0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Kokain er lykke i pulverform, og det tror jeg, at alle er disponeret for at blive afhængige af

På rehabiliteringsklinikken er drømmene beskedne, mens problemerne synes uoverkommelige, skriver kronikøren, der kæmper for at blive clean efter et kokainmisbrug.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Først var det til fester, siden blev det også alene at kronikøren tog kokain. Forbruget blev langtsomt til misbrug.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg kan huske manden fra en biologitime i sjette klasse. Mellem planter, akvarier og skeletter tonede han frem på et gammeldags kassefjernsyn.

Vi hørte ikke rigtig efter og kastede små papirkugler efter hinanden. Manden fortalte en lang historie om, hvordan stofmisbrug havde ødelagt hans liv, og om, hvordan det næsten havde været umuligt at komme ud af det.

Han sluttede sin lange historie med ordene: ’Don’t do drugs’. Dengang følte jeg ikke, det vedkom mig.

For et par måneder siden, en søndag aften, brød jeg sammen kort tid inden endnu et tilbagefald til kokainen. Jeg lå i fosterstilling på gulvet i min mors spisestue, mens jeg lod tårerne og snottet løbe ned ad mit ansigt. Min kæreste og jeg var netop taget hjem fra en sommerhustur. I bilen på vej hjem havde jeg fortalt hende, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre.

Jeg havde lovet hende ikke at falde i igen, men vidste ikke, hvordan jeg skulle holde mig clean. Vi var taget over til min mor, fordi min kæreste ikke kunne håndtere at være alene med mig.

Jeg ringede til min misbrugskonsulent, som foreslog, at jeg skulle prøve at distrahere mig selv. Jeg følte ikke, at jeg havde foretaget mig andet end at distrahere mig selv, men jeg havde det, som om jeg sørgede over en død bror. En bror, som jeg havde muligheden for at bringe til live igen, hvis jeg bare tog en smule kokain.

I den følgende uge blev min tilstand ikke bedre. Det er en tilsnigelse at sige, at jeg var i gang med mit kandidatprojekt på Designskolen.

Af og til tog jeg ud på skolen og prøvede at forme nogle usammenhængende ideer i papmaché, men mere blev det ikke til.

Når jeg kunne få taget mig sammen til at stå op ved et-tiden, tog jeg ned på Tjili Pop på Rantzausgade og så ’Friends’ på min computer, mens jeg kæderøg og drak cola. Jeg aftalte med min mor, at jeg skulle flytte over til hende for at aflaste min kæreste, der havde brugt al sin energi på at forhindre mig i at tage et tilbagefald.

På den måde skete det, at jeg en aften i slutningen af marts lå i sengen på min mors gæsteværelse og besluttede at give efter for den trang, som var vokset i mig som en mælkebøtte under asfalt.

Min mor var gået i seng, så jeg trak stille i mit tøj og sneg mig ud. I et forsøg på at gøre det sværere for mig selv at tage noget havde jeg slettede alle pushernes numre på min telefon, hvilket efterlod mig med Istedgade som eneste mulighed for at få noget kokain.

Kvaliteten af det kokain, man får på Istedgade, er ekstremt dårlig, og er for det meste mere ormekur end kokain. Prisen for dette jammerlige discountprodukt er til gengæld alt andet end discount – det er mindst lige så dyrt som hos en velestimeret pusher.

Selv med disse dårlige forudsætninger, bar mine ben mig i sikkert tempo mod Istedgade. Jeg hævede 2.000 kroner og gik over mod to fyre, der hang på et hjørne. De blev meget ivrige.

Jeg fattede med det samme, at denne iver betød, at de ville tage røven på mig, så jeg vendte dem ryggen og gik. Snart fandt jeg en anden pusher, der var mere betryggende i sin måde at gøre forretning på.

Pludselig kom de to mænd fra tidligere løbende. Jeg var ved at give den anden pusher mine penge, men den ene af de to mænd tog fat i dem.

Jeg holdt godt fast i pengene, men fik så en knytnæve i ansigtet og væltede. Den ene løb med pengene, mens den anden sparkede mig i ryggen. Selv om jeg nær havde fået banket tænderne ned i halsen, kunne jeg ikke tage hjem uden kokain.

Jeg hævede yderligere 2.000 kroner og blev rullet igen af nogle andre. Til sidst lykkedes det mig at købe et gram for 1.500 kroner. Jeg havde taget det hele i løbet af en time. Den nat lå jeg søvnløs. Jeg havde igen brudt min kærestes tillid, og desuden var jeg nu i et rimeligt uoverskueligt minus på min konto. Siden da har jeg været i døgnbehandling i Fredensborg.

Trangen er stort set væk nu. Når den kommer, er det for en kort stund. Jeg følger undervisningen og får derefter det meste af dagen til at gå med at gå rundt i parken rundt om Fredensborg slot. Jeg elsker at gå. Når jeg går, føler jeg, at jeg tænker klart. Jeg føler, at jeg kommer ud af mit hoved og ned i min krop.

For to år siden gik jeg alene til Paris fra København. Det tog 36 dage. Det var ikke et sportseventyr – jeg røg smøger hele dagen og drak øl om aftenen.

Jeg ville teste, om jeg havde en rygrad. De utallige gange, jeg var mislykkedes med at blive clean, havde efterladt mig med en følelse af total uduelighed og mindreværd. Jeg ville sætte et punktum for mit misbrug med et rite du passage.

Jeg følte, at jeg overvandt min angst, når jeg gik gennem skoven i mørket, eller når jeg slog mit telt op bag et pizzeria eller i en rundkørsel.

Jeg følte, at jeg overvandt min angst, når jeg bankede på fremmede menneskers døre for at få fyldt min vandflaske eller for at få husly. Jeg sov en nat på en kirkegård i Belgien, hvor jeg lå og så på stjernerne, hørte musik på min iPod og følte mig så lykkelig, som jeg nogensinde havde været. Jeg var sikker på, at jeg nu var forandret; at jeg havde transcenderet ind i en ny og uskyldig krop.

Jeg lå i fosterstilling på gulvet i min mors spisestue, mens jeg lod tårerne og snottet løbe ned ad mit ansigt

At blive clean er som at spille skak med sig selv. Du overser måske sorts fejl, når du rykker med hvid, men udnytter din viden om hvids strategi, når du rykker med sort. Det er med andre ord den farve, du inderst inde ønsker skal vinde, der vinder.

Da jeg omsider stod under Triumfbuen, var en af mine venner kommet til Paris for at fejre min store sejr over mig selv.

Jeg havde jo klaret at gå hele turen. Vi hyggede os de to første dage, men på tredjedagen gik det galt. Vi drak os fulde i Aperol Spritz og så kørte toget. Østers, champagne, sprut, tungekys med fremmede kvinder og ikke mindst en ordentlig røvfuld kokain – to boulevardløver på slap line. Da vi sidst på formiddagen, nu væsentligt mindre opstemte, satte os ind i en taxa og bad taxachaufføren køre afsted mod lufthavnen i en helvedes fart, gik det op for mig, at min afhængighed havde vundet endnu et parti.

Taxachaufføren så mig i bakspejlet og spurgte: »Are you crying?«. Jeg svarede ham næsten lydløst: »Yes«.

Jeg fortæller min historie om min tur til Paris i gruppeterapien. Der bliver grinet. Det er ikke sådan, man bliver clean.

Afhængighed er ikke noget, du én gang for alle kan sætte skakmat. Når du går til Paris, kan du kigge på et kort hver dag og se, at du kommer nærmere og nærmere. I døgnbehandlingen tæller vi dage, og klapper, når nogen når 30 eller 60, men der ikke noget endeligt mål eller nogen egentlig forløsning. Her tæller vi og venter tålmodigt på, at noget ændrer sig i os, for det handler ikke kun om udholdenhed, det handler om at skifte perspektiv.

En mand klarede sine tre måneder i døgnbehandlingen med bravur. Ordnede sine pligter og kom til undervisningen.

Dagen efter han var kommet hjem, fik vi at vide, at han havde taget en overdosis og var død. Ingen ved, hvorfor han tog det tilbagefald, men jeg tror, at han, ligesom jeg selv gjorde i Paris, troede, at han havde fortjent at være færdig med stofferne, og at netop det ledte ham lige tilbage i dem.

Jeg plejede at synes, at det var mærkeligt, at folk kom til møder og fortalte om, hvor glade de var for at være stoffri på tolvte år. Hvorfor kom de, hvis de var så lykkelige?

Annonce

De kom for at minde sig selv om, at de rent faktisk var lykkelige uden! Selv om den aftager, forbliver trangen der. Den vil prøve med nye åbninger, nye manøvrer, og langsomt piller den alle dine brikker af brættet, til du står forsvarsløs.

Mange begår den fejl at tro, at de kan holde sig clean for andres skyld. Så længe man bare holder det hemmeligt, behøver ingen andre at sørge over ens små fejltagelser.

Men stofferne lader dig ikke slippe med en enkelt gang, og forfaldet, depressionen og psykosen kan ikke holdes hemmeligt. Jeg har taget en beslutning for min egen skyld, fordi jeg er bange for at miste det, jeg har nu – et sind, der er til at holde ud at være i. Kokainen fik nær skrællet kødet af min sjæl, og jeg er derfor så taknemmelig for at kunne mærke den gode trang igen. Trangen til at tale, føle og leve.

Hvordan kunne det ske for mig, tænker jeg. Var jeg særligt disponeret eller særligt dum? Dengang jeg startede, var det ikke, fordi jeg begyndte at hænge ud med folk, der tog stoffer. Det var folk, jeg allerede kendte, der begyndte at tage stoffer.

Afhængighed er ikke noget, du én gang for alle kan sætte skakmat

Jeg startede med at sige nej, når mine venner tilbød mig noget, men jeg var nysgerrig. Det irriterede mig ikke at kunne tale med, når de begyndte at diskutere deres erfaringer med forskellige rusmidler.

Jeg fandt ud af, at jeg ikke brød mig om hash, og ræssonerede mig derfor frem til, at jeg nok ikke var disponeret for afhængighed. Desuden var min forståelse af misbrugere, at det var nogle, der brugte stoffer til at dulme traumer, og jeg havde ikke engang haft en dårlig barndom.

Første gang jeg prøvede kokain, blev jeg var faktisk lidt skuffet; men skuffelsen gjorde, at jeg igen blev bekræftet i, at jeg ikke ville blive afhængig. Der gik nogle år, hvor jeg ikke anså mit forbrug som noget problem, men det blev efterhånden svært at undvære, når vi tog ud.

Vi sagde tit til hinanden: »I aften skal vi ikke have noget coke«, blot for øjeblikke senere at stå med en lille pose i hånden.

Da jeg startede på Designskolen, behøvede jeg ikke længere festlige anledninger for at tage det, og jeg var også begyndt at tage det alene.

En dårlig vejledning var nok til at retfærdiggøre, at jeg tog noget. Jeg brugte det ikke længere til at kunne feste bedre, men til at glemme ting, jeg ikke ville tænke på. For fem år siden begyndte jeg at indse, at jeg havde et problem, og siden da har jeg forsøgt at stoppe.

Man siger, at hvis du putter en frø i kogende vand, hopper den op, men hvis du derimod putter den i lunkent vand og langsomt skruer op for varmen, lægger den ikke mærke til, at den langsomt bliver kogt. Jeg ved ikke, hvornår mit forbrug gik over til at blive et misbrug, eller om det altid var et misbrug.

Hvad jeg ved, er, at det er meget få gang, jeg har set nogen miste interessen for kokain, før det er eskaleret til noget ukontrollerbart og ubehageligt. Det er nærmest en garanti.

Misbrug er en sygdom, du selv må tage ansvaret for at have pådraget dig, men det er også en sygdom, der smitter. Selvom det var ulovligt, farligt og generelt set ned på af samfundet, kunne jeg ikke modstå det, da først mine venner begyndte at gøre det.

I dag ville jeg ønske, at jeg dengang ikke havde foregøglet mig selv, at jeg ikke kunne blive afhængig.

Kokain er lykke i pulverform, og det tror jeg, at alle er disponeret for at blive afhængige af. Desuden hørte jeg en sige, at det aldrig er for sent at få en dårlig barndom. Hvis du begynder at tage stoffer, skal traumerne og problemerne nok begynde at hobe sig op af sig selv.

Ved et af morgenmøderne på behandlingscentret sætter min behandler en tyk streg under de ord, han skriver på tavlen: »Hold dig fra den første«. Med det menes, at den første aldrig bliver den sidste, så der er ingen grund til tro, at man kan nøjes med enkelt tilbagefald. Hvor havde mit liv været meget lettere, hvis jeg tilbage i gymnasiet bare havde holdt mig fra den første, tænker jeg.

Jeg ser rundt i lokalet på mine nye venner. De fleste i døgnbehandlingen er – ud over at være sværvægtsmisbrugere – enten psykisk syge, hjemløse eller kriminelle. I slutningen af marts troede jeg, at jeg havde nået bunden. Nu lytter jeg til mine nye venner. Deres drømme er beskedne, men deres problemer synes uoverkommelige.

Et liv med afhængighed er virkelig ikke et liv – det er slaveri, og derfor er jeg så lykkelig for at være kommet her i behandling, før alternativet til det slaveri blev så uoverskueligt, at jeg ikke kunne se det øjnene.

Om et halvt år gør jeg min kandidat færdig. Jeg har fået gode karakterer for alt det, jeg har afleveret indtil videre, så hvorfor skulle det ikke også blive godt?

Om et år er den nuværende coronakrise nok slut, og arbejdspladserne vil sikkert blomstre op igen. Ellers er min husleje billig, så jeg kan klare mig på dagpenge. Jeg har en familie og venner, der elsker mig. Min kæreste forlod mig ikke alligevel – hun er begyndt at tro på mig igen. Vi kan få en større lejlighed og børn måske. Måske får jeg succes med et eller andet – hvem ved.

Så længe jeg holder mig fra den første, skal alting nok gå. Og hvor vil jeg så hen med al den snak? Don’t do drugs!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere

Annonce

For abonnenter