Vi har et sommerhus på Marielyst på Falster. I nærheden findes en losseplads, en containerstation, eller hvad de nu kalder stedet. En dag i ferien ankommer fruen og jeg i nogenlunde humør til denne losseplads med bilen fyldt af ting, vi gerne vil af med. Vi mødes ved indgangen af en hærdebred vagt med spredte ben, korslagte arme og militærkasket. Jeg ved ikke, om han også er bevæbnet, men det skulle ikke undre mig. Da han ser vores sorte plastikposer, som vi begynder at bære hen mod småt brændbart, siger han så højt, at hele pladsen kan høre det: »I dér. Vi modtager kun gennemsigtige poser«. Fruen og jeg, der faktisk ikke har noget at skjule, idet vi på den mest økologiske vis pænt har sorteret tingene hjemmefra, så de er af samme beskaffenhed og lige til at brænde af, tilbyder vagten at tømme poserne, inden vi fordeler genstandene, så han kan se, at det hele går rigtigt til. Og så er det, vagten siger de uforglemmelige ord: »Jamen, det gælder sådan set alligevel«. Jeg ved ikke, om han havde forestillet sig, at vi skulle køre hjem igen med hele molevitten, omlaste indholdet fra de sorte sække til nye gennemsigtige sække og så køre tilbage til ham og lossepladsen og læsse det af. Vi reagerede ikke på udsagnet, lod, som om vi ikke havde hørt, hvad han sagde, og fortsatte ufortrødent arbejdet, men jeg kunne mærke på mit blodtryk, at havde han sagt ét ord mere, var vi kommet meget tæt på hinanden. Og ikke på den fede måde. På en mur på lossepladsen bliver man mødt med et gigantisk skilt, der forkynder, at personalets henstillinger skal følges. Hvis man undlader det, vil man blive bortvist. Det står der. Bortvist. Jamen, hvad fanden er meningen. Vi er sådan set (ferie)borgere i Sydfalster Kommune og ikke kriminelle. I al fald ikke apriori. Det er umuligt ikke at tænke på Arlo Guthries gamle hit om Alices restaurant, den umulige bortskaffelse af affald og den hysteriske, bureaukratiske landbetjent. Men jeg er faktisk stamgæst på hele to lossepladser. Den anden losseplads i mit liv ligger i Nærum nord for København. Containerhaven hedder den meget lyrisk, men det går ud på det samme som på Marielyst. Altså småt brændbart med mere. Også her vogtes borgerne nidkært af vagter. Agtværdige skatteborgere i høje lønrammer og store biler fremviser affabelt deres affald og spørger forsigtigt, hvor vagten mon ønsker netop dette affald afleveret. Og herren hjælpe dem, hvis de træder ved siden af og påkalder sig vagtens vrede: »Har jeg ikke lige sagt, at glas skal i dén container? For fanden da, mand«. I forsommeren bakker en af de fine biler ind i mine knæ, mens jeg står midt i denne containerhave. Ikke voldsomt, men dog nok til, at jeg bliver overrasket, for at sige det mildt. I min overraskelse og forskrækkelse hamrer jeg min knyttede hånd ned i taget på den bakkende bil. Hårdt, det indrømmer jeg, og jeg ved, man får et chok, når man sidder i en bil, og nogen hamrer på taget af den. Ud stiger en pæn midaldrende mand ligesom jeg selv, og hvad fanden jeg bilder mig ind, og kunne jeg lige se at komme af sted. Jeg svarer forsigtigt, at det altså plejer at være den, der kører ind i en anden, der siger undskyld, og ikke den anden vej rundt, men han stirrer på mig med et dræberblik, og kun et eneste ord undslipper hans smalle læber: »Tølper!«, siger han. Så sætter han sig ind i bilen igen og kører væk. Denne gang dog uden at ramme mine knæ. Jeg står lammet tilbage. Jeg tror aldrig, jeg er blevet kaldt en tølper før, og jeg havde i al fald ikke ventet at blive det nu. Jeg mener: i min alder. På den anden side var det nok godt, han ikke sagde det til en meget yngre person, der måske ikke ville vide, hvad en tølper er for en størrelse. Jeg sætter mig rystet ind i bilen og kører hjem til fruen, der må høre historien - fra tølperens side. Så jeg har været sur på lossepladser denne sommer. Jeg elsker at køre bil, og jeg elsker at høre musik, mens jeg gør det. Men jeg bliver nødt til selv at medbringe musikken, for jeg kan ikke finde én eneste radiostation, der er til at holde ud at høre på for en midaldrende tølper som mig. Hele sommeren har jeg forsøgt at finde en station, men desværre uden held. Alle stationer med musik er indrettet efter en målgruppe, der er højst 22 år gammel eller direkte imbecil. »Og det er Janus og Caroline, der har morgenvagten, og vi har været på druk hele natten, og Caroline har fået en ny kæreste, og det tærer jo også på kræfterne, så vi hviler os lige lidt, mens vi spiller den nye med Crazy Horse. Her kommer den«. Og så ellers reklamer og (allerværst) egenreklamer hele tiden - og med meget, meget dyb, maskulin stemme: »Radio 2: Musik fra 80'erne, 90'erne og i dag«. Jeg troede egentlig, at man så kunne holde ud at høre P3, som trods alt sendes ud fra den hæderkronede institution Danmarks Radio, men nej. Denne kanal er lige så slem som de kommercielle. Da jeg engang brokkede mig over det til en højtstående medarbejder i DR, sagde han blot: »Du er da for længst røget ud af målgruppen«. Så var der én, der foreslog mig Københavns Radio, P4, men den er jeg så åbenbart for ung til. Det er ren giro 413 med rigtige venner og kære gamle mormor. Det hele krydret med ubærligt detaljerede trafikmeldinger. »Der står en grøn Opel Kadet på Roskildevej ud for SuperBrugsen og sinker morgentrafikken. Ejeren, en 42-årig mand fra Brønshøj, er klar over problemet, og han er på vej«. Hvad skal man gøre? Andet end at slukke for bilradioen og medbringe sine egne cd'er. Jeg har virkelig været sur på radioen denne sommer. På samtlige kanaler. III Tilbage til Marielyst, hvor jeg ikke bare var sommersur på lossepladsen, men sådan set lidt på hele lokationen. Jeg er kommet her i hen ved 30 år, men jeg kender folk, der kan gå 60-70 år tilbage. Bare i min tid, og navnlig de seneste 10 år, er der sket en tarveliggørelse og en tivolisering af dette engang så smukke og rolige feriested. At den lokale købmand, grønthandler og alle andre handlende for længst har strakt våben over for Netto, så vi nu kun kan få nøjagtig de samme varer, som vi får hver eneste dag derhjemme, er én sag. Værre er det, at hele området er blevet et gedemarked af tøjbutikker med det samme dårlige tøj og spisesteder med den samme dårlige mad. Og spillesteder! Herre jemini. På en fredelig juliaften kunne fruen og jeg høre hele tre udendørsorkestre på én gang - og tro mig: Det ene var dårligere end det andet. Og højere. Det var kære lille farmor og Shu-bi-dua-efterligninger og lille sommerfugl på én og samme fortvivlende gang. Så er det, man tænker, mens man flygter indendørs, at hvorfor er der ikke bare én eneste lille modsatrettet tendens? Går det ikke den rigtige vej nogen steder? Hvorfor skal alle steder ødelægges, discountiseres og blive mere og mere ens og lige uudholdelige? Fra Gedser til Skagen. Det har jeg været sur over denne sommer. »Hej, skat. Jeg er på Statoil for at købe de dér franske vafler, du ved. Nej, jeg har ikke talt med Jørgen endnu. Han ligger sikkert og hviler sig efter i går, ha, ha. Culottesteg i aften? Det kan vi da godt, men uden din mor, ikke? Kys, kys«. Jeg har i løbet af sommeren været tvangsindlagt til utallige samtaler i det offentlige rum, som jeg ikke har været interesseret i eller haft behov for at høre, og jeg er så træt af det. Så træt. Jeg har set folk, der bliver ekspederet af en bager, mens de taler i mobiltelefon. Telefonen hænger mellem hage og skulder, man snakker med en tredje person og har ingen kontakt med bageren. Højst en uartikuleret pegen på kagerne eller de italienske flutes. Eller endnu værre: folk, der bærer mobilen i et etui i bæltet klar til at blive trukket eller hjemmefra har viklet et apparat rundt om øret og nu ikke kan vente med at blive ringet op, mens de køber ind i Netto. »Hej, skat, jeg står lige ved kassen i Netto ...«. Helt ærligt. Jeg har ikke den ringeste lyst til at vide noget om deres familieforhold, spise- eller tv-vaner, udenomsægteskabelige affærer, eller hvad ved jeg. Hvor har jeg dog været sur på mobilsnakkende danskere i denne varme sommer. Hvis man ikke kan finde en anstændig adfærd på dette område, må der lovgives. Det er ganske enkelt en forurening af det offentlige rum, der ikke er til at holde ud. Jeg er også rigtig sur over som forbruger at måtte finde mig i at blive behandlet som det rene skidt. Sommerens værste eksempel er bestilling af en vaskemaskine fra et firma, som kalder sig El-Giganten. Det skal jeg da lige love for. Så gigantiske er de, at de ikke kan se deres egne kunder for egen storhed: Vaskemaskinen er købt og skal leveres. Den kommer mandag mellem kl. 12 og 17. Kan vi komme det lidt nærmere, monstro? Vi lever jo ikke længere i bondesamfundet, hvor der altid er nogen på gården. Svaret er: »Nej, det kan vi ikke«. Kommer de så mandag mellem 12 og 17, hvor fruen har taget fri og venter på dem? Nej, det gør de ikke. Ringer op. Er der nogen? Nej, det er der ikke. Det tager 22 minutter, før man kommer igennem til et menneske, som sikkert sidder i Herning i et eller andet call-center, der driver mange andre virksomheder. Sådan lyder det i al fald. »Må jeg bede om adresse og fakturanummer? Vent lige«. Nye 20 minutter. Tryk 2 for personlig betjening. Goddaw min bare. Ny stemme, samme spørgsmål: »Må jeg bede om adresse og fakturanummer? Et øjeblik«. Endelig et menneske. »Nå, I kom altså ikke som aftalt?«. »Nå, gjorde vi ikke? Men det er ikke os, men et fremmed transportselskab, der kører for os«. Nå, ny aftale, også mellem kl. 12 og 17. Kan vi komme det lidt nærmere? Nej, det kan vi ikke. Jamen transportfirmaet da? Kan man ikke ringe til de sikkert søde chauffører og få at vide, hvornår de kommer? Nej, det kan man ikke. Hvorfor? Det kan man bare ikke. Så er det man får lyst til at trække stikket ud og skrige mod himlen i afmagt. I El-Gigantens vold. For sidste gang nogensinde. Det garanterer jeg. VI Sidst, men absolut ikke mindst, har jeg denne sommer været meget irriteret på aviserne. Alle aviser kæmper en hård kamp for at fastholde deres læsere, og det står i deres grønspættebog, at det bedst lykkes, hvis læserne føler en tæt tilknytning til avisen, er involveret i den, ja nærmest oplever den som et menneske, man da ikke sådan lige kan forlade. Det medfører en omklamring, der ikke er til at holde ud. Berlingske tager prisen denne sommer. I flere måneder har jeg nu læst om avisens overgang til tabloidformat. Hver eneste søndag skal jeg læse en leder om alle de overvejelser og kalkulationer, man har gjort sig inden denne livsvigtige beslutning, og hvor dejligt det bliver for læserne, og man kan tage det nye, mere handy format med alle steder, og hist op og kom herned. Helt ærligt: I dont give a damn! Lav jeres avis på den måde, I synes er bedst, og så skal jeg nok bagefter afgøre, om jeg har lyst til at betale for den. Og når lederen begynder med »Kære læser«, spænder jeg hanen på min pistol, mens kvalmen og migrænen melder sig. Alle medier verden over har en tendens til selvovervurdering og til at tro, at de interne forhold i netop deres verden er af stor interesse for andre, men i denne sommer er der slået dansk rekord i selvsmagning. Og så er jeg allerede på forhånd meget sur over alle de nye gratisaviser, der ser ud til at skulle mases ned i de stakkels brevkasser. I flere år har jeg kæmpet for at undgå at få trafikaviserne Urban og metroXpress i hovedet, når jeg holder i min morgenkø på Lyngbyvejen. Budene presser dem nærmest ind ad vinduet, for de bliver vel målt på, hvor mange de slipper af med. Nu skal jeg så oven i købet dagligt slås med unødvendige og af mig helt uønskede aviser i min brevsprække. Ikke alene har jeg hverken tid eller lyst til at læse dem, men hvordan skal jeg komme af med dem? Kommer de og henter dem igen, eller skal jeg frekventere mine lossepladser endnu oftere? Med fare for liv og lemmer eller risiko for bortvisning. Jeg håber, de nye gratisaviser mener det, når de siger, at de vil respektere et 'Nej tak'-skilt på postkassen. Ellers bliver jeg for alvor sur.