At iagttage debatten om spilreklamer og spilafhængighed i Danmark er som at se en amerikansk B-film, hvor hovedpersonen desperat forsøger at få omverdenen til at forstå, hvordan tingene hænger sammen, men hvor omverdenen nægter at lytte til fornuft uanset hvor simpel sandheden er, og hvor mange gange hovedpersonen forsøger at forklare situationen.

Modsat det filmiske univers, hvor omgivelserne i 11. time altid evner at se lyset og sandheden i øjnene, ser det dog ikke ud til, at det samme er tilfældet i virkeligheden – for når det gælder pengespilområdet er medier, foreningsliv, myndigheder, spiludbydere og politikere desværre alle som én dybt økonomisk afhængige af at holde sandheden om spilreklamer og spilafhængighed skjult.