Hvordan kan vi forvandle lort til guld? Middelalderen var på et tidspunkt meget optaget af alkymien. Man havde en ide om, at det burde være muligt på en eller anden måde via et femte element, quinta essentia, de vises sten, at forlænge livet og omdanne andre metaller til guld. Allerede som barn var jeg meget optaget af alkymistiske forsøg. F.eks. spekulerede jeg på, hvordan det øllebrød, som min mor ustandselig lavede, kunne ændres til guld. Min mor var en elendig kok. En ret, hun slet ikke kunne tilberede, men alligevel serverede et par gange om ugen, var øllebrød. I spisekammeret stod en rød spand på gulvet med opblødningsvand, som hun fyldte med gammelt rugbrød og sigtebrød. Indimellem fik hun af bageren en pose fuld af brødrester. Alt sammen endte i vandspanden, hvis indhold mere og mere lignede en portion diarre. Hvert andet døgn tømte min mor spanden direkte ned i en stor gryde, som hun havde smurt med smør, og lod den lortebrune masse koge over svag ild. Ved siden af gryden lå et par af de gamle og udtjente underbukser, som min mor brugte som karklud. Når gryden kogte over, tørrede hun hurtigt grøden væk med underbukserne og lod dem ligge til næste overkogning. Lige før serveringen hældte hun en hvidtøl og en halv kop sukker i grøden. Enhver anden husmoder ville have gnedet grøden gennem en sigte, før den blevet serveret. I det mindste pisket den kraftigt. Men min mor gjorde det ikke. Muligvis fordi grøden altid brændte på, og enhver form for omrøring ville have spredt den svedne smag yderligere. Øllebrøden kom på bordet fuld af klæge klumper og lå som en ond og uigennemtrængelig nat i vore tallerkener. Uanset hvor meget mælk vi hældte over den, kunne vi ikke se noget lyst i den. På grund af min interesse for alkymien insisterede jeg allerede i seksårsalderen på at få lov til at gnide øllebrøden igennem en sigte og smage den til med kanel og friskpresset appelsinsaft, og derefter servere den med koldt flødeskum, der kunne få lov til at smelte på den varme grød, som tøsne på en brun mark. Det er et af mine første og mest vellykkede alkymistiske forsøg. Min familie var begejstret. Jeg havde fundet quinta essentia i frembringelsen af øllebrød. Forvandlet lort til guld. Siden har jeg været dybt optaget af alkymistiske projekter. F.eks. føler jeg mig meget solidarisk med affald. Jeg ved ikke, hvor mange piger der gennem tiden har kasseret mig, som var jeg en brugt ble eller en tømt dåse makrel. Og når man så har følt sig som det rene lort, er der sket det fantastiske, at en eller anden kvinde med sans for alkymi og affald er dukket op og for en tid har forvandlet en til guld. Det er en del af alkymiens væsen, at man også selv kan komme ud for at blive forvandlet fra lort til guld. En overgang, mens jeg var stud.theol., arbejdede jeg i en kirke i Istedgade i København. Der vrimlede det med mennesker, som samfundet betragter som affald. Ludere, narkomaner, alkoholikere, psykisk syge. Mit arbejde var at tale med dem, og jeg havde ikke været sammen med dem ret lang tid, før jeg opdagede, hvordan de fleste af dem blev forvandlet fra lort til guld af bare et eneste venligt ord eller handling. En hacker er, som alle ved, en yderst computerkyndig person, der er i stand til fra sin computer at bryde ind i de fleste computere rundt omkring i verden. Det er selvfølgelig ulovligt. Men det, der interesserer mig, er ikke, hvordan man hacker sig ind i andre folks computere. Men hvordan man hacker sig ind i et andet menneske. F.eks. kvinder. Hvad er det for nogle ord, jeg som mand skal sige til en kvinde, før jeg har brudt hendes firewall? Hvad er hendes kodeord? Jeg har i min ungdom prøvet utallige kombinationer, når jeg mødte piger til fester. »Kommer du her ofte, skat?«. Ingen reaktion. Forkert kode. »Du virker intelligent på en sexet måde«. Koden ugyldig. Access denied. I virkeligheden er vi jo alle hackere, der med vore ord og påklædning og opførsel så at sige forsøger at hacke os ind i hinanden. Få adgang til hinandens opmærksomhed, tanker, følelser, respekt, hengivenhed. Indimellem lykkes det. To mennesker møder hinanden, udveksler nogle ord og får adgang til hinandens inderste tanker og kroppe. Det kaldes kærlighed. Men hvad var koden? Hvad var det, der brød den firewall ned, som vi alle har omkring os? Man kan også komme ud for at møde et menneske, der bryder ind gennem alle ens forsvarsværker og uden besvær skaffer sig adgang til intime oplysninger, man aldrig ville have givet et fremmed væsen. Hvad skete der? Er der et menneske et sted i verden, der går rundt med koden til en? Og går man, uden at vide det, selv rundt med en adgangskode til et andet menneske? Jeg fatter det ikke, og dog er der en ting, jeg kan gennemskue. Vi er alle alkymister. Med de rette ord eller den rette opførsel eller de rette handlinger kan vi forvandle lort til guld. Vi er i besiddelse af quinta essentia, det femte element. Vi kan simpelt hen gøre det mest irriterende og frastødende menneske guld værd. På min lokale skole havde eleverne før sommerferien tema om affald. Der var blevet etableret et miljøråd, og målet var, at skolen skulle nedsætte sin affaldsmængde. Temaet på skolen afsluttedes med en teaterforestilling, hvor der blev sunget igen og igen: »Brug genbrug. Ikke smide væk. Brug genbrug. Ikke smide væk«. Det er fint med sådan en kampagne. Vi danskere er blevet gode til at genbruge papir og flasker. Vi forvandler affald til guld. Men kampagnen skal udvides. For der er andre ting end mælkekartoner og kartoffelskræller og ugeaviser, vi skal lære at genbruge. F.eks. gamle kasserede dyder som ærlighed, forsagelse, retsindighed, tålmodighed. Eller hvad med de bibelske grundfortællinger? Eller den danske historie? Der er ingen grund til at smide det væk. Husk, hvad ungerne synger konstant på min lokale skole. »Brug genbrug. Ikke smide væk. Brug genbrug. Ikke smide væk«. Tag f.eks. udenadslæren, der i dag er blevet kasseret, som var den affald. Den bør, i et alkymistisk forsøg, forvandles til guld. Jeg fatter ikke, hvorfor vi har droppet udenadslæren. Det er himmelråbende, hvor lidt vi ved, når internetforbindelsen er nede. Det, man kan udenad, kalder man i dag paratviden. Det er et gyseligt ord, ligesom kvalitetstid. Når jeg spørger mine børn, om de kan nævne en flod i Rusland, recitere et digt, udpege nogle af de vigtigste stjerner for mig, siger de: »Et øjeblik«, og går ind til pc'en for at finde oplysningerne. Man lærer ingenting udenad. Det eneste, ens paratviden efterhånden indeholder, er de små tabeller, vort personnummer samt koderne til dankort, computer, cykellås osv. På engelsk hedder det at lære udenad: to learn by heart. At lære med hjertet. Det siger jo noget om, at det, vi lærer udenad, ikke bare er noget, der sætter sig i hovedet på os. Det synker ned i hjertet. Jo mere viden, jo flere ord, begreber vi har i os, der er gledet ned i hjertet, jo mere har vi at tænke og føle med. Som præst bliver man fornærmet, når det siges om kirken, at den er et museum. Bemærkningen er heller ikke positivt ment. Men måske er det ikke det værste, der kan siges om kirken, hvis der med museum menes det sted, der bliver husket. I den græske mytologi elskede Zeus i ni døgn med Mnemosyne, erindringens gudinde, som huskede hver eneste af hans berøringer. Et gigantisk partitur. Med hende fik han de ni muser, der senere lagde navn til det, vi i dag kalder museum. Et museum er et huskested. Det er kirken også. Der bliver vi husket på, at vi har en Gud, og at vort medmenneske har brug for os. Men andre ord: Udenadslæren kan forvandle lort til guld. Lyder jeg som en sur mand med prostataproblemer, når jeg hævder, at danskerne er blevet uhøflige? Hver gang jeg kommer hjem fra en udlandsferie, oplever jeg det som lidt af et chok at komme hjem til den danske omgangstone. Det er ikke kun mig, der har det sådan. Servicebranchen og eksperter har også bidt mærke i, at danskerne er i fuld gang med at udvikle sig til et yderst uhøfligt folkefærd. Forretningerne oplever flere og flere problemer med vrede kunder. I hver femte butik har medarbejderne oplevet at blive personligt truet. Rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars-Henrik Schmidt, har skrevet en bog om danskernes tiltagende vredesudbrud. 'Om vreden' hedder den. Han kan se, hvordan folk er blevet meget dårlige til at omgås hinanden i sammenhænge, hvor de indgår i et tvangsfællesskab. Trafikken er f.eks. et tvangsfællesskab. Det vigtigste for os danskere er vore rettigheder som trafikanter. Med et fast tag om den erigerede gearstang mumler vi frem for os: »Om jeg så skal dø, så kører jeg frem, hvis det er min ret at køre frem«. En skoleelev blev engang i en bus bedt om at rejse sig op for en ældre, gangbesværet kvinde. »Hvorfor skulle jeg det?«, sagde skoleeleven. »Så snupper kællingen jo bare min plads«. Det værste ved mangel på høflighed er, at den kan udøve lige så meget tvang som de stiveste og strengeste former. Vi bliver ligegyldige for hinanden, hvis vi ikke er i stand til at fastholde og efterleve nogle ydre former, som viser, at vi anerkender og respekterer hinanden. Høflighed er udtryk for agtelse. »Jeg åbner døren for dig, rejser mig for dig, taler venligt til dig, spiser ordentligt i dit selskab, taler ikke i mobiltelefon i dit selskab, fordi jeg regner dig for noget«. Filosoffen Schopenhauer udtrykker det sådan: »Høflighed er som en luftpude. Selv om der ikke er noget i den, så dæmpes livets stød«. Med andre ord: Vi befinder os i en situation, hvor vi ikke har et fælles værdigrundlag. Vi vil leve uden at skulle stå til regnskab for nogen eller noget. Konsekvent sætter vi dagsordenen for vort eget liv. Det vigtigste er ikke, om det er godt for fællesskabet. Men om det er godt for mig. Hvad spejler vi os i? Traditionen, religionen, nationen? Nej, i os selv. Det spørgsmål, vi stiller os selv og andre, er: »Hvad er der i det for mig?«. Helheden har ingen betydning. Nyreligiøsiteten appellerer til at finde kraften inde i sig selv. Erhvervslivet pumper deres succesdrenge og -piger med slogans som: 'Du skal tro på dig selv'. 'Tænk positivt'. 'Lær dig selv at kende'. 'Elsk dig selv'. Men hvis man er alkymist, som jeg er, så spørger man sig selv, hvordan man forvandler lort til guld. Uhøflighed til høflighed. Vrede til venlighed. Og quinta essentia, de vises sten, er at afstå fra at være sit eget livs direktør. Dermed er vejen banet for et fælles værdigrundlag, en etik, hvor vore pligter er vigtigere end vore rettigheder. Det er altid blevet hævdet, at menneskets tilpasningsevne er fantastisk. Netop fordi vi er i stand til at tilpasse os, hvor end vi kommer hen, og hvad end der sker i vort liv, vil menneskeslægten kunne overleve. Det siger man. Det virker også nærmest som et mirakel, at et menneske kan leve et frit liv, hvor det stort set kan gøre, hvad der passer det, og så alligevel være i stand til, hvis uheldet er ude, at tilpasse sig 20 års ophold i en fangelejr i Sibirien eller Vestre Fængsel. Ufatteligt. Og lige så ufatteligt er det, at man kan leve et liv med en, man elsker dybt og inderligt, og en dag dør den, man elsker, og ens verden bryder sammen. Men efterhånden tilpasser man sig. Man lever med sit tab. Mennesket er, i modsætning til mange andre arter, fantastisk til at tilpasse sig. En anemone vil ikke kunne gro i Sahara. Visse dyr kan man ikke få til at overleve i en zoologisk have. Mens mange vil hævde, at menneskets tilpasningsevne er et kæmpe plus, så vil jeg hævde det modsatte. Netop det, at vi er så fantastiske til at tilpasse os, kan fuldstændig ødelægge os og i sidste ende betyde vor arts undergang. F.eks. har vi tilpasset os til, i alt fald i den vestlige verden, et liv, hvor vi står tidligt op om morgenen og kommer hjem sent om aftenen og kun i ganske få timer af døgnet er sammen med dem, vi elsker. Vi har tilpasset os den nye situation, at vore fødevarer ofte ikke smager af noget. Tomaterne er uden smag. Det er agurkerne og kyllingerne også. Der er meget, der overhovedet ikke smager af noget, fordi det masseproduceres og skal sælges så billigt som muligt. Faktisk er det også utroligt, at mennesker kan tilpasse sig til at leve i grå, kæmpe betonklodser i ghettokvarterer, hvor alt ser fuldstændig ens ud. Vi har også tilpasset os et åndløst liv med forbavsende nemhed, og nu er vi truet, hvis vi ikke gør oprør og bliver alkymister, der vil forvandle lort til guld. Vi skal ikke finde os i et liv uden masser af tid med vore elskede. Vi skal ikke acceptere smagsløsheden i vore måltider. Vi vil ikke finde os i at leve en tilværelse, hvor penge, karriere, statussymboler er omdrejningspunktet. For helvede. Vi tilpasser os ihjel, hvis vi tror, at lort er guld. At affald kan blive til guld har simpelthen gjort mig til præst. Gud som den største af alle alkymister. Kirkerne i Danmark ligger placeret midt inde på kæmpe affaldspladser, hvor man har forsøgt at gøre dødens kaos til kosmos ved at anlægge smukke haver omkring affaldet. Men dybest set er det en losseplads i forklædning. Vi ligger og rådner i kisterne og bliver så at sige til lort. Det samme gælder urnerne, der langsomt nedbrydes med deres indhold af aske, indtil de splatter ud i jordens mørke. Men til alt held går den Gud, jeg tror på, ind for genbrug. Han betragter kirkegårdenes affald som det rene guld. I et alkymistisk nummer forvandler han lort til guld ved at oprejse os fra de døde og give os en plads i evigheden.