0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jeg husker det kun i glimt. Tiden alene på stuen. Turen hjem i bilen. Chokket over, at jeg har et dødt foster liggende i maven

At miste en graviditet er en sønderrivende oplevelse, som rigtig mange kvinder (og par) går igennem. Det sætter ofte dybe, livsændrende spor, og for fortsat rigtig mange kvinder gentager tabet sig.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Scanninger af gravide er normalt glædelige. Men for mange afslører det at fosteret er dødt.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Fra det sekund, en kvinde bliver bekendt med sin graviditet, når hun at tænke uendelig mange tanker. Hun danner sig uendelig mange forestillinger og forventninger og oplever uendelig mange følelser.

Hun drømmer om den kommende familieforøgelse, opbygger kærlighed, ømhed og beskyttertrang til det spirende liv i sin mave. Hun sanser og fornemmer alt fra de bittesmå nuancer af ændringer i sin nu gravide krop. De pludseligt spændte, ømme bryster. Den mere eller mindre konstante murren i underlivet. Den styrkede lugtesans. Kvalmen. Humørsvingningerne. Hun tæller dage og uger på et ofte minutiøst plan.

Og hun venter. På skanninger, på lægeaftaler, på vandrejournaler. På de fysiske forandringer, som fortæller, at den bulende mave bærer liv. På livstegn, der er store nok til, at hun kan mærke dem fysisk i maven. På livstegn fra det kommende lille barn. For hun bærer på et barn. Lige indtil det spirende liv pludselig er dødt.

Jeg husker dagen i glimt. Vejret er lunt, majsolen skinner højt på himlen. Min mave er vokset, synligt rundere, og det er omkring fem uger siden, vi så det fineste hjerteblink for anden gang.

Der var få sekunders lyd på til en privat skanning. Både min mand og jeg græd. Det lille hjerte slog så hurtigt! Jeg er blevet gravid ved vores andet reagensforsøg (ICSI-behandling), og vi kan ikke fatte, at vi har været heldige at opnå graviditet så hurtigt.

Der er en let og ubekymret tone på stuen. »Jo, tak, jeg har det rigtig fint«, svarer jeg muntert og spændt, da jeg smider mig op på briksen til nakkefoldsskanningen.

Det, der skulle have været vores andet barn, holder jeg i hånden på et stykke toiletpapir

Min mand sætter sig ved siden af og tager min hånd i sin. Vi stirrer ihærdigt på skærmen og på min livmoder, der toner frem i sorte og hvide plamager. Energien i luften forandrer sig. Den muntre tone forstummer næsten ubemærket.

Lægen forsøger at skjule sin tiltagende bekymring. Siger mere febrilsk end oprigtigt, at det er normalt, at man skal »lede lidt«. Hun bliver nødt til at finde en indvendig skanner frem. En bange anelse bevæger sig langsomt, men altædende op fra min mave, til brystet, hvor den forplanter sig i én lang, dirrende, kvalmende usikkerhed.

Jeg klemmer min mands hånd. Hårdt. Og han klemmer igen. Der. En lille, stillestående kidneybønne. Der er tydeligvis intet liv. Tydeligvis intet hjerteblink. Tydeligvis intet sprællende foster, der vinker ud til os. Til gengæld er der to hjerter, der går i tusind stykker. Og en krop, der med et krampagtigt sug bare falder og falder på den stillestående briks.

Hvad der herefter sker, husker jeg ligeledes kun i glimt. Tiden alene på stuen. T