I 1997 begyndte jeg at læse dansk i Madrid, jeg var 17 år. Begrundelsen var, at jeg ville starte med at studere filosofi på universitetet, og jeg var interesseret i at læse Kierkegaard på hans modersmål; men realiteten var, at jeg havde hørt dansk på et tidspunkt i fjernsynet, og jeg syntes, det lød smukt. Jeg var også fascineret af Skandinavien og dets ’andethed’ i forhold til Sydeuropa. Faktisk er Bellevue for en Madrileño lige så eksotisk som Torremolinos er for en fynbo; det svarer til visse forestillinger om ’de varme lande’ i Danmark og om ’de barbariske lande’ i Spanien. De fleste af disse forestillinger er dog naive og pjattede, som f.eks. at man spiser meget fisk i Danmark, eller at alle spaniere løber foran rasende køer. Men det gik fint med danskundervisningen, og vi havde det utrolig sjovt og hyggeligt i timerne. Så selv om jeg tog fejl og havde forvekslet dansk med svensk og sproget ikke lød så melodisk, som jeg troede, blev jeg hængende i danskundervisningen i tre år. Min kontakt med den danske kultur udviklede sig, jeg fik en dansk kæreste i Madrid, og vi flyttede til en hyggelig lejlighed i Nansensgade i København et år efter. I Spanien havde jeg aldrig reflekteret over identitet. Det skete først, da jeg kom til Danmark. Det var i 2001, da en ubehagelig xenofobi og racisme begyndte at brede sig i Danmark, og atmosfæren var nærmest til at kaste op over. Jeg husker de mange projekter, der dengang blev skrevet på RUC om ’andengenerationsindvandrere’, som om de var en helt anden gren af homo sapiens. Jeg husker også, at folk konstant mindede mig om, at jeg var anderledes, fordi jeg var udlænding, og jeg var jo selvfølgelig udadvendt, sjov og charmerende, fordi jeg var spanier. Jeg vendte til tider denne forestilling til min fordel, når jeg blev mødt med et patroniserende smil til møder, når jeg kom for sent; det kunne nu også blive lidt pinligt, når jeg nogle gange blev bedt om at danse salsa med piger til abefester og jeg trådte dem over fødderne, fordi jeg ikke kunne finde ud af det. Eller endda irriterende, når folk tog for givet, at jeg var katolsk, når jeg i virkeligheden er ateist og ikke engang er døbt. Med andre ord oplevede jeg på egen krop, hvad det betød at blive forskelsbehandlet på et ugyldigt grundlag.
Forskelsbehandling i Danmark sker ikke altid på en direkte og grov måde, men også gennem visse usynlige normer, symboler og handlinger, som indirekte konstruerer en bevidsthed om ’vi’ og ’dem’. På RUC betød ’vi’ danskerne og ’dem’ alle mulige andre mennesker fra forskellige lande – pakistanere, kenyanere, islændinge, spaniere, brasilianere, italienere, kinesere osv. Sjovt nok at jeg skulle komme til RUC for at blive bevidst om, at jeg egentlig havde mere tilfælles med asiater end med nordeuropæere, fordi det var den kasse, jeg blev puttet i. Jeg befandt mig også i den situation i Danmark, at jeg stoppede med ubevidst at være en del af den dominerende og privilegerede gruppe for i stedet at blive en del af en stigmatiseret og udsat gruppe. Når det ikke er et frivilligt valg, kan det være yderst ubehageligt. Jeg syntes heller ikke, at det var fedt at snakke dansk længere, fordi det blev set som et krav og en forpligtelse i stedet for en nydelse og en rejse ind i et møde med en ukendt, spændende kultur, som det havde betydet for mig, da jeg boede i Spanien. Inden jeg mødte min danske kæreste i Spanien, havde jeg heller ikke haft et forhold til en mand før, og jeg havde ingen bevidsthed om, at jeg var biseksuel. I begyndelsen var jeg ikke tiltrukket af min kæreste fysisk pga. hans mandlige krop, men der var en empati og en kemi mellem os, som gjorde, at det var fantastisk at være sammen, og jeg blev forelsket i ham. Dengang havde jeg ikke brug for en seksuel identitet, men alligevel blev jeg betragtet af andre i Danmark som bøsse. Jeg blev efterhånden mere og mere bevidst om, at jeg som ’homoseksuel’ blev betragtet gennem meget mere bestemte uhyggelige fordomme og stereotyper, end da jeg blev betragtet som ’heteroseksuel’. Jeg blev også bevidst om, hvad det egentlig betød at være et mindretal, og at jeg ikke havde de samme rettigheder som majoriteten. Lige pludselig gav det også mere mening for andre, hvis jeg ikke havde lyst til at spille fodbold, og jeg blev eksempelvis spurgt, om jeg ville bruge hele min lørdag aften på udkig efter smykker og tøj sammen med nogle piger, der havde brug for bøsseråd. For nogle kom jeg til at snakke som en bøsse, gå som en bøsse, klæde mig som en bøsse, tænke som en bøsse, sove som en bøsse, spise som en bøsse, grine som en bøsse og tisse som en bøsse; de fleste gange også som en spanier, og efterhånden følte jeg, at jeg mistede mig selv i nogle absurde kasser, fordi jeg hverken var bøsse eller havde nogen stærk spansk identitet efter så lang tid i udlandet.
