2012. Et synligtår for den danske fagbevægelse. Meget synligt, faktisk. Fagbevægelsen var på godt og ondt blandt de øverste ti debatemner på den offentlige dagsorden året igennem. Vi blev erklæret »for politiske«, blev skældt ud for at »rende en rød regerings ærinder«, kaldt »splittet«, »tandløs« og »en utroværdig forhandlingspart«. Men først og fremmest blev fagbevægelsen erklæret død. En fortidsøgle med klare tegn på forstening. Det har været emnet for mange ledere, mange klummer og mindst lige så mange indslag i radio og tv: Fagbevægelsen er stendød. Og medlemmerne fosser ud. Det var ikke mindst på grund af kuldsejlede trepartsforhandlinger, hvor regeringen og dele af fagbevægelsen kastede håndklædet i ringen. Som konen med æggene udråbte de tre parter forhandlingerne til at blive så historiske som dem i 1987, der tilvejebragte arbejdsmarkedspensionerne. Det skulle gå anderledes, og alle smed æggene på gulvet. Men på mærkværdig vis udråbte den offentlige mening kun fagbevægelsen som den, der havde knejset med nakken og tabt det hele, da forhandlingerne brød sammen. For at føje spot til skade skaffede en lille og traditionel faglig konflikt i Vejle umiddelbart efter Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance så meget momentum, at journalister, politikere og folkestemning var tæt på at aflive og begrave både fagbevægelse og den danske model. Arbejdsgiverne stod tavse på sidelinjen og bed negle, mens forbundet 3F kæmpede en brav kamp. 3F vandt juridisk set, men der tælles stadig døde og sårede.
Arbejdsret blåstempler 3F-konflikt mod Vejlegården Og overenskomsterne i foråret 2012 bragte heller ikke megen sejrsfølelse. Men vi er ikke døde.
