0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Død over de konservative værdier: Gud, konge og fædreland ødelægger demokratiet

De tre gamle konservative værdier er tilbage for fuld udblæsning i en ny populistisk udgave, og det splitter vores samfund som aldrig før.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

Donald Trump lyver og fordrejer sandheden. Men hvorfor får populister som han så lidt modspil?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Udviklingen på en række afgørende punkter som tolerance, mangfoldighed og åbenhed går markant tilbage i vores ellers så moderne samfund rundt om i verden i disse år. Jeg husker ellers tydeligt, at jeg som ung teenager i 90’erne tænkte »Pyha, nu er vi heldigvis ovre det der racisme, efter at flygtningene fra krigen i Bosnien-Hercegovina blev velintegreret, så nu kan det kun gå én vej – fremad – med tolerance, integration og åbenhed«.

Jeg var i chok, da DF i år 2001 blev valgt ind med så afgørende mange mandater og i tyve år har dikteret dansk politik på en række afgørende identitetspolitiske områder som f.eks. integration og kultur.

Den ultrakonservative bevægelse i samfundet, som DF er en del af, kulminerer lige nu i disse år. Samfund over hele verden er i gang med at trække sig tilbage i ’stammer’ ned i hulerne og har startet en ny skyttegravskrig, hvor alt, der er anderledes og fremmed, skal bekriges, koste hvad det vil.

Verden er splittet som aldrig før, fordi Gud, konge og fædreland er tilbage – i deres værste fortolkning. Vi er i gang med en kamp om verdenssyn og om virkeligheden, som har sat verden i flammer.

Men hvor blev de tre konservative værdier egentlig af?

Nietzsche erklærede Gud død, og oplysningen, det moderne og individualismen tog over. Demokratiet erstattede enevælden, og globaliseringen fjernede fædrelandet. Det er måske en grov opsummering, men nuvel, for debattens skyld vælger jeg ikke at nuancere for meget her.

De ultrakonservative kræfter i samfundet har fået nok, føler sig overhørt og udkonkurreret af disse moderne værdier, der kan opsummeres som ’fremskridtet’, og derfor er der nu opstået en modreaktion – især foranlediget af den økonomiske krise i 2008 samt jagten på en syndebuk herfor.

Denne ultrakonservative modbevægelse trækker de tre gamle konservative værdier op af hatten igen og pakker dem ind i en ny indpakning i et nostalgisk forsøg på genrejsning. I desperationen over at skabe fornyelse kigger de paradoksalt nok tilbage, hvilket resulterer i, at de tre gamle værdier bliver misbrugt og manipuleret på groveste vis af populisterne som et instrument for at skabe splittelse og tilrane sig mere magt.

Men hvad betyder de tre konservative værdier egentlig?

Med Gud menes der naturligvis kristendom som den dominerende statsreligion, og at samfundet bygges op omkring kristne værdier, som f.eks. ’elsk din næste’ og dertilhørende helligdage, ritualer og højtider.

Med konge menes der, at vi har et kongehus som identitetsskabende og historisk institution, som befolkningen kan samles om. Går vi endnu længere tilbage, er det forestillingen om en almægtig og urørlig landsfader, der trygt og stærkt leder landet og forsvarer det mod dets indre og ydre fjender.

Og med fædreland menes der, at vi (op)dyrker såkaldte danske eller nationale værdier, normer og dyder i det forestillede fællesskab, som en nation jo i virkeligheden er – hvad end disse såkaldte danske værdier så egentlig må være. For hvem definerer lige det? Nationale værdier er under konstant påvirkning udefra og under konstant udvikling, og det er lige præcis sådan, det må være, da forandring er den eneste konstant.

De tre gamle konservative begreber er stærkt forbundet også i denne nye genopblomstring.

Vi ser tydeligt, at flere og flere borgere oplever, at de bliver styrket i deres religiøse tro, og det bruges i stigende grad politisk. Senest så vi, hvordan Trump beordrede sin egen befolkning tåregasset foran Det Hvide Hus for, at han kunne gå derfra til Skt. John Kirken og udnytte en ’photo-op’ til sine sociale medier og pressen, fordi det styrker ham over for hans kristne kernevælgere.

Vi er i gang med en kamp om verdenssyn og om virkeligheden, som har sat verden i flammer

Arkitekten bag Brasiliens populistiske og ultrakonservative præsident, Jair Bolsonaros, sejr i 2018 er præsten for landets største og mest konservative kirke med millioner af følgere, Silas Malafaia. Og så er han nær ven af Bolsonaro, hvis mærkesager i øvrigt er ’Kød, kirke og kugler’, underforstået landbruget, kristendommen/katolicismen og militæret.

Malafaias kirke var da også stedet, hvor Bolsonaro holdt sin officielle valgsejrstale i 2018. Den enormt indflydelsesrige præst kalder konstant præsidenten for Jair ’Messias’ Bolsonaro i sit medieimperies sendeflade og påvirker de millioner af troende til at støtte og stemme på Bolsonaro.

Den form for indflydelse kan ikke købes for penge af nogen politiker. Malafaia blev da også en overgang Bolsonaros talsperson og er en af præsidentens tætteste rådgivere.

Under sin officielle valgsejrstale i kirken takkede Bolsonaro naturligvis også Gud for at give ham denne mission om at løse, hvad han ser som Brasiliens etiske, moralske og økonomiske kriser. Malafaia var i øvrigt også ham, der for rullende kameraer døbte Bolsonaro i Jordanfloden i 2016 – to år før valget – og populismen nåede nye højder.

Malafaia har overtalt Bolsonaro til at indsætte en af hans andre præster som – og hold nu fast – minister for kvinder og menneskerettigheder. Så meget for adskillelsen af kirke og stat.

I Brasilien har religionen nu direkte politisk medbestemmelse. Der er åbenbart ikke længere en grund til at holde den indirekte og skjule dens store indflydelse på politik i landet.

For nyligt blev Bolsonaro i øvrigt officielt anklaget af én million af landets sundhedsarbejdere for folkemord ved Den Internationale Straffedomstol pga. hans skandaløse håndtering af coronakrisen, som har ført landet ud i en historisk stor sundhedsmæssig og økonomisk krise.

Senest har vi herhjemme set DF’s spritnye næstformand, Morten Messerschmidt, direkte udfordre partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, ved bl.a. i Politiken at kalde til værdikamp med udmeldingen om, at dansk kultur-, flygtninge-, udviklings- og undervisningspolitik fremover skal defineres af kristendommen i langt højere grad.

Jeg er stadig målløs over, hvor gammeldags og primitiv en ambition det er. »Der foregår en religionskrig, og vi ser den også her i Danmark«, udtaler han.

Jeg kan ikke se den. Og så meget for at holde kirke og stat adskilt. Men altså, vi kan jo håbe, at Messerschmidt mener, at man skal elske sin næste endnu mere end sig selv, og det, vil jeg se frem, bliver implementeret specielt i partiets flygtningepolitik.

Ugen efter interviewet i Politiken blev Messerschmidt udnævnt som ny næstformand for DF. Ikke mange dage efter så vi integrationsminister Mattias Tesfaye (S) lige snige ind i en indskudt sætning i TV Avisen, at de fleste af de kun 200 kvoteflygtninge, som regeringen vil tage i år, er kristne.

Hvad skal vi bruge den information til? Det ser ud til, at Messerschmidt må finde en ny værdikamp, for Socialdemokratiet er allerede godt i gang med at kopiere og overtage hans. Men for at overgå Socialdemokratiet kan Messerschmidt da lade sig inspirere af Bolsonaro og foreslå en god traditionel ultrakonservativ præst – f.eks. Sørine Godtfredsen – som kirkeminister eller ligestillingsminister?

Denne gang er det dog ikke i form af det adelige enevælde, men som demagogiske og populistiske diktatorer af magtfulde nationer som f.eks. Trump i USA, Putin i Rusland, Bolsonaro i Brasilien, Orban i Ungarn, Duda i Polen, Kurz i Østrig, Brexit-Boris i England, Erdogan i Tyrkiet, Modi i Indien, og jeg kan blive ved.

Jeg tillader mig her at skære over en kam, da forskellen på de nævntes adfærd efterhånden ikke er til at skille fra en vaskeægte erklæret diktator, som vi kender dem fra Østeuropa, Sydamerika, Mellemøsten og Afrika.

De nye diktatorer dikterer dekreter, lyver, forvrænger virkeligheden, misinformerer, fabrikerer falske fortællinger, benægter fakta, gør brug af åbenlys nepotisme og bruger bevidst dæmonisering af minoriteter samt splittelse som et magtinstrument i konstante ’os og dem’-fortællinger, ved højlys dag, foran øjnene på os alle for rullende kameraer.

Det er den populistiske leder, der lyver, men som selv anklager andre for det. Det er den populistiske leder, som udøver vold mod befolkningen, men anklager den for at være voldelig, som vi ser det med Trump i USA i øjeblikket.

De nye konger forsøger at fremstille sig selv som lov og orden hardhittere, der går brutalt til uroligheder – uden at de dog tilsyneladende kan se, at de ofte er med til at skabe optøjerne med deres splittende retorik. Trump markedsfører f.eks. sig selv i øjeblikket som Law and Order-præsidenten, men støtter samtidig de uregerlige og bevæbnede civile militser, som da han bl.a. tweetede ’LIBERATE MICHIGAN!’ i april, hvor nogle militser – bevæbnet til tænderne – tiltvang sig adgang til delstatens regeringsbygning. Eller når disse militser forsøger at udføre politiets arbejde, patruljerer i gaderne og vil beskytte bygninger mod hærværk afledt af Black Lives Matter (BLM)-protesterne.

Det er bemærkelsesværdigt – men ikke overraskende – at de fire lande, der er værst ramt af coronakrisen alle har en populistisk ultrakonservativ leder. USA, Brasilien, Indien og Rusland udgør tilsammen top 4 af lande med flest smittede.

Nationalismen er på fremmarch og har været det længe. Især siden finanskrisen har vi set en opblomstring. Når samfund står i alvorlige økonomiske kriser som i 2008 og coronakrisen lige nu, skal der findes syndebukke, og så titter den latente racisme og fremmedhadet frem.

Det er ganske enkelt nemmere at skyde skylden på de fremmede og de anderledes, da det er for komplekst at give den til en flok grådige finansfolk og politikere i jakkesæt, for det kan jo være hvem som helst.

De fremmede er nemmere at identificere og læsse sin vrede ud på. Men hvad ligger der bag de fremmedes indtog i fædrelandet og dermed årsagerne til de tabte jobs? Globaliseringen, dens åbne grænser og frie handelsaftaler. Outsourcingen af fabriksjobs. Gæstearbejderne. Indvandrerne, der stjæler vores jobs. Brune. Mørke. Sorte. I hvert fald hvis du spørger populisterne og deres tilhængere.

Den måde at projicere sin vrede udad, avler en afgrundsdyb splittelse i befolkningen og puster kraftigt til flammerne, der nu er endt i en eksplosion af en størrelse, som vi sjældent har set – med BLM-protesterne og gadekampe mellem hvide og mørke fraktioner i USA, England og talrige andre lande verden over.

Men også i Danmark stiger racismen – og ja, der er diskrimination på baggrund af racisme i Danmark, det er et faktum.

Ifølge Mellemfolkeligt Samvirke er antallet af hadforbrydelser næsten fordoblet i Danmark fra 2016 – da Trump blev valgt – til 2017. Det hyppigste motiv var racisme. Og så er der fx den med, at muslimske kvinder, der går med tørklæde, skal sende 60 procent flere ansøgninger for at blive kaldt til samtale i Danmark – 60 procent flere!

For boligsøgende minoriteter er tallet 27 procent flere ansøgninger for at få et positivt svar. Og sådan fortsætter undersøgelserne.

Det virkelig farlige ved dette er, at Gud, konge og fædreland i populistisk udgave er ved at inficere vores kultur som en virus, der er langt værre og sværere at bekæmpe end corona.

Men fremskridtet, som populismen og ultrakonservatismen er en reaktion på, kan ikke længere omstødes nu. Det er for sent. Globaliseringen er en realitet, verdens landes økonomier hænger unægtelig dybt sammen. Det er ikke noget, man konsekvensløst kan ændre på, hvor end man gerne vil melde sig ud af internationale handelsaftaler f.eks.

Det er med coronakrisen, den økonomiske krise, racekrisen og klimakrisen klokkeklart, at verdens lande er komplet afhængige af og påvirker hinanden, om vi vil det eller ej. Kampen mod fremskridtet er dødsdømt og fører kun til yderligere splittelse.

Individualismen, demokratiet og globaliseringen skulle redde os, men endte med at splitte os. Gud, konge og fædreland skulle holde sammen på os som folk og nation, men splitter os lige nu ad ved roden. Så hvad gør vi nu?

Vi har først og fremmest brug for nogle pionerer, som kan påvirke kulturen og den offentlige mening. Der tør gå forrest imod populismen, som kun kan leve så længe, der er splittelse i befolkningen. Vi har brug for nogen, der tør at tale imod vælgerundersøgelser, manipulerende og forsimplede ’os og dem’-retorik samt stå fast på de basale, moderne demokratiske værdier, som jo er grundlaget for de velfungerende elementer i vores samfund.

Der er brug for nogen, som f.eks. Poul Henningsen, der straks efter Anden Verdenskrig stædigt insisterede på vigtigheden af en fair behandling af tyske flygtninge midt i en tid med lynchstemning.

Lyder det bekendt? Det er alt for let at lade sig rive med af stemningen og lade følelserne koge over.

Michelle Obama sagde noget lignende under den amerikanske valgkamp i 2016 med catchphrasen ’When they go low, we go high’ – vi må huske kompromisløst at holde moralen og etikken høje, ligegyldigt hvad. Kritikerne vil kalde det naivt. Lad dem det.

Vi må holde fast på, at det er det rigtige at gøre. For der er brug for nogen, der f.eks. ikke accepterer at rykke normerne for diskrimination, og som råber højt, når der sker uretfærdighed, og nogen der kravler op ad skyttegraven og rækker ud efter ’de andre’, uanset om de må tage et par kugler undervejs – hvis nogen lider, skal vi ganske enkelt hjælpe dem, ikke kun os selv og dem, der ligner ’os’.

Vi skal ganske enkelt tilbage til at være humane. Det er mit håb for nutiden og fremtiden. Humanismens genkomst er nu, da der aldrig har været så meget brug for den som i dette øjeblik.

For samling ER bedre end splittelse. Dialog ER bedre end skyttegravskrig. Oplysning ER bedre end religiøs indoktrinering.

Jeg venter bare på, at de nye pionerer kravler op ad skyttegraven. Hvor er I? Rejs jer, det er nu der er brug for jer.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts