899-1974) var amerikansk forfatter og var blandt andet en periode redaktør i Paris på bladet Tribune. Coleman var en lovende forfatter, men der vides ikke noget om, hvorvidt hun eventuelt skulle have en anden identitet som madame Majeska - og der kendes ikke tegnede eller malede arbejder udført af Coleman. Så også dette spor endte blindt! Var Majeska blot et pseudonym, eller var hun en virkelig person, der måske havde sin gang i Djuna Barnes' cirkler? Djuna Barnes (1892-1982) var en amerikansk forfatter, der spillede en væsentlig rolle for udviklingen af de engelsksprogede kvindelige modernister. Hendes ungdomsværk 'Nightwood' blev et kultværk i moderne fiktion med en introduktion af T.S. Eliot. Fortællingen er karakteriseret af kvindelige temaer og af en egenartet stilistik. Den oplysning, som Hans Andersen giver, at Majeska havde illustreret Alphonse Daudets bog 'Sappho', kunne bekræfte Majeskas tilhørsforhold til Djuna Barnes og hendes kreds. Endnu en mulig kontakt mellem Djuna Barnes og Majeska kunne være, at Majeska udførte illustrationer til den engelske danserinde Isadora Duncans selvbiografi, 'My Life'. Barnes og Duncan kendte hinanden godt og havde fælles venner i samme bohemekreds af kunstnere. Isadora Duncan (1877-1927) vakte opsigt på europæiske scener med sin barfodsdans, indtil hun kun 50 år gammel døde i Nice, da hun blev kvalt i sit tørklæde som passager i den russiske forfatter Yesenins bil. Men fandtes der overhovedet en person ved navn Majeska? Museet har netop efter intens søgen, senest assisteret af Frederiksberg Bibliotek, fundet en nekrolog fra New York Times fra 30. oktober 1959, og pludselig blev Majeska til en virkelig person. Her står i oversættelse følgende: »Madame Yna Majeska, kunstner og dekoratør - Mme Yna Majeska, designer og bogillustrator, døde i går i sit hjem, 101 West Fifty-fifth Street. Hun blev 68 år gammel, og hun var gift med Ephraim Adir. Mme Majeska var engang kostumedesigner for Ziegfeld Follies og for filmproducenten Cecil B. DeMille, og hun modtog sin professionelle uddannelse i Europa. Hun startede i sin ungdom som danser, senere vendte hun sig mod tegnekunsten, og mange af hendes tegninger blev trykt i Vanity Fair-bladet. I de senere år har madame Majeska også designet smykker. Hun efterlader sig ud over sin mand tre børn af et tidligere ægteskab, Alexander og Paul Dannenbaum og mrs. Maryann Laucheim«. Yna Majeska var 43 år gammel, da hun af Robert K. Hass fik opgaven at illustrere Karen Blixens fantastiske fortællinger, og havde således næsten samme alder, som forfatteren selv havde, da hun skrev fortællingen - og mon ikke Blixens farverige personskildringer, med de mange identiteter og ofte uklare seksuelle observanser, har appelleret til Majeska? 'Seven Gothic Tales' var Karen Blixens første bog, og med den kunne fortællingen om en fantastisk fortæller tage sin begyndelse. Og denne første bog, som indeholder mange mytiske kvindeskikkelser, blev illustreret af en kvindelig kunstner, der selv spillede på sin mystiske identitet. Men nu er mysteriet opklaret!