0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En isbjørn kom forbi

Verden blev forarget, da en forvildet grønlandsk isbjørn blev skudt i Island. Men hvad skete uden for Merete Rabølles gård ved et stormfyldt hav? Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Mandag d.16. juni begyndte som en ganske sædvanlig mandag.

Ja, egentlig sov vi nok lidt længere, fordi vi nød ekstra at ligge i vores egne senge efter en nat på familiecamping i telt i Varmahlið.

Arbejdsopgaven for mit vedkommende var at rense dun ovre hos svigerfar Rögnvaldur i hans dunskur – det er vel en 300 m herfra. Min mand, Steini, og børnene startede dagen med at drive får op på heden, og bagefter gik pigerne Herdis (14 år) og Karen (12 år) i stalden for at rydde det sidste op efter læmningen. Steini kørte den dag postruten – hvilket vil sige, at han henter posten i Sauðárkrókur (60 km herfra) på posthuset og deler den ud på vej hjem.

Svigermor, som vi alle kalder Gilla, tog den dag til byen med Steini, og jeg havde lovet hende at sende vejroplysningerne kl. 12, inden jeg gik til middag. Efter lang tids pause i dén tjans startede jeg i god tid (11.45) med aflæsningerne. Først aflæste jeg den tørre og den våde lufttemperatur, regulært og nemt. Derimod var jeg længe om at beslutte den nøjagtige vindretning. Det blæste en pelikan, og jeg stod og skuede ud over søen i retning af fyrtårnet mod nord. Vindtårer randt ned ad kinderne, og den ustadige vind omkring bygningerne puffede i mig.

I tankerne begyndte jeg at repetere min egen målestok for de forskellige vindretninger. Et stort drivtømmer nede i stendiget mod havet, som i sin tid var udgangspunktet for retning nord, var der ikke længere, så jeg iagttog bølgerne i søen. Var de på langs eller lidt på skrå i forhold til søen? Konklusionen blev NNØ.

For at få en jævn vindstyrke gik jeg nord om bygningerne, besluttede dog ikke den endelige vindstyrke uden at spørge svigerfar til råds. Skydækket var heldigvis uændret siden kl. 9, da Gilla sidst sendte vejroplysningerne. Bølgerne på havet var forøgende, havde Gilla sagt.

Inde i stuen foran computeren blev de forskellige tal skrevet i de rigtige kolonner i bogen tillige med indtastningen på skærmen. Talrækken blev tjekket, og det var med en vis tilfredshed, at pegefingeren aktiverede ’enter’ en sidste gang. Vejret var sendt. At der nu skulle gå et døgn, inden jeg kom i tanke om, at vejret også skulle ha’ været sendt af mig kl. 15, havde jeg ingen anelse om.

Halvvejs hjemme gennem et vådområde med rasende havterner over hovedet kom min balstyrige borderhvalp pilende foran mig fra at have været med Herdis og Karen, som gik yderligere nogle hundrede meter bag mig.

Mine frokosttanker var pludselig ændret til lydighedstræning, og det lykkedes mig at kalde Trine til mig fra de ellers så spændende småfugle. Op over den lille græsmark til vores hus fik hun lov til at løbe i forvejen. Målet var tydeligt kaninburene i haven, hvor hun elsker at være og graver endeløse huller i plænen for at komme ind til kaninerne. Det var ikke nødvendigt denne mandag, for vinden havde åbnet det ene bur, og da jeg atter havde Trine i syne, var der en lystig kaninjagt i haven.

Jeg fyldtes af adrenalin og skreg efter hunden, som allerede lå med kaninen mellem forpoterne og endda gabte over den stakkels kanin. Sekunder blev til minutter. Jeg fik fat i hunden – kaninen var uskadt. Tog hunden i halsbåndet og satte den i buret i garagen, totalt uvidende om, at der kun var 200 meter til en isbjørn på den anden side af væggen.

Jeg gik ind og begyndte at sætte frokost på bordet sammen med Valdi, vores tiårige søn, der foruden at snyde sig til at se lidt video havde ageret ’husmor’ og taget ud af opvaskemaskinen. Herdis tog sig af kaninen, og Karen lagde sten og gamle hegnspæle på skumgummipuden over trampolinfjedrene, fordi stormvejret vil rive og slide i den. Vores anden hund, Týra, en lille terrierblanding med et mere roligt temperament, kom dryssende efter pigerne.

Hvalpen købte vi oprindelig som en minksporhund (vi behøver sådanne hunde til at kunne sikre edderfuglene i reservatet for mink). Týra har alle dage sat stor pris på magelighed, så meget andet end en familiehund er hun ikke blevet til.

Karen hørte pludselig til sin store forundring, at Týra gøede oprevet og løb i retning af hegnet (ca. 100 m fra huset) ud til edderfuglene, som yngler i området ud til fyrtårnet skagatá. Kun én tanke fyldte Karen, og det var, at edderfuglekolonien er et totalt forbudt område for hunde.

Karen kaldte og løb efter hunden. Den kraftige modvind og Týras til tider dårlige hørelse – hun hører nemlig kun det, hun vil høre – vakte ingen mistanke om fare, men Karen undrede sig dog over, at en hvid kunstgødningssæk kunne ophidse den ellers så dovne Týra. Først da plastiksækken pludselig fik hoved, idet isbjørnen løftede hovedet og kikkede bagud på Karen, opdagede hun til sin forfærdelse, hvilket dyr hun stod kun 60 meter fra – og hunden var lige ophidset og balstyrig.

Jeg husker ikke, om jeg havde ringet eller skulle til det, dog sad jeg på kontorstolen, da Karen kom forpustet, ophidset og med et vildt blik i øjnene og råbte: »DER ER EN ISBJØRN UDE VED EDDERFUGLENE, OG TÝRA ER DERUDE!«. Hun brast i gråd.

»Hvad si’r du?«, jeg røg op af stolen og hen til hende, »er du sikker?«. »JA, OG TÝRA ER DERUDE«.

Allerede på dét tidspunkt var jeg gået to gange hen til telefonen og tilbage til Karen, men besluttede så, at jeg vist lige måtte se det med egne øjne. Valdi og Herdis var kommet til, og ude i bryggerset var Isaaq uden et ord ved at klæde sig i jakken, akkurat som han gør hver dag, når han går ud for at få sig en smøg. Han er elev fra landbrugsskolen Upernarviarsuk i Grønland og i praktik hér. Forsigtigt kikkede vi om garagehjørnet og ud i kolonien, og dér gik et hvidt loddent dyr, som var evigheder om at vende sig rundt, så jeg kunne forsikre mig om, at det var et isbjørnehoved, den havde.

Snuden var undersøgende nede ved jorden, og en gøende Týra var ikke langt fra. Lige meget hvor meget jeg flyttede blikket frem og tilbage – så var og blev isbjørnen der. Ingen syner, ingen fantasier!

I næste øjeblik opdagede jeg, at Isaaq var kommet halvvejs ud i edderfuglekolonien. Jeg råbte efter ham, men det var håbløst i stormvejret – han ville intet høre. Jeg formanede børnene ind og ringede 112, følte mig for omtumlet i hovedet til at finde et nummer i telefonbogen.

Er du sikker, spurgte stemmen i røret. Jeg så bjørnen for mig igen og overvejede, om det kunne være noget andet ... Er det en isbjørn, spurgte stemmen igen, og jeg vågnede op af mine tanker og forsøgte at lyde overbevisende. Ja, det ligner en ... eller ja, det er en isbjørn.

Vi var bedt om at passe telefonen og ikke bruge den. Udenfor nærmede Isaaq sig stille og roligt isbjørnen og Týra. Han gjorde sig lille ved at gå med bøjede ben. Det var næsten for spændende! Bjørnen gik undersøgende rundt, tog nogle æg op af rederne og satte dem til livs. Den studerede en rød fane meget nøje. De små flag er jo en del af vores udsmykning i kolonien.

Tilsyneladende virkede Týra ikke ophidsende på bjørnen, selv om hun gøede ustyrligt. Den kikkede på hende, gik hen imod hende, og Týra veg selvfølgelig tilbage. Bagefter gik den bare videre rundt. Efterhånden som Isaaq kom tættere på Týra, kaldte han på hende, og til sidst lykkedes det ham at få fat i hunden. Var vel en 50 meter fra bjørnen. Vindretningen var fra bjørnen, så den fik aldrig færten af Isaaq eller os.

Der var ingen appetit til frokosten, og tiden gik med at lure bjørnen af, indtil politiet kom. Isbjørnen lagde sig ret hurtigt til at sove. Politiet bad os pænt om at holde os inde, forståeligt nok, så det gjorde vi!

Med politiet kom fire jægere. De stod vagt skiftevis to og to. Der var politi både fra Sa