Første skyldspålæggende mavepuster kommer, da jeg lufter en bekymring for min søns trivsel til en pædagog i hans børnehave. For ud over min drengs åbenlyse potentiale og herlige særpræg ser jeg også tidligt en sårbarhed i ham – den træder for alvor frem, da hans verden i 2020 ændres markant, og han går fra en dagpleje med fem børn til en almen børnehave i Aalborg med 28 børn.
Tårerne triller ned ad mine kinder, imens jeg ærligt lægger mine tanker frem for pædagogen. Vi er pludselig en presset familie.
Rigtig mange dage oplever vi, at vores dreng eksploderer i affekt, i det øjeblik han forlader børnehaven. Inden for døren derhjemme flår han straks tøjet af, som om stoffet skærer i hans hud. Han ’løber på væggene’ og efterlader et spor af kaos bag sig. Vi har oplevelsen af, at vi ikke kan trænge igennem til ham. Der er lukket og slukket. Forsøger vi at indfange ham, går han til angreb med slag og spark, som kæmpede han for sit liv.
Pædagogen tager sig tid til at lytte og siger så med myndig stemme, at det lyder, som om vi måske har ladet vores dreng bestemme alt for meget derhjemme? Hun foreslår, at vi øver os i at være mere tydelige og sætte flere grænser.
Jeg kan huske, hvordan jeg krymper som mor og som menneske, men også at jeg umiddelbart køber hendes analyse og lukker ned for en instinktiv følelse af, at der er noget andet og mere på spil.
Når nogen i dag – her knap fire år senere – hævder, at »forældre i dag sætter alt for få grænser«, bliver jeg både frustreret og stakåndet.
Det gør jeg, fordi det lader til at være nærmest det eneste svar, vi kan komme op med, når et barn skiller sig ud fra flokken med en adfærd, som ikke er velanset.
Ofte ’dokumenterer’ folk deres påstand med eksempler fra deres eget liv – de beretter om håbløse og alt for bløde forældre, som de for eksempel har betragtet i bussen eller på biblioteket med et ’hysterisk barn, som helt sikkert aldrig har fået et nej i sit liv nogensinde’.
Min store anke er, at de dømmer ud fra øjebliksbilleder. De kan ikke vide, om barnet har et usynligt handikap, eller om hans mor lige er blevet fyret fra sit arbejde. Jeg savner mere ydmyghed.
For mig har forældre-dømme-sygen virkelig tynget og presset mig på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg skulle samle al min styrke til at håndtere, at mit ældste barns trivsel begyndte at slå sprækker.
Og det, jeg desværre også erfarede dengang, var, at selv blandt fagpersoner sidder de hurtige og holdningsprægede, konklusioner løst.
Jeg anerkender, at børn har brug for tydelige voksne, eller for ’førerulve’, som Jesper Juul så præcist har formuleret det.
Alligevel mener jeg, at der er et alt for stort fokus på grænseløse forældre – og på såkaldte curlingbørn – i vores samfund. Det er en diskurs, der skygger for andre vigtige indspark i samme debat. Jeg oplever, at vi individualiserer problemer, som i virkeligheden er strukturelle.
Samtidig frygter jeg, at curling-fortællingen skaber og forstærker fordomme rettet mod især de forældre, som i forvejen er på voldsomt overarbejde, fordi børnene har det svært.
Hvordan ville vores liv se ud i dag, hvis vi fra starten var blevet taget alvorligt i vores bekymring? Det spørgsmål trænger sig tit på.
Ville min søn så kunne gå i skole på normale vilkår og ikke bare i fire timer om ugen, som er det, hans sparsomme energi rækker til? Ville min kæreste kunne passe et arbejde i stedet for at være på fuld tabt arbejdsfortjeneste? Ville vores mellemste barn være i bedre trivsel og ikke kæmpe med angst?
Jeg tror på, at hvis forældre oplever, at barnets reaktioner derhjemme er så voldsomme, at det har sat en hel familie under pres, så er der grund til at gå på opdagelse i, hvad der mon kan være på spil? Hvorfor overbelastes barnet i sin hverdag?
En pædagog fra PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) var den første til at kæde min søns reaktioner derhjemme sammen med hverdagen i en almen børnehave. Et barns trivsel skal ses over hele døgnet, forklarede hun os. Man kan ikke bare adskille hjem og institution, for et barn kan sagtens blive overbelastet i institutionen, men først vise det derhjemme, hvor det er mest trygt.
Det blev starten på et samarbejde med børnehaven om min søns udfordringer.
Kunsten blev at forene to poler. I børnehaven beskrev de ham som stille og observerende, og det var påfaldende, at han aldrig græd eller søgte voksne, når han åbenlyst havde slået sig. Var der optakt til konflikt, trak han sig. Derhjemme ville han styre alt og alle, ned til mindste detalje, modsatte sig nærmest alle krav og bragede ind i os med en intensitet og egenrådighed af en anden verden. Det var ikke til at fatte, at det var det samme barn.
Trods mange møder følte min kæreste og jeg os meget alene i kampen for mere balance. Der var langt fra snak og sympati og til konkret og vedvarende handling og forståelse på gulvet i børnehaven. Jeg slog mange knuder på mig selv og min kritiske sans. Var spændt ud mellem bevidstheden om deres udsultede rammer og mit dybe ønske om at hjælpe mit barn. Jeg ønskede ikke særbehandling for særbehandlingens skyld. Jeg kæmpede for hans basale trivsel.
Oplevelsen af at blive parkeret i curling-båsen blev i de år en fast følgesvend. Uanset om jeg talte med en pædagog, min nabo eller min fætter, blev samtalen tit et forsvar for vores opdragelse – som om min søns tegn på overbelastning blev tolket som dårlig opdragelse. Jeg argumenterede det bedste, jeg har lært, men samtidig voksede usikkerheden på min egen dømmekraft som mor.
»I børnehaven græder jeg i min mave« fortalte min søn en dag, da vi lå sammen i sengen om aftenen, og lyset var slukket.
Da det var hans tur til at vælge aktiviteten til den faste ’rundkreds’ i børnehaven, valgte han, at de skulle lede efter mineraler – hver for sig – i sandet på legepladsen. Da jeg nysgerrigt spurgte ham, hvorfor han havde fundet på den aktivitet, svarede han: »For så skal vi ikke være lige så meget sammen«.
Lige så stille fik vi flere og flere brikker til puslespillet. Min søn vil gerne være en del af et fællesskab, men han kan kun lykkes i det, hvis der er omsorgsfulde og anerkendende voksne omkring ham (og nok af dem), som guider ham tæt og hjælper ham med at finde strategier, når han overvældes. Og som hjælper ham med at knække de sociale koder.
Hans udvikling er meget asynkron – han kan tænke og tale som et langt ældre barn, men følelsesmæssigt og socialt er han yngre end sin faktiske alder. Oplevelsen af en stor flok larmende og uforudsigelige børn i fri leg på en legeplads sender ham derfor på maksimalt overarbejde. Først nu forstår jeg det.
Dårlig kvalitet i dagtilbud risikerer at lægge kimen til senere mistrivsel, forklarer forsker ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet Charlotte Ringsmose i podcast-serien ’Hvad i alverden sker der med vores børns hjerner?’.
Hun henviser til den undersøgelse, der sidste år afslørede, at kun hver tiende dagpleje og vuggestue er af ’god kvalitet’.
I størstedelen af dagtilbuddene for børn i vuggestuealderen er kvaliteten enten tilstrækkelig eller utilstrækkelig. Spørger man Charlotte Ringsmose, er det de mest sårbare børn, der rammes hårdest af den udvikling. De har nemlig i særlig grad brug for dagtilbud af høj kvalitet, hvis de skal trives.
Dagtilbud har fået karakter af ren pasning, forklarer hun. Mad på bordet, tag over hovedet og et miljø, hvor man ikke fysisk kommer til skade. Hvorfor taler vi ikke mere om det?
I stedet siger vi ofte: ’Hvis forældrene er trygge ved institutionen, er barnet trygt’. Implicit siger det, at barnet måske er utrygt og ikke vil afleveres, fordi mor og far er for overbeskyttende.
Måske skal vi gå mere på opdagelse i forældres utryghed frem for at forudsætte, at den er problemet? Jeg tror nærmere, den er et symptom.
Mange forældre bliver utrygge, fordi rammerne simpelthen er blevet for dårlige for vores børn. Hvordan kan vi som samfund tillade, at børn som min søn brænder ud, allerede inden de er begyndt i skole? Vi går glip af så meget kreativitet og visdom, hvis vi hægter børn med ’herlige behov’ af. Psykisk sårbarhed og diagnoser står ikke i modsætning til stort menneskeligt potentiale og styrke.
Der var også gode perioder for vores søn i børnehave – for eksempel i sommerferier, hvor der kun var en håndfuld børn, og personalet osede af overskud.
Derhjemme blev vi dygtige til at tilpasse vores krav til hans stærkt svingende dagsform, og vi satte ham markant ned i tid i børnehaven.
Langsomt begyndte det skrøbelige fundament alligevel at krakelere.
Vores søn klagede over mavepine på de dage, hvor han skulle i børnehave, han stak af fra vores hjem inden afgang i ladcyklen, gemte sig og slog os.
Hvorfor skal han være så umulig, grublede jeg tit. Måske havde de kritiske stemmer alligevel ret? Måske var det bare dårlig opdragelse, han led af?
Nu ser jeg, at vi pressede ham alt for meget afsted – i en alt for lang periode. Klamrede os til en smule normalitet. Så længe det varede.
Jeg bliver ked af det på mine og andre forældres vegne, når jeg tænker på, hvad man ofte møder fra sine omgivelser i den situation. »Har I sagt tydeligt til ham, at han ikke må slå«? Og »han er jo nødt til at forstå, at den går simpelthen ikke«.
Hvad skal forældrene bruge det til? I sætter tommelfingeren ind lige der, hvor det gør mest ondt – midt i det blødende kontroltab, det er, at have et barn, som ikke kan hjælpes til at regulere sig selv som et gennemsnitligt barn, og hvor alt vitterligt kan ske, når først barnet rammer ’rød zone’.
De udadreagerende børn, jeg kender, ved godt, at de ikke må slå. Det er ikke det, det handler om. Min søn var ikke dårligt opdraget, men alt, alt for presset. Og der fandtes ingen hurtig kur, men et langt sejt træk for at forstå de bagvedliggende årsager. Først dér kan man forebygge den udadreagerende adfærd. Det kan aldrig være børnenes skyld eller ansvar, at vi planter dem i miljøer, hvor de ikke kan trives.
En dag var noget forandret. Nu fik folk tårer i øjnene, når jeg fortalte om, hvor voldsom han kunne blive. Dér gik det op for mig, at situationen var eskaleret ud af kontrol.
Vi besluttede at melde vores dreng ud af børnehaven et halvt år inden skolestart. Det var gået fra svært til umuligt at få ham afleveret på en rimelig måde.
Kort forinden var han blevet udredt i psykiatrien. Vores søn var knap seks år, da vi fik deres konklusion: Han er født med autisme og adhd. Han havde også pådraget sig en belastningsreaktion på grund af rammer, der havde sendt ham på så massivt overarbejde.
Det var den største lettelse at læse om udviklingsforstyrrelser til langt ud på natten og pludselig se vores søns kendetegn, og reaktioner, spejlet på siderne. Desværre var det også for sent.
Vores søn gik markant tilbage i sin udvikling og havde dagligt nedsmeltninger, der varede i flere timer i træk. Huset blev raseret. Hver time handlede om overlevelse. Hver dag skulle bare overstås, uden at nogen kom til skade.
Men der var mange i køen foran os til hjælpen. Når man først er strandet i det system, virker fortællingen om de forkælede danske børn og unge endnu mere absurd.
Samme system sendte os dog til sidst en redningskrans i form af en autisme-konsulent. For hans anerkendelse, støtte og høje autisme-faglighed vil jeg altid være taknemmelig. I sidste øjeblik trak han os blidt væk fra den afgrund, der havde åbnet sig foran os.
Jeg ser tilbage og tænker, at jeg i mange sammenhænge har bedt ’en fisk om at klatre i træer’. Så jeg forstår godt, at min søn i sin ’protest’ blev lige så ufleksibel som et bjerg, og blev det rigide barn, som du dømmer i køen i Føtex, mens du sender et forarget blik i retning mod hans skyldige mor.
Jeg vil altid have ansvaret for mine børn og de valg, jeg har truffet på deres vegne. Jeg græder stadig mange fortrydelsens bitre tårer og prøver at stykke mig selv sammen på ny.
Men det betyder noget, hvordan vi som samfund ser på, og taler om, udfordrede børn, og hvordan vi taler om deres forældre. Det hjælper ikke børnene, at vi mistænkeliggør deres forældre.
I stedet bør vi anerkende, hvor kompleks en størrelse børn og unges mistrivsel er. Lad os stille langt flere nysgerrige spørgsmål til hinanden.
Til alle jer forældre til børn med ’herlige behov’ derude: Jeg hepper på jer.
fortsæt med at læse
