De mennesker, som levede mellem 793 og 1066 i Skandinavien, vidste ikke, at de levede i vikingetiden.
Man kan dog ikke klandre nutidige videnskabsfolk for at give fortidens mennesker nogle betegnelser, de ikke selv ville have brugt. Man kunne lige så godt have valgt betegnelsen ’periode I.2.a’ i stedet for ’vikingetiden’, dengang i midten af 1800-tallet, da den opstod i nationalromantikkens navn. Men sådan blev det ikke, og både forskningen og det bredere publikum har dyrket vikingebegrebet med foragt eller begejstring, og måske nu mere end nogensinde, hvor historieskrivningen fra de seneste 200 år bliver pillet fra hinanden og lagt op til diskussion.
På trods af nogle kritiske forbehold er slagene ved Stamford Bridge og Hastings i 1066 stadig relevante at stille skarpt på. Frem for en decideret afslutning på en historisk tidsalder kan de to slag på engelsk jord anses som symptomatiske for en ny tid, hvor nordiske og europæiske skæbner i bredere forstand blev viklet sammen, og for nogle markante samfundsudviklinger, som ikke kun vedrørte den bevæbnede elite. Historien er kontinuerlig, og disse udviklinger var længe undervejs og gav efterdønninger igennem hele middelalderen.
Vikingetidens egentlige ophør skyldes frem for alt et kulturskifte. Periodens sidste del og middelalderens første århundrede i Skandinavien er blevet beskrevet som en ’europæiseringstid’, hvor Norden blev integreret i det bredere europæiske fællesskab. På tværs af regionerne opstod der fælles former for magtudøvelse, som hvilede på stærke kongedømmer, og hvor kristendommen var med til at redefinere menneskers sociale relationer og deres forståelse af verden omkring dem. Men også en række kulturelle faktorer såsom den latinske skriftkultur bidrog i høj grad til, at viden og ideer blev spredt, og at administration og lovgivning blev udviklet med urbanisering, møntkultur, nye bydannelser, netværk og sociale dynamikker.
Vikingetiden er, og bliver ved med at være, en betegnelse, som giver mening som historisk periode.
Den tvinger os også til at indse, at historien skrives bedst, når man kigger uden for de nutidige nationale grænser og prøver at finde forbindelser og påvirkninger på tværs af regioner og have. Betegnelsen er også nøglen til, at forskningsverdenen kan nå igennem til et bredere publikum, der interesser sig for fortiden, og den maner til refleksion over historiebrug og historieskrivning – over hvad der skal med, og hvad der skal fravælges og de samfundsmæssige konsekvenser, disse valg har i vores samtid.
Da vikingetiden opstod som historisk periode i 1800-tallet, var det en del af en større bevægelse. I løbet af 1700-tallet begyndte den intellektuelle elite over hele Europa at dyrke deres ’forfædre’ i en søgen efter en svunden guldalder. I Nordeuropa skete dette især med udgangspunkt i den hedenske fortid og dens myter og figurer. Der blev oprettet nationale museer over hele kontinentet, hvor oprindelsesmyter blev bekræftet af de genstande, som den tidlige arkæologi var begyndt at hive op af jorden.
For Danmarks vedkommende blev dyrkelsen af fortiden påvirket af en række militære og politiske nederlag, bl.a. tabet af Norge i 1814 og af hele Slesvig og Holsten i 1864. Kærlighed til fædrelandet var allerede begyndt at påvirke kunsten i århundredet forinden, og tabene understregede behovet for fælles nordiske aner og for at bevise, at danskere i hvert fald ikke var det samme folk som tyskere.
Det er i den kontekst, faget arkæologi blev født i Danmark, og den danske arkæolog J.J.A. Worsaae gjorde ordet ’viking’ moderne. Bekymringen over territorialt herredømme er tydelig hos Worsaae, og fortidsminder og fund ude i landskabet »opfordrer os herved kraftigt til at værne om vores enemærker, så ikke fremmede skulle råde over en jordbund, som gemmer vore fædres ben, og hvortil vore helligste og ærværdigste minder er knyttede«.
Worsaaes interesse for den nordiske hedenske fortid begyndte i 1846, hvor han undersøgte lighederne mellem arkæologiske fund fra Danmark og de britiske øer. Fund, som kunne sættes i forbindelse med togter og erobringer begået af ’vores forfædre’, der fremgår af skriftlige kilder. Det var dog først i 1851, han brugte ordet ’viking’ som betegnelse for dem, der sejlede over Nordsøen, og først i 1873 blev ’vikingetiden’ opfundet i bogen ’De danskes Kultur i Vikingetiden’.
Målet med dette nye udtryk var at sætte et skel mellem ’os’ (danskerne og de øvrige skandinaver) og ’dem’ (resten af Europa).
Sidenhen blev nazisterne ironisk nok mestre i at dyrke den historiske epoke, som Worsaae definerede som vikingetiden. Den tyske nazipropaganda i 1930’erne og 1940’erne fremstillede Skandinavien som en del af det germanske fællesskab. Vikingernes (opfundne) fysik og udseende, dvs. deres lyse hår og stærke mandekrop, var det perfekte eksempel på den ariske race. Den nedarvede kultur og idealerne skulle værne mod bolsjevikker m.fl.
Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP), som var det danske nazistparti, var af langt mere beskeden størrelse end det tyske, men alligevel anså de sig selv som ’vikingernes sande efterkommere’. De skabte nye symboler fra udvalgte materielle levn fra oldtiden og vikingetiden, herunder runer og gravhøje for dem, der faldt i kampen på Østfronten.
Disse mønstre vækker stadig genklang i dag i adskillige fremmedfjendske grupperinger såvel som hos nationalkonservative politiske partier i Europa og Nordamerika.
Vikingetiden agerer på den måde sutteklud for nationalsindede. En fantasi, der skaber tryghed og værner mod det pres på princippet om nationalstaten, som globaliseringen skaber. Samtidig appellerer vikingeværdier som aggressiv maskulinitet, fysisk styrke og ekspansionisme til visse fascistiske agendaer – hos nazisterne i 1930’erne og 1940’erne såvel som hos nynazister i dag.
Denne arv må vi ikke glemme. Ordet ’viking’ bruges i almindeligt hverdagssprog som samlebetegnelse for alle, der levede i Skandinavien mellem midten af 700-tallet og midten af 1000-tallet. Fra at være et sjældent anvendt udtryk i sin samtid, der ganske snævert betød sørøver, er der især siden 1800-tallet gået inflation i brugen. Det har bragt en ganske tung bagage med sig.
Forskningsverdenen har længe været opmærksom på denne bagage. Nogle forskere har endda villet afskaffe vikingetiden som begreb, og et flertal opfordrer i det mindste til en mere ’fornuftig’ brug af ordet ’viking’.
Vikingetiden er blevet en slagmark, hvor mange aktører kæmper om ordet og retten til at definere dets indhold og betydning.
Debattens deltagere spænder over bekymrede historikere, professionelle og amatørarkæologer, formidlere, der skal sælge bøger og billetter til deres foredrag og udstillinger, passionerede reenactors, asatroende, stemmesultne populistiske politikere, provokunstnere og pølseproducenter. Om man kan lide det eller ej, tilhører kulturarven alle, og der er utrolig mange, der har aktier i vikingetiden. De har hver især en mening om, hvad den var, og hvad den kan og bør bruges til.
Tilhørsforholdet mellem almindelige danskere og ’deres’ vikinger er i hvert fald særdeles stærkt. Det bevidner den bragende succes, som DR har med sine efterhånden mange fjernsynsudsendelser om emnet. Blandt dem har afsnittet om vikingetiden i ’Historien om Danmark’ fra 2017 skabt både begejstring blandt publikum og debat blandt fagpersoner.
Afsnittet leverede den klassiske fortælling om perioden, der udgør kernen af Danmarks oprindelsesmyte som stat. Nationalromantikken skinnede igennem i fremstillingen af modsætningsforholdet mellem Tyskland og ’vores’ land, og nogle tråde i fortællingen var ikke langt fra 1800-tallets diskurs om fædrelandet.
Et andet godt eksempel er den succes, som Nationalmuseet fik med udstillingen ’Mød vikingerne’ i samarbejde med designeren Jim Lyngvild. Ved at udfordre grænsen mellem fakta og fiktion stillede Nationalmuseet sig med denne særudstilling i en tvetydig position i forhold til sit umiddelbare formål: formidling af faktuelt baserede fortællinger om fortiden.
Lyngvild skabte billeder af vikinger, som blæste på enhver historisk stringens. Det kulturelle etablissement var blevet fornærmet og udfordret, og et bredt betalende publikum – aldeles uden årskort – strømmede til.
I en evig søgen efter publikumssucceser, både i billetsalg og i museumsbutikken, skaber nogle museer nu klichéfyldte oplevelser rettet mod internationale turister, hvor æstetik og drama vejer tungere end indhold.
Den nye viden, som forskningen dagligt skaber ved nye iagttagelser eller kritisk stillingtagen til etablerede ’sandheder’, er sjældent salgbar nok til at trænge igennem det tykke sikkerhedsglas omkring udstillingsmontrerne.
Selv banebrydende ny forskning om vikingetiden kan ikke altid undgå mediernes banaliserende kødhakker. I 2020 udkom et omfattende studie i det naturvidenskabelige tidsskrift Nature, hvor den sandsynlige genetiske herkomst af hundredvis af individer fra hele vikingeverdenen blev fremlagt og kortlagt. Resultaterne viste ikke blot, at perioden fra midten af 700-tallet til midten af 1000-tallet var en tid med øget genetisk integration på tværs af Europa, men også at mange mennesker med genetisk herkomst uden for Skandinavien flyttede hertil, døde og blev begravet her. I Skandinavien var det tydeligvis Danmark, der udvekslede flest gener med resten af Europa.
Fortællingen i offentlige medier blev dog noget anderledes. Et ganske marginalt aspekt af studiet, nemlig udseendet, fyldte langt mere end den sandsynlige kulturelle integration, der fulgte med den genetiske sammenblanding. Sensationelle overskrifter proklamerede, at vikingerne var »hverken lyshårede eller skandinaviske«. Topmålet af absurditet blev nået på forsiden af Politiken med rubrikken: ’Stort studie dræber myten om den blonde viking. Han var snarere latino’.
Udseende, (mande)krop og æstetik spiller en stor rolle i nutidens fascination af vikingerne: Deres kunst og skrift er blevet mode for tatoveringer, deres smykker, herunder Thors hammer, er blevet til identitetsmarkører, og deres krop er et mål i fitnessklubber. Adskillige fjernsynsudsendelser, serier og film viser ’vikingemænd’ i bar overkrop og med en muskeldefinition, som kun kan opnås ved målrettet træning eller brug af steroider.
Jo, de mænd, der drog på togt i vikingetiden, havde nok trænet sig til kamp og fået muskler af at ro over Nordsøen, når vinden var stille, men deres krop så nok næppe ud, som vi forestiller os. Ideen om den stærke mandekrop finder man også som en del af nazisternes fascination af perioden og den ideelle ariske race, men der er ingen samtidige eller næsten samtidige kilder, der så meget som antyder, at muskelmasse betød noget som helst i vikingetiden.
Ny dna-forskning hjælper med at bryde stereotypen om en bestemt vikingekrop, og det er egentlig glædeligt.
At prøve at forstå et fænomen eller at dyrke en fascination af nogle bestemte motiver er ikke nødvendigvis det samme som at abonnere på hele pakken.
Man bliver ikke nazist af at finde vikingetiden interessant som lægmand.
Men nogle gange kan grænsen mellem at finde et fænomen tankevækkende og at ville gøre en fantasi om dette til en ny virkelighed være flydende.
Hvad siger det om os, når vi slynger om os med klicheer som plyndringstørst og voldtægtsvanvid blandt vikingernes ’bedrifter’ og måske endda ironiserer lidt over dem med et glimt i øjet? Eller når et statsanerkendt kulturhistorisk museum bruger billeder i sin udstilling, som erotiserer en af de mest frastødende beretninger, der kendes fra vikingetiden, nemlig den kollektive voldtægt af og drab på en kvindelig slave til ære for den afdøde rus (høvding), som var hendes herre? Kunst må gerne udfordre grænserne, provokere, skabe afsky og beundring.
Men er det så kulturhistorisk formidling?
Når DR fylder sendefladen med fortællinger om ’vores (danskernes) forfædre’, hvad er det så, der egentlig bliver glorificeret? Det er en grov misforståelse at antage, at danskerne i dag er det samme som danerne dengang. Bøger sælges med titler som ’Ran, ild og sværd’, hvilket er en direkte oversættelse fra de frankiske annaler, der beskrev et angreb på Rouen i 841. Disse ord skaber mentale billeder, som harmonerer fint med den gængse opfattelse af denne tid, samtidig med at de kan markedsføres.
Vikingetiden var i sandhed et grusomt kapitel af historien.
En periode, hvor der blev drevet slavehandel, hvor mange kvinder blev misbrugt og usynliggjort, og hvor voldsudøvelse blev retfærdiggjort af benhård profit.
Det er også en historie, som er blevet brugt, misbrugt, hyldet og forkastet i snart 150 år, og som periodevist har haft en flydende grænse mellem det fascistiske, det nationalistiske og det populistiske.
Er vikingetiden svær at elske? Slaget ved Stamford Bridge kunne lige så godt beskrives med fordømmende ord frem for de rosende ord, som tit følger ’de store mænds’ bedrifter, altså voldsudøvelse og undertrykkelse, i fortiden. Men det behøver man måske heller ikke. Man kunne også lade sig imponere af de skandinaviske samfunds kunstneriske formåen, deres skibsteknologiske overlegenhed og deres fine politiske og diplomatiske tæft, når de navigerede i de store europæiske magtspil.
Alternativt kan man lade være med at tage moralsk stilling og udvise ydmyghed ved at anerkende vores egen plads i historiens lange svingninger.
Eller i det mindste forsøge at anskue fortiden igennem dens egne briller og indse, at noget kan være tankevækkende, uden at det nødvendigvis skal underlægges vores egen værdisætning. Som fagligt objekt forbliver perioden mellem midten af 700-tallet og midten af 1000-tallet ekstremt givende på grund af sin rigdom på sociale og kulturelle transformationer og ikke mindst sit lange eftermæle i vores kollektive bevidsthed.
