I foråret skrev jeg en række kronikker og debatindlæg i svenske medier. Det, der fik mig til det, var først og fremmest, at jeg var rystet over, hvordan #MeToo-bevægelsen havde hærget nabolandet.
Så meget, at den nu var på vej til at ødelægge en af Sveriges fornemste kulturinstitutioner: Svenska Akademien. Jeg kunne også se, at forskellige grupperinger i Danmark lod sig inspirere af det, der skete i Sverige. Og jeg ville derfor gerne gøre, hvad jeg kunne for at forhindre den nye radikalfeministiske og identitetspolitiske venstrepopulisme, som åbenbart havde grebet svenskerne så hårdt, i at drive mod vest.


























