Det skulle ende med at blive sidste gang, han så sit hjem. Den tyske forfatter og nobelprismodtager Thomas Mann (1875-1955) havde siden 1914 boet i en pragtvilla på det mondæne Poschingerstrasse i München sammen med sin kone, Katia, og deres seks børn. Men denne foredragsturne i vinteren 1933, hvor han skulle besøge en række europæiske lande for at tale om komponisten Richard Wagner, kom til at betyde et brat og uigenkaldeligt farvel til Tyskland. Kort efter Hitlers magtovertagelse kom Mann i foråret 1933 for alvor i nazisternes søgelys. Det førte først til en husransagelse og omfattende efterforskning, der klogelig fik den verdensberømte forfatter til at blive i Frankrig, og senere til en egentlig beslaglægning af hjemmet i München – som i parentes bemærket blev noget for nazisterne så ikonisk som et kortvarigt hjem for Heinrich Himmler og fra 1937 blev stillet til rådighed for den såkaldte Lebensborn-bevægelse, der skulle avle racerene ariere. En tysk kunstnerskæbne som så mange andre i 1930’ernes Tyskland med forfatterne Alfred Döblin og Bertholt Brecht som andre eksempler. Men var det også en direkte konsekvens af Første Verdenskrig? Ja, i hvert fald, hvis man følger Manns egen udlægning. »Er alt dette ikke allerede sket én gang, i 1914«, skriver han i sin dagbog med reference til, at nazisternes berusede magtovertagelse minder om den krigsbegejstring, der først bjergtog det tyske folk i august 1914, ved Første Verdenskrigs udbrud, og siden førte landet ud i et grufuldt, fire år langt nederlag. I første omgang var det dog ikke denne historiens fatale gentagelse, der optog Mann mest, heller ikke landsforvisningen eller tabet af familievillaen.
Det var derimod netop dagbøgerne. De indeholdt ikke blot optegnelser af stor litterær værdi, men også stærkt personlige refleksioner, blandt andet over hans senere så berømmede fascination af unge mænd. At disse detaljer skulle blive frit tilgængelige for nazisternes propagandaapparat, var intet mindre end livsomstyrtende. Ved en ikke helt ufarlig aktion fra Manns søn Golo lykkedes det dog at smugle dagbøgerne til Schweiz, hvor familien nu boede, og af ren og skær frygt gik Thomas Mann straks i gang med at brænde dem. Men årgangene 1918-21 beholdt han, for de indeholdt værdifulde iagttagelser af det München, der siden Versailles-freden havde været arnested for Tysklands kulturelle og politiske udvikling, og de skulle bruges til at skildre opkomsten af antihumanismens og beruselsens kultur, som snart skulle sprede sig til resten af kontinentet. Resultatet kom i 1947 i romanen ’Doktor Faustus’ med skildringen af et borgerligt miljø – den såkaldte Kridwiss-kreds – i frit fald, hvor reaktionære radikalkonservative strømninger parrer sig med en udtalt moralsk ligegyldighed. Kredsen består af en række intellektuelle, der ivrigt diskuterer ’tidens rørelser’, og fra den virkelige verden har Mann blandt andet monteret kulturfilosoffen Oswald Spengler (1880-1936) ind i romanen.
