Lyt til artiklen
Al snak om, at mænd ikke forstår at vise følelser, gælder i hvert fald ikke for to af vore store danske kunstnere fra starten af 1900-tallet. Vi taler om digteren Jeppe Aakjær og komponisten Carl Nielsen. De to ånder overdængede hinanden med så mange superlativer og skønord, at man næsten fristes til at bruge ordet forelskelse.
At de svingede sammen, er ikke spor mærkeligt. Begge kom fra beskedne kår på landet, begge følte med ’den jævne mand’ og begge havde blik for poesien og skønheden i de små ting. »Mit Hjerte skælver af Glæde, blot Duggen dynker et Straa« – sådan slutter en af Aakjærs sange, og de ord er jo næsten som taget ud af Nielsens poetisk turnerede naturbeskrivelser i bogen ’Min fynske Barndom’.
