Et hammerslag på over en halv milliard kroner for et kunstværk skaber overskrifter. Også her i landet. Og særligt når kunstnerens navn er Alberto Giacometti, der er fornemt repræsenteret på dansk grund, ikke mindst på Louisiana, som ejer en af de fineste samlinger af den schweiziske kunstners værker i Europa. En af bronzeskulpturerne i Humlebæk er en senere version af værket fra auktionen i London, og rekordsalget har derfor endnu en gang, og måske ikke så overraskende, åbnet for diskussionen om salg fra kunstmuseernes samlinger. Diskussionen dukker op med jævne mellemrum, enten i forbindelse med hysteriske auktionspriser som her, eller når museumsfolk ytrer ønske om at kunne skille sig af med værker, der blot fylder op i magasinerne. Scenariet synes fristende: Museer kan sælge ud af deres samlinger og fra provenuet erhverve anden og mere interessant kunst uden at belaste de i forvejen overbelastede budgetter. Eller arvesølvet kan ligefrem omsættes med henblik på egenfinansiering af institutionernes nødvendige drift og udvikling. Set fra en realøkonomisk optik bør vi ikke have den store berøringsangst ved en sådan liberalisering af vores kulturarv, og partiet Venstre har senest taget problemstillingen op i kølvandet på Giacometti-salget i London. I andre lande har man i forvejen en mere liberal holdning til sagen. I Holland må kunstmuseer efter særlig tilladelse gerne udskille værker fra deres samlinger, hvis de vel at mærke kan finde andre værker af bedre kvalitet end dem, de har. I USA sælges der i øjeblikket i betænkelig grad ud af kunstmuseernes samlinger for at få råd til udbygninger og almindelig drift. I Danmark er sagen anderledes. Museumsloven forhindrer enhver udskillelse fra samlingerne. Der findes ganske vist en teoretisk mulighed, men den kræver særlig tilladelse af kulturministeren, og denne kattelem er sjældent blevet anvendt og indtil videre aldrig med videresalg for øje. Reglerne for de danske kunstmuseer er altså, at så snart et kunstværk erhverves, så bliver det en del af den danske kulturarv og skal med en sådan status forblive i museets eje og bevarende varetægt herfra og til evigheden. Der er så at sige ingen fortrydelsesret ved et køb eller modtagelse af en donation, hvilket nogle kan mene er en svaghed, for hvor ellers i samfundet skal man kunne levere en sådan totalgaranti? Uheldige konsekvenser Omvendt ligger der hos museumsfolk så en stærk forpligtelse i at vide, at man foretager et definitivt og irreversibelt valg, hver gang man køber til samlingen. Og tænker man nærmere over det, vil det også tilføre museumsdriften mere betænkelige sider, hvis mulighederne for senere salg lå i overvejelsen for nye erhvervelser. På den måde får kunstmuseerne en hel anden proaktiv rolle i kunstmarkedet, hvilket kan få vidtrækkende og uheldige konsekvenser.

Eksempelvis kunne jeg som museumsdirektør for landets nationalgalleri spotte en lovende kunstner og købe op af dennes hovedværker og mere til. Indkøbet vil sammen med museets faglige profil uden tvivl være med til at blåstemple den pågældende kunstner. Efterfølgende kunne jeg sidde lidt på værkerne, eksponere dem vidt og bredt, bl.a. gennem udlån. Og når så kunstneren for alvor er slået igennem og priserne på dennes værker er tilsvarende steget, kunne jeg sælge ud. Det ville være fatalt for kunstneren, som nu pludselig får det røde kort, fordi andre værker skal købes, måske endda med et senere salg for øje. Ser man samtidig på den kendsgerning, at de fleste museer køber værker med støtte fra de store fonde, så melder der sig også en anden bekymring. Hvis jeg var medlem af et fond, ville jeg måske tøve en ekstra gang, hvis jeg vidste, at den forestående bevilling til værkindkøb måske var uden en mere langsigtet værdi. Og erfarede jeg tilsvarende, at et museumsværk, erhvervet med fondets midler, pludselig var i handlen igen, vil jeg nok være en kende mere forbeholden, næste gang jeg mødte en ansøgning fra den pågældende institution. Det stærke ved vores lovgivning er netop, at et værk købt til en museumssamling træder ud af markedsmekanismerne. Værket får en ny status, og prismæssigt sættes det så at sige i nul. Det bliver en del af et fælles arvegods, der tilhører os alle sammen. Et stykke kulturarv, der skal registreres, bevares, forskes i og formidles. Det eneste tidspunkt, museerne opdager, at deres værker har en markedsværdi, er, når de låner dem ud og skal forsikre dem. Her rejser der sig til gengæld det problem for museerne, at de til tider eksorbitante markedspriser får præmierne til at stige tilsvarende. Værket er det samme, men den forsikringsmæssige udgift kan pludselig være femdoblet. Museer skal gøre sig umage Som det er i dag, er det samlingerne, der består, mens museumsfolk (og direktører) forgår. Museumsloven sikrer både konstans og mangfoldighed i samlingerne. Museumsdirektører kan ikke lade deres personlige idiosynkrasier få frit spil på bekostning af den samlingshistorie, der ligger forud. Og museumssamlinger er som sådan sammensat af forskellige tiders faglige præferencer og forskningsmæssige viden, hvilket i sig selv rummer en unik indsigt. Det definitive valg, som museet foretager ved erhvervelse af et værk, er særlig interessant, fordi det er sjældent, at man i vores moderne verden står over for handlinger, der ikke kan gøres om, kaldes tilbage, fortrydes.