Sidste år fik Danmark en ny forening, der har til formål at styrke fremmedsprogene: Ja til Sprog er et netværk, der kalder til ’oprør mod sprogdød’ og ’sprogligt lavvande’ i Danmark og arbejder for at styrke sprogfagene i uddannelsessystemet. Foreningen er dannet af kloge og fornuftige folk, som for længst har indset, at et lille land som Danmark nødvendigvis må interessere sig for fremmedsprog, og som oven i købet er parat til at arbejde for sagen: De har oprettet et websted, skriver kronikker og arrangerer aktiviteter, der skal få os alle til at forstå, at fremmedsprog er vores bedste vej til viden i en verden, der bliver stadig mere global. Hvad de fleste til gengæld nok ikke har tænkt over er, at vi i Danmark også har en klub, der siger ’nej til sprog’. Medlemmerne er ganske vist ikke formelt organiseret i en forening, har intet fælles websted, betaler ikke medlemskontingent og skriver ikke kronikker i klubbens navn. Men den, der lever skjult, lever godt, og nejsigerne har i de senere år været så gode til at sælge deres budskab, at man næsten kan mistænke Ja til Sprog for at være opstået som reaktion på nejsigernes succes. Nejklubben siger selvfølgelig ikke nej til alle sprog: For dem er dansk fredet i klasse A, engelsk er et nødvendigt onde, mens de øvrige kontinentale dannelsessprog som tysk, fransk og spansk som regel forbigås i tavshed. Til gengæld er alle andre sprog potentielt dømt ude; det gælder ikke mindst indvandrersprogene fra ikkevestlige lande: arabisk, tyrkisk, somali, urdu og vietnamesisk, der i nejsigernes optik er enten irrelevante, rent tidsspilde eller ligefrem skadelige. Nejklubbens medlemmer er selvfølgelig kloge nok til ikke offentligt og direkte at kræve de uønskede sprog forbudt – så ville de jo komme i karambolage med lovgivningen og de mange internationale traktater, Danmark har underskrevet.
De benytter sig i stedet af mere indirekte strategier som f.eks. at koble de uønskede sprog til sociale problemer: Ved at omtale arabisk, tyrkisk og somali som sprog, der udelukkende tales af folk i Gellerup, Vollsmose og Mjølnerparken, hvor gennemsnitsindkomsten er lav, arbejdsløsheden høj og de sociale problemer betydelige, får disse sprog nemlig lavstatus, og sprogbrugerne bliver følgelig socialt svage individer, der ikke kan bidrage til samfundets udvikling.
