I hele det tyvende århundrede var det ikke ualmindeligt, at mennesker som havde været på børnehjem skammede sig så dybt, at de holdt det skjult for kolleger og venner, nogle endda også for deres ægtefælle og børn.
Y. som voksede op på pigehjemmet Hjortebjerg skole på Falster fra 1954-1964 og skrev i et brev til mig: »Forstanderindens vanvid, ydmygelse, mishandling og overgreb på børn på pigehjemmet Hjortebjerg skole, var så grundlæggende krænkende på alle planer, at min barndom blev et skræmmende, ubrugeligt fundament i mit videre liv (..) Jeg valgte at gå i graven med min hemmelighed«.




























