I dag for ti år siden erklærede George Bush krig mod Saddam Husseins styre i Irak. Det systemskifte, som blev lovet, tog dog en ganske anden form end den, man havde forestillet sig. Hvad er der sket i den mellemliggende tid, og hvor er Irak nu? Der bliver i Irak set tilbage på det forgangne årti med blandede følelser - og med god grund. Nogle skuer nostalgisk tilbage på Saddams æra, som de forbinder med en vis form for politisk 'forudsigelighed', andre fejrer de økonomiske og civilretsmæssige fremskridt, der trods alt er sket siden, mens det for mange er et spørgsmål om pest eller kolera. »Saddam … al-Maliki … det betyder ikke den store forskel … de er lige korrupte, voldelige og magtliderlige … o.k., al-Maliki er måske ikke liiiige så voldelig som Saddam … men tæt på … vi har bare fået flere Saddam'er, mange … al-Maliki er bare en del større end de andre«, sagde en af mine studerende fra Bagdad, da vi diskuterede hans semesterprojekt om korruption. Situationen er sigende for, hvor Irak er i dag. Han kan åbent tale om politik og korruption, og han kan være uenig (i bestemte fora). Han kan stemme, men har ingen adgang til et hermetisk lukket politisk system. LÆS OGSÅ10 år efter: Krigen i Irak har kostet USA 4.600 milliarder kroner Uddannelsessystemet er stadig langt bagefter i Bagdad, så han er taget til det amerikanske universitet i det kurdiske selvstyre i Irak for at tage en bedre uddannelse. Det systemskifte, som i teorien lignede et fuldstændigt brud med 35 års hårdhændet Ba'ath-styre, har vist sig i praksis at gentage mange af de samme ugerninger som det regime, man væltede. I denne sammenhæng er det relevant at undersøge, hvilken type stat der i dag regerer Irak. Premierminister Nouri al-Maliki står i spidsen for et regime, som omgår forfatningen efter forgodtbefindende; ignorerer, intimiderer, og myrder dommere og andre ansatte i de uvildige kommissioner, som skulle føre opsyn med korruption i den offentlige sektor; udøver vold imod modstandere og oppositionsmedlemmer og ansætter fortrinsvis regimeloyalister samt familie, klan og folk fra samme område som premierministeren. Staten er igen blevet et overvejende familieforetagende for venner og bekendte. Almindelige irakere er harme over de korrupte økonomiske politikker og eliternes kleptokrati. De lever i et samfund, der bugner med olie, men oplever stadig daglige strømafbrydelser, mangel på rent drikkevand og et miserabelt sundhedssystem og uddannelsessystem. Ungdomsarbejdsløsheden på omkring 30 procent peger mod dystre udsigter for den nære fremtid. Ansvaret for denne sørgelige udvikling ligger naturligvis hos de irakiske politikere, men baggrunden er at finde i den løbebane, som blev igangsat under Paul Bremers Koalitionens Civile Administration (KCA) fra 2003-5. Det kan ses i den måde, man tilsidesatte vigtige dele af den forfatning, briterne og amerikanerne selv havde støttet; de måder, hvormed man bekæmpede militser, islamister og organiserede bander i tiden efter og den måde, man udelukkede store dele af den irakiske befolkning fra de demokratiske processer, man igangsatte.

Med invasionen ønskede man fra britisk og amerikansk hold at tilvejebringe et inkluderende og demokratisk system, fair valg, menneskerettigheder og fri markedskræfter. Memoirer af de mest indflydelsesrige politikere fra perioden viser, at man forestillede sig Irak blive en art demokratisk og provestligt slaraffenland, hvor olien skulle flyde som honning (og helst mod Vesten til en billig penge). Med andre ord: I Irak var ambitionen at skabe et nyt Norge, og helst overnight og on the cheap. Landet skulle tilmed fungere som rollemodel for andre mellemøstlige stater, hvor man forstillede sig demokrati bølge ind med tidevandet fra Den Persiske Golf til Middelhavet. Man skød mildest talt over mål i forhold til det reelle engagement, man lagde i arbejdet. Man skød yderligere ved siden af i forbindelse med de masseødelæggelsesvåben, man aldrig fandt. Boldøjet fejlede også, da man med lys og lygte forsøgte at skabe en forbindelse mellem Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk og Saddam Husseins regime. Man ignorerede, at bin Laden var den type islamist, Saddam ikke tolererede, og Saddam den type leder, bin Laden forsøgte at omstyrte. Mine studerende forklarer, at de invaderende styrker generelt blev godt modtaget af befolkningen, som havde mange håb for fremtiden efter mere end et årti med internationale økonomiske sanktioner, hvor den almindelige borger oplevede stadig stigende fattigdom og samtidig blev endnu mere afhængig af Saddams politiske elite, som havde fundet måder at omgå sanktionerne. Selv om regimeskiftet var på høje tid, blev håbets kim hurtigt til folkelig frustration, da volden tog nye højder, som under borgerkrigen i 2006-7, hvor kidnapninger, mord og udrensning af kvarterer blev dagligdag. For eksempel fortalte en studerende, hvordan han blev kidnappet i 2006, blot tretten år gammel. Med venners og families hjælp fik forældrene mirakuløst skaffet løsesummen på 10.000 dollar. Denne udvikling har rod i tre fejltagelser begået af KCA. For det første var antallet af soldater kun nok til at omstyrte regimet, men ikke nok til at tilvejebringe ro og orden i gaderne. I det sikkerhedsvakuum, som invasionen skabte, skete der derfor ikke overraskende masseplyndringer af offentlige institutioner som Iraks nationalmuseum, hvor betydelige dele af vor fælles historie befandt sig, af sikkerhedsinstallationer samt privat ejendom. Ironisk nok var Iraks olieministerium den eneste offentlige bygning, som blev tilstrækkeligt beskyttet. LÆS OGSÅIrak på vej mod en ny borgerkrig For det andet afskedigede man alle medlemmer af Ba'ath-partiet i et ønske om at 'af-Ba'athificere' Irak. Massiv arbejdsløshed blev en realitet for over en million irakere. Medlemskab betød ikke nødvendigvis blind loyalitet over for regimet, men arbejde; mange tiggede derfor amerikanske embedsfolk om at give dem deres job tilbage. Fattigdom ramte hele familier, og mange afskedigede forsørgere havde yderligere våbentræning og vidste, i modsætning til besættelsesstyrkerne, hvor regimets våbendepoter befandt sig. For det tredje barrikaderede man sig i Saddams gamle palads, den grønne zone, som den nu 10 kvadratkilometer store fæstning hedder. Zonen blev sikret bag høje betonvægge og bevogtet af amerikanske elitesoldater. Herfra diskuterede man politik med særligt inviterede som proamerikanske eksilirakere, man før krigen havde allieret sig med, og irakere loyale over for det amerikanske projekt i Irak. Man havde kort sagt ekskluderet store dele af den irakiske befolkning, skabt øget arbejdsløshed og ikke overholdt sine demokratiske løfter. Den amerikanske embedsstab var delt, og mange var kritiske over for projektet.