Thukydid ville ganske sikkert have været tilfreds. Hans livsværk er en stort anlagt samtidshistorisk skildring af Den peloponnesiske Krig (431-404 f.Kr.), en konflikt der i hans optik udgjorde et absolut klimaks i historien hidtil: en græsk ’verdenskrig’, der gennemrystede hele middelhavsområdet og involverede stort set alle tidens græske bystater, foruden en del af den øvrige verden.
Det ubetitlede værk er en ambitiøs og vanskeligt tilgængelig affære, og forfatteren melder klart ud fra starten, at det ikke er for alle og enhver:
»Det er meget muligt, at fraværet af et fantastisk element vil gøre min fremstilling mindre indbydende til oplæsningsbrug; men hvis blot de, som ønsker en klar forståelse af, hvad der er sket (og som vel, menneskelivets vilkår taget i betragtning, vil ske igen engang på samme eller lignende måde), finder den nyttig, vil det være mig nok. Den er skrevet som et klenodie for al fremtid, ikke som et opvisningsnummer til at recitere her og nu«.
Her 2.450 år senere har hans selvbevidste forudsigelse indtil videre alle chancer for at gå i opfyldelse. Han bliver stadig læst og diskuteret indgående verden over, ikke mindst af dem, der ønsker at forstå deres egen samtid.
Under den kolde krig var det oplagt at betragte den blokopdelte verdensorden med konflikten mellem USA og USSR igennem den linse, som Den peloponnesiske Krig i Thukydids skildring udgør: en krig mellem Sparta og Athen, tidens to stærkeste militærmagter i den græske verden, i spidsen for hver sin stærke alliance af stater med samme politiske ideologi som de selv.
Sparta var et totalitært, oligarkisk styre med ubestridt militær dominans til lands, mens Athen var et demokrati med en ekstremt stærk flåde og absolut søherredømme.
Det var ikke svært at få øje på parallellerne, og det var populært at opstille kalkuler om udfaldet af den kolde krig på denne baggrund.
Senest er begrebet ’Thukydids fælde’ kommet i vælten i sikkerhedspolitisk teori: det dogme, at når en ny, stærk magt vokser frem og kommer til at true et etableret imperium, skaber det en eskalerende konflikt, der næsten uundgåeligt ender i krig – baseret på Thukydids analyse af Athens voksende magt som den dybereliggende årsag, der tvang Sparta ud i krig.
I dette scenarie er det imidlertid USA, der spiller rollen som det totalitære Sparta, mens Kina er stand-in for Athen som den hastigt voksende opkomling, der truer USA’s militære dominans i Stillehavsregionen.
Men på det allerseneste demonstrerer covid-19-pandemien, at Thukydid så absolut også har noget at sige os på andre områder.
I et af krigens første år blev Athen ramt af en ekstremt aggressiv epidemi, som man aldrig havde set magen til.
Ganske som med den sorte død begyndte den med, at et skib med en smittet besætning lagde til, i dette tilfælde i Athens havneby Piræus. Derudover vidste man kun, at den vistnok var opstået i Afrika – selv om der også dengang omgående var konspirationsteorier i omløb: Rygtet gik, at det måtte være fjenden, der havde forgiftet vandreservoirerne. Blandt de mange smittede athenere var også Thukydid selv, som dog havde held til at overleve mødet med sygdommen.
Hans skildring af denne epidemi – den første i verdenslitteraturen – er med rette berømt: Beskrivelsen af symptomerne er så klinisk og præcis, at forskere i dag stadig diskuterer, hvilken sygdom det var – med bud på alt fra mæslinger og byldepest over tyfus og tyfoidfeber til ebola og mange flere.
Men uanset hvad den var, lyder moderne skøn på, at den dræbte helt op imod en tredjedel af en befolkning på ca. 250.000-300.000: Athens indbyggere døde ’som kvæg’, som Thukydid så uhyggeligt udtrykker det.
Thukydids gennemgang af epidemiens hærgen viser hans karakteristiske evner for iagttagelse og forståelse af de væsentlige aspekter, og igen er det udtrykkeligt tænkt som en hjælp for fremtidige læsere:
»Selv vil jeg blot beskrive sygdommens faktiske forløb og symptomer, hvilket vil give en observatør af et eventuelt fremtidigt udbrud forhåndskendskab og dermed de bedste chancer for at identificere den. Jeg har nemlig både selv haft sygdommen og med egne øjne set andre lide af den«.
Lægerne i Athen stod uforstående og hjælpeløse, og karakteristisk nok var dødeligheden højest blandt dem, fordi de forsøgte at behandle de syge og dermed var mest udsat for smitten – en problematik, vi kan genkende også i dag: Den medicinske fagkundskab er med covid-19-krisen fra det ene øjeblik til det andet blevet stillet over for et problem, man ingen erfaring har med; og mange steder er det sundhedsfaglige personale blandt de mest udsatte.
Og alligevel kunne man ikke finde nogen universalkur, »for hvad der havde hjulpet i ét tilfælde, gjorde skade i et andet«. Thukydid forstod også, hvor vigtig en rolle patientens egen mentale indstilling spiller:
»Det forfærdeligste ved hele denne katastrofe var dog den fortvivlelse, der fulgte, så snart nogen mærkede, at de var syge; for de hensank øjeblikkelig i håbløshed og var derved langt mere tilbøjelige til at kapitulere mentalt i stedet for at kæmpe imod«.
Athenerne var tydeligvis på det rene med, at man kunne blive smittet af for tæt kontakt med patienterne. Det skabte yderligere problemer – på to vidt forskellige måder:
»Hvis folk var bange for at komme hinanden nær, lå de syge og døde alene, og der var faktisk mange huse, der blev tømt for beboere af mangel på nogen, der kunne pleje dem – og hvis de på den anden side netop opsøgte hinanden, gik de til grunde alligevel. Dette skete navnlig for dem, der havde prætentioner i retning af anstændighed: de skammede sig over at skåne sig selv og opsøgte netop derfor deres venner, for på et tidspunkt blev selv de efterladte udmattede bare af den konstante klagesang over de døende, tvunget i knæ som de var af al denne elendighed«.
Smittefaren og dødeligheden blev gjort langt værre af, at Athen var stuvende fuld af flygtninge fra landdistrikterne, der var blevet evakueret før fjendens invasion og nu levede under slumlignende forhold i byen. Inden længe var den før så stolte bys gader og pladser fulde af mareridtsagtige optrin:
»Værst gik det ud over tilflytterne. Der var ikke huse nok til dem, så de boede i skure, der i højsommerheden var kvælende varme, og døden rasede under tilstande af totalt kaos: døde og døende lå oven i hinanden, og i gaderne og omkring alle brøndhusene ravede halvdøde væsner omkring, drevet af deres desperate trang til vand«.
Her skifter fokus i skildringen: Indtil nu har det været på selve epidemien og den massedød og de ubegribelige lidelser, den førte med sig.
Men Thukydid er mindst lige så interesseret i samfundets patologi: Hvordan opfører det sig, når det velkendte, bekvemme dagligliv bliver sat under pres, og hvordan går det med de sociale og moralske idealer, det påstår at leve efter?
Skildringen af epidemien er placeret lige efter Thukydids berømte gengivelse af en tale, som Athens politiske lederskikkelse Perikles kort tid inden havde holdt til ære for de første faldne i krigen.
Denne ’gravtale’, som den normalt bliver kaldt, er den suverænt mest berømte del af værket og er i moderne tid igen og igen blevet læst og citeret som en slags manifest for en lang række af de værdier, vi mener definerer demokratiet som styreform.
Perikles’ lovprisning af athenernes måde at indrette deres samfund på er et stykke storladen patriotisk pragtretorik, som fint udstiller de særdeles høje tanker, man i Athen havde om sig selv – og som samtidig skal bekræfte, at det alt sammen er værd at kæmpe og dø for.
Men under indtryk af epidemien krakelerer facaden snart. Thukydid sætter et ublidt spotlight på, hvordan athenernes højsindede idealer og pralende påstande snart kommer til kort, når de bliver stillet over for lidelser og afsavn i en ufattelig målestok.
Det første, der skrider, er de religiøse betænkeligheder: De indviede områder omkring byens helligdomme var også fulde af flygtninge, men måtte under normale omstændigheder ikke ’besudles’ ved dødsfald. Ikke desto mindre var også de snart fulde af døde og døende, »for fuldstændig tvunget i knæ af katastrofen som de var, kunne de ikke se, hvad der dog skulle blive af dem, og lod snart hånt om såvel hellige som profane normer. […] Mange tyede endda til samvittighedsløse bortskaffelsesmetoder i deres mangel på det nødvendige begravelsesudstyr efter så mange forudgående dødsfald: de benyttede sig af andre folks ligbål, og hvor nogle lagde deres eget lig op på andres opstablede bål og kom først med at stikke ild på, smed andre det lig, de selv kom med, oven på et, der allerede lå og brændte, og gik deres vej igen«.
Den totale opgivelse og overbevisningen om, at både ens eget og alle andres løb var kørt, udløste en accelererende opløsning af både egentlige love, moralske normer og den sociale sammenhængskraft. Tilliden til samfund og stat, til menneskeheden og til guderne sygnede hen, og hensynet til andre blev en mangelvare. Den tiltagende desperation blandt Athens indbyggere gjorde, at ligegyldigheden og fatalismen tog over, mens hver isærs egne, øjeblikkelige behov trængte sig i forgrunden:
»Sygdommen medførte også en stigning i forskellige andre former for offentlig lovløshed. Folk havde nemlig færre skrupler ved at hengive sig til fornøjelser, de tidligere kun havde dyrket i det skjulte, når de iagttog de bratte omskiftelser, der ramte såvel de velhavende, der pludselig døde, som de tidligere ejendomsløse, der nu på et øjeblik fik fat i de andres formue. Derfor fandt de det i orden at gå efter kortvarige behovstilfredsstillelser med fokus på nydelse, eftersom de regnede med hverken at beholde liv eller ejendele længe. Ingen var ivrige efter at påtage sig yderligere anstrengelser for et eller andet tilsyneladende ideals skyld ud fra den vurdering, at det jo var et åbent spørgsmål, om man ikke ville være død, inden man kunne opnå det. Hvad der derimod var behageligt her og nu, eller på nogen som helst måde kunne være befordrende for det, kom nu til at gælde som på én gang nobelt og nyttigt. Ingen lod sig holde tilbage af frygt for guderne eller menneskelige love: folk anså det for komplet ligegyldigt, om man viste guderne respekt eller ej, ud fra den observation at alle alligevel døde uden persons anseelse; og hvad ens lovovertrædelser angik, regnede ingen med at leve så længe, at det kunne nå at komme til retsforfølgelse og straf: de tænkte i stedet, at de allerede var blevet idømt en langt strengere straf, som nu hang over deres hoveder, og at det kun var rimeligt at nyde livet lidt, inden den blev eksekveret«.
For Thukydid er konsekvenserne for samfundet og for dets moralske og sociale sammenhængskraft mindst lige så vigtige som de hårrejsende dødstal og de ramtes personlige lidelser. Og de udgør paradoksalt nok en langt alvorligere trussel mod dets fortsatte eksistens: Hvis det fælles projekt, det fælles normsæt af værdier, ophører med at eksistere, er den smule, der er tilbage, ikke længere det samme samfund.
Thukydids skildring af epidemien er en rystende øjenvidneberetning, og den får om muligt endnu mere brod af den brutale kontrast mellem de demokratiske idealer i ’gravtalen’ og det totale samfundsmæssige kaos, som epidemien udløste.
Men det er netop det, at den så præcist sætter fingeren på de samfundsmæssige konsekvenser, som følger i kølvandet på en uforudset katastrofe af det omfang, der er det vigtigste i denne sammenhæng.
Det giver os en idé om, hvilke udfordringer af en ikke-medicinsk natur der er, og om hvor og hvordan der kan sættes ind – både af borgerne og staten, og såvel under epidemien, som når den er stilnet af. Det giver også mulighed for at træffe modforholdsregler for en anden gang.
For Thukydid er klarsynet nok til at vide, at historien har det med at gentage sig, eftersom menneskeheden er og bliver sig selv lig – og at komplekse foretagender, som samfund eller krig, uvægerligt involverer store mængder uberegnelige faktorer, der har det med at forårsage en ganske anderledes udvikling af tingene end den planlagte.
Thukydids advarsel og indskærpelse er henvendt til fremtidige, ansvarlige læsere og beslutningstagere og har altid været det.
Den er med andre ord henvendt til os.
fortsæt med at læse
