Når éns verden ’vendes på hovedet’, kan ceremonier og ritualer indtage en vigtig rolle i det følelsesmæssige kaos, det kan være, når vi skal finde vej til en ny meningsgivende livssituation. Og det er ikke ligegyldigt, hvordan vi skaber de rigtige rammer om ceremonierne. I dag mangler der ofte et rum, der kan rumme den kompleksitet, danskerne er sammensat af.
Min verden mistede et enestående menneske i år. Vibeke var på alle måder en unik sjæl. En kvinde, som lavede kunst til verden og gjorde det at leve til en kunst. Jeg mødte Vibeke for 30 år siden. Hendes datter Anna var min kære veninde gennem det meste af vores barn- og ungdom. Sidste gang jeg så Vibeke, sad vi i et lille værelse på et hospice i Hellerup. Vi drak te og grinede og græd over minderne om Anna, som vi mistede alt for tidligt i en tragisk ulykke.
Så døden havde vi begge mødt. Og vi talte om Vibekes forestående død. Hun var syg. Alvorligt syg. Så vi talte om døden, selv om vi på det tidspunkt ikke vidste, at samtalen skulle blive vores sidste.
Vibeke troede på, at hun ville blive genforenet med sin datter i døden. Ikke i et himmerige, for hun var ikke kristen. Hendes livssyn var sammensat af forskellige elementer, som gav mening for hende.
Noget hentet fra orienten, andet fra den danske filosof og åndsforsker Martinus (1890-1981) og atter andet fra helt personlige oplevelser, hun navigerede efter. Men der var ikke tvivl om, at Vibekes livssyn fyldte hende med meningsfuldhed, på samme måde som en religion gør for religiøse mennesker. Men hun havde hverken tempel eller trosfællesskab at vende sig til med sin unikke livsforståelse.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar