Det er 10 år siden, at investeringsbanken Lehman Brothers gik fallit og startede finanskrisen. Her ses en ansat på vej ud med sine ting.
Foto: Mary Altaffer/AP

Det er 10 år siden, at investeringsbanken Lehman Brothers gik fallit og startede finanskrisen. Her ses en ansat på vej ud med sine ting.

Kroniken

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Finansordfører for SF: Det er ti år siden finanskrisen næsten lagde Vesten i grus. Desværre har vi ikke lært ret meget

Finanskrisen 2008-09 gjorde verden fattigere og farligere. I denne uge er det 10 år siden, at den begyndte, og vi må spørge os selv, om vi er kommet så langt, at der er noget at fejre. Svaret er nej.

Kroniken

I denne uge er det ti år siden, at en af verdens største investeringsbanker drejede nøglen om.

Ud ad svingdørene på 7th Avenue i New York forlod Lehman Brothers ansatte den til dato største gæld i verdenshistorien. 613.000.000.000 dollars. Chokket stod malet i ansigterne på dem.

I hænderne havde de brune papkasser, hvor der ikke blot lå billeder af familien og lommeregnere fra skrivebordet, men hele den kapitalistiske drøm om støt stigende formuer, aktiekurser på himmelflugt og bizarre investeringsprodukter, hvor selv den dårligste betaler kunne forvandles til et guldæg, hvis produkterne blev sammensat på en tilpas indviklet måde.

Finanskrisen blev hurtigt andet og mere end en teoretiske abstraktion.

Finanskrisen satte verden i brand og ændrede historiens gang – måske for altid

Huse røg på tvangsauktion. Private jobs forsvandt i tusindvis. Massefyringer. De offentlige finanser blødte. Renterne bankede i vejret.

Pensionerne blev udhulet. Lønningerne faldt eller stod bomstille. Bankerne lukkede pengekasserne i. For de velhavende gjorde krisen ondt i regnskaberne.

Mange folk med langt færre midler røg i bundløs gæld, da deres hus fra den ene dag til den anden raslede ned i værdi, mens variabelt forrentet lån gjorde det umuligt for dem at blive boende. 350.000 kroner løb finanskrisen op i per dansker.

Finanskrisen satte verden i brand og ændrede historiens gang – måske for altid. For hvis finanskrisen ikke havde smadret den globale økonomi, ville vi så have fået Donald Trump?

Et splittet Europa? En stigende nationalisme? En eksploderende ulighed?

I Danmark har vi strammet op efter finanskrisen, ja, vi har faktisk gjort rigtig meget, men alligevel bør vi bruge finanskrisen jubilæum til at spørge os selv: Har vi gjort nok?

Har vi i dag solide værn, der kan modstå selv de mest liberaliserings-begejstrede politikere?

Har vi i dag en sund finanssektor, der understøtter og ikke undergraver virksomhedernes og din og min privatøkonomi?

Den, der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den. Det var finanskrisen et klasseeksempel på.

Børskrakket i 1929 kastede verdensøkonomien ud i en dyb krise og mange år med depression, som kom til at forme verdenshistorien.

Netop fordi det gik så galt, blev politikere nødt til at handle. Borgerne ville have vished for, at man ikke igen ville lade bankerne gamble med deres opsparing for at score en hurtig gevinst.

Men kapitalen har det jo med at presse på, når den lurer gevinster, og således blev krisen glemt, og et paradigmeskifte kom snigende.

Det tog for alvor fart i 80’erne under Thatcher og Reagan, i USA under begrebet Reaganomics.

Privatisering, skattelettelser og lempede regler for finanskapitalismen betød sammen med krisen i realøkonomien, at kapitalen for alvor flyttede ind på finansmarkederne.

I 1980 døbte Robert Hayes og William Abernathy, to fremtrædende Harvard-professorer, fænomenet kvartalskapitalisme. Kvartalskapitalisme var karakteriseret ved sit kortsigtede profitfokus.

Bill Clinton føjede spot til skade, da han pillede ved de værn, man havde sat op efter det store børskrak i 1929.

Herhjemme blev det danske boligmarked i årene op til krisen pustet op af flekslån, afdragsfrie lån og mulighed for at låne over 100 procent af købsværdien – selv om køberens privatøkonomi ikke altid var til det. Økonomien buldrede derudad. Vi kunne købe hele verden. Lige indtil korthuset væltede.

Selv om finanskrisen og siden den økonomiske krise stadig kan mærkes, kom store dele af finanssektoren sig dog hurtigt. De seneste årtier er værdien af verdens finansielle aktiver steget meget hurtigere, end den globale økonomi har udviklet sig.

Ifølge tænketanken Cevea er handlen med aktiver steget 50 procent hurtigere end handlen med andre varer og tjenesteydelser.

Den Internationale Valutafond, som ikke just er kendt som en socialistisk organisation, har lavet adskillige undersøgelser, der viser at når finanssektoren når over en vis størrelse, skader det væksten.

Det er simpelthen blevet for profitabelt for eksempelvis bankerne at handle med værdipapirer i forhold til at låne ud til små og mellemstore virksomheder.

En aktie, der handles på de amerikanske børser, ejes i gennemsnit i bare 22 sekunder

Det er de selvsamme virksomheder, der investerer i nye ideer, produkter og løsninger. Omvendt bruger mange store virksomheder på børsen uforholdsmæssigt meget energi på finansielle aktiviteter, udbetaler udbytte og foretager tilbagekøb af egne aktier.

Det skaber ulighed, da pengene bliver koncentreret i virksomhederne eller ubetalt til de ofte allerede velhavende investorer i stedet for. Efter finanskrisen blev kravene til bankerne strammet gevaldigt.

Der blev stillet krav til, hvor mange penge bankerne skal have på kistebunden, og herhjemme blev de usikre flekslån og afdragsfrie lån begrænset markant.

I USA gik man ind og regulerede nogle af de mest uigennemskuelige finansielle produkter, som netop havde betydet, at helt almindelige amerikanere pludselig sad i bundløs gæld.

Spørgsmålet er, om vi er i mål. Har vi fået en bæredygtig finanssektor, som gavner både dig og mig og ikke kun dem, der scorer de store gevinster i de yderste led.

Hvis vi skal sikre en sund demokratisk kontrolleret finanssektor, som gavner – og ikke skader – produktion, arbejdspladser og innovation – mener jeg, at vi bør ændre spillereglerne for finanssektoren på tre afgørende punkter.

Frem mod finanskrisen udbetalte sektoren svimlende summer til aktionærer i form stedet for at sørge for, at der var penge på kistebunden.

Det billede er ved at gentage sig. Siden begyndelsen af 2012 har de børsnoterede selskaber i Danmark brugt godt 225 milliarder kroner på at købe egne aktier tilbage, heraf står 15 af de største danske selskaber for fire femtedele af handlerne.

Aktietilbagekøb svarer økonomisk set til udbyttebetalinger og giver samtidig aktionærerne en kursgevinst på deres aktiebeholdning.

Tilbagekøb var i USA forbudt helt frem til 1982, da det blev betragtet som kursmanipulation.

Alene sidste år sendte de danske banker 25 milliarder kroner i udbytter og aktietilbagekøb til deres aktionærer. Det er faktisk mere end i de gyldne år inden finanskrisen.

Hvem taber, når virksomhederne flytter fokus fra de fysiske produkter til de finansielle i jagt på profit og udbetaling af udbytte til aktionærerne? Desværre er svaret ofte, at det gør vi alle sammen.

Som eksempel kan nævnes General Motors, der i årene efter Anden Verdenskrig var USA’s største virksomhed.

General Motors producerede hovedsagelig biler, men med tiden blev deres finansielle arm, GMAC, den største indtægt for virksomheden.

General Motors blev et studie i det, der kaldes for finansialisering, hvor ledelsen tilfredsstillede aktionærerne ved at pumpe enorme beløb ud i udbytte og tilbagekøb.

Aktionærerne var ligeglade med, om General Motors producerede gode biler eller overlevede, de investerede for en kortere periode og havde ingen interesse i den langsigtede strategi for selskabet.

Når topledelsen samtidig er betalt med omfattende aktieprogrammer, siver den kortsigtede og egennyttige tænkning også ind i på direktionsgangen.

General Motors gik konkurs i sommeren 2009, blev overtaget af den amerikanske stat og omstruktureret for et astronomisk beløb.

Det var de amerikanske borgere, der betalte. For lidt fokus på finansiering og for meget på udbetaling af udbytte og tilbagekøb af aktier er for mig at se en af de største hindringer for at få en sund finanssektor.

Derfor mener jeg, at vi bør begrænse muligheden for udbetaling af udbytte og tilbagekøb af aktier, og vi skal stille større krav til, at kassebeholdningen er stor nok til svære tider.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er efterhånden mange år siden, at børsmæglerne stod, svedende og skreg ’KØØØØB’, mens millionerne skiftede hænder.

I dag skifter aktier hænder på mikrosekunder, faktisk er over halvdelen af alle handler på de amerikanske børser det, man kalder højfrekvenshandel, hvor algoritmer forudser gevinster ved at være millisekunder foran andre købere.

Ifølge The Wall Street Journal betyder algoritmehandlen, at en aktie, der handles på de amerikanske børser, i gennemsnit ejes i bare 22 sekunder.

I Danmark foregår 15 procent af alle handler på fondsbørsen i såkaldt højfrekvens. Økonom og nobelprismodtager Joseph Stiglitz kalder højfrekvenshandel for en avanceret form for front running, hvor børsmæglere ulovligt udnytter informationen om fremtidige ordrer, som de får millisekunder før andre, til at tjene penge.

Desværre har Danmark endnu ikke meldt sig ind i kredsen af lande, der arbejder aktivt for en finansskat

Front running kan foregå, ved at en børsmægler får en ordre af en kunde, og inden han eksekverer den, placerer han eller banken en ordre på samme aktie.

Når kundens ordre kommer ind på markedet, går prisen, op og børsmægleren eller banken sælger deres egen ordre og score profitten.

De agerer altså på en information, de ikke havde haft ellers.

Det samme er sagen med højfrekvenshandel i Stiglitz’ øjne, her udnyttes information om køb alene ved at være foran med et par mikro- eller millisekunder.

Det er algoritmer, der foretager disse køb og salg, for de kan agere hurtigt nok, i modsætning til mennesker.

Den skadelige højfrekvenshandel kan minimeres med en finansskat, også kaldet en Tobinskat.

Finansskatten er en mikroskopisk skat på finansielle transaktioner, som vil kunne lægge en betydelig dæmper på den spekulative handel med værdipapirer, som kun har den helt kortsigtede gevinst som formål.

For de langsigtede investeringer, f.eks. vores pensionsopsparinger, vil finansskatten ikke være af betydning.

Desværre har Danmark endnu ikke meldt sig ind i kredsen af de lande, der arbejder for en finansskat. Argumentet lyder, at det vil skade en lille åben økonomi som den danske og sende børshandlen et andet sted hen. Kritikken er absurd; der er allerede en skat på handler.

Det er bare en skat, der går i lommerne på dem, der spekulerer i højfrekvenshandel, uden at de nogensinde tager en risiko eller leverer værdi til markedet.

Usikkerhed og store udsving i markedet er konsekvensen af de kortsigtede handler.

Mit andet forslag til en sundere og mere bæredygtig finanssektor er, at vi melder Danmark aktivt ind i kampen for en europæisk finansskat.

Og hvis vi ikke kan blive enige blandt alle lande EU, så lad os gå sammen med de lande, der gerne vil, såsom Tyskland eller Frankrig.

Efter krakket på Wall Street i 1929 var der brug for en lovgivning, der kunne skabe stabilitet i økonomien og sikkerhed for borgerne, som havde mistet tilliden til det grådige finansielle system.

Derfor indførte man en lov, som fik navn efter dens ophavsmænd, senator Carter Glass og kongresmedlem Henry B. Steagall.

Tanken med Glass-Steagall er at give den realøkonomiske del af bankerne en mere sikker økonomi.

Samtidig vil staten og borgerne kun hæfte for den del af bankdriften, som er nødvendig for samfundet.

Hvis bankerne ønsker at fortsætte med de risikofyldte valutaspekulationer og aktiehandler, skal det foregå i selvstændige selskaber, som staten ikke garanterer for, og som derfor bare får lov til at gå ned, hvis de kommer i problemer.

Loven gjaldt frem til 1999 i USA. I dag er der fra tid til anden snak om at genoplive Glass-Steagall-loven i USA – senest fra Bernie Sanders og Donald Trumps egen toprådgiver.

Vi skal heller ikke længere end til Storbritannien for at se, at det kan lade sig gøre i praksis.

Med den såkaldte ring-fencing vil man kræve, at de største banker fra 2019 skal adskille deres handel med værdipapirer fra de aktiviteter, der har med udlån til private og virksomheder at gøre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Danmark er situationen en anden end i USA. Den økonomiske krise herhjemme skyldtes ikke først og fremmest derivater, valutahandel og andre spekulationer.

Tabet har været på lån til små og mellemstore virksomheder. Derfor er det ikke helt så presserende herhjemme, men flere økonomer lufter alligevel ideen fra tid til anden.

Danske Bank har eksempelvis tabt en masse penge på deres aktiviteter i Irland. Hvis man havde splittet bankerne op, ville man i højere grad kunne sige: Det er ærgerligt, så må den del af virksomheden gå ned.

Derfor er mit tredje forslag til en sundere og mere bæredygtig finanssektor, at vi som minimum skæver til Storbritannien for at lade os inspirere, så skatteborgerne ikke skal hæfte for bankernes investeringseventyr.

Så nej, der er ikke noget at fejre, når finanskrisen fylder ti år 15. september. Jeg mener derimod, at vi skal sætte en mindeplade op over døren til erhvervsministeriet, hvor vi skriver: Finanskrisen gjorde verden fattigere og farligere. Husk den!

Dermed undgår vi igen at begå fortidens fejltagelser. Økonomien buldrer allerede derudad, og blandt andet storbanken Deutsche Bank har advaret om faren for en ny økonomisk krise.

Så lad os sikre en bæredygtig sektor, hvor vi ikke slækker på kravene til polstring, men tværtimod begrænser udbytter og tilbagekøb af aktier, hvor vi indfører en finansskat og kræver, at bankerne adskiller de risikable investeringer fra almindelige menneskers opsparing og boliglån.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce