Den tidligere socialdemokratiske energiminister Poul Nilsen afviste Bremerplanen jf. SOC, A.m.b.A. fremlagt som beslutningsforslag i det danske folketing 1980 af Centrum Demokraterne ved Arne Melchior, som en nyskabelse i debatten om grøn energi, hvor planen påviser, hvordan der kan skabes 336.000 grønne arbejdspladser årligt. Planen er udarbejdet i samarbejde med danske erhvervsorganisationer, fagbevægelsen og universiteterne. Daværende regerings afvisning begrundedes med en opprioritering af aftalen med A.P. Møller om Nordsøolien, som indledning til en ny fase i energipolitikken med massiv afbrænding af fossile brændsler, resulterende i en skønnet årlig ubalance på 1000 GWe milliarder ton kul og 5 milliarder ton CO2. Problemerne med offentligt svigt i energiplanlægning fortsætter på andre fronter, selv 33 år efter Three Mile Islands atomkatastrofe i Harrisburg, Pennsylvania, USA i 1997, efterfulgt af Tjernobylulykken i 1986 og Fukushima i 2011– et antropologisk chok, hvorfor rationalitetsgrundlaget for kernekraften efterprøves på ny. For naturkatastrofer, som dem vi lige har oplevet i Japan – lever vi i en blanding af natur og samfund med etablering af atomkraftværker i jordskælvtruede områder, hvor ansvaret for afgørelser og følgerne af dem melder spørgsmålet sig hvem der skal på anklagebænken? Anklagepunktet er vanskeligt, vi har at gøre med en slags organiseret uansvarlighed med alles ansvar og ingen ansvar, ganske som når amerikanske præsidentkandidater forherliger a-kraften og samtidig ignorer videnskabelige fakta i klimadebatten i en situation, hvor bege energiformer på glimrende vis kan supplere hinanden, i betragtning af at VE ikke formår at dække det samlede energibehov på grund af sin noget ringere virkningsgrad i forhold til a-kraft. Den republikanske holdning må således antages at have ligget længe og ulmet i Repræsentanternes Hus og i Senatet, som simpel politisk taktik. Et forhold, der sandsynligvis var den egentlige årsag til, at det gik så galt på klimakonferencen i København, der blev afsluttet uden bindende aftaler, med senere konference i Durban, der heller ikke var nogen succes. Og når man på denne baggrund hører republikanske præsidentkandidater således benægte klimaforandringerne, er dette et forhold, der også er medvirkende til at afspore debatten her i landet.
Er der en undskyldning?
Tidens sløve tand har gennem historien været årsag til revolutioner og to verdenskrige med efterfølgende afklaring og erkendelse af tidssvarende nødvendige politikker, herunder Tyskland med sit Wirtschaftswunder og Danmark, der omsider er kommet til fornuft med ny energipolitik, hvor der skal fokuserer på forsyningssikkerhed, klimahensyn og grøn vækst, godt 30 år efter Bremerplane – Herunder med VKO efter 10 års i politisk hængekøje med Nordsøoliens `pengemaskine` og massiv afbrænding af fossile brændsler, som kul i vore kraftværker med milliarder af tons CO2 udledt i atmosfæren og med VE på stand by. Bedre sent end aldrig, og i al respekt for Svend Aukens idegrundlag for dansk klimapolitik, startende beklageligvis først nu, hvor Nordsøolien er ved at rinde ud, med det socialdemokratisk sporskifte i energipolitikken, hvor mennesker i centrum i et grønt progressivt samfund med masser af arbejde, ren luft og grøn energi og en ny kvidelig grøn statsminister i rollen som `dirigent` for ny EU-klimapolitik og `entreprenør og administrator` for dansk klima- og energipolitik!
