Den seneste måned har jeg besøgt et anseligt antal gymnasier, uddelt foldere på utallige torve og pladser, talt med masser af glade mennesker og skrevet debatindlæg på debatindlæg.

Alligevel går mindst fire ud af fem spørgsmål fra journalister på den usynlige EU-debat. Hvorfor gør vi ikke noget mere? Hvorfor skaber vi ikke noget opmærksomhed? Spørgsmålene er jo uhyre relevante. For hvordan kan demokratiet fungere uden offentlighed? Men spørgsmålet vidner også om en ideologisk indelukkethed. Tillad mig derfor denne påstand: Et europæisk samarbejde – hvis lovgivningsprocedure baserer sig på en initiativret fra kommissionen (med 1 dansker), hvorefter EU-parlamentet (med 13 danskere) og ministerrådet (Danmark 1 blandt 27) diskuterer og i minutiøse detaljer pudser reglerne til i et samarbejde med utallige lukkede embedsmandsudvalg – kan aldrig give samme offentlighed og gennemsigtighed som den model, vi kender fra Folketinget, hvor ethvert medlem eller minister kan fremsætte forslag, som efter tre behandlinger bliver lov eller forkastes. Selve EU-samarbejdet fører således til en amputation af demokratiet. Og det kan nok så mange journalister i Bruxelles, nok så velmenende politikere og nok så mange skønne euro brugt på pr-bureauer ikke rette op på. Det gør ikke, at klagesangen er upassende. Men analysen, der ligger bag, er forkert. EU som konstruktion kan aldrig blive et folkeligt projekt. Først og fremmest fordi EU ikke har et folk; men derimod repræsenterer (mindst) 27 af slagsen. EU har ikke noget fælles sprog, men derimod langt over 20 af slagsen. Fælles medier, fælles debat og fælles demokrati er derfor i bedste fald noget naivt sludder, i værste fald ideologisk blændværk. Der findes kun én måde at sikre åbenheden, offentligheden og demokratiet på. Og det er helt enkelt at anvende de myndigheder, som er åbne, offentlige og demokratiske – nemlig de nationale parlamenter. Nu ved jeg godt, at partierne fra SF til Konservative vil falde over mig og påstå, at en sådan hæslig tanke hører hjemme et eller andet sted mellem Morten Korchs præindustrialiserede idealsamfund og en fæl nationalisme. Men det er at afspore diskussionen og illustrerer i øvrigt den defensive linje, japartierne har tvunget sig ned i. Uanset hvilket kritisk spørgsmål de får, vil svaret være, at EU er vigtigt for at løse de grænseoverskridende problemer, som landene ikke selv kan klare. Her vil oftest blive nævnt områder som miljø, klima og terrorbekæmpelse. Det slående er, at ingen vil forholde sig til de mange dårlige eksempler på indblanding i medlemslandenes forhold. For hvad med de opgaver, vi faktisk godt selv kan tage os af? Her fejler japartierne aldeles ved ikke at kunne sige fra, ikke at kunne trække grænsen mellem medlemsland og EU. Til tider vil man få en noget tåget forklaring om, at nærhedsprincippet vistnok skulle beskytte medlemslandenes suverænitet. Men forklaringen ender som ofte med nogen tvivlsomme udredninger, alt imens eksemplerne på utidig EU-indblanding jo hober sig op – og i øvrigt har gjort sådan, lige så længe subsidiaritetsprincippet (siden hvornår har subsidiær i øvrigt betydet nærhed?) har eksisteret. Lad det derfor være indrømmet med det samme. Jeg er tilhænger af samarbejde i Europa. Jeg og Dansk Folkeparti er tilhænger af en fælles indsats for et bedre miljø, imod terror og for at skabe gode handelsbetingelser i det indre marked. Jeg vil ikke ud af EU – jeg vil reformere, formindske og dermed demokratisere samarbejdet. Og det kan kun ske ved tre initiativer. For det første skal EU’s regulering begrænses, hvorved kompetencen overdrages til medlemslandene, hvorved den demokratiske tradition, som kendes i medlemslandene og var en forudsætning for deres medlemskab, sikres. Husk på, at EU næppe selv i dag opfylder de demokratiske betingelser, der stilles til nye medlemslande. Er alene dette forhold ikke et argument for at delegere magt tilbage til landene? For det andet skal EU-politikere lade være med at forsvare selv det uforsvarlige fra EU. Løsningen på vore mest komplicerede spørgsmål er ikke altid, at EU overtager. Løsningen er en pragmatisk vurdering af, hvor resultatet nås bedst. Og så ville det – for det tredje – næppe skade, hvis man lod befolkningen komme med på råd over deres egen skæbne. Den farce, der har udspillet sig i Folketinget og andre steder for at skrive og tale sig ud af en afstemning om Lissabontraktaten, har været pinlig. Enhver med et minimum af kendskab til EU-samarbejdet ved, at traktaten udvider EU’s magt. Naturligvis er det opgivelse af suverænitet, når man fralægger sig retten til at sige nej (opgiver vetoretten). Naturligvis vil EF-domstolen bruge chartret om grundlæggende rettigheder som springbræt til stadig flere traktatbrudskrænkelsessager. Og naturligvis vil den nye artikel 9 om, at sundheds-, beskæftigelses-, social- og uddannelsesmæssige hensyn fremover skal indgå generelt i EU’s regulering, udvide kommissionens indgreb i medlemslandenes velfærdspolitik. Ingen af de ni opstillede partiers spidskandidater er så ubegavede, at de ikke kan gennemskue dette. Alligevel gøres et hav af krumspring for ikke at forholde sig til det. Men hvorfor kan man ikke være konstruktiv tilhænger af, at EU kan bruges på grænseoverskridende områder, men ikke skal anfægte vort samfunds kerneområder? Er det populistisk at bekymre sig, når finansieringen af vort sundhedsvæsen anfægtes (simap-dommen og patientrettighedsdirektivet)? Er det populistisk at bekymre sig, når strejkeretten begrænses af EF-domstolen (Laval- og Rüffertdommene)? Eller er det måske snarere tordnende populistisk at bagatellisere sådanne sager som små hår i suppen, der ikke skal ødelægge billedet af ufejlbarligt EU-samarbejde? Jeg tror det sidste. Det er en demokratisk kapitulation, at japartierne så konsekvent nægter at forholde sig kritisk til EU-krav, der ville føre til måneders hektisk debat, hvis de var fremsat af politiske modstandere. I Danmark kan oppositionen bruge to-tre måneder på at diskutere en finansministers bilag. Men når EF-domstolen går ud over sine beføjelser og indfører flertalsafgørelser i strafferetten eller undergraver udlændingepolitikken, er det blot et hjørne. I Danmark kan selv den mindste ændring af velfærdsydelser fører til et utal af samråd og hasteforespørgsler. Men når EF-domstolen underkender vore regler for indbetaling til private pensionsopsparinger eller kommissionen forbyder os beskyttelse mod salmonellainficerede kyllinger, kan det dårligt trække en overskrift. Hvis man virkelig vil et folkeligt samarbejde i EU, må japartierne indse, at den nuværende model, hvor stadig mere harmoniseres og ensrettes, udgør et problem for Danmark, som på en række samfundsmæssige, politiske og juridiske områder ikke er et kerneland i EU. Tænk, at man skal høre socialister udråbe det til et nederlag for Danmark, at vi ikke ved lov i EU kunne få en maksimal arbejdsuge. Hvad skete der lige med overenskomstmodellen? Tænk, at man skal høre liberale prise EF-domstolen for at underkende bopælspligten på landbrugsejendomme. Hvad skete der lige med hensynet til udkantsområderne? Og tænk, at man skal høre konservative lovprise, at EU får egen præsident, forfatning og nedlægger grænsekontrollen. Hvad skete der lige med Gud, konge og fædreland? På blot 50 år har EU formået at vende så meget op og ned på ellers givne realiteter, at intet længere er helligt. Intet er sandt, rigtigt, ordentligt eller forkert. Det subjektive – holdningen og tanken – er opløst til fordel for den totale underkastelse over for EU’s selvdefinerede, superiære rolle som vogter og garant for en stadig snævrere union. Ingen aner, hvad denne union vil indeholde om 5, 10 eller 15 år. Men japartierne ved med sikkerhed, at de er for. Og EU ved med sikkerhed, at de blandt disse partier vil finde forsvarere for selv det tåbeligste initiativ. Egentlig troede man jo, at EU i fredens, retfærdighedens og sikkerhedens navn endegyldigt havde cementeret demokratiet som styreform. Men realiteten er, at denne ydmygende underkastelse for arbitrær dommer- og embedsmandsregulering minder mere om tidligere tiders absolutisme end om demokrati. Derfor må EU reformeres. Hvis samarbejdet skal fungere – ikke blot for eliten og ideologerne, men for Europa – må en anden model konstrueres. 1) Når det gælder den voksende, grænseoverskridende kriminalitet, vejer EU’s åbne indre grænser og mange landes middelmådige politi tungt i årsagskæden. Det er selve det grænseløse storrige, som er en invitation til de kriminelle, og det kan det såkaldte politisamarbejde ikke klare at forebygge. Også her fejes jævne bekymringer til side med nedgørende betragtninger om, at panserbassen ved grænsen aldrig vil kunne hamle op med internationale kriminelle netværk. Det er utvivlsomt rigtigt, at problemer ikke løses med grænsekontrol alene. Men hvis kontrollen er så utrolig ineffektiv, er det da mærkeligt, at det først var, da EU tvang os til det, at den blev nedlagt. 2) Arbejdstageres fri bevægelighed skal altid basere sig på modtagerlandets vilkår. Når det kommer til løn, arbejdsvilkår og arbejdspladssikkerhed, skal reglerne være ens, uanset hvor i EU man kommer fra. Efter Østaftalens ophør, hvor der ikke længere kan kræves arbejdstilladelse, og hvor der for de ikkeoverenskomstregulerede områder er fri konkurrence, vil danskere – særlig med ingen eller kort uddannelse – miste deres arbejde i en unfair lønkonkurrence med østarbejdere. Det er ikke rimeligt. 3) Det indre marked for varer, kapital og tjenesteydelser skal basere sig på minimumsharmonisering, sådan at medlemslandene kan give deres indbyggere bedre forbrugerbeskyttelse, sikre bedre dyrevelfærd eller bedre miljøregler end det, der i EU har kunnet findes opbakning til. Totalharmonisering skal alene bruges på rent tekniske størrelser som produktstandarder, revisionsafregning mv. 4) Social-, sundheds-, uddannelses- og kulturområdet skal beskyttes ved at indføre en social protokol, der sikrer, at medlemslandene kan fastholde modeller, som kan begrundes med saglige hensyn. Vi har set, hvordan patientrettighedsdirektivet med stor sandsynlighed vil føre til en fragmentering af det samlede patientbehandlingsforløb. Vi har set, hvordan flere domme river trådene i vores velfærdssystem fra hinanden. Der må derfor ikke være bindende EU-lovgivning på velfærdsområdet, men alene ske en tilpasning, hvor medlemslandene kan bruge den sociale protokol som beskyttelse. 5) EU’s indblanding i spørgsmål om demografik og indvandring skal ophøre. I forholdet til den igangværende islamisering af Europa, er der næppe tvivl om, at EU’s borgere med rette frygter optagelsen af muslimske lande som Tyrkiet, Albanien og Bosnien, som EU-eliten tror at kunne styre. Europæerne ser deres bysamfund blive fundamentalt ændret af strømmen af indvandrere fra en primitiv verden og får af EU’s overvågningsagentur at vide, at den europæiske kultur må vige, og at de selv bærer skylden for den voksende ideologisk betingede vold, som især muslimske indvandrere påfører dem. Og modstand mod omdannelsen af et medlemsland til multietnisk kaos kategoriseres uden videre som racisme. 6) Udenrigs- og forsvarspolitik er mellemstatslige politikområder. Der etableres ikke en EU-udenrigstjeneste. Medlemslandene skal have ret til at indgå i militæralliancer indbyrdes og med stater uden for EU (Nato) og koordinering mellem EU-lande må altid basere sig på frivillighed, hvorfor Lissabontraktatens mulighed for flertalsafgørelser afskaffes. 7) Landbrugsstøtten afvikles, ligesom al anden EU-støtte til medlemslandene begrænses til kortvarig strukturstøtte til nye, lavtudviklede medlemslande i en kortere periode. Landbrugsstøtten har vist sig usædvanlig skadelig. Forbrugerne oplever højere fødevarepriser på grund af et ikke effektivt europæisk landbrug. Landbruget er ikke konkurrencedygtigt med lande uden for EU og holdes derfor kunstigt i live af midler, der kunne bruges på forskning og udvikling. Og måske værst holdes den tredje verden i en skruestik, hvor de forhindres i at eksportere til og konkurrere med EU’s lande. 8) Hvert medlemsland får tildelt en kommissær, som vælges af de nationale parlamenter. Europaparlamentet nedlægges og erstattes af de nationale parlamenter. Det roterende formandskab bevares, og EF-domstolens dynamiske fortolkning fjernes. Efter inspiration fra den danske grundlov bør det sikres, at EF-dommerne alene fortolker og ikke udvider EU-retten. Vi har set, senest på udlændingeområdet, hvordan dommerne har overtaget fra politikerne. Magten skal sikres hos de folkevalgte. 9) Forhandlingerne med Tyrkiet ophører. Landets historie har vist, hvordan de sekulære og islamiske kræfter står hårdt imod hinanden. Selv i dag – næsten hundrede år efter Atatürks grundlæggelse af den moderne tyrkiske stat – fortsætter denne kamp. Senest har AKP-partiet ved Tyrkiets egen højesteret fået kendt sit program i strid med forfatningen og sekularismen. Samarbejdet med Tyrkiet skal sikres bilateralt. 10) Det indskrives direkte i traktaten, at denne kun kan ændres, såfremt alle EU’s medlemslande ved folkeafstemning godkender forslag til ændringer. Vi vil ikke i fremtiden snydes for afstemninger. Tilhængerne af en europæisk storstat vil hævde, at en tilbagerulning af EU-staten, som her skitseret, ikke løser de udfordringer, som europæerne stilles over for i den globaliserede verden. Europa kan ikke optræde som en stærk blok udadtil uden en central regering, siger de. Men EU kan ikke fungere uden folkelig opbakning. Og de lande, som ønsker at skubbe de europæiske demokratier til side og centralisere magten, har ikke selv vist sådanne resultater, økonomisk, socialt eller udenrigspolitisk, at der er grundlag for, at de mindre lande skulle have nogen fordel af at overgive magten over Europa til dem. Danmarks forbehold er en succes og viser, at et EU i flere hastigheder er en realitet og virker. Danmark er – med sine forbehold – en succes, økonomisk, retspolitisk, udenrigspolitisk og på en lang række områder. Naturligvis vil vi gerne samarbejde. Også vi i Dansk Folkeparti vil indgå forpligtende samarbejder med lande, vi deler interesse med. Men vi vil ikke underordnes, dirigeres og reguleres. Derfor må der en ny vision til.