Eksemplerne på, at vores beskæftigelsessystem er nærmest lammet af kontrol og mistillid, begynder at tårne sig op.
Onsdag kunne indeværende avis beskrive, hvordan aktiveringsindsatsen for halvdelen af de fulgte kontanthjælpsmodtagere stod direkte i vejen for et job. Det er på høje tid at gå en ny vej.
Danmark er verdensmestre i tillid. Vi stoler på hinanden og stiller vores kirsebær ubevogtede ud til vejen og regner med, at folk betaler for dem.
Og på vores arbejdspladser er tillid en del af den sociale kapital, som forskerne nævner, når de prøver at finde ud af, hvorfor vi i Danmark klarer os så godt.
Der er bred enighed blandt økonomer om, at tilliden i det danske samfund er en væsentlig forklaring på, at vi klarer os økonomisk langt bedre, end vi burde, set i forhold til vores beskedne størrelse og beskedne naturressourcer.
Danmark er også det samfund i verden, hvor borgerne har mest tillid til staten, men denne tillid går desværre ikke altid den anden vej. Det gælder især for de borgere, der ryger i kategorien ledig – fra det øjeblik bliver de mødt med kontrol og mistillid.
Særligt hårdt går den institutionaliserede kontrol og mistillid ud over landets kontanthjælpsmodtagere, der tvinges til at søge et bestemt antal job – uagtet relevansen af disse job. Herudover tvinges de til at tage praktikker og kurser og til hele tiden at mødes med deres sagsbehandler.
Og konsekvenserne af denne tilgang bliver slået fast i en ny ph.d.-afhandling af Sophie Danneris fra Aalborg Universitet. Ved at følge 25 kontanthjælpsmodtagere i to år har hun påvist, at selve aktiveringsindsatsen for halvdelen af dem stod direkte i vejen for at få et job.
Herudover betyder den nuværende indretning af systemet, at landets sagsbehandlere i jobcentrene bruger op mod 80 pct. af deres tid på administration.
De mange spildte timer og dage er én ting, men den største skade ved hele tvangs- og kontrolsystemet er, at vi reelt sætter vor medborgere under administration. Og hvis der er noget, der er nedbrydende og demotiverende for mennesker, så er det at blive sat uden for indflydelse, umyndiggjort og mødt med mistillid.
Behovet for at indføre kontrol og administration af mennesker uden arbejde retfærdiggøres i stigende grad med, at de ledige er dovne og derfor kun vil arbejde, hvis samfundet svinger pisken over dem. Og efter 30-40 år med den retorik er der tilsyneladende mange i den danske befolkning, der er begyndt at tro, at arbejdsløsheden reelt er de arbejdsløses egen skyld.
Og det viser Sophie Danneris’ ph.d.-afhandling også. Hvis borgeren oplever indsatsen som meningsløs, så fører den ingen steder hen. Og det bringer hende frem til en anvisning: I stedet for at se samtalerne borgere og sagsbehandlere imellem som et værktøj til kontrol og afklaring, så skal de ses som en indsats, der giver mening for borgeren.
Politiken mener: Mistillid sat i systemI stedet er ledighed blevet individualiseret og gjort til den enkeltes eget ansvar. Et stigma og en skam, der tildeles dig i det øjeblik, du får din første indkaldelse til møde i jobcentret, og kun er forstærket, når du går ud derfra. Denne kollektive udskamning af jobsøgende mennesker er en stor misforståelse, der i den grad er skadelig for sammenhængskraften i et ellers ekstremt tillidsfuldt samfund.
Arbejdsløshed er og bliver en iboende del af vores økonomiske model. Og det skal vi anerkende, tale højt om og åbenbare for hele verden, hvis vi vil have noget ud af de ca. 20 mia. vi hvert år brænder af på den nuværende beskæftigelsesindsats. Så længe vi fornægter, at arbejdsløsheden er en systemfejl og ikke et personligt problem, så giver det sig selv, at vi ikke kan afhjælpe problemerne.
Fuld beskæftigelse er et undtagelsesvist særsyn. Sidst, vi i Danmark var tæt på fuld beskæftigelse, var i nullernes højkonjunktur, hvor arbejdsløsheden i 2008 var nede under 2 pct. Det er noget lavere end de 3 pct., der omtales som den naturlige arbejdsløshed, der altid vil være som følge af midlertidig sygdom, jobskifter osv.
Dermed rummer 2008 også beviset for, at vi danskere gerne vil arbejde, hvis jobbet er inden for vores geografiske og faglige rækkevidde. Da der var arbejde at få, slog arbejdsløsheden en bundrekord, der betød, at økonomerne var nødt til at skrive markedsmekanismens økonomiske teori om, mente Anders Fogh Rasmussen. Folk knoklede. Folk arbejdede. Alle mand og kvinder hang i.
Alle samfundsklasser – fra de resursestærke til udsatte grupper som folk med handikap og indvandrere – blev kvalificeret til og tog arbejde.
Eventyret fik imidlertid en brat afslutning. Da konsekvensen af en fuldstændig uansvarlig spekulation i finanssektoren især i USA spredte sig som en steppebrand til Europa, var de mest udsatte borgere de første til at miste deres job. Med et fingerknips var tusinder af danskere henvist til tvungen søgning af job, der var brændt op som tørre græsstrå fanget i finanskrisens flammehav.
Som samfund er vi stadig ikke færdige med at rydde op efter finanskrisen, mens finanssektoren og de rigeste for længst er videre – og det endda på trods af øgede polstringskrav fra EU. Nej, de egentlige tabere er de mange udsatte og andre, der mistede deres job dengang. Mistede deres job på grund af uansvarlig finansspekulation langt fra deres hverdag.
Den ene dag havde man været på arbejdsmarkedet i 35 år og betalt sin skat, og i den næste er man arbejdsløs på grund af forhold uden for ens kontrol. Om det så er finanskrise, sygdom eller nedskæringsreformer i det offentlige, så er ledighed noget, vi alle kan blive ramt af.
Ikke mindst derfor er det uretfærdigt og urimeligt at udråbe ledige til selv at være skyld i deres situation. Redskabet til at påføre denne symbolske skyld er det mistillidssystem, der fra den ene dag til den anden sætter dig under administration og sanktionerer dig, hvis ikke du deltager i møder, skriver ansøgninger og tager på kurser – uagtet hvor meningsløst det kan være.
Reaktionen på umyndiggørelsen er for manges vedkommende at kæmpe imod med næb og klør. Ved siden af kampen for at få et arbejde er kampen mod systemet blevet hverdag for mange. Sagsbehandlere og alle andre personer og processer, der symboliserer systemets tvang og mistillid, er i stigende grad blevet lagt for had. Og det forstår jeg sådan set godt. Sådan ville jeg selv reagere – også selv om jeg udmærket ved, at de mennesker, der sidder på den side af skrivebordet, er i klemme i samme meningsløse system.
Tænk, hvis man frisatte al denne energi. Frisatte den, så de ledige i stedet kan bruge den på indsatser, som de selv mener, giver mening. Så ville vor medborgere have overskud til f.eks. frivillige indsatser i lokalmiljøet for børn, unge, ældre og til at opsøge kunst, kreativitet og natur – forhold som vi ved heler den menneskelige psyke. Ret beset, så har mennesker med selvværd overskud til at være mere for andre.
Og med selvværd følger, at vi fjerner den stigma og umyndiggørelse, der får de ledige til at snige sig langs væggene som samfundets uønskede. Vi mener, at vi skal sætte alle de fantastiske ressourcer, som der i perioder ikke er behov for på arbejdsmarkedet, fri, så de kan bruges på alle mulige andre måder. Alle mennesker har noget at give, der er værd at få.
Arbejdsgivere: Forkert at slække på krav til ledigeOg at sætte folk fri er præcis det, vi foreslår, når vi taler om at indføre kontanthjælp uden modkrav. Det er basalt set indførelsen af et lille ord, der gør en enorm forskel. Og det er ordet »nej«.
Indføres kontanthjælp uden modkrav, vil den ledige stadig modtage tilbud om aktiviteter, såsom kurser og efteruddannelse. Dog er der den væsentlige forskel til i dag, at den ledige altid vil kunne sige nej. Det lille ord »nej« rummer nøglen til at vende hele systemet på hovedet og tvinger alle til at gentænke – og indtage – helt nye roller i systemet.
Det lille ord »nej« indfører et behov for kreativitet og nytænkning, et behov for at lytte, et behov for dialog, et behov for faglighed og menneskelige kompetencer, som i det nuværende system er overflødiggjort og umuliggjort af administration og kontrol.
Det er et »nej«, der giver de ledige muligheden for at tilbageerobre frihed og ansvar for eget liv, og et »nej«, der sætter sagsbehandlerne fri til at redefinere deres egen faglighed og bringer deres personlige kompetencer i spil. Det vil genskabe beskæftigelsessystemet i tillidens, motivationens og kreativitetens tegn.
I dag anvenderDanmark mindst 4,6 milliarder kroner på aktivering af kontanthjælpsmodtagere. Heraf er ca. halvanden milliard kroner ren administration. Det er penge, der vil kunne bruges langt bedre. Indfører vi som samfund kontanthjælp uden modkrav, vil disse midler bliver frigjort til f.eks. at skabe kvalitetstilbud.
De vil kunne anvendes til at hjælpe syge kontanthjælpsmodtagere til at blive raske og gøre tilbuddene om opkvalificering, om jobmatchning, om kurser, praktikker og personlig udvikling så gode og attraktive, at de ledige tager imod dem, selv om de ikke er tvunget til det.
I Kalundborg gør de netop dette. Her har en lille udbrydergruppe arbejdet med en variant af kontanthjælp uden modkrav i 2 år, hvor den ledige netop har kunnet sige »nej« til alle kommunens tilbud. Resultatet har været imponerende: For eksempel har antallet af aktiveringer været dobbelt så højt blandt de ledige, der selv har valgt det, i forhold til de ledige, som kommunen har tvunget af sted.
Cirka 75 pct. af kontanthjælpsmodtagerne er på grund af sociale problemer eller sygdom ude af stand til at tage et almindeligt lønarbejde. Disse mennesker ville i langt højere grad kunne hjælpes videre, hvis der blev investeret i at hjælpe dem på fode igen, og det gør tvang ikke. Tvært imod.
Til P1 sagde Kalundborgs arbejdsmarkedschef, Jens Folman, blandt andet, at »det exceptionelle er, at denne målgruppe, der i udgangspunktet er langt væk fra arbejdsmarkedet, også er kommet med. Altså er ledigheden også faldet for den målgruppe«.
Herudover fremhæver han, at det netop er tillid og velvilje, der gør forskellen: »For målgruppen har det gjort en verden til forskel, at de er blevet mødt med en tro på, at de faktisk godt kan. Det er jo et eller andet sted banalpsykologi«, som han siger. Og det vil jeg da kun give ham ret i. Det giver rationel mening.
Kontanthjælp uden modkrav vil også betyde, at sagsbehandlerne vil blive frigjort til andre indsatser end at administrere de lediges liv.
Jeg er sikker på, at det vil betyde en kærkommen revitalisering af sagsbehandlernes rolle og faglighed, som vil øge arbejdsglæden og den faglige stolthed markant. Det skyldes, at mange socialrådgivere oplever, at de vil kunne gøre en langt større forskel, hvis de havde friheden til det.
For dem er det selvfølgelig hårdt og ubehageligt at blive genstand for kritik fra de ledige, der er begyndt at se sagsbehandlerne som symboler på den kontrol, tvang og mistillid, der er institutionaliseret.
Vi hører ikke meget om, hvordan det er at skulle administrere andre menneskers liv ud fra regler og forventninger, der skabes af de politikere, der sidder langt fra den direkte borgerkontakt.
De sagsbehandlere, jeg kender, er meget forsigtige med at melde ud om dette. Og mange af dem vil også protestere mod, at billedet bliver fortegnet, da der sidder rigtigt mange sagsbehandlere derude, der lykkes med at hjælpe borgere videre gennem svære livsperioder og få dem i arbejde. Og borgere, der refererer tilbage til sagsbehandleren med stor taknemmelighed. Dem skal vi bestemt huske, for det er jo det, vi vil have meget mere af: dygtige mennesker, der kan bruge deres kompetencer til at hjælpe andre videre.
Paradoks: Aktivering gør det sværere for folk på kontanthjælp at få et jobIndfører vikontanthjælp uden modkrav, vil nogle afgjort indvende, at mange ledige så bare vil lægge sig på sofaen og dovne den. Den bekymring har vi ikke i Alternativet. Vi er sikre på, at mennesker gerne vil arbejde. Der vil muligvis være nogle få, der i en periode vil sætte sig dybt i sofaen, men det mener jeg, at vi som samfund skal kunne rumme. Vi skal i hvert fald ikke lovgive ud fra disse få, fordi vi så med tvang og kontrol kvæler alle dem, der gerne vil.
At vi har tillid til, at alle gerne vil bidrage med det, de kan, skyldes, at det giver identitet og selvværd at bidrage. Dermed er det at bidrage en grundlæggende drift i ethvert menneske. Det giver anerkendelse at være en del af fællesskabet, og det giver gode muligheder for at møde andre mennesker, at få venner, ja, måske endda møde kærligheden.
I Alternativet vil vi have, at den store tillid, vi har til hinanden i Danmark, også skal være definerende for beskæftigelsessystemet. Vi er sikre på, at mennesker vil tage ansvar for deres eget liv og bruge det til deltage. Vi er sikre på, at når mennesker selv får lov til at tage beslutninger om deres eget arbejdsliv og selv sætte deres mål, så vil der være en meget stærkere vilje til at nå målene.
Derfor er et tillidsbaseret kontanthjælpssystem en rigtig god investering for den enkeltes trivsel og livskvalitet og for samfundets produktivitet.
Hvis de rent medmenneskelige argumenter ikke overbeviser dig, Troels Lund Poulsen (V), så har jeg også et andet: Det må vel betegnes som værende kafkask i højeste potens, at selve aktiveringsindsatsen nu står i vejen for at få job, så som minister for et parti, der forsøger at minimere statens indgriben i den private frihed, vil du så ikke være med til unfucke dette indgribende, fornedrende og bureaukratiske helvede?
Lad os få tilliden tilbage. Lad os indføre kontanthjælp uden modkrav.
fortsæt med at læse
