Når man erblevet mobbet, føler man sig helt alene. Man føler, at man er helt alene med sine problemer og sine tanker. Realiteten er bare, at omkring 15-16 procent eller cirka hver sjette elev bliver mobbet. Ud af en klasse på 24 elever, er der 4 elever, som mere eller mindre holder sig væk fra skolen, fordi de er utrygge ved at være i klassen. Hver sjette elev får altså ikke udviklet sig på den bedst mulige måde, og hver sjette elev har en stor risiko for at miste troen på sig selv fuldstændig og lukke sig helt ud af samfundet. At blive mobbet kan have store konsekvenser både for den enkelte, men også for samfundet som helhed. Vi risikerer at stå med en stor gruppe unge, som har svært ved at få en uddannelse og efterfølgende et job, som kan forsørge dem og deres familie. Vi risikerer dermed også at stå med en stor gruppe, som bliver opgivet af staten og kommer til at leve af offentlig forsørgelse resten af deres liv. Det er ikke et værdigt liv. I 2007 forsøgte man sig med en storstilet kampagne mod mobning. Nu skulle alt blive godt, og mobning ville forsvinde som dug for solen, troede man. Man forsøgte med en antimobbehjemmeside, en mobbecamp, en mobbestopperuddannelse og andre tiltag. Den tidligere undervisningsminister Bertel Haarder betragtede det endda som en succes. I programmet 'Mit liv med mobning', som blev sendt i forbindelse med 'Myginds mission', fortalte han, at han også var blevet mobbet i de små klasser. Alle de gode intentioner, man dengang havde, fik ingen effekt. Det var stadig samme procentvise antal elever, som blev mobbet af elever og lærere. Der var intet sket. Det hele var kun tom snak. LÆS OGSÅFlere fagforbund kræver en ny dansk lov mod mobning Når jeg tænker tilbage på min folkeskoletid, tænker jeg tilbage på en tid, hvor hverdagen var et helvede at komme igennem. Et helvede af angst og social udstødelse. Jeg var en af dem, som blev mobbet. Jeg blev mobbet af både lærere og elever i løbet af min tid i folkeskolen. Jeg kan ikke huske, præcis hvornår det startede, men det har nok været omkring 1. klasse. Jeg var omkring de syv år og var lige blevet diagnosticeret med epilepsi og var fra det tidspunkt ham den lidt mærkelige dreng i klassen. For det der epilepsi, er det ikke sådan noget, de mentalt handikappede på Strandhøj har? Var der noget galt med ham? Smittede han mon? Jeg vidste godt, at jeg var anderledes end de andre, og de ansatte på skolen var - nok af uvidenhed i forhold til min sygdom - lidt for beskyttende over for mig. Mine sociale evner blev derfor ikke helt udviklet, som de skulle, da jeg ikke var den, som klatrede i træer og andre lignende aktiviteter. Jeg begyndte langsomt at lukke mig inde i mig selv allerede i 1. klasse, og jeg blev den elev, som selv om jeg sad helt oppe foran i klasselokalet, stadig prøvede på at gemme mig for klassen. For det var det mest sikre. For når de ikke kunne se mig, så kunne de jo heller ikke mobbe mig, var min tankegang.

Min måde at reagere på, når jeg blev mobbet, var, at jeg kunne eksplodere af raseri. Det var et klart råb om hjælp, men ingen gjorde noget. Jeg vidste, at jeg ville blive sendt til skoleinspektøren for at få en lille pause. Det var min eneste måde at få fred for mine mobbere på, som nemt kunne få næsten resten af klassen til at være med på den, for det var jo lidt sjovt, når Mads hidsede sig op. Så skete der da lidt i klassen. Jeg forstår stadig ikke den dag i dag, hvorfor der ikke blev gjort noget, når alle godt vidste, hvad det var, der skete. Det absolut værste var udelukkelsen af fællesskabet i klassen. Det var uden tvivl det værste ved mobningen. Det at man sad helt alene med sine problemer og følte, at alle stod i en rundkreds omkring én og grinede ad én, uden at man kunne gøre noget ved det. Uden at man havde nogen til at forsvare sig. Den følelse af afmagt over den situation, man var blevet sat i, er den dag i dag meget skræmmende for mig. Mobningen førte til, at jeg begyndte at holde mig væk fra skolen i flere dage ad gangen. Jeg begyndte at trøstespise og vejede på et tidspunkt 110 kg, da jeg var ca. 170 cm høj. Jeg holdt mig indenfor, for jeg ville ikke vise mig frem. Jeg følte, at jeg intet var værd. I klassen holdt jeg mig helt tilbage. Jeg sagde ikke noget. For når jeg ikke sagde noget, så kunne jeg jo heller ikke sige noget forkert. Det var sådan, jeg tænkte. Jeg skulle være 100 procent sikker på, at det, jeg sagde, var rigtigt, og selv om det var det, så kom det alligevel oftest til at betyde, at jeg ikke sagde noget. Denne angst for at gøre noget forkert eller sige noget forkert, har jeg stadig skullet arbejde med den dag i dag. Det at jeg ikke sagde noget, kom også til at betyde, at jeg ikke fik bevist over for lærerne og over for mig selv, hvad mine evner var, og det kom til at afspejle sig i mine karakterer både i folkeskolen og på handelsskolen efterfølgende. Mange ofre for mobning får dermed ikke mulighed for at opnå det potentiale, de i virkeligheden har. LÆS OGSÅPige har fået 33.000 mobbende sms'er Jeg var blevet udstødt af fællesskabet, og den angst, jeg havde fået i forbindelse med, at jeg blev mobbet, gjorde, at jeg ikke kunne komme ind i fællesskabet igen. Jeg var blevet bange for at tage chancer. Bange for at deltage i de sociale aktiviteter. For der var jo noget galt med mig, ellers ville de vel ikke gøre det mod mig. Det var sådan, jeg tænkte. Det måtte være mig. Jeg var den underlige. Det var min egen skyld, at de mobbede mig. Jeg kunne jo også bare lade være med at være så underlig. I flere perioder tænkte jeg på at begå selvmord. Jeg vidste ikke helt hvordan. Jeg vidste bare, at jeg snart ikke kunne klare det mere. Jeg kunne ikke klare hverdagen. Den angst hverdagen medbragte. Ofte sad jeg alene på mit værelse og græd over, at jeg følte, jeg var helt alene og ingen forstod mig. Den værste oplevelse var en dag, da en fra min klasse havde mobbet mig med noget. Jeg husker ikke, præcis hvad det var, men jeg husker, at jeg var blevet meget hidsig over det. Det var min eneste måde at råbe om hjælp på. Det råb blev dog aldrig hørt. Hvor vores lærer i stedet for at høre mit råb om hjælp og forsøge at hjælpe mig i stedet begyndte at grine ad mig.