Vi sidder flere hundrede mennesker med blikket vendt mod øst. Langsomt lysner himlen fra sort til lilla og derfra til lysegrøn. Lidt efter lidt ser vi konturerne af Ankor Wat træde langsomt frem foran os. Lyden af cikader afløses af skrig fra aber og papegøjer, og langsomt mættes luften også af tiltagende arrigskab i mængden af ventende turister. En fyr på forreste parket vil ikke sætte sig ned til trods for de bagvedsiddendes højlydte irritation over, at han ’står midt i billedet’.
Alle venter på, at det store øjeblik skal indtræffe. Himlens sarte farver er nu afløst af en langt mindre fotogen grågrumset dis. Den stående mand sætter sig og modtager klapsalver fra mængden bag ham. Så sker det: Solen bryder frem bag det gamle tempels tårne og får himlen til at eksplodere i gyldne og rosa farver. Alle rejser sig, rækker armene i vejret og knipser løs på deres smartphones. De næste 12 minutter er tempelpladsen forvandlet til et eldorado for selfies, gruppebilleder, parbilleder, billeder taget på højkant og billeder taget på langs.
