Spørgsmålet om religionens rolle i samfundet dukker lejlighedsvis op i samfundsdebatten og det politiske liv. De fleste politikere, også de mere konservative, mener, at religion og politik ikke skal sammenblandes. Det er to forskellige områder, som ifølge dem ikke har noget med hinanden at gøre.
Under krisen om Muhammedtegningerne i 2005 afviste daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), således de muslimske kritikeres krav om, at regeringen skulle undskylde for tegningerne, for dels var der ytringsfrihed i Danmark, og dels skulle man holde religion og politik adskilt. Derfor ville han heller ikke mødes med ambassadører fra muslimske lande.




























