Når der blæses til global økonomisk krise, ryddes forsiderne. Al mental kraft sættes ind på at genfinde vækstkurver og materiel foretagsomhed, der kan få os tilbage på det, der tilsyneladende er et spor. I den proces overser vi konsekvenser og ofre, som den økonomisk-finansielle krise trækker med sig. Det gælder bl.a. i forhold til kunsten. Krisen rammer imidlertid den kunst, som ikke tilbyder sig selv som tjenende eller rent underholdende. Det er den kunst, som har en ambition om at så musikalske frø, der får publikum til at opleve sig selv og verden på en ny måde. Krisen accelererer benspændet for et levende musikliv og opblomstringen af spirende vækstlag. Det skyldes bl.a., at økonomisk krise er som en bacille, der inficerer både politisk vilje og evne til prioritering. Krisen kradser, på trods af stor livskraft og virkelyst hos kunstens skabere og udøvere. Det er fyldt med paradokser. F.eks. oplever vi en stigende efterspørgsel i udlandet efter dansk musik. Men indsatsen og støtten fra statens centrale kulturadministrationer og andre bevilgende instanser opleves flaksende, undertiden tilfældig, alt efter udvalgenes sammensætning af personer med bestemte genrespecifikke eller andre dagsordener. Problemerne i Vega og Copenhagen JazzHouse fylder i medierne, men det er kun toppen af isbjerget. I takt med at operatører ikke længere kan regne med staten som partner, bliver især den eksperimenterende kunst helt afhængig af mæcener, sponsorer og ølsalg. Det rammer både den rytmiske og den klassiske musik. Vi er også vidne til en opblomstring af den gamle strid mellem klassisk og rytmisk musik. Striden får bl.a. næring gennem musiklivets landmålere og grænsedragere, der mener, at det er muligt at definere, hvornår en kunstform i politisk henseende er voksen. Den vej er ødelæggende for en samlet indsats, der kan styrke hele musiklivet. Formanden for Statens Kunstråd, Mads Øvlisen, lader sig imidlertid ikke sådan slå ud. Midt i krisens dødvande udsender han en livgivende opfordring til alle, der kan bidrage til en »seriøs kunstdebat«, herunder med »... klare bud på sigtet med kunststøtten«. Vi stiller gerne op! Indledende temaer fra musikkens verden kunne være: Vil politikerne have spirende ensembler på et internationalt niveau, eller vil de nøjes med det gennemsnitlige? Skal dansk musikliv måles med internationale eller nationale alen? Hvor og hvordan placeres kunsten som et fremadrettet omdrejningspunkt for en ny værdikamp og ikke en fortidig reminiscens? Siden de store fortællingers sammenbrud har der ikke været grundlag for en enstrenget kultur- og udviklingshistorie, hverken i eller uden for Danmark. Det betyder ikke, at alt er muligt, idet nye æstetiske kriterier er under udvikling. Der vil blive slugt mange kameler i de kommende år. Offentlige begivenheder, der indeholder musik, skal være enestående begivenheder, som ene og alene er skabt ud fra kunstneriske kriterier. Det store tagselvbord er tømt – ingenting, slet ikke kulturpenge, er længere en selvfølge. Det kan man vælge at se som en tragedie, men man kan også vælge at tage udfordringen op. Reaktionær hjemstavnsnostalgi Bruddende – de institutionelle såvel som de æstetiske – blev en realitet i 1990’erne, og de kom for alvor til udfoldelse i 2000’erne. Fremtidsforskere og sociologer fortalte os, at der ville komme forandringer i vores livsmønster, i vores måde at dyrke kunst på, ja, faktisk i hele vores opfattelse af os selv i forhold til resten af verden. Den profeti tog vi relativt roligt.
Måske drømte vi om fremtidens positive sider i kraft af en fasttømret tro på fornuften og fremskridtet, side om side med den romantiske drøm om et nationalt og nordisk fællesskab, baseret på ældgamle fælles værdier. Altså drøm forstået som både reaktionær hjemstavnsnostalgi og som fremskridtsvenlig fornuft. Historien har jo vist, at profetier og omrokeringer ikke har rystet de nordiske folks kulturer og livsrytmer, som er bundet til gamle folkelige strømninger. Gennem tiderne findes en sammenhæng i det nordiske verdensbillede, som trodser de skiftende politiske og ideologiske grænser. Så den gamle drøm om sammenhæng mellem fortid og fremtid var endnu intakt langt op i 90’erne.
