Snart er det 25 år siden, at jeg første gang kom til Danmark for at deltage i et sommersprogkursus. I de år, der er gået siden, har jeg ofte tænkt over, hvad det er, der adskiller Danmark og USA.
Et af de områder, hvor jeg lige nu ser en stor og voksende forskel, angår selskabet Amazon, som indtil nu ikke har etableret sig fuldt ud i Danmark. Man kan selvfølgelig købe fra Amazon i Danmark, men pakkerne må sendes fra eksempelvis Tyskland eller Sverige. Så indtil nu har I i Danmark undgået det, der i mit hjemland kaldes ’amazonificeringen’ af forbrugerlivet.
Her i USA er det helt anderledes. Amazons meteoriske vækst har fuldstændig forvandlet vores dagligdag. På mine eftermiddagsture gennem de stille gader i min hjemby i Illinois, går der aldrig mere end et par minutter, før jeg støder på en af de allestedsnærværende blå varevogne på en af dens mange daglige leveringskørsler gennem nabolaget. Og når jeg er i tættere befolkede byer, for eksempel når jeg besøger en gammel ven i Brooklyn i New York, er firmaets tilstedeværelse endnu mere bemærkelsesværdig.
Kigger man ind i opgangen på en af de store lejlighedskomplekser, kan man se bjerge af de swooshmærkede pakker, som ligger strøet ud over gulvet. Dette i hjertet af en af verdens største bycentre, hvor næsten ethvert produkt vil kunne findes på hylderne i butikker få minutter væk.
Endnu mere slående er indholdet af alle disse pakker. Amerikanere bestiller ikke bare kaviar fra udlandet til festlige lejligheder; i stigende grad og i perfekt overensstemmelse med firmaets strategiske planlægning lader vi Amazon levere vores daglige fornødenheder, lige fra tandbørster til papirservietter. Det er ingen overdrivelse at sige, at det efterhånden er en sjælden begivenhed, at en yngre amerikaner sætter sin fod i en detailforretning.
Mulighederne er monumentale. Amazon Prime-medlemmer kan bestille næsten hvad som helst fra hvor som helst i verden, og de kan forvente levering næste eller endda samme dag med få eller ingen leveringsomkostninger.
Det er ikke så underligt, at amerikanerne er strømmet til Amazon Prime, som i dag har 167 million medlemmer – halvdelen af den amerikanske befolkning. Man kan heller ikke afvise, at Amazon har lettet vores daglige bøvl og besvær; faktisk er mange af os, især siden covid-19-nedlukningen, kommet til at opfatte Amazon som nærmest uundværlig, og det er svært for os at forestille sig, at vi kan vende tilbage til tiden før amazonificeringen.
Amazon selv og deres mange beundrere i erhvervspressen skildrer selskabets succes som det seneste eksempel på techkapitalismens ’fremskridt’.
Grundlægger Jeff Bezos identificerede en markedsfejl, og gennem en enorm kraftsanstrengelse og imponerende entreprenørskab løste han markedsfejlen og forvandlede derved vores alles liv – til det bedre, selvfølgelig. Omtrent sådan lyder den dominerende fortælling.
I mange år nød Amazon således stor anseelse blandt amerikanerne. Så sent som 2018 anså demokrater selskabet som den mest tillidsvækkende institution i landet. For republikanere kom Amazon på tredjepladsen efter militæret og politiet.
Men siden er fagforeningesledere, journalister og forskere i stigende grad begyndt at sætte spørgsmålstegn ved den ukritiske fortælling om selskabets succes.
Det første gennembrud for kritikken af Amazon kom kort efter coronanedlukningen i marts 2020, da en amazonmedarbejder på Staten Island organiserede en arbejdsnedlæggelse i protest mod de åbenbare usikre arbejdsforhold som disse afgørende arbejdere blev udsat for. Denne trodshandling blev efterfulgt af en chokerende artikelserie af journalisten Will Evans, som begyndte at afsløre den grimme sandhed bag Amazons officielle historie.
Jeg begyndte selv at skrive om Amazons arbejdsforhold for tre år siden. Hvert år i april udgiver jeg en analyse om Amazons såkaldte Annual Shareholder Letter. Et åbent brev fra direktøren til selskabets aktionærer, som ofte bruges på at svare på den kritik af Amazon, som er blevet rejst i det seneste år. Det er denne voksende kritik af Amazon og konsekvenserne af selskabets fremgang, som jeg gerne vil dele med det danske folk. For Amazon er et umætteligt væsen, og det er kun et spørgsmål om tid, før virksomheden for alvor vil prøve at erobre det danske marked.
Jeg vil gerne advare jer om, at konsekvenserne af en fuld etablering af Amazon i Danmark vil være mange og vidtrækkende. Jeg kunne skrive meget om den aggressive måde, selskabet bruger sin monopollignende magt til at underminere og ødelægge sine konkurrenter på, den skade, som påføres lokale butikker, de økologiske omkostninger af de enorme logistiske operationer, og den sociale fremmedgørelse, som foregår, når så mange mennesker næsten aldrig forlader deres hjem, fordi alt leveres til døren.
Men hvor alvorlige disse sager end er, er det Amazons enestående grusomme arbejdsforhold, som er mest foruroligende, og som jeg fokuserer på i denne Kronik.
Efter næsten 10 års forskning og undersøgelse af selskabet er problemets grundlæggende konturer blevet klare: Amazon kan simpelthen ikke levere sit nuværende pris- og serviceniveau uden at påføre sine arbejdere – den million mænd og kvinder, som slider på deres lagre og pakhuse – uantagelig smerte og lidelse.
Selv om Amazon benægter det, taler tallene deres klare sprog. Ifølge selskabets egne tal for 2022 var deres frekvens af alvorlige skader mere end dobbelt så højt som hos deres branchefæller, 6,6 procent mod 3,2. Mens 36 procent af alle amerikanske lagerarbejdere arbejdede hos Amazon, var firmaet ansvarlig for hele 53 procent af de samlede arbejdsskader i USA. Og der er gode grunde at betvivle selv disse skammelige tal, for der er stigende bevis på, at Amazon systematisk underdriver antallet af arbejdsskader. En undersøgelse fra oktober 2023 fra det Chicago-baserede Center for Urban Economic Development, påviste for eksempel, at ikke mindre end 41 procent af amazonmedarbejdere havde anmeldt en arbejdsskade, og at 69 procent havde inden for den sidste måned måttet holde fri uden løn på grund af smerte og udmattelse.
Amazons tal for arbejdsskader omfatter heller ikke det, som kan vise sig at være en endnu større trussel, nemlig de langsigtede virkninger af at arbejde under den umenneskelige arbejdstempo, som Amazon påtvinger sine lagerarbejdere. Det nuværende system på Amazons lagre, hvor hver bevægelse i hvert titimersskift bliver nøje overvåget, har simpelthen ikke eksisteret længe nok, til at vi kender de langsigtede sundhedsmæssige konsekvenser.
Og selv om det er ringe trøst, er det meget usandsynligt, at vi nogensinde vil få data om de langsigtede konsekvenser, for – som det blev afsløret i en læk fra 2022 – ligger Amazons omsætningshastighed for arbejdskraft i lagrene på næsten ufattelige 150 procent per 12 måneder. Og denne uhørte praksis af såkaldt churn and burn synes at være helt forsætlig. Af frygt for at løbe tør for arbejdere tilbød Amazon frem til 2022 de medarbejdere der havde været der længe pay to quit-bonusser.
Politiken-læsere er sandsynligvis bekendt med de uhyggelige historier, som den internationale presse løbende rapporterer om. Men det er vigtigt, at man forstår, hvorfor Amazons pakhuse er blevet veritable arbejdsskademøller. Selskabet selv foretrækker selvfølgelig at beskrive sig som et techselskab, og det er faktisk sandt, men ikke på den måde, som Amazon ynder at fremstille sig selv på.
Langt det mest ’imponerende’ af virksomhedens teknologiske bedrifter findes i domænet af arbejdsudbytning, det vil sige den mere og mere intensiverende stræben efter at trække mere ’værdi’ ud af sine arbejderes smertende kroppe. Amazon forstås derfor bedst som en logistikvirksomhed, der udøver overvågning og magt over sine arbejdere i en grad, som vi ikke har set siden taylorismens højdepunkt for omkring 100 år siden.
Og det er blevet tydeligt, at det, der er en velsignelse for kunderne, er blevet et mareridt for arbejderne.
De dramatisk øgede produktivitetskvoter, som Amazon indførte i 2015, en forøgelse fra 100 til 400 varer i timen, har vist sig at være for meget for menneskekroppe. Medarbejderne står samme sted i 10 timer og udfører de samme kropslige bevægelser igen og igen under streng elektronisk bevogtning.
Den menneskelige krop kan under sådanne forhold ikke gøre andet end at sige fra. Som det er veldokumenteret i ergoterapistudier, vil sådan en aktivitet alt for ofte resultere i musculoskeletal disorders (MSD), der manifesterer sig i pinefulde symptomer såsom forstrækninger, rygsmerter, karpaltunnelsyndrom og brok.
Og som Will Evans har afsløret, har Amazon været opmærksom på problemet lige fra begyndelsen og har anvendt alle tænkelige kneb for at skjule deres voksende arbejdsskadekrise.
Siden den industrielle revolutions begyndelse har kapitalismens forsvarere lovet os et kommende lykkeland, hvor vi gradvis skal befries for de mest brutale arbejdsbyrder i takt med teknologiens udvikling. Men i Amazons tilfælde bruges teknologien ikke til at gøre arbejderes liv lettere, men tværtimod til maksimal udbytning af deres kroppe.
Siden afsløringerne af de omfattede arbejdsskader i 2020 har Amazon prøvet at forsvare sin skammelige rekord. I sit shareholder letter fra 2020 skrev afgående ceo Jeff Bezos, at løsningen skal findes i mere innovation, det vil sige mere forskning, flere data, mere teknologi.
Efter at have skabt et teknologisk system, der trækker et spor af titusinder af arbejdsskader efter sig, skulle Amazon, ifølge Bezos, nu bruge sin ’innovationskultur’ til at løse det problem, som netop denne kultur havde skabt. Det har selvsagt ikke båret frugt, og antallet af arbejdsskader er fortsat monumentalt.
Der findes selvfølgelig et andet middel til at skabe bedre arbejdsforhold, som I danskere er bekendt med. Amazon kunne holde op med at bekæmpe fagforeninger og faglig organisering. De kunne anerkende en national fagforening af alle lagerarbejdere. Og så kunne selskabet sætte sig ned med tillidsrepræsentanterne og forhandle om arbejdstid, arbejdsforhold og om et arbejdstempo, der er sikkert og humant for alle.
Men det er netop, hvad Amazon ikke kan. En hvilken som helst indrømmelse, der begrænsede deres diktatoriske kontrol over værkstedsgulvet, en hvilken som helst reduktion i arbejdspresset, uanset hvor lille denne måtte være, ville resultere i højere omkostninger til kunderne og længere leveringtider. Og uden det nuværende pris- og serviceniveau ville kunderne formentlig hurtigt begynde at revurdere deres hengivenhed for the everything store.
Og her er problemets kerne: Amazons forretningsmodel hviler på et niveau af arbejdsudnyttelse, som ingen organiseret arbejdsstyrke ville finde sig i. Selskabet vil aldrig anerkende en fagforening, for det ville betyde, at selskabet ville tabe sin monopolposition.
Her i USA, hvor fagforeninger er notorisk svage, lader det desværre til, at Amazon igen har fået overhånden. I sit shareholder letter 2020 viede Bezos ikke færre end 18 afsnit til spørgsmål om arbejdsforhold. To år senere gad hans efterfølger, Andy Jassy, end ikke at nævne arbejderne i brevet til aktionærerne. Det er åbenbart, at Amazon håber og tror, at amerikanere er villige til at acceptere Amazons arbejdsskademøller som et nødvendigt onde.
Det burde være åbenlyst, at Amazon og andre amerikanske teknologifirmaer er udtryk for en slags turbokapitalisme, som er helt uforenelig med den nordiske arbejdsmarkedsmodel endsige danske værdier. Men selskabet har ikke desto mindre allerede fået fodfæste i Sverige, hvor det åbnede sit virke i 2020.
Svenskerne har dog indtil videre formået at få firmaet til at bruge en underleverandør, som har skrevet overenskomst med lagerarbejderen. Indtil nu har dette kompromis holdt. Og fordi Amazon ikke kan udbytte sine arbejdere i samme omfang som i USA, er deres serviceniveau næsten det samme som hos konkurrenterne.
Men der er al mulig grund til at tro, at det bare er den første fase i det, selskabet kalder Project Dancing Queen, det vil sige planen om at erobrere det svenske e-handelsmarked og derved begynde processen henimod en amazonificering af hele Norden. Hvor længe mon det varer, inden Amazon lancerer Project Lille Havfrue?
Kære danskere. Hold fast i jeres solidariske arbejdsmarkedsmodel, og lad ikke amazonificeringen få foden indenfor Danmark. Både for jeres egen skyld, og fordi jeres værdige arbejdsmarked viser resten af verden – og ikke mindst os her i USA – at stærke fagforeninger og respekt for medarbejderne ikke står i vejen for vækst og velstand.
fortsæt med at læse
