Inden kl. var 12.00 var jeg registeret 150 gange. Jeg havde besluttet at tælle, hvor tit mine aktiviteter på en helt almindelig dag blev fastholdt af kameraer og elektronik. Da jeg nåede tallet 150 gange, opgav jeg. Resigneret måtte jeg konstatere, at jeg er omgivet af øjne, som aldrig hviler, af kameraer og elektronik, som aldrig slukkes. Jeg deltager som alle andre borgere i dette land aktivt i leveringen af mine elektroniske spor til politi og efterretningstjenesten. Og det er uanset, om jeg sidder i mit hjem eller færdes gennem by og land. Det sker, når jeg bruger mine konto- eller kreditkort, mine telefoner, og når jeg sender e-mail og søger på nettet. Spor og informationer, der fortæller, hvem jeg er, hvad jeg står for. Spor som gemmes, for det kunne jo være, at jeg er en af de formastelige. Og den generelle holdning til denne overvågning synes at være ligegyldighed. Bortset fra nogle ganske få liberale røster, der selv blandt liberale bliver betragtet som klynkere, er der ingen reaktioner. Det er meget lettere at være ligeglad, alt andet kan medføre reaktioner, måske endog kritiske. Det er besværligt at involvere sig, når man bliver mødt med argumentet »Vil du hellere terror end overvågning?«. Men her er det værd at minde om, at ligegyldighed ikke kun er en synd, men også en straf, som fredsmodtageren Elie Wiesel engang har sagt. Så vi har måske den overvågning, som vi har fortjent? Vi har I ligegyldighedens navn og i frygten for terroren glemt at forholde os kritisk til overvågning. Overvågning er ganske enkelt mangel på frihed. Et helt afgørende træk for os som mennesker er, at vi som udgangspunkt har retten til selv at bestemme, hvordan og hvem vi vil dele vore informationer med. Det kunne jeg ikke denne formiddag. Det kan jeg ikke i dag. Det er også værd at mærke sig, at al overvågning får os til at ændre adfærd og ensrette os som mennesker. Det hindrer den frie tale og adfærd. En fane, vi ellers svinger så højt, at vi næsten er ved at miste fodfæstet. Sådan følte jeg det. Men torsdag 24. februar afholdt Retsudvalget høring om terrorlovene på Christiansborg, og et lille håb blev tændt, da Retsudvalgets formand, Peter Skaarup, ifølge Politiken sagde, at Retsudvalget »da vist bliver nødt til at bede regeringen om flere oplysninger om, hvordan terrorlovene bruges og virker«. Det skete, efter at man havde lyttet til advokater, dommere, juraprofessorer og organisationsfolk, der i modsætning til justitsministeren mente, at der er anledning til at ændre loven ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn.
Nu håber jeg ikke, at det kommer til at gå, som det gik med vor trafikminister, Hans Christian Schmidt (V), da han 14. januar 2011 meget klart gav udtryk for, at »sikkerhedsreglerne i de danske lufthavne skal revideres«. Han holdt i ca. 20 dage. Massivt havde flybranchen givet udtryk for, at myndighederne var gået over gevind i nyttesløse sikkerhedsforanstaltninger.
