0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Professor: Teknologien kan ikke redde os

Coronakrisen har understreget, at teknologi ikke er svaret på alt. Vi har brug for dyb indsigt i menneskets adfærd og beslutningstagen. Det skal vi lære af, når vi skal udvikle fremtidens intelligente løsninger.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde

Reportage fra Horisont Hotel i Aarhus. Robotten Mikkeline byder gæsterne velkomne på Horisont Hotel i Agro Food Park i Aaarhus. Aarhus. Mandag 19. november, 2018.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Selv om det er 60 år siden, at den engelske forfatter og samfundskritiker C.P. Snow holdt sin forelæsning ’Two Cultures’ på Cambridge University, giver den stadig genlyd.

Snow påpegede, at det moderne samfund er præget af en splittelse mellem teknologi og mennesker, og at dialogen mellem de teknisk-naturvidenskabelige discipliner og den humanistiske tradition er karakteriseret af fremmedgørelse og tavshed.

Ifølge Snow er samfundet splittet mellem naiv teknologioptimisme og overfladisk teknologikritik. Denne splittelse er så dyb, at den reelt udgør to forskellige kulturer.

Den teknologiske kultur er udtryk for en opfattelse af menneskets historie, der siger, at historien skabes af videnskab og teknologi, der udvikles i forskernes laboratorier for senere at overføres til samfundet i form af varer og tjenesteydelser.

På universiteter i hele verden er der oprettet afdelinger for ’teknologioverførsel’, der ved at sikre patenter på den offentlige forskning skal bidrage til den erhvervslivets udvikling af stadigt mere avanceret teknologi.

Forestillingen indebærer et mekanisk samfundsbillede. Hvis forskerne leverer teknologi til virksomhederne, vil samfundet opnå effektive løsninger på de store globale udfordringer som for eksempel klima, energi, fødevarer og sundhed.

Er der åbenlyse etiske problemer med teknologien, er det værd at overveje, om der er brug for lovgivning. Men den stadige strøm af teknologiske produkter er grundlæggende et gode, der kun lider skade, hvis markedsmekanismen suspenderes. Silicon Valley er vor tids bedste eksempel på denne kultur.

Det moderne samfund er præget af en splittelse mellem teknologi og mennesker

Overfor dette billede står ifølge Snow den humanistiske kultur. Den forstår først og fremmest samfundet som en løbende udvikling og tilpasning af institutioner, rettigheder, dannelse og oplysning.

Det er menneskets erkendelse, kunst, sprog og civilisation, der driver historien frem. Og mennesket står i kraft af sin autonomi og fornuft hævet over teknologi og økonomi. Det er institutionelt forestillinger om rettigheder, værdighed og selvbestemmelse, der tegner historiens egentlige fremskridt – ikke teknologi eller tjenesteydelser på et marked.

Det skæbnesvangre ved denne kløft mellem to kulturer er ikke så meget tilstedeværelsen af to konkurrerende menneskebilleder, men derimod at de to kulturer bliver anset som hinandens modsætninger. Humanister anser teknologi for at være kommerciel og fremmedgørende.

Teknologiudviklere ser modsat humanister som verdensfjerne, abstrakte og ude af stand til at bidrage til konstruktive løsninger. Hermed forsvinder den afgørende og på mange måder selvindlysende tredje position: forsvaret for en humanistisk sensitiv og demokratisk forankret teknologiudvikling.

Lige meget, hvordan man læser Snows forelæsning, har diagnosen holdt ved ind i det 21. århundrede.

De to kulturer er stadig den dominerende optik, når der skal forhandles finanslovsbevillinger til danske uddannelsesinstitutioner, når talen falder på fremtidens arbejdsmarked, når regeringsnotater og handlingsplaner beskriver fremtidens vækst og kompetencebehov.

I alle disse situationer er den dominerende forestilling, at fremtiden vil kræve flere kandidater i naturvidenskab, teknik og datalogi og tilsvarende lavere optag på de humanistiske uddannelser.

Ikke overraskende står de fleste humanister på den modsatte fløj. De taler om diskriminerende algoritmer, techgiganternes bevidsthedskontrol, misinformation og manipulation af den demokratiske samtale. Alt sammen vigtige kritikpunkter, men for det meste uden konkrete løsningsforslag.

Kort sagt mangler der visionære bud på, hvordan vi skaber fremtidens human-centrerede teknologi, der fusionerer de to kulturer på måder, der fører til en bæredygtig demokratisk udvikling.

For at forstå den nuværende konflikt mellem de to kulturer er vi nødt til at tage et skridt tilbage. I slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede oplevede de vestlige samfund store forandringer inden for videnskaben.

Langt op i det 20. århundrede var det primære motiv for at tildele midler til forskning og innovation, at det var nødvendigt for at ruste samfundet militært. Militær dominans var – og er – i vid udstrækning synonym med teknologisk dominans.

Da den militære trussel fra den kolde krig langsomt ebbede ud, transformeredes også statens begrundelse for forskning.

Nu handlede det ikke længere om militær dominans, men om kommerciel dominans. Globaliseringen af de vestlige økonomier indebar en stigende konkurrence på uddannelse, forskning og innovation frem for manuelt arbejde som det afgørende parameter for økonomisk udvikling.

Med denne interesse i forskning og teknologi steg også bevillingerne. Europæiske regeringer, herunder den danske, forpligtede sig i 2002 på de såkaldte Barcelona-mål om at anvende tre procent af bruttonationalproduktet (bnp) på forskning og udvikling, heraf én procent offentlige midler samt to procent fra private virksomheder.

I lande som Korea og Finland er de offentlige og private udgifter i dag helt oppe på fire procent af bnp. Der bliver produceret forskning og teknologi i et historisk højt tempo og med en accelerationshastighed, der har påvirket stort set alle aspekter af det moderne samfund – fra sundhed og fødevarer til sikkerhed, medier, energi, infrastruktur og uddannelse. Intet samfundsområde er i dag uberørt af teknologi.

Især en type teknologi har de sidste årtier været dominerende. Digitale teknologier, herunder internettet, big data, sensorer, smartphones, robotter og kunstig intelligens har vist sig at have potentiale til at transformere selve strukturen og grundlaget for samfundet.

Den omsiggribende digitale revolution startede imidlertid langt før Facebook, Amazon, Apple, Microsoft og Google. Allerede før Anden Verdenskrig var ledende skikkelser inden for logik og matematik, som Alan Turing, Norbert Wiener og John von Neumann, interesserede i at omsætte matematik til teknologi.

Mange af de største teknologiske gennembrud, der prægede det 20. århundrede, havde fælles rod i krigsindsatsen og det konstante forsøg på at bryde fjendens koder og skabe mere effektive bomber.

Forbindelsen mellem matematik, teknologi og krig er naturligvis ikke simpel og er vanskelig at opsummere på få linjer. Det blev for verdens supermagter og mindre magter i stigene grad indlysende, at ingen kamp, hverken militær eller kommerciel, kan vindes uden massive investeringer i teknisk naturvidenskab og matematik.

Det blev samtidig klart, at investeringer i teknologi kræver etiske og demokratiske overvejelser. Som Norbert Wiener skrev i sit essay ’The Human Use of Human Beings’ fra 1950, er den største trussel mod menneskeheden ikke teknologien selv, men menneskets brug af teknologien imod andre mennesker.

Den akutte baggrund for denne konstatering var udviklingen af atombomben. Men Wiener var samtidig bekymret for fremtidens dataficering og digitalisering. Allerede da det i slutningen af Anden Verdenskrig stod klart for de allierede, at nazi-Tyskland ikke havde udviklet atomvåben, var det kun et fåtal af de involverede fysikere i Manhattan-projektet, der sagde deres stillinger op.

Mange af verdens dygtigste fysikere fortsatte produktionen af atombomber – vel vidende, at bomberne sandsynligvis ville finde anvendelse på den japanske civilbefolkning.

Brugen af teknologi førte til fortvivlelse og afstandtagen i videnskabelige kredse. Af samme grund så efterkrigstiden etableringen af flere videnskabelige discipliner og enheder, der skulle sikre en etisk ansvarlig brug af teknologi. Det var imidlertid tydeligt, at teknologien i høj grad blev kritiseret af ’den anden kultur’.

Det var humanister og samfundsforskere og ikke ingeniører, der krævede etiske vurderinger og involvering af civilsamfundet. Inden for samfundsvidenskaberne etableredes et helt nyt felt, der havde forskningens samfundsansvar som genstand, kendt som science and technology studies (videnskabsstudier). På trods af forsøget på at demokratisere videnskaben forblev dialogen med naturvidenskaben imidlertid sparsom.

Feltet fortabte sig hurtigt i stærkt abstrakte og kritiske studier af teknologi som udtryk for magt, autoritet, ideologi, interesser, vold osv. Hovedskikkelser som Bruno Latour og Harry Collins har senere indrømmet, at den stærkt videnskabskritiske tilgang forhindrede de nye videnskabsstudier i at få gennemslagskraft. De understregede rettere end opløste ’de to kulturer’, ikke mindst forstærket af den voksende teknologioptimisme.

Wiener skulle imidlertid få ret i sin forudsigelse af teknologiens gennemgribende konsekvenser ud over atombombernes anvendelse. Som nævnt var forskerne i Cambridge, Boston og Californien under Anden Verdenskrig optaget at bryde fjendens koder og udvikle mere effektive våben. Kodebryderne skulle senere få en helt afgørende indflydelse for samfundets udvikling.

Det er samme grundlagsskabende arbejde i logik og matematik, der førte de allierede til sejr under Anden Verdenskrig, som i dag anvendes til at udvikle stadigt mere sofistikerede algoritmer, neurale netværk og maskinlæring. Det var krigstidens forskning i logik og matematik, der lagde grunden til udviklingen af den moderne computer, internettet og kunstig intelligens, der efter al sandsynlighed vil præge samfundet i den næste generation.

Det bringer os frem til den teknologi- og menneskeforståelse, der i disse år er under udvikling, og som overskrider begrænsninger i de to kulturer.

I stedet for et slagsmål mellem den humanistiske og teknologiske kultur kalder den digitale udvikling mere end nogensinde på nye hybride teknisk-humanistiske kompetencer og en ny forståelse af, hvordan teknologi designes af mennesker til mennesker. Og det er på høje tid, at beslutningstagere og offentlige myndigheder forstår, hvad der er på spil.

Ligesom med andre teknologier rejser digitalisering en række etiske dilemmaer. Et af de mest spektakulære eksempler var det omfattende misbrug af Facebooks brugerdata, der gennem analysevirksomheden Cambridge Analytica blev anvendt til at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016 og Brexit-afstemningen i Storbritannien.

Sidenhen har vi lært, at nye digitale teknologier i høj grad bliver udviklet til at understøtte stadigt mere gennemgribende former for kontrol og overvågning. Google har offentliggjort sine kontrakter med Pentagon om at udvikle billedgenkendelsessensorer til brug for militære mål. Amazon har leveret ansigtsgenkendelsesteknologi til det amerikanske politi.

Microsoft har indgået kontrakt med de amerikanske immigrationsmyndigheder om at udpege illegale flygtninge. IBM er under kritik for at kode sine produkter for etnicitet og køn, for eksempel i udviklingen af ansigtsgenkendelsesteknologi. Banker, forsikringsselskaber og rekrutteringsfirmaer er over alt under anklage for at bruge data baseret på ulighed og fordomme.

Der findes et alternativ til splittelsen mellem de to kulturer, som bør være med til at tegne forsknings- og innovationspolitikken de næste år.

En række af verdens førende universiteter og fonde har i løbet af de seneste år lanceret en række nye programmer, der integrerer tekniske og humanistiske discipliner. Stanford Institute for Human-Centered Artificial Intelligence, Berkeley Center for Human-Compatible Artificial Intelligence, Wallenbergfondens milliardsatsning på kunstig intelligens i Sverige og senest Villum Fonden og Velux Fondens satsning på ’Algoritmer, Data og Demokrati’ i Danmark vidner om ny orientering i opfattelsen og udviklingen af teknologi.

Præmissen for disse forskningsprogrammer er ikke at underlægge nye teknologier begrænsninger og lovgivning, når teknologien først er introduceret i samfundet og viser sig at støde imod vores etiske værdier. Præmissen er derimod, at humanistisk forskning og kulturforståelse skal integreres i selve de designprincipper, der er med til at formgive og udvikle nye teknologier, så de tjener demokratiske formål.

Med andre ord skal teknologi formes af en bedre forståelse af dens anvendelse og i en menneskelig og social kontekst og ud fra studier af psykologi, adfærd, institutioner, normer og etik. Human-centreret teknologi er baseret på en syntese mellem discipliner, der inddrager humanvidenskaberne ved at forme teknologien ud fra et ønske om at skabe bæredygtige og robuste samfundsløsninger.

Den danske model er et godt udgangspunkt for denne udvikling. Allerede i anlæggelsen af den moderne danske velfærdsstat blev det klart, at investeringer i teknologi kræver tilsvarende investeringer i mennesker. Velfærdsstaten indebar afgørende social innovation inden for ældrepleje, uddannelse, dagtilbud, infrastruktur, energi, borgerinddragelse og meget andet.

Den korporatistiske tradition for at føre udstrakt dialog mellem stat, erhvervsliv og civilsamfund kombineret med design, arkitektur og byplanlægning kan vise sig at blive afgørende i udviklingen og brugen af intelligente teknologier i fremtiden.

Ved at bruge den skandinaviske designtænkning, det korporative demokrati og den nordiske model for samarbejde er det muligt at udvikle intelligente løsninger, der har en global gennemslagkraft, og som ikke kun lever op til etiske hensyn, men bruger humanvidenskaberne aktivt som udgangspunkt for bæredygtige løsninger.

Det er her, coronakrisen kan vise vejen frem. Den danske regering har afstået fra at bruge automatiseret smitteopsporing og digital overvågning af borgerne og har i stedet anlagt en overvejende analog tilgang til bekæmpelse af epidemien.

Kommunikation, adfærd og kultur har været afgørende redskaber i sundhedsmyndighedernes værktøjskasse kombineret med effektive diagnostiske metoder og epidemiologiske modeller. Det er menneskelig adfærd i samklang med digitale redskaber og algoritmer, der er nøglen til at løse kriser som den nuværende.

Det kan lyde utopisk. Men realiteten er, at vi næppe har noget valg. Amerikanske og kinesiske virksomheder dominerer allerede verdensmarkedet for kunstig intelligens. Uden humanistiske kompetencer vil udviklingen få dramatiske konsekvenser for demokratiet.

Det kan måske komme som en overraskelse for mange, at det er ved at kigge indad i den danske velfærdsmodel, at kimen til den digitale transformation skal findes. De fleste offentlige beslutningstagere er indoktrineret med en blind tro på markedet som det mest velegnede redskab til at tage nye teknologier i anvendelse. Men sandheden er, at demokratiet er en langt stærkere mekanisme, når det kommer til at skabe gavnlige og ansvarlige teknologier. Vi overser, at der ligger guld for vores fødder.

Den skandinaviske model er sammen med vores bedste dataloger og humanister nøglen til den videnskabelige fusion, der kan overkomme kløften mellem de to kulturer.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts