Lige nu brager debatten om The Mental Load derudad. I det følgende vil jeg komme med nogle forsigtige bud på, hvorfor debatten fra mit perspektiv hurtigt bliver ukonstruktiv. Der vil forekomme nogle grove kønslige generaliseringer, som helt sikkert ikke afspejler virkeligheden for mange par, men jeg håber, at pointen trods alt bliver tydelig.
Først og fremmest er jeg lykkelig for, at vi med begrebet endelig nærmer os en anerkendelse af det synlige og usynlige arbejde, særligt kvinder, står for i hjemmet. Huske legeaftaler, lægeaftaler, gymnastiktøj, fastelavnskostumer, aula-ansvar, madpakker, trøste, svare på invitationer, købe gaver, tøj til ungerne.
Jeg kunne blive ved. Selvom mænd er mere aktive i hjemmet end nogensinde, har kvinderne stadigvæk rollen som den hovedansvarlige projektleder, hun har været igennem tusinder af år, på trods af at hun nu også har et fuldtidsarbejde uden for hjemmet at passe. Det kan vi blandt andet se ved, at kvinderne i gennemsnit bruger en time mere om dagen på arbejde i hjemmet end mænd. Og det er vel at mærke uden det usynlige arbejde.
Jeg er helt overbevist om, at det rammer kvinder hårdere end mænd, at vi har skabt et samfund, hvor betingelserne for omsorg er blevet så vanskelige. Flere kvinder end mænd bliver ramt af The Mental Load og kan ende med en belastningsreaktion, som jeg i andre sammenhænge har kaldt ’etisk stress’: En belastningsreaktion, man oplever, når man ikke har rammerne til at leve i overensstemmelse med ens egne (omsorgs)værdier.
Derfor er hele debatten om The Mental Load så vanvittig vigtig. Fordi den peger på alt det usynlige omsorgsarbejde, som kvinder i særlig grad står for, men som ikke værdsættes i kroner og øre, upåagtet at det er en forudsætning for alt det arbejde, vi ellers værdisætter. At man over hele det politiske spektrum endelig er begyndt at tale om en familiepolitik, hvor den enkelte familie kan få en højere grad af økonomisk frihed til at realisere omsorgsværdier, er i den grad en begyndende anerkendelse af omsorgsarbejdet.
Desværre er debatten om ’mental-load’ blevet voldsomt polariseret. Det vidner ethvert kommentarspor i debatten om: På den ene side er der dem, som mener, at det er et privilegie-blindt problem, som kvinder selv må tage ansvar for, og som ikke fortjener en offentlig samtale.
På den anden side er der dem, som mener, at det er noget, der bør tages alvorligt på et samfundsplan såvel som i de enkelte parforhold. Samtidig erfarer jeg som psykolog og parterapeut, at samtalen ikke blot er offentlig, men i den grad også foregår i de private hjem. En samtale, som nok snarere opleves som en fastlåst konflikt, som på mange måder afspejler den polariserede diskussion, der finder sted i offentligheden.
Diskussionens fastlåsthed skyldes fra mit perspektiv manglen på gensidig anerkendelse. Mange kvinder føler endelig, at de i takt med, at The Mental Load er kommet frem i søgelyset, har fået en anerkendelse, som de retteligt har længtes efter. De føler sig set i, at noget er for meget.
Når det alligevel bliver vanskeligt for mange, særligt mænd, at anerkende kvinders mentale byrde, tror jeg, at det skyldes, at mændene savner en tilsvarende anerkendelse. Mange mænd oplever i debatten retteligt ikke, at deres indsats skulle være specielt anerkendelsesværdig. Tværtimod bliver det efterladt med det indtryk, at de ikke gør tilstrækkeligt, men burde gøre mere for at aflaste kvindens byrder.
De er ikke gode nok og er derfor skyldige i kvindens mentale overbelastning. Det efterlader dem et sted, hvor de på ingen måde føler sig set i den indsats, de yder for parforholdet og familien, eller i de afsavn også mænd lider under. I min forståelse er mænds mudderkastning og manglende forståelse for kvindernes byrder et udtryk for en afmægtig længsel efter også at blive set.
Hvor kvinder med begrebet The Mental Load endelig oplever, at deres indsats bliver set og anerkendt, findes der ikke et tilsvarende begreb til at beskrive mandens byrder. Måske det også hænger sammen med, at der generelt ses ned på mænd, som klager deres nød og allerede her viser mænds første byrde sig: Nemlig den byrde, at mænd helst ikke må være for meget i kontakt med deres følelser.
Tænk bare på den nylige debat om mænds sårbarhed, hvor fremtrædende medie-kvinder fik udtalt, at det var umandigt at græde. Hvis man ikke kan komme af med sine følelser, ender de byrdefulde. Sjovt nok er det også den byrde, som mænd (og nogle kvinder) sender videre til de kvinder, som råber op om Mental Load: »Stop med at klynke!« I virkeligheden siger de: »Jeg har også noget at klynke over!«.
Samtidig kæmper relativt flere mænd end kvinder med seksuelle frustrationer i deres parforhold. Det lyst-tab, som er en kendsgerning for langt de fleste kvinder i langvarige parforhold, efterlader mænd med en lyst, som ikke kan finde et tilsvarende begær at rette sig mod. Han bliver efterladt i et ufrivilligt cølibat. Hvor bliver hans ’seksuelle byrde’ anerkendt?
Man kunne indvende, at det lige præcis er kvindens mentale byrder, som er med til at gøre, at hun mister lysten til sex og derfor ufrivilligt kommer til at forårsage mandens seksuelle byrder.
Men det gør ikke de seksuelle byrder mindre byrdefulde. Hvad det derimod fortæller os er, at den enes byrder altid bliver den andens. For når manden kæmper med seksuelle frustrationer, vil det føre mindst lige så mange emotionelle byrder med sig for kvinden i form af dårlig samvittighed, afmagt og skyldfølelser.
Pointen er, at uanset hvem det er, som bærer de emotionelle, mentale eller seksuelle byrder, vil det altid ende som en byrde for hele parforholdet. Nogle gange kan vi hjælpe den anden med at bære den andens byrder, men ofte er det ikke muligt. Dog kan vi gøre noget andet, som ikke desto mindre er uendelig hjælpsomt: Vi kan anerkende hinandens byrder.
Hvis kvinder mærker, at mændene virkelig ser og værdsætter de mentale byrder, kvinderne bærer, føles de mentale byrder mindre byrdefulde. Det bliver simpelthen lettere at bære det svære, hvis man oplever, at det virkelig værdsættes. At der er en mening med byrderne. Præcis på samme måde er det med mænds byrder. Jo mere, han bliver anerkendt i alt det, han gør, og de byrder, han bærer på, jo nemmere bliver det at bære det.
Man kan ikke forlade et uforstået sted
Vi vil blive ved med at slås for forståelsen, indtil vi føler os forstået. Først når vi føler os forstået og anerkendt, vil vi være i stand til at gå en tur over broen til vores partner for at forsøge at forstå hans eller hendes perspektiv. Derfor kommer mange i parterapi. Her kan en tredje part give hver part den forståelse, de afmægtigt kæmper for at få fra den anden. Så snart de føler sig forstået, begynder de at mærke en lyst til at forstå partneren. Her begynder nye selvforstærkende positive spiraler at opstå, hvor anerkendelse avler mere anerkendelse.
Hele diskussionen om, hvem, der har det hårdest, gør desværre den gensidige anerkendelse vanskelig, fordi den taler ind i, at én af parterne har mere ret til anerkendelsen end den anden. Kunne vi måske blive enige om, at både kvinder og mænd har det skidehårdt, og på hver deres måde gør en hel masse for at få enderne til at mødes?
Hvis vi kunne starte der, med den fundamentale og oprigtige anerkendelse af hinanden, i stedet for at diskutere hvem det er mest synd for, tror jeg, at udgangspunktet for at finde en løsning ville være langt, langt bedre. Min kliniske erfaring er et klart vidnesbyrd herom. I det øjeblik den gensidige anerkendelse er etableret, bliver det langt lettere at møde hinanden i det svære. Alternativet er kampen.
En anden grund til, at mange mænd vægrer sig ved debatten, er, at han ikke deler de samme forventninger til, hvilke byrder der bør blive løftet. Han har vanskeligt ved at finde en oprigtig motivation til at overtage hendes mentale byrder, fordi han - fra min kliniske erfaring - synes at størstedelen af dem er fuldstændigt ligegyldige.
Han skal nok klare børnefødselsdagen, hvis han får lov til at gøre det på sin egen måde. I en historie til Jyllandsposten fortæller influencer Christina Sander, som også har været meget aktiv i debatten om The Mental Load, hvordan hun forsøgte at overlade ansvaret for en børnefødselsdag til sin kæreste, men som hun skriver: »Selv om han ville, stod jeg i mit kvindehoved og sagde nej. Jeg frygtede, at han ville købe billige pølsebrød og megakummerlige pølser. Jeg troede ikke på, at han kunne gøre det godt nok, for jeg følte ikke, at han vidste, hvor vigtige jeg syntes, at ærteskud var for en hjemmelavet hotdog«.
Mange mænd orker ikke at forsøge, fordi det alligevel aldrig bliver godt nok. Samtidig er det sin sag for hende at skrue forventningerne ned, fordi det er hende (og ikke ham), som må udstå den største sociale straf (fordømmelse), hvis bollerne ikke er hjemmebagte eller hjemmet kun er halvt rengjort. For som Christina Sander videre bliver citeret for: »Det er mig som mor, der ligger i de ærteskud«. Hun har altså mere på spil.
Forventningerne kommer ikke bare fra Christina Sander selv, men jeg tror i høj grad, at de kommer fra andre kvinder, som projicerer deres egne høje forventninger ud på deres medsøstre. Forventningerne udspringer fra en enorm og nok kollektiv frygt for ikke at gøre det godt nok som mor, men forventningerne er samtidig med til at skabe mere frygt. Og som de fleste ved kræver det mod at se sin frygt i øjnene.
Men det er absolut nødvendigt, hvis hun ønsker at afgive territorium, for forventningen om, at han skal overtage hendes frygt, er dømt til at slå fejl. Alligevel forsøger mange at uddelegere frygten til deres partner, som lover at stå for dette eller hint, men når det kommer til stykket ’glemmer’ han det, og hun føler sig svigtet.
Glemsomheden dækker nok snarere over en modvilje. Dybest set er det ikke vigtigt nok for ham, men det frygter han at stå ved, fordi han vil leve op til idealet om at være en god ægtemand. I virkeligheden er glemsomheden den tavse protest mod at være fodsoldat i en kamp, han dybest set ikke kan se meningen i.
Her er vi slet ikke så forskellige. Hendes seksuelle afvisning af ham handler ofte om præcis det samme: Frygten for at være utilstrækkelig. Ofte vil hun gerne noget seksuelt, men hun har brug for at finde sin egen vej og blive betrygget i, at den er god nok. Men hun forestiller sig måske, at det kun kan blive godt nok for ham, hvis de ender med fuldbyrdet samleje. Derfor giver hun op på forhånd af frygt for, at det, hun har lyst til, forpligter hende på mere senere. Præcis som hun har brug for at være tryg i, at et par dybe kys også kan være en succes, har han brug for at vide, at han ikke behøver at lave gourmet hotdogs til fødselsdagen for at lykkes.
Det bliver tydeligt, at det, som gør det hele så indviklet, det, som gør, at vi skyder på hinanden, er frygten for at være utilstrækkelig. Det er den frygt, vi skal lære at se i øjnene. For den gemmer sig bag næsten alle polariseringer og destruktive samspil.
Frygt har det nemlig med at få os ud i vores psykologiske overlevelsesberedskab, hvor vi bliver fjendtlige, kritiske eller fordømmende over for os selv og andre. Alternativt resignerer vi fysisk eller følelsesmæssigt. Uanset hvilken måde, jeg reagerer på, har det med at aktivere frygten i dem omkring mig. Frygt avler frygt. Og her kommer anerkendelsen i den grad i spil. For anerkendelsen er måske den bedste modgift mod den følelse af utilstrækkelighed, som de fleste af os kæmper med.
Hvis vi kunne se og værdsætte alt det, vi hver især bidrager med, mænd såvel som kvinder, og ikke mindst hjælpe hinanden med ikke at være så bange for, om vi nu gør det godt nok, vil alting blive nemmere.
fortsæt med at læse
