Hvis mennesker var, som de burde være, ville der ikke være regelbrud, hvis reglerne ellers var, som de burde være. Men hvordan kan man give regler, så de bliver, som de burde være, uden en forestilling om, hvordan mennesker burde være? Lad os tage en konkret regel – den mest omdiskuterede bestemmelse i straffeloven i de senere år, ’racismeparagraffen’, par. 266 b.
Den straffer den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter »udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering«. Da denne regel blev indført i straffeloven (i 1971), var jeg om ikke modstander af den, så kritisk over for den. Da jeg var yngre, i 1960’erne, ville jeg have været tilhænger af den. Jeg mente dengang, at demokratiet, belært af Hitlertidens erfaringer, burde beskytte sig retligt mod race- og anden diskrimination. I 1970’erne var jeg kommet til den opfattelse, at det afgørende var at indrette samfundet så retfærdigt og ligeligt, at der var tilsvarende ringe risiko for, at race- og andre spændinger blev ekstreme. Jeg troede virkelig, at jeg levede i et sådant samfund. Jeg kunne ikke forestille mig, at det ville udvikle sig til det, jeg nu lever i, hvori paragraf 266 b er blevet en nødvendighed. At den blev det, er lettere at se nu, end da det skete, hvilket ikke betyder, at det var uundgåeligt, at det gik så galt. Mennesker er ofte nok så moralske på andres som på egne vegne. Så længe der her i landet var meget få fremmede, der ikke kom fra Vesteuropa, var problemerne til at overse – i udlandet. Da de fremmede så kom i større og større tal, fordelte de sig ikke ud over landet som de indfødte, men klumpede sig sammen, eller blev klumpet sammen, og det i boligområder og kommuner, hvor der i forvejen var rigeligt med problemer blandt de indfødte: store sociale udgifter, megen arbejdsløshed, mange unge, der fik nok af at uddanne sig for tidligt, osv.
