Kronikker har af og til karakter af bekendelsesskrifter.

Forfatterne vedkender sig, at de er uperfekte mennesker, f.eks. for derved at trøste andre uperfekte eller for at pirre nysgerrigheden og øge selvbevidstheden hos dem, der føler sig perfekte. Lad mig derfor starte med en klar bekendelse. Jeg er djøf’er. Jeg har været medlem af Djøf siden Djøf’s start i 1972. Jeg har været repræsentant for min arbejdsplads i Djøf en hel del år i 1970’erne, jeg har været redaktør af et af Djøf’s fagblade, og min disputats er kommet på Djøf’s forlag. Jeg kan altså næppe komme uden om, at jeg er endda ærke-djøf’er. Men ’djøf’er’ er blevet et skældsord. Djøfisering er ikke noget at stræbe efter. Det er blevet betegnelsen for en række tendenser – især blandt ledere og administratorer – i det moderne danske samfund. Tendenserne kan måske samles i tre hovedgrupper: • En markedsgørelse af tidligere offentlige eller alment menneskelige institutioner. • En dyrkelse af økonomisk effektivitet. • En tendens til at ville styre, måle og kontrollere. Der er ingen tvivl om, at alle tre tendenser har haft problematiske udmøntninger, men det er ikke, fordi der er noget galt med de økonomiske teorier. Det er, fordi de i hænderne på ledere, konsulenter og politikere med et overfladisk kendskab til management og planlægning er blevet brugt til fagligt klamphuggeri og ufuldstændige analyser. Lad os først se på nogle eksempler på sådanne tvivlsomme analyser: Postvæsenet er privatiseret og udsat for konkurrence. Da jeg kom til København i 1960’erne, havde Det Danske Postvæsen tre dagligeostudbringninger, en morgen-, en formiddags- og en eftermiddagsudbringning. Det, der blev lagt i postkasserne tidligt om morgenen, blev bragt ud den samme dag med eftermiddagsudbringningen. Posten kunne komme med både morgen-, formiddags- og eftermiddagsaviser, f.eks. Berlingske Tidende om morgenen, B.T. om formiddagen og Berlingske Aften (Weekendavisen) om eftermiddagen. Nu har vi fået privatiseret og markedsgjort postudbringningen. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man har sparet arbejdskraft. Servicen er bare blevet mindre koordineret og dårligere. I mit kvarter kommer Bladkompagniet nu med de store morgenaviser engang om natten, sent på formiddagen kommer så posten, og lidt efter kommer Citymail med forskellige fagblade, og ved siden af kommer en række bude med reklamer. Altså flere husstandsomdelinger end tidligere, men nu helt ukoordineret. Samtidig er der sket nogle forskydninger, der næppe kan siges at være samfundsmæssigt hensigtsmæssige. De individuelle breve, som folk typisk sætter pris på, er blevet dyrere, mens masseforsendelserne, f.eks. reklamer, som mange direkte frabeder sig, er blevet overtaget af lavprisdistributører og billigere. Portoen på et standardbrev er mere end nidoblet siden 1971, mens de almindelige forbrugerpriser kun er seksdoblet. ET HELT primitivt effektivitetsargument tilsiger, at jo længere tid folk er på arbejdsmarkedet, jo mere bidrager de til samfundshusholdningen. Man har derfor med indimellem urimeligt håndfaste incitamenter søgt at tvinge universiteterne til at færdiggøre de studerende på normeret tid. Men det kan være en oplagt god ide at forlænge et studium, hvis man derved får relevante erfaringer gennem udlandsophold og erhvervserfaring. Et stort antal danske studerende har relevant erhvervsarbejde samtidig med studierne; det forlænger studierne, men til gengæld har de fået nogle praktiske erfaringer. I en række andre lande gennemfører de studerende deres studium på normeret tid, men har så et eller flere års praktik efter studiets afslutning, inden de indgår i et normalt job. Det er langtfra oplagt, at dette system er bedre end det danske, hvor længere studietider kombineres med et erhvervsarbejde, der i mange tilfælde giver et integreret samspil mellem teori og praktik. DJØF’ERNE har ingen tillid til, at folk er effektive, medmindre de bliver tvunget til det. Derfor er evaluering og kontrol blevet udbygget i en uhørt målestok i den offentlige sektor – fra hjemmehjælpere til universitetsforskere. Da jeg blev ansat på universitetet, forventede man, at forskere fik ideer, skrev dem ned og publicerede resultaterne. Når det gik højt, kom der en årsrapport med en liste over, hvad der var blevet publiceret i årets løb. Får man i dag en ide, forventer djøf’erne, at man starter med at skrive en beskrivelse af ’projektet’ i instituttets projektportal og opretter et nummer i instituttets tidsregistreringssystem. Man skal så løbende føre bilagskontrol med og tidsregistrering af, hvad der sker med ideen. Og bilagskontrollen skal tages seriøst; ved en arbejdsfrokost, hvortil der blev indkøbt noget smørrebrød samt øl og vand, blev regningen nedjusteret med 7,50 kroner, fordi den indeholdt flaskepant, og det er jo ikke meningen, at professorer skal have en biindtægt ved at sælge flasker fra forretningsfrokoster. Der er mange ting, det er svært at måle. F.eks. fik John Nash (kendt også uden for økonomkredse fra filmen ’A Beautiful Mind’) Nobelprisen i Økonomi for nogle få korte artikler på tilsammen under 100 sider. Piedro Straffa blev et idol for mange økonomer på grund af en bog fra 1960 på 99 sider, men han kæmpede også med bogens ide fra engang i 1920’erne uden at få skrevet mange andre selvstændige bidrag til økonomisk teori. Men nu vil man måle forskningskvalitet ved antallet af fine og mindre fine artikler; 68 udvalg med forskere fra alle mulige fag har for Videnskabsministeriet forsøgt at klassificere alle verdens tidsskrifter i A- og B-tidsskrifter. Men kun djøf’ere kan vel få den ide, at det giver nogen mening at tælle artikler om kemi, økonomi og teologi og så sammenligne antallene. Der er således mange eksempler på djøfiseringens uheldige virkninger, men denne uheldige form for djøfisering er ikke noget, der ligger i økonomisk teori. Det er rigtigt, at økonomerne siden Adam Smith har haft betydelig tillid til markedsmekanismen; det er i matematiske modeller blevet vist, hvordan denne mekanisme under passende forudsætninger fører til en optimal situation. Der er en ’usynlig hånd’, prismekanismen, der styrer efterspørgsel og udbud, så der bliver ligevægt. Det er den klare hovedregel i økonomisk teori. Og det er ikke kun teori. Det har også vist sig, at markedsøkonomierne trods deres fejl normalt har klaret sig godt i konkurrence med andre samfundssystemer. Men det er netop hovedregler, der gælder under specifikke forudsætninger, og disse forudsætninger gælder ikke altid i virkeligheden. Derfor er det langtfra altid hensigtsmæssigt at overlade alt til markedet. Og det ved de kvalificerede økonomer godt. Det første problem er, at markedsmekanismen intet har med indkomstfordelingen at gøre. Markedet kan skabe ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. Men en sådan ligevægt kan godt indebære, at nogen har det meget bedre end andre. Når man ’stemmer’ om, hvorvidt majsen skal bruges til føde for sultne mexicanere eller til bioethanol til rige amerikaneres firhjulstrækkere, så stemmer begge med den købekraft, de har. Derfor er det almindeligt og ofte hensigtsmæssigt at omfordele samfundets ressourcer ved hjælp af skatte- og socialpolitik, inden markedsmekanismen slippes løs. Der er også en række ofte forekomne ’markedsfejl’, som gør, at markedet ikke giver en hensigtsmæssig løsning på samfundets problemer. Hvis markedet skal fungere effektivt, så skal alle gevinster og omkostninger afspejle sig i priserne. Men det gør de ofte ikke. Biavl giver indtægter i form af honningsalg, men samtidig udfører bierne et stort samfundsnyttigt arbejde med at bestøve vilde og dyrkede planter, og det bliver de sjældent betalt for. Biavl bliver derfor for lidt lønsomt, idet der er en samfundsmæssig gevinst, som markedet ikke aflønner. Modsat udleder en fabrik måske spildevand og røg uden at betale for det; den får betaling for de varer, den producerer, og betaler råstoffer og arbejdsløn, men betaler ikke automatisk for at udlede røg og spildevand. Denne vareproduktion kommer derved til at se for billig ud, og der bliver produceret for meget af disse varer. Et ureguleret marked giver altså for meget vareproduktion og for lidt biavl. Derfor må biavl støttes og vareproduktionen pålægges ’grønne’ skatter, hvis markedet skal fungere hensigtsmæssigt. Der er også problemer med såkaldt offentlige goder. Når radiosignaler er udsendt, så kan man ikke kontrollere, hvem der udnytter signalerne, og det generer ingen, at radiosignalerne udnyttes. Hvis en almindelig vare forbruges, så kan naboen ikke spise samme vare. Men sådan er det ikke med radiosignaler, vejanlæg (uden trængsel), parker osv. Da adgangen til den slags goder er svær at kontrollere, kan de ikke uden videre omsættes på et marked, og det er ofte rationelt, at det offentlige varetager produktionen og stiller produktet til rådighed for hele befolkningen. Der er også ’naturlige’ monopoler, dvs. produktion med permanente stordriftsfordele. Jo flere der benytter en banelinje, jo lavere bliver omkostningerne for den enkelte. Det er derfor rationelt kun at bygge én jernbane, der altså får monopol, og ikke flere konkurrerende baner ved siden af hinanden. Derfor er det almindeligt, at sådanne naturlige monopoler er offentlige, eller at det offentlige giver en enkelt udbyder licens på produktionen. Postvæsenet, banesystemet og specialiserede uddannelsesinstitutioner er ofte ’naturlige’ monopoler og derfor uegnet til konkurrence. Endelig er samarbejde, tillid og netværk ofte bedre end konkurrence og kappestrid. Det er påvist i mange dele af moderne økonomisk teori. Hæmningsløs kappestrid er langtfra altid nogen gevinst. Tillid og samarbejde giver ofte bedre økonomiske resultater. Hvis f.eks. fiskere kan blive enige om en passende udnyttelse af havets ressourcer, så giver det et bedre resultat end fri konkurrence om fiskene, idet det let resulterer i overfiskning. Det er det grundlæggende udgangspunkt for faget økonomi, at alt, hvad der vedrører udnyttelse af knappe ressourcer, er emne for faget, uafhængigt af om det handles på markeder eller ej. Naturværdier, biodiversitet, samfundsmæssige institutioner, gaveudveksling, pardannelse har alt sammen været emne for økonomiske analyser. Bogholdere og vulgærøkonomer har det med at indskrænke økonomi til det, der omsættes, og som står i regnskaberne, men sådan tænker ingen kompetent økonom. Arbejdsklima, tilfredshed, tillid, lykke, nedslidning og helbred er også dele af en fuldstændig økonomisk analyse. Et klart eksempel på en håbløs reduktionisme er universiteternes lokaleadministration. Staten har forsøgt at få universiteterne til at spare på brugen af kvadratmeter ved introduktion af en slags statslig husleje. Det reagerer universiteterne rationelt på med indskrænkning af brugen af kvadratmeter. Men i et sådant – i og for sig meget fornuftigt – system ses helt bort fra andre helt afgørende samfundsmæssige og kulturelle effekter. Hele det indre København, herunder Latinerkvarteret, tømmes f.eks. nu for studerende, og historiske bygninger som C.F. Hansens Metropolitanskole, H.C. Ørsteds Polytekniske Læreanstalt og det historiske disputatsauditorium i Studiegården skal sælges og bruges til en eller anden helt traditionsfremmed anvendelse. Enhver seriøs samfundsøkonomisk cost-benefit-analyse ville gå i gang med at analysere også effekterne for f.eks. bymiljøet i det centrale København. Men disse effekter hører ikke under hverken universiteternes eller Videnskabsministeriets konti, så de bliver helt glemt. Meget af det, djøfiseringen forbindes med, er altså ikke ordentlig økonomisk analyse. Det er nogle hovedregler, der anvendes mere eller mindre bevidstløst uden tanke for de mange vigtige undtagelser. Der er nogle bogholderibetragtninger, der glemmer, at mange af de mest centrale økonomiske størrelser ikke indgår i de almindelige virksomheds- og nationalregnskaber. Det er irrationel kassetænkning. Djøfisering er fuldt berettiget blevet et skældsord – men det er ikke de kvalificerede økonomers skyld. I hvert fald ikke alene. For nok har økonomerne dyrket markedet, rationaliteten og indikatorberegninger, men de har hele tiden understreget, at det kun er en del af virkeligheden, og at der er mange forbehold. Først når teorierne falder i hænderne på klamphuggere, bliver de til skadelig djøfisering.