Niels Christensen er procesoperatør på giftfabrikken Cheminova i 1950’erne. Han er en af hovedpersonerne i min roman ’De bedste familier’, og jeg har så let ved at identificere mig med ham, også når han ligger ramt af endnu en forgiftning. Når kemisk støv har rejst sig fra de størknede klumper af fosfor og svovl, han skal grovknuse med hammer, og givet ham øjne, som man kaldte det. Når han ikke kan se andet end udflydende farver og bliver sendt hjem på afgiftning med et skud morfin i kroppen, så han kan sove fra det hele. Eller når dampe fra et åbent kar med kemikalier får ham til at hive efter vejret, giver ham akut hovedpine, og de efterfølgende nætter får ham til at svede gult, så hans kone, Margrethe, må skifte det syrligt stinkende sengetøj.
Jeg har aldrig oplevet en forgiftning. Jeg har ikke arbejdet på Cheminova og var ikke født dengang i 1950’erne. Så hvad er det, jeg genkender hos Niels og hans mange kolleger, som i det virkelige liv oplevede det samme? Deres tavshed.
