Når éns verden ’vendes på hovedet’, kan ceremonier og ritualer indtage en vigtig rolle i det følelsesmæssige kaos, det kan være, når vi skal finde vej til en ny meningsgivende livssituation. Og det er ikke ligegyldigt, hvordan vi skaber de rigtige rammer om ceremonierne. I dag mangler der ofte et rum, der kan rumme den kompleksitet, danskerne er sammensat af.
Min verden mistede et enestående menneske i år. Vibeke var på alle måder en unik sjæl. En kvinde, som lavede kunst til verden og gjorde det at leve til en kunst. Jeg mødte Vibeke for 30 år siden. Hendes datter Anna var min kære veninde gennem det meste af vores barn- og ungdom. Sidste gang jeg så Vibeke, sad vi i et lille værelse på et hospice i Hellerup. Vi drak te og grinede og græd over minderne om Anna, som vi mistede alt for tidligt i en tragisk ulykke.
Så døden havde vi begge mødt. Og vi talte om Vibekes forestående død. Hun var syg. Alvorligt syg. Så vi talte om døden, selv om vi på det tidspunkt ikke vidste, at samtalen skulle blive vores sidste.
Vibeke troede på, at hun ville blive genforenet med sin datter i døden. Ikke i et himmerige, for hun var ikke kristen. Hendes livssyn var sammensat af forskellige elementer, som gav mening for hende.
Noget hentet fra orienten, andet fra den danske filosof og åndsforsker Martinus (1890-1981) og atter andet fra helt personlige oplevelser, hun navigerede efter. Men der var ikke tvivl om, at Vibekes livssyn fyldte hende med meningsfuldhed, på samme måde som en religion gør for religiøse mennesker. Men hun havde hverken tempel eller trosfællesskab at vende sig til med sin unikke livsforståelse.
Så Vibeke følte sig ’ceremonielt hjemløs’ i forhold til at skulle begraves. Hun kendte til mit arbejde med at få realiseret en vision om et livssynsåbent ceremonirum, og hun ville så utrolig gerne begraves der. Et sted, der kunne afspejle hendes livssyn. Et sted, hvor hun kunne føle sig rummet. Men det fandtes ikke, da Vibekes krop gav op.
Det findes stadig ikke.
Derfor gjorde Vibeke, hvad mange andre i samme situation også gør. Hun fandt en rummelig og imødekommende præst fra sin lokale sognekirke. De opbyggede en god relation omkring hendes forestående begravelse. Deres samtaler var ærlige, respektfulde og rummelige. De havde ikke samme tro, men de havde agtelse og gensidig anerkendelse. Derfor kunne vi begrave Vibeke fra Taarbæk Kirke på en kold dag i slutningen af januar.
Jeg er inderligt taknemmelig for den præst, som gjorde det muligt for os at tage afsked med Vibeke, som vi gjorde. Jeg har deltaget i mange begravelser. Nogle har været tæt på uudholdelige at komme igennem for en som mig, der ikke tror på den kristne dogmatik og vidste, at det samme gjaldt for den afdøde. Andre har været fine, fordi jeg vidste, at den dødes tro og kirkens budskaber passede sammen. Og Vibekes var særlig. Fordi præsten formåede at skabe en afbalanceret kobling mellem Vibekes livssyn og den kristne ramme, hun blev begravet i.
Men jeg sad på kirkebænken med salmebogen i hånden og med Vibekes ønske om at blive begravet i et ceremonirum i hjertet.
Præsten i Taarbæk Kirke kunne godt rumme Vibeke, og Vibeke kunne godt rumme Taarbæk Kirke. Men det var ikke hendes egentlige ønske. Hun ville gerne have været begravet i et rum, der kunne danne ramme om hendes livssyn præcis, som det så ud. Og hun var ikke alene om at søge tilflugt i folkekirken til trods.
Sognepræst i Christians Kirke på Christianshavn Flemming Pless udtalte i et indslag om ceremonirum til TV 2 News i 2016: »Jeg oplever jo et behov for et rum, hvor man kan sige de store ord, og derfor sker det jo også, at der er folk som kommer her, som i virkeligheden spørger: ’Kan vi få lov at holde noget, hvor vi ikke siger noget om Gud?’. Og jeg synes, at det er svært at sige nej, hvis folk ikke har andre muligheder«.
Pless synes, at ceremonirummet er en god idé, fordi: »Der er ikke noget, der er så vigtigt som at have højtider, have nogle bestemte tidspunkter, som vi husker tilbage på, hvor vi gjorde os umage med at understrege vigtigheden af lige præcis det her tidspunkt«.
Men det er ikke alle, der finder en præst, som kan rumme dem. Og det er ikke alle, der kan rumme at søge ly under folkekirkens tag. Derfor skal det livssynsåbne ceremonirum netop kunne bruges på tværs af ceremonier og på tværs af livssyn. Et rum, der er, hvad Vibeke havde brug for, at det skulle være for hende. Og som er for dig, hvad du har brug for, at det skal være. Et rum, der er en højtidelig og værdig ramme om de store øjeblikke, som vi gør os umage med.
Ceremonirummet er et transformativt rum. Det har et neutralt grundudtryk, der gør det muligt at forvandle rummet for hver eneste ceremoni, så det kan fyldes af den mening og symbolik, som betyder noget. Men som ikke er mere permanent, end at det kan være noget helt andet senere på dagen til en anden ceremoni. På den måde bliver rummet åbent for mangfoldigheden. På den måde bliver rummet rummeligt.
Og det samfund, som huser et ceremonirum, bliver et rummeligt samfund. Det er i hvert fald min personlige overbevisning, at tolerancen over for forskellighed øges, hvis vi skaber rammer, som er åbne, gennemsigtige og anerkendende. I en by som København, hvor under 53,8 procent er medlemmer af folkekirken, er der stor mangfoldighed. Ceremonirummet kan blive et fyrtårn for anerkendelse og respekt for forskellige livssyn.
Jeg tror, at én ting var vigtigere for Vibeke end at føle sit livssyn anerkendt gennem den værdighed, som ceremonirummet signalerer: at hun så potentialet, som rummet kan få for samfundet. At hun gerne ville dele smukke, højtidelige rammer med sine medmennesker. At hun ville være del af noget, som både rummede hendes og andres sandheder.
For danskerne er forskellige. Egentlig ikke så meget på grund af indvandring, men mere, fordi danskernes livssyn bliver mere individualiseret. Stadig flere af os bliver derfor ’ceremonielt hjemløse’ og har ikke et sted at gå hen, når livets store øjeblikke rammer og skal rummes. Martinus, der bevægede Vibeke, mente, at »Vor tids store omvæltninger og kriser er udtryk for en verdenskulturs undergang og fødslen af et nyt humant verdenssamfund«.
Det er en holdning, som naturligvis kan diskuteres. Og der er mange standpunkter, i forhold til hvilket samfund vi gerne vil være. Er det en dyd, at vi i Danmark er en homogen gruppe mennesker, som gennem en lang kulturhistorie har skabt stærke bånd til folkekirken? Er det en krise eller en frigørende udvikling, at vi i dag ser en faldende opbakning til folkekirken og andre institutionaliserede religioner? Smuldrer det værdigrundlag, som vi længe har hvilet på, mellem hænderne på os og efterlader os i et tomrum af meningsløshed? Eller er det et skifte, der følger med globalisering, større mobilitet, øget information og viden, og som ikke i sig selv er tegn på manglende retning og mening?
Strømningerne på det politiske niveau synes at hælde mod tolkningen, at ændringer er ’farlige’ og skal forhindres eller i hvert fald begrænses. At danskheden er en størrelse, som kan og skal konserveres og bevares. Igennem de ni år, visionen om et ceremonirum efterhånden har været på tegnebrættet hos en lille gruppe af frivillige ildsjæle, har den politiske opbakning til rummet været begrænset, mens den folkelige opbakning, vi møder, er stigende.
I 2016 var havde Radikale Venstre ceremonirummet med som en topprioritet til budgetforhandlingerne i Københavns Kommune. Forslaget blev stemt ned. Igen i 2017, hvor det aldrig nåede til afstemning. I kommunale økonomiforhandlinger, hvor nedskæringer fylder, er det forståeligt, at det er svært at prioritere et ceremonirum over skolebøger og varme hænder i ældreplejen. Men det er et rum, som mangles.
Emilie mangler ceremonirummet til at samle familien og markere mærkedage for hendes afdøde storebror. Ann Sofie og Vladimir manglede ceremonirummet til deres tværreligiøse augustbryllup uden frygt for nedbør. Anna manglede ceremonirummet, da Kajsa og Lucca blev født og skulle bydes velkommen til verden ved en ceremoni, som føltes mere højtidelig end sofaarrangementet i stuen. Og Ane, Lone, Jørgen og mange andre, der planlægger ceremonier for danskere uden for de etablerede institutioner, mangler ceremonirummet, hver eneste gang de skal afholde et bryllup, en konfirmation, en navngivning eller en begravelse og skal finde et egnet sted. Og Vibeke manglede ceremonirummet.
Men behovet er langt større. Igennem de år, hvor jeg har talt om dette sted, som endnu ikke findes, mødes jeg igen og igen af: Det er lige sådan et sted, jeg savnede da … Og jeg er ikke i tvivl om, at det største potentiale for brugere af ceremonirummet slet ikke er identificeret. Mennesker, der endnu ikke har reflekteret over, hvor de skal holde deres bryllup eller navngivning. Mennesker, som slet ikke tænker på begravelser endnu. Eller som ikke har tænkt over, at de ville foretrække et alternativ til folkekirken, rådhuset eller kapellet, hvis muligheden eksisterede.
Overraskende nok er der ikke kun de danskere, som er uden for de etablerede kasser, som bakker op om behovet for ceremonirummet. I en undersøgelse, vi lavede tilbage i 2013 blandt de godkendte trossamfund, var 10 pct. selv interesserede i at bruge ceremonirummet, mens yderligere 21 pct. støttede op om visionen og var interesserede i udviklingen.
Der lader til at være en klar sammenhæng. Jo mere troende man er, desto mere har man et behov for at have sit eget. Men der er ikke så ret stor grad af høj religiøsitet i Danmark, og derfor vil rigtig mange menneskers behov for egnede rum sandsynligt kunne deles med andre. Både dem, som er sammen i et trossamfund, og dem, som står mere alene.
Et livssynsåbent ceremonirum kan se ud på mange måder. Vibeke nåede at se fire forskellige udgaver fra tegnebrættet. Den ene blev udstillet på verdensudstillingen for arkitektur i Venedig i 2016 og turnerede sidste år rundt til Utzon Center i Aalborg og DAC i København.
Et andet forslag omformer en gammel urnehal (kolumbarium) på Bispebjerg Kirkegård til et rum for mange forskellige ceremonier. Bygningen fra 1919 (udvidet i 1944) rummer en sjæl og karakter som få. Kolumbariet bruges ikke rigtig længere, for danskernes behov for at benytte urnevægge har ændret sig. Så i dag er bygningen næsten tom og bruges som lagerrum.
Vi har mange historiske, bevaringsværdige og egnede bygninger i København. Bygninger, som med finansiering og velvilje kan få et nyt liv, hvis vi brugte dem til noget, som svarer til tidens behov. Bygninger, som kunne rumme menneskers liv i stedet for tomhed – eller småt brændbart.
Essensen af ceremonirummet er imidlertid højtideligheden, som adskiller det fra de fleste forsamlingshuse og kommunale ritualer. Og neutralitet, som adskiller det fra de fleste religiøse bygninger og kapeller. Og det er netop derfor, vi ikke bare kan bruge disse.
Politisk opbakning til ceremonirummet vil signalere en samfundsmæssig anerkendelse af mangfoldighed, som vil klæde Danmark. Og det er en retning, som vores naboer i årevis har bevæget sig i retning af. Sverige adskilte for snart 20 år siden stat og kirke. Og Norge ligestillede i 2012 godkendte trossamfund med Den norske kirke. På et tidspunkt bliver også danske politikere nødt til at tage stilling til grundlovens aktualitet, og da vil spørgsmålet om ligestilling af livssyn uundgåeligt blive berørt.
Men vi behøver ikke en grundlovsændring for at opføre et livssynsåbent ceremonirum. Vi behøver i virkeligheden ikke engang politisk opbakning, hvis private fonde og interessenter vil træde til og løfte opgaven. Men det ville være så smukt, hvis en af de større mangfoldige byer i landet frivilligt ville påtage sig opgaven at huse de mange ’ceremonielt hjemløse’. Ville synliggøre byens anerkendelse af borgernes mangefacetterede, komplekse, individualiserede og forskellige livssyn. Ville bygge eller ombygge et fyrtårn for mangfoldighed og værdighed.
Jeg ville gerne have siddet på en bænk i et livssynsåbent ceremonirum til Vibekes begravelse med en salmebog/højskolesangbog/sangpamflet i hånden og med hendes ønske om at tage afsked netop dér i hjertet. Jeg ville gerne have haft et ceremonirum, da mine børn skulle navngives, så den ceremonielle del af dagen havde fået den højtideligt vægtning, som jeg egentlig ønskede, at den skulle have. Og skal jeg nogensinde giftes igen, vil jeg ikke fristes til at stå som en tigger i folkekirkens rummelige favn og bede om husly mod den altid utilregnelige natur, som også er vor lands charme.
At nogle ville vælge det livssynsåbne ceremonirum frem for en af de eksisterende muligheder, er i min optik ikke en trussel. Ceremonirummet er et alternativ til folkekirken, rådhuset og kapellet og – for de modige – naturen. Ikke en erstatning. Ceremonirummet er åbent for alle – både dem, som har en kirke, og dem, som ikke har. Det er et rum, man vælger til, når man vil stå ved sine valg og livssyn.
Et rum, man vælger til, når man respekterer og anerkender den kompleksitet af sandheder, som præger Danmark anno 2018. Et rum, man vælger til, når man synes, at deleøkonomi, sameksistens og tolerance er vejen frem.
fortsæt med at læse
