Lyt til artiklen
Mellem årstiderne er hængebroer spændt ud. Man befinder sig altid lidt for pludseligt over mellemrummene, vakler, indtil fødderne finder fast grund, og man siger: Så blev det forår, sommer, efterår, vinter.
Om vinteren går man på is; der er revner og huller, solen er fremme så kort. Nogle af os falder let igennem, snapper efter vejret og befinder os i en mørkere verden under et loft af is. Der kan vi betragte dem, der hører den almindelige verden til, dem, som trods vinter går videre som vores fantomagtige spejlbilleder, og vi tænker: Hvorfor lægger de ikke mærke til noget?
