Mandag d.16. juni begyndte som en ganske sædvanlig mandag. Ja, egentlig sov vi nok lidt længere, fordi vi nød ekstra at ligge i vores egne senge efter en nat på familiecamping i telt i Varmahlið. Arbejdsopgaven for mit vedkommende var at rense dun ovre hos svigerfar Rögnvaldur i hans dunskur – det er vel en 300 m herfra. Min mand, Steini, og børnene startede dagen med at drive får op på heden, og bagefter gik pigerne Herdis (14 år) og Karen (12 år) i stalden for at rydde det sidste op efter læmningen. Steini kørte den dag postruten – hvilket vil sige, at han henter posten i Sauðárkrókur (60 km herfra) på posthuset og deler den ud på vej hjem. Svigermor, som vi alle kalder Gilla, tog den dag til byen med Steini, og jeg havde lovet hende at sende vejroplysningerne kl. 12, inden jeg gik til middag. Efter lang tids pause i dén tjans startede jeg i god tid (11.45) med aflæsningerne. Først aflæste jeg den tørre og den våde lufttemperatur, regulært og nemt. Derimod var jeg længe om at beslutte den nøjagtige vindretning. Det blæste en pelikan, og jeg stod og skuede ud over søen i retning af fyrtårnet mod nord. Vindtårer randt ned ad kinderne, og den ustadige vind omkring bygningerne puffede i mig. I tankerne begyndte jeg at repetere min egen målestok for de forskellige vindretninger. Et stort drivtømmer nede i stendiget mod havet, som i sin tid var udgangspunktet for retning nord, var der ikke længere, så jeg iagttog bølgerne i søen. Var de på langs eller lidt på skrå i forhold til søen? Konklusionen blev NNØ. For at få en jævn vindstyrke gik jeg nord om bygningerne, besluttede dog ikke den endelige vindstyrke uden at spørge svigerfar til råds. Skydækket var heldigvis uændret siden kl. 9, da Gilla sidst sendte vejroplysningerne. Bølgerne på havet var forøgende, havde Gilla sagt. Inde i stuen foran computeren blev de forskellige tal skrevet i de rigtige kolonner i bogen tillige med indtastningen på skærmen. Talrækken blev tjekket, og det var med en vis tilfredshed, at pegefingeren aktiverede ’enter’ en sidste gang. Vejret var sendt. At der nu skulle gå et døgn, inden jeg kom i tanke om, at vejret også skulle ha’ været sendt af mig kl. 15, havde jeg ingen anelse om. Halvvejs hjemme gennem et vådområde med rasende havterner over hovedet kom min balstyrige borderhvalp pilende foran mig fra at have været med Herdis og Karen, som gik yderligere nogle hundrede meter bag mig. Mine frokosttanker var pludselig ændret til lydighedstræning, og det lykkedes mig at kalde Trine til mig fra de ellers så spændende småfugle. Op over den lille græsmark til vores hus fik hun lov til at løbe i forvejen. Målet var tydeligt kaninburene i haven, hvor hun elsker at være og graver endeløse huller i plænen for at komme ind til kaninerne. Det var ikke nødvendigt denne mandag, for vinden havde åbnet det ene bur, og da jeg atter havde Trine i syne, var der en lystig kaninjagt i haven. Jeg fyldtes af adrenalin og skreg efter hunden, som allerede lå med kaninen mellem forpoterne og endda gabte over den stakkels kanin. Sekunder blev til minutter. Jeg fik fat i hunden – kaninen var uskadt. Tog hunden i halsbåndet og satte den i buret i garagen, totalt uvidende om, at der kun var 200 meter til en isbjørn på den anden side af væggen. Jeg gik ind og begyndte at sætte frokost på bordet sammen med Valdi, vores tiårige søn, der foruden at snyde sig til at se lidt video havde ageret ’husmor’ og taget ud af opvaskemaskinen. Herdis tog sig af kaninen, og Karen lagde sten og gamle hegnspæle på skumgummipuden over trampolinfjedrene, fordi stormvejret vil rive og slide i den. Vores anden hund, Týra, en lille terrierblanding med et mere roligt temperament, kom dryssende efter pigerne. Hvalpen købte vi oprindelig som en minksporhund (vi behøver sådanne hunde til at kunne sikre edderfuglene i reservatet for mink). Týra har alle dage sat stor pris på magelighed, så meget andet end en familiehund er hun ikke blevet til. Karen hørte pludselig til sin store forundring, at Týra gøede oprevet og løb i retning af hegnet (ca. 100 m fra huset) ud til edderfuglene, som yngler i området ud til fyrtårnet skagatá. Kun én tanke fyldte Karen, og det var, at edderfuglekolonien er et totalt forbudt område for hunde. Karen kaldte og løb efter hunden. Den kraftige modvind og Týras til tider dårlige hørelse – hun hører nemlig kun det, hun vil høre – vakte ingen mistanke om fare, men Karen undrede sig dog over, at en hvid kunstgødningssæk kunne ophidse den ellers så dovne Týra. Først da plastiksækken pludselig fik hoved, idet isbjørnen løftede hovedet og kikkede bagud på Karen, opdagede hun til sin forfærdelse, hvilket dyr hun stod kun 60 meter fra – og hunden var lige ophidset og balstyrig. Jeg husker ikke, om jeg havde ringet eller skulle til det, dog sad jeg på kontorstolen, da Karen kom forpustet, ophidset og med et vildt blik i øjnene og råbte: »DER ER EN ISBJØRN UDE VED EDDERFUGLENE, OG TÝRA ER DERUDE!«. Hun brast i gråd. »Hvad si’r du?«, jeg røg op af stolen og hen til hende, »er du sikker?«. »JA, OG TÝRA ER DERUDE«. Allerede på dét tidspunkt var jeg gået to gange hen til telefonen og tilbage til Karen, men besluttede så, at jeg vist lige måtte se det med egne øjne. Valdi og Herdis var kommet til, og ude i bryggerset var Isaaq uden et ord ved at klæde sig i jakken, akkurat som han gør hver dag, når han går ud for at få sig en smøg. Han er elev fra landbrugsskolen Upernarviarsuk i Grønland og i praktik hér. Forsigtigt kikkede vi om garagehjørnet og ud i kolonien, og dér gik et hvidt loddent dyr, som var evigheder om at vende sig rundt, så jeg kunne forsikre mig om, at det var et isbjørnehoved, den havde. Snuden var undersøgende nede ved jorden, og en gøende Týra var ikke langt fra. Lige meget hvor meget jeg flyttede blikket frem og tilbage – så var og blev isbjørnen der. Ingen syner, ingen fantasier! I næste øjeblik opdagede jeg, at Isaaq var kommet halvvejs ud i edderfuglekolonien. Jeg råbte efter ham, men det var håbløst i stormvejret – han ville intet høre. Jeg formanede børnene ind og ringede 112, følte mig for omtumlet i hovedet til at finde et nummer i telefonbogen. Er du sikker, spurgte stemmen i røret. Jeg så bjørnen for mig igen og overvejede, om det kunne være noget andet ... Er det en isbjørn, spurgte stemmen igen, og jeg vågnede op af mine tanker og forsøgte at lyde overbevisende. Ja, det ligner en ... eller ja, det er en isbjørn. Vi var bedt om at passe telefonen og ikke bruge den. Udenfor nærmede Isaaq sig stille og roligt isbjørnen og Týra. Han gjorde sig lille ved at gå med bøjede ben. Det var næsten for spændende! Bjørnen gik undersøgende rundt, tog nogle æg op af rederne og satte dem til livs. Den studerede en rød fane meget nøje. De små flag er jo en del af vores udsmykning i kolonien. Tilsyneladende virkede Týra ikke ophidsende på bjørnen, selv om hun gøede ustyrligt. Den kikkede på hende, gik hen imod hende, og Týra veg selvfølgelig tilbage. Bagefter gik den bare videre rundt. Efterhånden som Isaaq kom tættere på Týra, kaldte han på hende, og til sidst lykkedes det ham at få fat i hunden. Var vel en 50 meter fra bjørnen. Vindretningen var fra bjørnen, så den fik aldrig færten af Isaaq eller os. Der var ingen appetit til frokosten, og tiden gik med at lure bjørnen af, indtil politiet kom. Isbjørnen lagde sig ret hurtigt til at sove. Politiet bad os pænt om at holde os inde, forståeligt nok, så det gjorde vi! Med politiet kom fire jægere. De stod vagt skiftevis to og to. Der var politi både fra Sauðárkrók og Blönduós. Hen ad dagen kom en ambulance og redningskorpset og andre embedsmænd og en dyrlæge. Redningskorpset lukkede vejen herud, og telefonlinjerne eller satellitterne slog gnister af overophedning. Selv om vi havde lovet ikke at oplyse det til medierne, gik der ikke en time, før den første journalist ringede for at få bekræftet, om det var rigtigt med isbjørnen. Selvfølgelig ringede jeg til Steini, som stadig var i Saudárkrók. Aldrig har han været så vantro over for noget, jeg fortalte. Selv om det ikke var mere end to uger siden, at en isbjørn blev skudt på vejen mellem Sauðárkrók og Blönduós, var jeg lige overrasket over, at det skulle ske, at en bjørn (igen) ville gå i land. Straks efter at Isaaq og hunden var i sikkerhed, var jeg egentlig rolig i forhold til vores eget liv. Jeg foreslog pigerne og Valdi, om ikke det var en ide at sætte kaninerne ind. Men ret hurtigt var det tydeligt, at bjørnen var rolig – den lagde sig til hvile i læ for den stærke vind. Ved ankomsten af alle vores ’bodyguards’ begyndte en streng arbejdsdag for kaffemaskine og komfur, og ægtemanden Steini var 1.-kokkepige, efter at han kom hjem, for hvad skulle han ellers ud at lave? Udgangstilladelsen var begrænset til haven. Her var kommet en stabel af mennesker med hver sit speciale. Alle var afventende over for, hvad der skulle ske. Alle var rolige og overvejede, men ventetiden føltes lang. Instinktivt havde vi på Hraun det jo ikke godt med at gemme et rovdyr blandt edderfuglene. Ved 18-tiden var beslutningen taget. Om muligt skulle isbjørnen skydes med en bedøvende pil, men først dagen efter ... Karsten Grøndahl fra Zoo i København ville komme med sin ekspertise. Mange spørgsmål kom frem i tankerne. De første tanker gik på, om dyret overhovedet ville blive i edderfuglereservatet, selv om det jo er et spisekammer. Hvor mange æg eller unger skal der til for at gøre en sulten bjørn mæt? For ikke at snakke om edderfugle, og hvilken betydning det ville have for reservatet? Et besøg af en aktiv ræv kan ses op til to-tre år. En specialist i isbjørnes adfærd udtalte, at en isbjørn maks. hviler sig 12 timer, selv efter hårde fysiske udfoldelser. Ville bjørnen så begive sig af sted om natten? Der var stadig hård kuling med bølger på havet, så muligheden for at skyde en sæl hos naboen som eventuelt foder i et håb om at forsinke bjørnens videre færd var udelukket. Nogle lammelig fra læmningen blev lagt ud på tangen i sydlig retning. Hafnir, en nabogård 15 km herfra, skaffede frosset sælkød. Her var ikke bare tale om plan 1 – en plan 2 og 3 blev også diskuteret, selv om der jo var alt for meget om ’hvis’ og ’hvis’. Hvilket gør alt så usikkert. Det skulle vise sig, at bjørnen ikke fulgte almindelig isbjørneadfærd og sov hele natten, kun afbrudt af at gabe et par gange. Næste dag flyttede den sig ned til søen og sov der hele dagen, på nær når den gik ned til søen og drak. Altså var det ikke de store frygtede skader i edderfuglereservatet, og det blev nævnt, om bjørnen mon var helt frisk. VI i familien rykkede lidt sammen, og et værelse blev ledigt ud over stuen, hvor mænd lå primitivt på kryds og tværs. Alle stod tydeligt sammen om dette projekt, og trætte, der ikke var på vagt, fik sig en lur eller en kop kaffe. Dyrlægen forberedte aktionen ud fra sin profession, flere kolleger mødte op dagen efter. Der skulle bruges ilt, flydende kvælstof, bjørnen skulle undersøges på én måde i levende tilstand og en anden måde i død tilstand, og forskellige tidsfrister var der. Jægerne diskuterede sikkerhed og mulig aktionsplan. Ville dyret flygte eller angribe? Skulle delegationen være synlig eller komme snigende! Ville det være forsvarligt at have en pileskytte på 30 meters afstand, og at hans eneste beskyttelse var en jæger med en ladet riffel? Karsten fra Danmark sagde nej. Mennesker er for isbjørne som pølser for os mennesker. Bedøvelsesmedicinen virker efter 5-8 minutter, selv om det er umuligt at sige, hvordan dyret reagerer. Karsten var overbevist om, at hans plads skulle være i en bil. Hans udstyr var ikke problemfrit i vores blæsevejr. Bedst ville det være at skyde i medvind eller modvind, selv med den lille vind, som var dén dag. Dagen før var jo stormvejr. Hvem turde spå om vejrforholdene, hvis det yderligere skulle udsættes med en dag? Alle var enige om, at bjørnen ville flygte i vand. I kolonien er der de fleste steder ikke langt til vand. Det blev besluttet, at bjørnen skulle jages eller skræmmes længere væk fra søen, men bjørnen flyttede sig ikke. Karsten mente, at bjørnen ikke ville blive bange for bilen. Men bjørnen blev bange for bilen. Dyrets reaktion er for en stor del uberegnelig. Terrænet er kuperet og ikke farbart for firhjulstrækkere nær alle steder. Hvordan mon det ville gå for en dygtig pileskytte at ramme bjørnen fra en hoppende bil? Er det dyrevenligt at køre over stok og sten for at nedlægge en bjørn med bedøvelse – og så tilligemed køre indtil flere fuglereder med små unger over? Det havde været svært at bruge en helikopter, for midt over kolonien hænger elledninger. Er det dyrevenligt at lade en helikopter svæve lavt hen over og spolere en edderfuglekoloni med støj og lufttryk? Ville det være dyrevenligt at lade bjørnen flygte i havet og pålægge bjørnen det stress, som en efterfølgende overvågning og jagt ville betyde? For ikke at snakke om den fare, som vi mennesker ville udsættes for? Ville det være dyrevenligt at sende bjørnen tilbage til et liv med fødemangel, hvis det er tilfældet, at der er mangel på føde eller svære forhold med fangst fra is? Her er der noget, vi bør undersøge. Måske skal problemet løses på en anden, mere global måde. Eller måske kan vi ikke løse det! Hvilke konsekvenser har forbruget af brændstoffet, der blev brugt til denne redningsaktion, for de tilbagelevende isbjørne? Politiet, redningskorpset og jægerne gjorde, hvad de kunne. Det er sårende, når omverdenen ikke værdsætter vores indsats, selv om vi ved, at vi gjorde, hvad vi kunne. Projektet var virkelig godt planlagt og koordineret i forhold til situationen, men opgaven var enorm, og der skulle helt klart mere end tro, fagkundskab, teknik og erfaring til, for at det ville være lykkedes ...