Alle tabuer begynder med, at noget forbliver usagt. Ofte fordi vi føler skam eller skyld over det. Fordi det er lettere at tie end at råbe op, når vi er sårbare. Jeg er sårbar. Jeg føler skyld. Alligevel skriver jeg dette i et spinkelt forsøg på at bryde med et stort tabu. I et håb om at noget godt kan spire fra et sted uden meget næring.
31. maj fødte jeg vores søn. 460 gram og 29 centimeter lang. På alle tænkelige måder helt perfekt. De fineste små hænder og fødder. Det var en smuk fødsel. Intet føltes så rigtigt som at holde ham i favnen. Og samtidig var alting forkert. Han skulle ikke have været her endnu.
