Lamaer græsser under genåbningen af Machu Picchu i Cusco, Peru, 2010.
Foto: Karel Navarro/AP

Lamaer græsser under genåbningen af Machu Picchu i Cusco, Peru, 2010.

Kroniken

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Det er, som om junglens kæmpefingre har besluttet sig for at forvandle det menneskeskabte til vild natur

En forfalden togstation i Pyrenæerne, et tempel i Egypten og en spøgelsesby i Chile minder os om, at vi skal dø. Lad os nyde skønheden i mellemtiden.

Kroniken

Hvorfor er forfaldet så skønt? Hvorfor er forfaldet så malerisk og skønt?

Jeg træder ud på de rustne skinner ved banegården i Canfranc, en landsby i Pyrenæerne i det gamle kongerige Aragonien nær grænsen til Frankrig. 18. juli 1928 åbnede det, der dengang var Europas næststørste station efter Leipzig Hauptbahnhof. 90 år senere er stationen ved at falde sammen.

Skuet er stadig imponerende. Estación Internacional de Canfranc består af majestætisk moderne symmetri, marmor og andre dyre materialer, et 241 meter langt ingeniørbyggeri i art deco-stil – funktionalismens rene linjer tilsat reminiscenser af jugendstilens blomster- og bladsprog.

Men tagsten og glasstumper fra de 365 vinduer ligger knust bag det trådhegn, der beskytter det gamle pragtværk mod vandalisme – og den besøgende mod at få sten i hovedet.

Vi forestiller os de sidste tider. Vi forestiller os forfaldsprocessen, døden efterlivet

Solen øser sin livgivende, opædende energi ned over skifertag, skinner og skrot. Bag stationen rejser bjergvægge sig. Der er sne på toppen af bjergkammene. Fuglene kvidrer. Udrangerede togvogne og 542 indbyggere larmer ikke alverden.

Der dufter af fyrrenåle, ikke af diesel, olie og damp, da jeg fortsætter rundt på jernbaneterrænet.

Vinduesløse passagervogne holder på sidesporene. Rusten gnaver hul i metallet på vognenes sider.

Endnu ældre passagervogne har sider af tynde træplanker, skæve og forslåede.

Tagløse vogne er fulde af murbrokker og skrot. Vegetationen gror grønt op ad hjul, fjedre, aksler, wirer og stænger. Rustens orange-brun-rød står i kontrast til sommerens højgrøn.

’No pasar’ står der på skilte. Gå ikke over sporet.

Men hvorfor respektere dette budskab fra fortiden? Engang kørte togene herfra i begge retninger, mod Pau og Paris i nord, mod Zaragoza og Madrid i retning af middagssolen.

En 7,8 kilometer lang hvælvet tunnel var boret og sprængt gennem det kolde bjerg, 3,1 meter bred og 5,2 meter høj. Arbejdet kostede 50 mennesker livet.

Det var et ufatteligt projekt, og ofre måtte accepteres for at forbinde de to nabolandes hovedstæder så direkte og hurtigt som muligt.

Stationen og jernbanevognene var det ypperste billede på fremskridtet, et prestigeprojekt, der skulle imponere de tilrejsende fra Frankrig. Nu er det en ruin. Hvordan kunne det gå så galt?

I 1970 standsede togtrafikken til Canfranc fra fransk side. Det skete efter en ulykke. På tilisede sydfranske spor havde et ubemandet togsæt sat sig i bevægelse.

Bremserne virkede ikke. På vej ned ad bjerget på den franske side nåede det op på 280 kilometer i timen, før det forulykkede og smadrede en jernbaneviadukt.

Estación Internacional de Canfranc havde mødt sin skæbne, forfaldet begyndte, og la Dama de los Pirineos blev i folkemunde til ’Pyrenæernes Titanic’. En ruin.

Malingen skaller af, togene holder stille. Jeg går rundt og fotograferer den indtørrede fortid og den saftige biologi, der fortærer og overlejrer fortidens forældede modernitet.

Memento mori er katarsis, tragediens rensende effekt

Hvad er det, der gør det her så visuelt interessant? Så frydefuldt.

Jeg er høj på det her, og jeg må bemærke over for læseren, at jeg altså bor i Bilbao i Nordspanien.

Hver dag cykler jeg forbi Guggenheim-museets underskønne gyldne titaniumvidunder af en hval- og skibsmetafor midt i Nervión-floden, rumæraens aerodynamiske, legende letvægter, tegnet i de revolutionerende computerprogrammer, som den franske flyindustri havde udviklet.

Så jeg er ikke æstetisk understimuleret, ikke et vinterbarn, der ser solen. Men her ved de frønnede trinbrætter, jeg ikke vil sætte mine skosål på, opnår jeg samme fornemmelse som ved det titaniumbelagte rumskib i Bilbao.

Hvordan kan denne stationsbygning i Pyrenæerne, denne iskolde tunnel og disse ubrugelige skinnevogne på så få årtier blive forvandlet til ruin og rustbunke?

Tankerne stiger til vejrs som dampen fra et lokomotiv. Jeg tænker: Vil vores egen samtid også ende på den måde, oxideret og forfalden, skambidt af tiden, uden anden relevans end som mål for ophuggere og måske nogle æstetik- og historieinteresserede gæster?

Lokomotivdampen fyldes som en tankeboble af andre ruiner, jeg har besøgt.

Først gladiatorteatret Colosseum i Rom, der af en eller anden grund ikke greb mig på min første interrailtur, måske på grund af den tætte biltrafik rundt om de gamle søjle- og buemure.

Dernæst træder ud af den kulfyrede trækhests tudesky det ruinkompleks, der har gjort stærkest indtryk på mig: det mystiske MachuPicchu i de fugtige Andesbjerge i det sydlige Peru. Var det et rekreationssted for de soldyrkende inkaer?

Arkæologerne er ikke sikre. Machu Picchu, Den Gamle Tinde, ligger i 2.400 meters højde, og jeg besøgte det i 1991 – før masseturismens indtog.

Klokken fem om morgenen begynder vi den stejle vandretur derop fra den nærmeste landsby. Da solen står op, letter tågedampene langsomt.

Min ven og jeg har stedet stort set for os selv. Vores udsigt er den samme som inkaernes 500-600 år før os. Vi er tilbage hos dem, før spaniernes erobring.

Bygninger rives ned, murbrokker køres bort. Ideer forsvinder også en dag

Teorien lyder, at Machu Picchu er et refugium for den niende inka, Pachacutec, og den øverste mandlige ledelse samt et par hundred udvalgte unge kvinder.

Solen stiger op over træbevoksningen mod øst. Vi sidder i det højgrønne kondorterræn med sandwich og kokablade i stedet for morgenkaffe.

Vi forestiller os Pachacutecs og kønsmodne pigers religiøse forpligtelser, når solen med astronomisk præcision står op over bjergkammen, og når den synker igen.

To gange om dagen kan han vel, udsat for oliemassage, nervøs skønsang og de vissengrønne blades opkvikkende alkaloider.

Ørkenlandskabet ved Nilfloden er et andet magisk habitat for ruiner, som jeg besøger nogle år senere.

Med sit bredformat og sin søjlerække ligner Hatshepsuts Tempel i Luxor faktisk Canfrancs aflange stationsbygning en smule.

Men ørkenen er død, og templet er en grav. Det bringer mig ikke helt tilbage i tiden. No pasar. Men jeg aner dødsrigets underværk, opført for 3.500 år siden.

Ruiner er bygninger ødelagt af krig, katastrofe, brand eller bare forfald. Forfald skyldes naturens langsomme kræfter – vind, vand, tyngdekræft og planternes vokseværk.

Ved Copán-ruinerne i Honduras’ jungle har jeg set træernes store rødder vride mayaernes tonstunge sten af led.

Det er, som om junglens kæmpefingre har besluttet sig for at forvandle det menneskeskabte til vild natur, og jeg ved godt, hvem der vinder.

Tusind år forsvinder hurtigt her, som første periode i en brydekamp.

Børn kender det. Det går bare hurtigere. Sandslottet på stranden efterlades til bølgerne. Børn ved det: Vi kan ikke bevare det hele. Eller kan vi?

Farfar fylder 70, og vi er alle inviteret en uge til Málaga. Det er påsken 1978, jeg er lige knap 7 år.

Stella Polaris har pool, kusinerne fra Jylland er iført bredstribede T-shirts, og aben på familiens fællesfoto har rød buksedragt på. Jeg holder den i hånden.

Jeg har også redet på æsel i bjergene, og det hele er en stor oplevelse, min første flyvetur, mit første charterophold.

Noget går galt den sidste formiddag. Forgæves forsøger min far at tale mig til ro. Da jeg omsider er ved at være god igen, forlanger jeg pludselig, at min far erstatter den tabte tid hernede – den tid, jeg har brugt på at være ked af det, og de andre har været en sidste tur i poolen.

»Det kan altså ikke lade sig gøre, Rune«, siger han.

»Jo! Jeg vil have to timer mere«.

»Jamen, vi skal til lufthavnen lige om lidt«.

»Det er jeg ligeglad med!« vræler jeg. Jeg vil have tiden tilbage.

Landet Atlantis er det sunkne paradis. Platons idealstat et sted i Atlanterhavet. Som om menneskeheden ikke allerede havde ruiner nok, opfandt de gamle grækere en ruinlegende.

Hvis verden var en skygge af idealerne, så befandt menneskehedens største og vigtigste centralpalads sig dernede, hvor det ikke længere kunne kaste skygger.

En koordinatløs ruin på havets bund. For altid var vi dømt til søge efter det, der alligevel ikke findes.

Kort efter Første Verdenskrig måtte druk- og dødsdigteren TomKristensen ty til det sunkne ideal for at gøre sine skønhedsforestillinger forståelige for samtiden i et digt: »Landet Atlantis, vi længes imod, har blanke geværpyramider på gaden ... Der danses ved fester i huses ruiner ... Skøn som en sønderskudt banegård er vor ungdom, vor kraft, vore vilde idéer ... I kaos jeg løfter min bøsse mod skønhedens stjerne og sigter«.

Hvor der i tyverne, ufatteligt, men sandt, stadig kunne tales positivt om krig, var det for de allerfleste udelukket efter Hitlers totalkrig et par årtier senere. Europa var Dresden, smadret fra oven. Romantikken forsvandt fra ruinerne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Krig forårsager død. Alder forårsager død. Men der er også fraflytningens stille død uden tab af menneskeliv.

Humberstone i det ørkenprægede Nordchile, opkaldt efter en britisk kemiingeniør. Spøgelserne går rundt i gaderne og minder den besøgende om, at denne lille by engang har været en levende organisme.

Nu er det død med død på, selv kirkegården er smadret, gravsten og kors er væltet, småplanter slynger sig om alt, hvad de kan få fat i. Min ven og jeg besøger stedet som unge rygsækrejsende.

Der lyder et kling-klang fra en ophugger, og byens eneste anden deltidsbeboer sælger os en lunken sodavand.

Sælgeren fortæller om salpeteren, det hvide guld. Fra 1880 til omkring 1930 var elsalitre det slanke Chiles store eksporteventyr.

Nitratsaltet blev brugt til gødning i hele verden – indtil Første Verdenskrig.

Britisk blokade af Tyskland fik tyskerne til at fremskynde eksperimenterne med ikke-organisk gødning.

Den nye kunstgødning udkonkurrerede hurtigt salpeteren, og byen blev forladt.

Ruiner har i mange hundrede år haft særlig appel til fiktionen – ikke mindst i romantikken.

Her kunne digterens fantasi genskabe fortidens kongebolig, ”hvor Sølverkilden glider ved Ruinens Fod”, som det hedder hos B.S. Ingemann.

Hvad er det, ruiner giver os – ud over historisk indsigt?

Skønhed, naturligvis. Mange af de ruiner, vi besøger, fx i Egypten, Peru eller Rom, er jo pragtværker.

Canfranc-stationen i Pyrenæerne er skøn med sin beliggenhed i en slank grøn dal, grotesk i sin storbystørrelse midt i landsbyens fuglekvidder.

Men salpeterbyen Humberstone – eller grønlandske spøgelsesbyer på Diskoøen og den lille ø Kangeq i Godthåbsfjorden – består jo ikke af pragtbyggerier.

Nej, ruinområders værdi ligger i gyset og drømmepotentialet.

Vi går rundt og forestiller os fortiden, vi danner fiktioner, vi identificerer os med minearbejderen eller den grønlandske fisker, hvis torskefangst år for år blev kraftigt reduceret – eller med deres fruer og børn. Vi forestiller os de sidste tider.

Vi forestiller os forfaldsprocessen, døden, efterlivet. Vi flygter fra den tsunami der heldigvis først ramte det fraflyttede grønlandske Qullissat efter kulminetiden, vi flygter fra krigen og smittesygdommene, fra spaniernes vrinskende uhyrer og hævede blodsværd.

Ruiner er memento mori. De påminder os om døden. Ruinen er et grinende kranie ved en frugtskål, en urskive på væggen. Tankeboblen med budskabet om, at vi kan miste det umistelige, gør os gladere for livet.

Når fortidens damptogvogn kan blive udrangeret, så er der nok også reserveret plads i historiens kraft-varme-værk til den nye batteridrevne personbil.

Der er plads til det hele, også stålbeton og hyldeskruer fra skyskraberne i New York, Toronto, Sankt Petersborg, Fastlandskina, Taiwan, Malaysia, Dubai og Mekka og Jeddah ved Saudi-Arabiens rødehavskyst.

Memento mori er katarsis, tragediens rensende effekt. Når vi har mødt døden, siger vi i dag: Fuck det! Pænere sagt: Carpe diem. Grib dagen. Kom i gang. Nyd livet. Udret noget.

Altid med tilføjelsen mens. Mens du alligevel er her.

’Imens’ eller ’i mellemtiden’ har udviklet sig til en urban filosofi i det postindustrielle Europa. Mientras tanto på spansk.

Mellemtiden – ikke at forveksle med forfatteren Svend Åge Madsens betegnelse for perioden fra 1500 til 2000 – er åndehullet mellem to mere stabile faser.

Industriens tidsalder, efterfulgt af servicesamfundet, kulturalderen, den digitale tidsalder. Den forvirrede, kreative omstilling sker i mellemtiden.

I Bilbao blev der i forbindelse med den internationale TEH-kongres underskrevet et Mientras tanto-manifest i slutningen af maj i år.

Bag konferencen stod paraplyorganisationen Trans Europe Halles, der har hovedkontor i Kulturmejeriet i Lund, og som samler et par hundrede europæiske kultur- og iværksættermiljøer.

Disse mijøer holder typisk til i nedlagte industri- og stationsbygninger, fx Maltfabrikken i Ebeltoft og Godsbanen i Aarhus, der begge var repræsenteret i Bilbao.

Mange af de deltagende kulturfabrikker gør en dyd ud af at leve i mellemtiden, omgivet af industriruiner. Således også ZAWP fra Bilbao, der i sine højloftede haller var vært for arrangementet og initiativtager til manifestet.

Zorrotzaurre Art Work in Progress er værd at besøge. Når man i Bilbao cykler forbi Museo Guggenheim i retning af havet, kommer man efter et par kilometer til Puente Frank Gehry. Den lave bro fører ud til øen Zorrotzaurre.

Det er en hel ø fuld af nedlagt industri, samlehaller for bilfabrikker, stanserier, værksteder for højtspecialiserede elektriske maskiner. Langs den smalle vej langs Nervión-floden ligger fire-fem billige cafeer og nogle få boliger.

Gravemaskiner og håndværkerbiler dominerer, og bragene fra nedrivninger lyder adskillige gange på en almindelig hverdag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Stjernearkitekten Zaha Hadid har tegnet masterplanen for byudviklingen her, og nogle af de bevaringsværdige haller og hovedkvarterer skal ombygges til kunsthaller, designskoler og sligt. Ellers skal der bygges Manhattan-høje ejendomme.

Her i denne turbulens af smadret glas, antikapitalistisk graffiti og forladte biler og baggårdskatte holder zawp’erne til.

ZAWP kalder sig et projekt, en bevægelse, ikke en institution eller organisation. ZAWP er en midlertidig ramme for kreative og iværksættere.

Har man brug for det, kan man leje en container eller en værkstedsplads til at bage sine økologiske småkager, stemme sine ukuleler eller give sine hårløse mannequindukker tøj på.

Som andre kreative med behov for skrivebord, wifi og idéudveksling har jeg selv fået plads i ZAWP’s kontorfællesskab ’El Loft’, et New York-inspireret lyst lokale med mat glasvæg mod dagslyset.

Efter nytår bliver lokalerne bulldozet, og ZAWP flytter et par hundrede meter længere ud på øen til en industrihal.

ZAWP er ikke et sted. Det er et ikke-sted. Mest af alt er det en idé. Bygninger rives ned, murbrokker køres bort. Ideer forsvinder også en dag.

Men fuck det.

Vi kan alligevel ikke bevare det hele, vel?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce